Mit navn betyder forår

Mit navn betyder forår er en biografi, som jeg skrev i 2020/21, om den aarhusianske politiker, rådmand, jurist m.m. Rabih Azad-Ahmad. Bogen udkom i august 2021 på Turbine Forlaget.

Sådan ser det ud

Jeg kom i kontakt med Rabih Azad-Ahmad i vinteren 2020 og mødtes med ham første gang på rådhuset i Aarhus den 11. marts 2020. Man kan sikkert godt huske datoen – det var den dag, coronanedlukningerne ramte os lige i fjæset. Ikke desto mindre gav vi hinanden hånden, nærmest som en refleks, selv om kommunen havde indført afstandskrav og havde gjort det forbudt at hilse på hinanden på den måde. Jeg var imponeret, ikke blot af det flotte rådmandskontor med de smagfulde møbler og kunst på væggene, men også over Rabih selv. De gange, jeg havde set ham, var det på tv eller på afstand, og han gjorde altid et indtryk af at være en intens og oprigtig person.

På tomandshånd er han både venlig, særdeles til stede og sympatisk. Vi talte om ideen om at skrive en bog om hans liv, og det var her, han første gang sagde det, som han efterfølgende sagde mange gange: Jeg er ikke ude på at blære mig, og jeg er ikke ude på, at folk skal synes, at jeg er en helt. Jeg er heller ikke ude på at tjene penge på det her. Jeg er ude på, at folk, særligt unge, skal lade sig inspirere. 

Så talte vi om, hvordan vi skulle skrive bogen, og jeg foreslog, at vi mødtes så ofte som muligt, gerne et par timer ad gangen, og så ville jeg for hver gang have forberedt et tema, vi skulle tale om. Han skulle fortælle, jeg skulle optage det hele, og så ville jeg skrive det sammen til en bog. Det ville også kræve research fra min hånd, særligt fordi min viden om at være flygtning og at være vokset op i en flygtningelejr i Libanon var særdeles ringe. Det fik jeg lavet om på. 

Vi var også enige om, at dette ikke skulle være en klassisk politikerbiografi, som der er et hav af.

I min erfaring er politikerbiografier, særligt for pensionerede politikere, altid centreret om tre antagelser:

1. Jeg er et geni og har typisk ret – i hvert fald fik jeg ret til sidst
2. Jeg kender alle de kendte, og de kender også mig
3. Alle i verden er interesseret i mine sygdomme

Sådan ville vores bog aldrig blive, dels fordi Rabih er en mand, der er midt i sin karriere, dels fordi han ikke er sådan, overhovedet ikke. 

Da vi mødtes første gang, gav han mig en ganske kort introduktion til sit dramatiske liv, og jeg kunne allerede her tydeligt mærke, at han også var en mand, der havde noget tragisk, som han bærer med sig, og som han blev påvirket af. Jeg tænkte: Det her kan jeg godt. Jeg kan godt fortælle hans historie og forløse den, så den gør ham retfærdighed. 

Jeg gik hjem og tænkte over projektet, og så gik Mette F på tv, og så forandrede alting sig. Jeg fik lejlighed til at overveje, hvordan jeg skulle løse opgaven. Jeg var meget opsat på, at det først og fremmest handlede om at skabe en gensidig tillid mellem ham og mig. Uden tillid ville vi aldrig kunne nå til et punkt, hvor han ville fortælle mig alt, uanset hvad jeg spurgte om. Og jeg var også opsat på, at bogen rent sprogligt skulle lyde som noget, han kunne finde på at sige eller skrive, så jeg måtte bruge ørerne intenst for at opfange den måde, han brugte sproget på. 

Næste gang vi mødtes, var igen på rådmandskontoret – nu på et øde og forladt rådhus. Vi satte os i lænestolene, og så rullede han hele sit liv ud for mig, ganske vist i kort form, men jeg fornemmede med det samme, hvor det var, jeg skulle lægge mit fokus. Den snak gav mig faktisk bogens hele disposition, for jeg blev klar over, at der var en mulighed for at indbygge noget dramaturgi i fortællingen ved at bruge cliffhanger i det første kapitel – for så at vende tilbage til indledningen i sidste kapitel. 

Hen over sommeren og i efterårets løb mødtes vi cirka hver anden uge – hjemme hos ham, via Teams, hjemme hos hans mor, på rådhuset. Undervejs brækkede han benet og blev opereret, men det afsporede ham ikke det mindste. Vi sad i hans have omgivet af høns og duer, drak kaffe, jeg spurgte, han svarede, jeg optog det hele.

Vi fik kontakt til Turbine Forlaget, som med det samme så ideen med bogen. Vi mødtes, skrev kontrakt, og med et begyndte det at blive meget, meget konkret. 

I efteråret tilbragte jeg en uge på Hald Hovedgård. Her stødte jeg for første gang på rigtige skrivevanskeligheder. Normalt finder jeg jo på det hele selv, og jeg har intet problem med at leve mig ind i fiktive personers følelser, tanker og handlinger. Alt det kommer jo inde fra mig, uanset hvordan jeg end vender og drejer det. Her skulle jeg, bøjet over tastaturet, lege, at jeg var en virkelig person, som jeg ovenikøbet havde lært at kende godt. Det var mere krævende, end jeg havde forestillet mig, og der var dage, hvor jeg syntes, det var vanskeligt at skulle være ham og ikke mig. Det var som at spille en rolle, og sådan er det også nogle gange at skrive fiktion, men her handlede det om et nutidigt, levende menneske, og det var udfordrende, og det var også til tider virkelig udmattende, fordi jeg ikke har Rabihs erindring og minder, kun det, han har fortalt.

