Om at skrive

– i en moden alder…

Jeg var et godt stykke over tredive, før jeg indså, at jeg hellere måtte finde ud af hvad det var jeg ville bruge mig selv til – bruge mig selv i min egen tjeneste i stedet for andres, vel at mærke. Og det skulle handle om at skrive. Det stod mig ret klart meget hurtigt.

I gymnasiet fik jeg af flere lærere at vide, at jeg godt kunne satse på at skrive. Særligt mine engelsklærere Torben Skou og Ellen Erbs havde stor fidus til mine evner i den retning. Torben sagde til mig, at han så frem til at læse det, jeg engang fik at sige, når jeg blev forfatter – for det blev jeg. Men jeg var 17 år og ikke udpræget begavet, så jeg tænkte – ordret: “Forfatter? Jeg skal kraftedme ikke være forfatter.” Hvorfor jeg reagerede sådan, skal jeg ikke kunne sige – men det var meget typisk for mig i de år.

Da jeg var i starten af trediverne, satte jeg mig for første gang siden gymnasiet ned for at skrive fiktion.
Det gik ikke særlig godt. Jeg havde ambitioner om at skrive en kolossal historisk roman – en genre, jeg holder meget af. Og jeg gik faktisk i gang. Efter halvanden side indså jeg, hvor meget, jeg ikke vidste, og hvor meget, jeg ikke kunne.

Alene researchdelen – min mangel på viden var fuldstændig lammende. Hvad spiste man i 1500-tallet? Hvordan gik man klædt? Hvordan fungerede alting?

Om at dø efter halvanden side – og at finde sin stemme
Efter halvanden side døde den store historiske roman, og jeg har aldrig set på den siden. Jeg indså, at jeg var nødt til at lære noget mere om skrivefaget, så jeg begyndte at skrive noveller – for sjov, men også for at lære mit eget sprog at kende. Jeg blev hurtigt bedre, og jeg kan tydeligt huske, da jeg for første gang skrev noget og tænkte: det her er mit eget. Ikke en kopi af Gore Vidal eller Thorkild Hansen eller nogen af de andre, jeg så op til. Min egen stemme i min egen historie. Det var et stort øjeblik!

Så gik der endnu et par år, hvor jeg mest af alt trænede mit sprog på det journalistiske felt og som formidler i mit job. Jeg skrev ikke så meget fiktion, men vidste, at jeg gik og rugede på et eller andet, og at det ville komme lige pludselig. For sådan arbejder jeg nemlig: lige med et går jeg amok i arbejdsrus for derefter at falde hen i apati igen, når jeg er færdig.

Research eller manglen på samme
Da jeg i sommeren 2007 med et erklærede over for min kone, at nu gik jeg i gang med at skrive en roman, var det fordi jeg følte mig parat til at begynde på at skrive seriøst.

Jeg havde nået til den erkendelse, som mange andre forfattere også når til, at den store gyldne ide simpelthen ikke findes. Man er nødt til at skrive ideerne frem på skærmen, og desuden skal der ikke bruges én ide til at skrive en roman – der skal bruges i hundredevis af indbyrdes modstridende ideer og motivationer.

Jeg skrev mig langsomt ind i historien om Signe Tornmark, min første heltinde, og hun tog stille og roligt form for mit blik.

Kimen til Tornmark
Det, der skulle blive til ”Tornmark”, startede som en mental rejse. Jeg elsker Rom – det tror jeg, enhver, der har læst ”Tornmark”, kan se – og jeg ville skrive en bog, hvor jeg forestillede mig, hvordan det må være at leve og bo i Rom. At være arkæolog i Rom og at gå og grave på Forum og på Palatin – det måtte være et fantastisk liv. Og sådan blev Signe Tornmark til; som min egen drøm.

Tiden, hvor jeg skrev Tornmark, var – set i bakspejlet – som en drøm. Jeg kunne bare skrive, når jeg ville. Efter fire måneder var romanen færdig, og det vigtige er, at jeg aldrig vidste, hvad jeg gjorde. Jeg skrev bare. En dag var bogen færdig. Jeg havde ikke udarbejdet plot på forhånd, ikke tegnet personkarakteristikker, ikke brugt whiteboards eller notesbøger. Skrev bare historien, som jeg så den for mig.

Kimen til Mindset

Sådan tror jeg, de bedste bøger bliver til. Når man følger den kognitive topik, som det hedder blandt retorikere – dvs. når man bare følger intuitionen og lader indskydelserne bære sig afsted. Nogle forfattere – særligt de, der er uddannede journalister – mener, dette er forkert. Man skal helst vide alt, før man skriver det første ord. Jeg spørger bare: Hvor sjovt er det? Jeg skriver for sjov, jeg vil more mig, mens jeg skriver. At skrive efter en synopsis minder mistænkelig meget om et arbejde. Nej tak, jeg vil føle og opleve, mens jeg skriver. Ellers kan det ærlig talt være ligegyldigt.

Mindset er også født af ingenting, præcis som Tornmark.

Jeg er ikke Anders Egholt, og han er ikke mig, men han låner min stemme her og der. Resten er bare noget, jeg har fundet på.

Men det starter et sted, og Mindset starter med mig selv for snart ti år siden i en stor industriel virksomhed et sted i Danmark, som hverken er det ene eller det andet empiriske sted. Nørup er en by, der eksisterer i min egen fantasi og kun der.

Jeg har arbejdet i Nørup. Arbejdet hos Loeffler og følt paranoiaen, mistænksomheden, den nærmest religiøse bekenden sig til værdierne.

Det var det, jeg ville skrive om. Men hvad jeg selv har i bagagen er uinteressant; det spændende er jo at skrive en historie, der virker og engagerer. Mit eget afsæt var virksomhedskulturen, når den bliver sygeligt selvoptaget; ikke at skrive en sygeligt selvoptaget historie.

Dem er der sgu nok af.

Så Anders Egholt er ikke mig, og jeg vil rigtig gerne have mig frabedt at være ham.

Han har jo knald i låget, den mand.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s