Anmeldelsens retorik part 1

Der er nu mindre end to uger, til min nye roman ”Mens Vi Venter” udkommer. Jeg begynder at føle nerverne nu. Særligt er jeg nervøs for modtagelsen hos anmelderne. Vil de forstå den? Vil de sætte pris på den måde, jeg trakterer sproget i bogen? Hvad med handlingen?

Nu ved jeg en ting eller to om anmeldelser – jeg skrev nemlig speciale om anmeldelsens retorik på mit retorikstudium. Drevet af nysgerrighed om det her anmeldelsesfænomen dykkede jeg ned i en stak anmeldelser af skønlitteratur og prøvede at finde ud af hvordan anmelderne bruger sproget til at få deres mening igennem. Jeg ville opdage, hvordan de argumenterer for deres holdning til bogen og hvordan de adresserer deres publikum. Alt sammen for at blive klogere – og bedre klædt på til de anmeldelser, der også rammer mig fra tid til anden.

Mine konklusioner kom faktisk bag på mig selv.

I de kommende blogindlæg vil jeg prøve at forklare mit projekt og dets konklusioner.

Spørgsmål 1: Er anmeldelser en retorisk genre?

Når jeg taler om anmeldelser her, taler jeg om anmeldelser i en snæver forstand. Jeg taler om anmeldelser af skønlitteratur skrevet i den trykte presse af seriøse anmeldere. Jeg har altså valgt at se bort fra mere eller mindre ukvalificerede net-anmeldere som f.eks. bogbrokken.dk og andre – i bedste forstand – amatører. Jeg ser bort fra den akademiske litterære kritik og fra subgenrer som f.eks. lektørudtalelsen.

Jeg fokuserer alene på de anmeldere, som må formodes at have forstand på emnet, og jeg har valgt anmeldelser skrevet af bl.a. Leonora Christina Skov, Bo Tao Michaëlis og andre.

Jeg har også brugt forskere som kilde, bl.a. fagretorikere og sprogforskeren (og anmelderen) John Chr. Jørgensen.

Nå, men det første, man som retoriker må afklare, er om der er tale om en retorisk genre. At anmeldelsen er en journalistisk og til tider en litterær genre, er helt oplagt. Tager man en bunke anmeldelser, er der klare fællestræk i form, sprog og indhold – alt det, der udgør en genre i gængs forstand.

Men en retorisk genre skal have noget mere for at være en genre. Der skal være fællestræk i situationen. Al retorisk sprogbrug er bundet op på en konkret situation.

Et eksempel på en retorisk genre er en begravelsestale – en eulogi. Her er der klare fællestræk i sproglig stil: Man taler altid eufemistisk om tingene – moster Fie er ikke kradset af eller møget ned af en lastbil, hun er sovet stille ind.

Der er fællestræk i indhold: Man taler om den afdødes liv og levned, man roser hendes væsen, man tilbyder trøst til de efterladte, og man taler om, at livet går videre.

Endelig er der fællestræk i situation: Man holder ikke en begravelsestale, med mindre nogen er død. Det siger sig selv. Men det er her i situationen, at retorik og eksempelvis litteratur adskiller sig fra hinanden: Al retorik er situationsbundet. Litteratur er som regel fri af tid og sted på den måde at forstå, at den skrivende og den læsende kan være adskilt af århundreder, måske ligefrem af årtusinder, og alligevel have noget at sige hinanden. Det er i al sin rørende enkelthed forskellen på litteratur og retorik.

Vurdering, anbefaling og nyhed
For anmeldelser gælder, at de rummer tre fællestræk – genrens konstituerende elementer.

De er som følger:

Der er altid tale om en nyhed. En bog er udkommet (eventuel genudgivet, eventuelt genoversat), og det er det, der er nyheden (bemærk, at jeg ikke taler om litterær kritik i akademisk forstand, hvor man ofte dissekerer et klassisk værk – det er i sagens natur en anden genre).

Der er altid en vurdering på spil. Bogen er god, dårlig, medium, godt skrevet, ringe skrevet.

Der er altid en gradueret anbefaling på spil – implicit eller eksplicit: Læs den! Læs den for guds skyld! Læs den aldrig! Eller: Døm selv!

Det sjove er, at alle tre elementer kan være implicitte – altså underforståede.

Når en tekst rummer disse tre indholdstræk, kan den siges med stor sandsynlighed at være en anmeldelse.

Men det er ikke gjort med det. Der skal også være fællestræk i stil og situation. Situationen er vi med på. Men stilen?

Det er her, det bliver rigtigt sjovt. For hvad er det for en sproglig stil, anmeldere ofte bruger? Hvilken argumentation, hvilke metaforer og så videre?

I mit næste blogindlæg vil jeg skrive om anmeldelsens sproglige stil – hvordan får anmelderen os til at købe argumentationen? Og hvad består anmelderens argumentation egentlig af?

Følg med!