Det regnede, jeg kæmpede med teksten, jeg gik ture i bakkerne og ved Hald sø, snakkede med fårene, savnede Hald-hunden Sherlock, som netop var død af alderdom, og som altid havde været der til en gang klap og nus. 

Arbejdsplads, Kapellejligheden, Hald Hovedgård

På Hald arbejder jeg typisk sådan, at jeg står op om morgenen, når jeg vågner af mig selv. Så brygger jeg kaffe, steger et par spejlæg, og så læser jeg det, jeg har skrevet dagen før. Det går formiddagen med. Så skal jeg ud at gå – på Hald går jeg ofte 10-12 km om dagen. To timers arbejde, to timer ud. Op på Stanghede, ned til søen, rundt om Inderøen. En gang var jeg på Hald i en hel uge uden at lave en pind andet end at gå, sove, læse og spise spaghetti med tomatsovs. Jeg kommer typisk også gennem en halv hektoliter te. Fyrfadslys, tekande, varme sokker, ro, ensomhed, regn på det skrå vindue, de nøgne træer udenfor, cykelture ind til Viborg, det er en uge på Hald. Ikke ensomhed. Alenehed. Det er mere det. 

Stanghede, december 2020

Efter aftensmaden skriver jeg, ledsaget af et glas rødvin, indtil jeg ikke orker mere og er ved at skvatte ned af stolen, det er oftest her, størstedelen af min produktion finder sted. 

I løbet af en uge fik jeg lyttet alle mine interviews igennem, skrevet dem om, bearbejdet dem. Jeg kan se, at jeg fik skrevet knap 40.000 ord på den uge – det er vel 2/3 af bogen i første gennemskrivning. Når jeg er i flow, skriver jeg uden problemer 1000 – 1500 ord i timen. 

Jeg tog hjem fra Hald efter at have sendt det første kapitel til Rabih, drønnervøs over, om han syntes, jeg havde ramt hans intention og hans sprog. 

Det havde jeg, syntes han heldigvis; dog skulle jeg skrue lidt ned for mit eget til tider ret så saftige sprog. Han pegede ud: Sådan ville jeg aldrig sige, sådan ville jeg aldrig skrive. Så var der alt det faktuelle, hvor jeg til tider havde digtet, der hvor jeg manglede info – det var jeg helt åben om, for det var nødvendigt og en måde at få ham til at sige: Det var sådan her, ikke sådan, som du skriver. 

Det lykkedes. Bogreception, Rabih læser op. August 2021

Jeg fik koblet en redaktør på fra Turbines side, Pia Sloth Poulsen, som allerede første gang skrev sådan her:

“Fedt, Morten. Jeg er næsten færdig med at læse. Fantastisk bog, velskrevet, bevægende, fascinerende historie. “

Så er man godt i gang.

Siden fulgte arbejdet med redigering, opsnusning af billeder, gamle som nye, cover, pr-plan, og en dag blev det den 24. august, og vi stod og præsenterede bogen på vores bogreception.

Jeg er meget glad for resultatet. Men vigtigere end det: Rabih er meget glad for resultatet. Nu håber vi bare, at den får den effekt og modtagelse, der hele tiden har været intentionen. Jeg er i hvert fald glad og lettet – det var noget af en udfordring, ikke fordi det var svært at arbejde med Rabih. Det var det overhovedet ikke. Det var en skriveteknisk udfordring, fordi jeg i mit øvrige forfatterskab ikke altid er underlagt den disciplin, som det her krævede. Men jeg er også taknemmelig over at have lært en så spændende og inspirerende mand at kende.

Rabih interviewes til Go’Aften Live på TV2 om bogen.

Bogen kan lånes på biblioteket eller købes hos en boghandler nær dig.

Dagbog, San Cataldo 2021, del 3

Mandag

Regner ikke, tordner ikke, men himlen er dækket af skyer. L med det brækkede ben er sendt hjem i dag. Mario kom i sin Fiat 500L og samlede hende op, og vi var alle mand med til at hjælpe hende ud til bilen. Det føles som et noget decimeret selskab uden Annette og uden L, men vi kommer godt ud af det med hinanden. 

Sidder på værelset og arbejder med en opgave hjemmefra, som jeg relativt let får afsluttet. Så prøver jeg at skrive lidt novelle, men det fungerer overhovedet ikke. Det føles, som om jeg aldrig har skrevet noget som helst, der er den mindste smule originalt. Sproget er stift og tungt, og der er ingen ideer, der banker på. 

Så jeg giver op igen. 

Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skal stille op med det der forfatteri længere. Det er som om kilden er løbet tør, og det er en fortvivlende følelse. Jeg har ikke sulten længere, ikke lysten, ikke overskuddet. 

Nede i haven brænder Gaetano affald af. Bag Ravello er alting en grå mur af skyer og hav, men selv i gråvejr lyser byens huse. Solsortene synger, hunde gør, nogen bruger en græstrimmer et sted nede i haven. I eftermiddag tænker jeg at gå en tur og tænke over tingene. 

–

Frokosten i dag lidt af en skuffelse, alt for lidt mad. Et fad med nogle bagte grøntsager, som bestemt ikke er mig, og så lidt tørt brød, det var alt. Jeg åd tomater i håndfulde. 

Baldrian som sne

Værelser gjort rene og håndklæder skiftet, og det er dejligt. Det hvirvler rundt med store, hvide snefnug, som viser sig at være fnug fra vild baldrian. Det samler sig i vindhekse på stengulvet, og til morges var det som at gå gennem et snevejr. Planten vokser vildt overalt; det var L, der identificerede den som baldrian, og folk kan bilde mig hvad som helst ind, når det angår planter.

Efter frokost gik jeg en tur over til Ravello. Ned gennem Scala og langs den snoede vej forbi den store parkeringsplads under klippesiden og op til domkirkepladsen. Domkirken er lukket i eftermiddagstimerne, desværre, men jeg var der sidst, og den er uendeligt charmerende med sine kosmatiske værker og middelalderlige stemning. 

Baldrian, jo.

Mine ben har det langt bedre, og jeg har ikke ondt. Prof C siger, at det bare er med at holde dem i gang, og det ved jeg godt er sandt. Jeg går op til Villa Cimbrone og bliver igen paf over udsigten. Her til morgen var vejret dramatisk, med lavt hængende skyer over Monti Lattari-kæden og sylespidse solstrejf ned gennem alt det grå. Og alligevel var der en særlig glød over husene i Ravello. Nu, til eftermiddag, er solen brudt igennem, men der hænger stadig skyer inde over bjergene. Det gør, at sigtbarheden i dag er formidabel. Bjergsiderne står knivskarpt i den lave sol, og havet derude er den mest forunderlige, ensartede, insisterende blå. 

Udsigten fra Terrazza dell’infinito er overrumplende og vild: Man står ved rækværket og ser direkte, lodret ned, på hustage og haver og veje, og derfra falder terrænet stejlt ned til kysten, 300 meter nede. En lille, ældre, italiensk dame i nydeligt tøj taler til mig, og vi snakker, mit italienske er lige tilpas godt nok til, at jeg kan smalltalke. Jeg forklarer, at jeg bor i et kloster for danske kunstnere derovre – og jeg vinker mod San Cataldo. Og så viser jeg hende, at der lige under os, 60-70 meter nede, ligger en splitternøgen mand på en solseng på terrassen ved en villa. Hun ler hjerteligt. 

Jeg sætter mig ved cafeen i haven – alene fordi jeg kan mærke den lidt magre frokost og mit blodsukker på vej ned. Så jeg køber mig et mindre glas friskpresset juice til kun €7 og en vand, og så tager jeg min notesbog frem og skriver. Lidt. Meget, meget lidt. Men der er en ide, der titter frem, og jeg griber den om snudeskaftet og hiver til; jeg giver ikke slip. Jeg ved godt, det typisk er tegn på en art desperation, ligesom når jeg vågner om natten og prøver at holde fast på en drøm, fordi den lige der føles som den fedeste ide nogensinde. Det er først i det nøgterne dagslys, at den slags som regel viser sig at være noget vås. 

Jeg tusser hjemad, tager igen bussen over til Scala, går ind til købmanden ved torvet. Her falder jeg i snak med ham, jeg kan godt huske ham fra sidst. Hans biks er ganske lille, men velforsynet. Jeg kan godt lide de her italienske supermarkeder. Det er ubegribeligt, hvad der kan stuves sammen på ingen plads – jeg husker butikken i Sant’Agata sui due Golfi, hvor der på mindre plads end på vores badeværelse var en velsignelse af fødevarer, vin, isenkram, rengøringsprodukter og også ganske mange spøjse sager, jeg ikke engang vidste hvad var. 

Jeg spørger, om det er muligt at bestille et halvt kilo guanciale til at tage med hjem – i så fald vil jeg hente det på søndag. Det laver vi så en aftale om. Jeg ved, at mange af disse små butikker er en del af netværk, hvor man kan skaffe stort set alt, bare man spørger i god tid. 

–

Tirsdag

Der synes foreløbigt at være ro på i Aabenraa. Camilla kørte derned i dag og så til min mor, og jeg nåede også at tale kort med hende, mens jeg stod ved stoppestedet i Amalfi og ventede på bussen. Det gør, at jeg føler, at jeg kan sove nogenlunde trygt i nat. 

Efter morgenmaden: Går ned til Minori. Jeg troede, at mine ben og knæ var nogenlunde klar på strabadserne igen, men det var de ikke – det gjorde ondt ad helvede til, og jeg svedte. Det er også en voldsom nedstigning, hvor trapperne er stejle og ubekvemme, men smukt er det jo med de der terrasser med vin, citroner og appelsiner, bjergene på den anden side af dalen og byen og havet langt nede. Jeg når ned i byen, som er et helt andet sted end Amalfi. Minori er en rigtig by med butikker, folk, der går og handler, folk, der hilser, og langt mindre dele af forretningslivet er langt an på turisme. I min ringe erfaring er restauranterne også bedre, mere ærlige, end i Amalfi. Jeg spiser spaghetti vongole på torvet; det er glimrende. Jeg køber et par flipflop-sandaler til mine smadrede fødder, som ikke længere har godt af de gamle Eccosandaler. Jeg sidder og tænker, at Minori er en by, jeg gerne ville tilbringe en lang vinter og et spirende forår i, koncentreret om et skriveprojekt, men så tænker jeg: Hvilke skriveprojekter er der i min fremtid? Er der nogen overhovedet, eller er jeg færdig – skrevet ud og tom?

Igen dette spørgsmål, der nager mig dagligt. Tendensen lige nu er obskure biografier og denne vedholdende bølge af selvsmagende autolitteratur, som jeg styrer udenom, som når man ikke ønsker at jokke i de andre køers kokasser. 

I Minori er mine knæ færdige, mine fødder fyldt med blodige vabler under sålerne. Jeg køber et par badesutter, jeg kan aflaste dem i. Så tager jeg båden til Amalfi; ti minutter, tre euro, og trisser ganske forsigtigt op til fontænen foran domkirken. Så stiger jeg på bussen, der kører via Pontone gennem Ravello og ned til Sambuco og tilbage til Ravello og gennem Scala og gennem Minuta og til sidst standser ved San Cataldo, og på det meste af turen er jeg den eneste i bussen.

Sover eftermiddagslur efter et godt, langt bad, der skyller sveden af mig, og så læser jeg, indtil aftensmaden kommer. I dag består den af krabbesalat, blandet, friteret fisk med citron, og tiramisú. Det hele er godt, og snakken går om bordet – der opstår altid diskussioner her med det klientel, og nogle diskussioner kan jeg være med i, andre kan jeg ikke. Især hvis det bliver politisk, så holder jeg min mund.

Det varme gadelys i Ravello, den øde domkirkeplads. Den romanske kampanile og den bare, hvide facade på kirken, som ikke har forandret sig meget i tusinde år. Den blev vist pudset tilbage i trediverne, men den er ren og nøgen, og jeg kan egentlig godt lide det sådan. En klassisk basilika-form. 

Hver aften tænker jeg på, at jeg burde sidde herude hele natten og bare se. Men solen, de mange timers gang hver dag – jeg er altid i seng inden elleve, selv om jeg ikke skal noget næste dag. 

—

Onsdag

Dagens program:

Sove til klokken syv. Bad, kaffe på altanen, lidt arbejde.

Morgenmad. 

Lidt arbejde. 

Gå ned til Scala.

Gå op igen. Sidde på halvvejen og falde i staver i solen.

Sove en halv time, til frokostgongongen ringer. 

Spise frokost. 

Sove to timer. 

Stå op, tulle rundt.

Sidde under valnøddetræet, mens tordenskyerne samler sig inde over bjergene. 

Opgive at skrive, fordi det bliver lort, det, der kommer ud af fingrene. 

Sidde på altanen og drikke en brandy med is. 

Vente på, at det bliver tid til aftensmad.

Følelsen af komplet at have glemt, hvordan man skriver. Der kommer intet, ingen inspiration, ingen ideer, intet sprog, der sprudler. Alle oplever det her, og jeg har oplevet det mange gange før, men aldrig så intenst som nu. 

Jeg har så ufatteligt mange myggestik, navnlig på lår og baller. Der er ellers myggenet i værelset for døren, og jeg sprøjter løs med alt det mest giftige, jeg har kunnet finde, nu også en spray, der lover at holde de myg væk, der smitter en med West Nile Virus. Det lyder tilpas giftigt til, at jeg køber den på stedet. 

Jeg går rundt på klostret i ophøjet ensomhed og opdager rum, trapper, huller, nicher og søjler, jeg ikke har set før. Hele bygningen er en labyrint. 

Der er værelsesafdelingen, som jeg bor i – den har værelser i tre plan. Øverst oppe lidt større værelser, der ikke har altan, og hvor i forne tider priorinden har boet. Fra værelsesgangen åbner en stor dør ind til stuen, hvor Wiinstedtfamilien engang boede, og hvor der står møbler af udsøgt kvalitet og smag, selv om flere af dem er knapt hundrede år gamle. Andre er doneret af fonde, og bag ethvert møbel står en for mig ukendt møbeldesigner, som de andre gæster falder i svime over. Jeg ved kun, at man sidder godt i de der læderlænestole omkring bordet i stuen. Bag stuen er biblioteket, som ligner det bibliotek, jeg har stående i mine drømme. Det er æstetisk, velordnet, lærd og arkitektonisk smukt, og herfra går en spindeltrappe i marmor op til en afsats, hvor der står kortbøger og en bedaget printer/computer-konfiguration. Herfra kan man gå ind i Annettes lejlighed, og det gør man ikke – det er hendes private hjem. 

Spisestuen med to karafler af klostrets egen vin.

Hun siger, at det spøgte på stedet, da hun og hendes mand Mogens flyttede ind. Hun siger, at de fik det til at gå væk. Men at de ikke helt forstod hvordan. Der var et værelse, der lugtede af fisk, men kun når de havde bestemt, at det skulle bebos af gæster. Normalt lugtede det ikke, men når der kom gæster, var det ubeboeligt. Til sidst lod de det være i fred. Jeg tror hende. 

I det andet værelsesplan, under det første, ligger de mere ydmyge nonneceller, hvoraf jeg bebor den ene. Fra denne gang er der en trappe op til hoveddøren og til niveauet over med de større værelser. Spøgelser eller ej, jeg er aldrig bange for at gå rundt her, selv om natten. Jeg ved, at det her sted vil mig det godt. De nonner, der har sovet gennem århundrederne i min celle og er døde her, de aer mig på kinden og lader mig være alene med min sorg og længsel. Og der er nonner begravet her. Under restaureringer har man fundet indemurede skeletter i skorstene. Det handler om, at man begravede de døde i indviet jord – og når de så var tilpas skeletterede, bragte man dem hjem. Og placerede dem, hvor der var plads. De fyldte ikke så meget. Men de var der, hvor de havde boet hele deres liv. Jeg ved det ikke, vel, men for mig føles det bare som en naturlig og logisk, kærlig ting at gøre. Jeg forstår det godt. Lad dem sove, de kære gamle nonner. Også selv om der måske ligger en i murværket, gemt, lige der, hvor jeg sidder nu. Jeg kan ikke vide det, men det gør mig ingenting. 

Klokketårnet på San Cataldo.

Fra vores værelsesgang er der direkte adgang til refektoriet, spisestuen, som er restaureret med fuldendt smag og stilsans. Gulvet er hård, kold sten, og loftshvælvingerne er kalket lydefrit hvide, som i øvrigt alle indvendige mure er det. Her hænger en krog i loftet, og uregelmæssigheder i gulvet afslører, at der her var et hul, der åbnede til en brønd i kælderen. Man har kunnet hejse spande med vand op direkte til refektoriet. En finurlig lille romansk søjlegang over bordet, diskrete akustikplader på væggene og udgang til køkkenet. Længere borte er der atelierer, to musikværelser, flere buegange, flere trapper, den gamle vognport og kirke, klokketårnet, altaner og terrasser, hele tiden trappe op, trappe ned, nye vinkler, nye detaljer. Carl Wiinstedt selv dikterede, hvordan alting skulle se ud, og der er indmuret søjlestumper både vertikalt og horisontalt alle vegne. 

Endelig, endelig, ser det ud til at regnen kommer. Skyerne har hængt tungt i dagevis, og tordenen har rumlet mellem bjergsiderne, og ingen forløsning er kommet. Nu er temperaturen dalet, og fede regndråber falder og tegner brune pletter i det grå støv på stien under mit værelse. Et regnvejr, der vasker himlen ren, det er lige, hvad vi har brug for. 

Jeg tænker på J og prof C, som er ude for at løbe en tur ovre ved Ravello lige nu på våde, stejle stier og trapper af glat granit. 

Det er et fantastisk syn. Vejen til Amalfi svinger sig gennem sine serpentiner måske to hundrede meter nede, og regndråberne er så prægnant fede, at man kan følge dem, mens de falder, tungere og tungere bliver de. Ufortrødent sender domkirken sine timeslag ud gennem den regnvåde aftenluft.

Det tordner, lige over os, og for første gang kan jeg næsten ikke se over til Ravello – byen er halvt gemt bag et tæppe af regn og dis, og bjergene længere borte, som normalt står skarpt og nært i aftensolen, er endimensionelle grå plader. Stien under mit værelse er en flod. 

Ravello i regn

Hvide lyn efterfulgt af en dump, rumlende torden, der kastes frem og tilbage mellem bjergsiderne, og hele tiden denne silende, rislende regn, der falder lodret og insisterende ned over alt det grønne. 

Og med et er det slut, og alting glinser af væde – terrassefliserne sejler og er blanke, og en hane galer ovre i Ravello. De gule og okkerfarvede huse får deres kulør igen. Et solstrejf over grønne terrasser og rumlen af torden, der trækker bort over havet. Det er, som om solen kysser det våde grønne og sender farve ind i det grå. 

Jeg elsker dette sted. Lige nu suger jorden begærligt den regn, der er faldet, og forvandler det våde til det frodige, og i morgen bryder solen frem og får alting til at dampe og atter tørre ind. 

Til aften er vi kun os fem gæster; M ser vi ikke, og køkkenpersonalet har fri. Igen består aftensmaden af kolde retter, vi selv kan sætte frem, og det er faktisk fint, for vi kan selv bestemme tempoet. Men vi savner nu den der tiramisu, og vi savner mere vin, så H finder tre Peroni-øl frem. Jeg kan godt lide mine medindemurede. 

Det er ikke lykkedes H få en eneste solstråle på krop eller ansigt; han går altid i skjorte og lange bukser. Resten af os er i større eller mindre grad svitset af solen. 

Vi er nået til det punkt, hvor alle kender rumlen ud og ind, alle har været alle mulige steder, og flere af os er i gang med at tælle ned, til vi skal hjem. I morgen torsdag – for mig en dag med lidt arbejde, lidt skrivning, en tur til Amalfi eller sådan. Fredag heldagstur til Herculaneum. 

Lørdag og søndag? Skrive lidt? Nok mest noget med at tulle og trisse og daske og se på firbenene.

Mandag – hjem. 

–

Torsdag aften

Igen et forrygende tordenvejr, og imens sidder de hjemme i Danmark og sveder…

Var i Amalfi i dag. Og i en hel time opnåede jeg den tilstand, jeg har længtes efter – bare at sidde og meditere over god mad i et hjørne af byen, hvor der er liv og mennesker, og hvor vejret er godt. En hel time lykkedes det at føle fuldkommen balance, ro og glæde over tilværelsen. 

I den høje ende af byen, en bar med mad, hvor personalet lige havde afsluttet deres frokost, og det så godt ud. Så jeg fik et bord og en time, hvor jeg spiste tomatsalat med mozzarella og en pastaret, drak vin, så på skolebørnene, der fik fri, lyttede til fire ældre mennesker fra Norditalien, der var turister i deres eget land, og den ene af konerne diskuterede længe og livligt med tjenerpigen – hvordan var deres brød produceret, hvordan deres pasta, hvordan miksede de deres aperol, for hun skulle i hvert fald ikke have den sådan, men kun sådan. Hendes lille, visne mand himlede med øjnene – det har han hørt på i fyrre år. Men jeg elsker den der kompromisløse tilgang til mad, til livet – det skal bare være i orden. Skolebørnene bliver hentet af deres forældre; de lidt større børn går ned ad gaden, arm i arm. 

Det første indtryk i morges: At gå gennem haven, hvor duften fra roser og alle de andre for mig ukendte blomster står som en sky af parfume. 

Min mor har det nu så tilpas godt, at de taler om, at hun skal hjem i næste uge. Det ville være fantastisk. Jeg planlægger en tur derned i den weekend, hvor jeg er kommet hjem. 

Kommer med bussen hjem kl. 15.15 og falder i tung søvn, sover et par timer, og det begynder at regne og tordne igen. Jeg sidder på altanen for gud ved hvilken gang og bare trækker vejret, bare ser. Tordenvejret er lige så vildt som det i går, og lynene lyser himlen op lige præcis over dragedalen, der er ingen forsinkelse på bragene. Vandet sejler ned ad stierne, og selv da det slutter, hen under aftensmadstid, risler og klukker det i lang tid derefter. 

Jeg tror, det var min sidste udflugt i dag, altså fraset den i morgen, som jo er med bil. De sidste dage vil jeg bare være her på klostret. Få lidt sol, sidde og meditere. Inden jeg lander i kaos derhjemme. Allerede dagen efter at jeg er hjemme, skal vi til København, hvor Mathias skal til interview på den amerikanske ambassade.

–

Tosset vand

Fredag aften

Til aftensmad tomatsuppe og fisk – havbars i tosset vand, som det hedder. Acqua pazza – et udtryk for, at der i vandet, som fisken koges i, er mere end fire slags krydderier. Det er det glade vanvid for en italiener. Så mange ingredienser er det kun gale mennesker, der bruger. 

Abrikostærte lavet af Vincenza, som kommer i morgen og producerer pizza til os. 

H, A og jeg i Ercolano og i Oplontis. 

Da jeg skulle herned sidste år, hvilket blev forpurret, havde jeg booket mig en lejlighed tæt på Ercolano i tre dage. Det forekom mig at være et godt sted at have base. Jeg kunne tage til Pompeii og til Napoli, og jeg kunne relativt let rejse videre til Scala og San Cataldo. Annette siger, at det var godt, at jeg ikke gjorde det, for det er et stygt område med megen fattigdom og høj kriminalitet. Mange af husene i Ercolano er opført nødtørftigt efter det store jodskælv i 1980, og folk vil ikke flytte ud igen. De ved, at hvis de gør, bliver de genhuset alle mulige mærkelige steder, og arkæologerne vil kunne komme videre med deres udgravninger. 

—

Lørdag

Fik ikke rigtig skrevet i går, var alt for udmattet efter turen til Ercolano. Jeg er klar over, at denne dagbog efterhånden er et langt litani af trætheder. Men man udmattes af solen, varmen, stigningerne og indtrykkene. Og der er få ting så fuldkommen saliggørende som at tage en eftermiddagslur i sit værelse på San Cataldo med døren åben og myggenettet nede, mens det summer ude i haven af insekter, mens det dufter, mens murene hvisker deres hemmeligheder, mens hunde gør og fuglene synger i haven. Man behøver bare at hæve hovedet for at se lyset skifte på bjergsiderne. Skygger fra skyerne, solbeskinnede pletter og i de senere dage ganske mange regnbyger, der skjuler bjergene bag grå dis. Jeg ligger i sengen, klør mine myggestik, tænker på, at jeg er lige her, et af de smukkeste steder, som jeg kender til. Der er så meget kærlighed i verden, tænker jeg, og noget af det er bare manifesteret i klipper, træer, hav og himmel. 

Poppaea i poolen

I går blev vi hentet lige efter morgenmaden af den unge Luca, ulasteligt klædt i hvid skjorte og sorte bukser, i sin nye Mercedes-van. Venligt holder han tasken for en, mens man stiger ind i det eksklusive sorte interiør i bilen. Og så kørte han os gennem bjergene, tydeligt oplært af onkel Mario: Forsigtigt, uden pludselige opbremsninger, slider ikke unødigt på materiellet, lader folk overhale, får ikke pulsen op. Det er også den sundeste og mest langtidsholdbare måde at køre på, og hans ro breder sig til passagererne, som føler sig i trygge hænder. Luca er vel 23 år, men kører som en erfaren professionel VIP-chauffør. 

Annette siger, at han og Mario gør deres biler rene to gange om dagen. 

Vi kører gennem Chiunzipasset, som reelt er lukket og har været det i årevis. Der er hele tiden stenskred, så vejen er officielt spærret. Men det viser blot afstanden mellem embedsstanden og virkeligheden. Der er ingen anden vej ud af Amalfikysten end den, så den bruger folk, og på den måde bliver den holdt åben. 

Vejen er, selv efter lokale forhold, elendig, og Luca undskylder. Selv i den splinternye Mercedes Vito sidder vi og hopper bagi. Han lader hele tiden hurtigere bilister overhale, og vi kommer ned til Corbara i mageløs komfort og airconditioneret luft. 

Ercolano. Jeg er på sin vis glad for, at jeg ikke har valgt at tage tre dage i den bydel. Det er ufatteligt slidt, fattigt og trist, og der ligger affald alle vegne. H, som er bygningsingeniør, er på sin egen nordjyske måde rystet over husene, hvor betonen skaller af, hvor altanerne hænger i synlige, rustne armeringsjern. Den mindste rystelse fra Vesuv, og det hele ramler sammen. Vasketøj allevegne. Små, snuskede barer. Det tiltaler mig alligevel, og jeg er sikker på, at man her vil kunne finde en vis form for fællesskab, men en barsk en af slagsen. 

Luca sætter os af ved Ercolano, hvor man har konstrueret en parkeringsplads, og der bliver han stående og vogter over sin bils dyd. Imens går vi tre på tur i udgravningerne. 

Området er brøkdele af Pompeii men er mindst lige så interessant. Man går ned ad en bred ståltrappe, der er boret ned gennem de atten meter tuf, der har lagt sig over byen i en serie af vulkanudbrud; det første naturligvis langt det værste, i 79. Det er sært at tænke sig, at for 2000 år siden var denne dystre, våde korridor der ikke – der var bare fri luft over en sandstrand tæt på en lille, men rig by. 

Gade i Ercolano

I Ercolano er der stort set ingen mennesker. Det hele har en air af tristesse og tomhed. Det gr mig ikke noget, for jeg vil gerne have det her så meget for mig selv, som jeg kan få det. Lige når man kommer ud af tunnelen, står man der – på den gamle sandstrand foran de berømte bådskure med de mange hundrede skeletter. Der går arkæologer og bygningsarbejdere; de sidste prøver at holde det sivende vand væk, de første ligger på knæ og skraber i sandet. Og inde i de seks bådskure ligger de. Skeletterne. Bare lige der, åbent til skue. Stadig på det sted, hvor de døde for 1950 år siden. Unge, børn og gamle, kvinder og mænd. De mange mænd, der har ligget på den åbne sandstrand, er borte, fjernet for længe siden. 

A og H og jeg går gennem de forladte gader og besøger de huse, der engang rummede familier og små forretninger. Pompeii er virkeligt og tæt på. Herculaneum er lige oppe i fjæset på dig. Husene står i to, tre etager, og man kan se formålet med alting, føle, at man kunne gå her med folk vrimlende omkring, sludrende og råbende på latin, på græsk, på oskansk; de sprog, der ikke lever længere. Men menneskene, de levede, og de levede på en måde, vi ville kunne have forstået. For to tusinde år siden døde de, og deres by står her endnu. Og nu går vi rundt i den og tænker: Hvor er de mon blevet af? Det er så let. De er døde, og de følte og længtes og elskede og rasede ligesom os. Nogle af dem har efterladt deres knogler i bådskurene, og man kan næsten se, hvad de tænkte og følte, da de døde i rædsel og endeløs forvirring. Jeg kan mærke mit hjerte, der siger: Jeg forstår jer, jeg har medlidenhed med jer. Sådan vil ingen dø. Jeg ville aldrig forstå dem, deres sprog, deres kultur. Men alligevel. Så ville jeg. Døde voksne og især de døde børn. Det river i en. Ercolano er et lille sted, men det er også enormt stort. Ingen kan holde tanken om døende børn ud, og det gør ingen forskel, at de døde for to tusinde år siden. 

A får skældud, fordi hun bliver revet med – hun berører væggene med freskerne, og en inspektørdame skælder hende ud. A synes kun, hun har forsøgt sig med at skabe en forbindelse.

Luca kører os hen til en restaurant, der hedder Brancaccio, hvor vi arbejder os gennem antipasto misto og en fremragende pizza, en kande vin, en kaffe. Vi kan se, mellem de slidte boligblokke, havet, Capri og Ischia som blågrå skygger derude. Vi drikker vin, vi spiser, vi snakker, og vi har det fantastisk sammen. 

Så vælter vi ud i bilen igen og bliver kørt til Poppaeas villa i Oplontis. 

Her er stort set kun os. Villaen lå engang ved kysten, en blandt en række af opulent luksuriøse villaer, der tilhørte den absolutte elite. I dag er villaen omkranset af mere eller mindre nedslidte boligblokke i byen Torre Annunziata, og det er ikke her, man forventer at snuble over en sådan pragt. Af alle de romerske villaer, jeg har set, er denne den mest overdådige – og i øvrigt fantastisk velbevaret. Det ene mageløse rum efter det andet med forbløffende klare og smukke fresker på væggene, og dertil hvad der må være den største private pool, jeg nogensinde har set. Her har hun badet, Neros kejserinde, local girl, smuk, intrigant, rædselsslagen. På toppen af det antikke romerske hierarki har man levet på kanten hele tiden. Enorm rigdom, enorm fare. Hun døde angiveligt, da Nero i et anfald af raseri sparkede hende i maven. Hun var gravid, og hun døde, og man ved ikke, om man kan tro på det, fordi det er Suetonius, der beretter det, og det er ren sensationsjournalistik. Moderne forskning har vist, at Nero var væsentligt bedre end sit eftermæle. Men derfor kan han jo godt have gjort rædselsvækkende ting, og faktum er, at Poppaea døde og efterlod sig denne villa. Så kom vulkanudbruddet, og to tusinde år efter kom jeg og tænkte på hende, badende i den der enorme pool.

Vi går gennem gangene og salene og værelserne i villaen. Igen den her følelse af, at de alle sammen er flyttet ud i forgårs og har taget alt deres indbo med. Bortset fra, når man ser ud fra haven og ved, at der engang var havudsigt herfra. Nu ser man en grå støttemur, og over den rejser der sig en boligblok. Resten er vulkansk aske og armeret beton. 

Oplontis

Villaen er særligt kendt for sine fresker; malet af hvad der må have været samtidens bedste kunstnere. De står lysende klare i farverne. 

En påfugl stirrer på os. Den er fanget i muren, malet fast, så livagtig som om den ville sige: 

I har ikke noget, vi ikke havde. 

–

Lørdag aften serveres der hjemmelavede pizza under valnøddetræet på terrassen. Det er Vicenza, der huserer i det lille pizzaovnskøkken i den fjerne ende af klosteret, og ingen skal blande sig, ingen skal antyde, at det kan gøres anderledes. 

Vi spiser, vi drikker, der kører dampende pizza ind i den ene ende af bordet, tomme fade ud i den anden. Vi er en god flok her, og jeg holder af dem alle sammen. 

Mørket falder på over dalen, og jeg tror ikke, jeg har set noget, der er så smukt i hele mit liv end den dal, de bjerge, de træer, det hav. Det lys, der aldrig går ud. Den poesi, der strømmer op af havet, den poesi, jeg håber, jeg engang finder frem igen, så jeg kan udtrykke den i de ord, som er mit medium. Min kanal. For helvede, hvor jeg savner det. 

—

Søndag aften. 

Purple rain, purple rain. 

Der er fest i Ravello, og det har varet siden sen eftermiddag. De spiller – live, tror jeg – sådan noget røvballe-synge-med-musik af generisk amerikansk tilsnit. De klapper og synger med, så det runger over dalen. Det er vist noget med fodbold. Italien skal møde nogen, og alle er samlet, og der er glæde, fordi det der corona er ved at være ovre. Håber de. Tror de. Lige her i aften, i hvert fald. 

Der har været torden over bjergene, kornmodsglans. Skyer, der vokser som paddehatteskyer, oplyste indefra, som Stephen King skriver, som hjerner gennemboret af ondskabsfulde tanker. Jeg synes nu snarere, det er er lidt varmt og rart og trygt. At sidde uden at være bange for at blive våd, i fred for vejret. Her er lunt og godt. Jeg skal snart hjem, se min mor igen, før det er for sent, min familie. Det er ok. 

Annette fortæller, fordi jeg spørger, om flugtvejsskiltene i Atrani. 

Atrani

I 2009 kom der et skybrud af bibelske dimensioner, der fyldte biblioteket på San Cataldo med vand i tredive centimeters dybde. Det er særpræget, fordi biblioteket ligger på anden sal, indtil man betænker, at alting her er i femogfyrre graders vinkel mod vandret. Lige uden for biblioteket går vejen, der tredive meter længere sydpå er i niveau med stueetagen. Så vandet fossede ind, og de øsede vand i spandevis ud over kanten, bare væk. 

Alt det vand skulle nedad, og det kunne det kun komme via Dragedalen, som på en god dag ligner paradis på jord. Et sted har jeg stået og talt seksten terrasser med vin og grøntsager klinet til bjergsiden, og alt sammen tilsyneladende samme parcel. Over det hele tårner sig Pontone og Ravello, alt er lodrette, endda overhængende klippevægge og en dyb, dyb grøn slugt, hvor vandet fosser. Når det regner, skal millioner af liter vand den vej, for det er den eneste vej. 

Det endte alt sammen i Atrani, på torvet, som er som et overløbsbassin i en sådan situation. Der er to smalle buegange ud mod stranden, og torvet er endestation for alle gyder og gader. Selve torvet er vel 500 kvadratmeter stort. De siger, at i løbet af ti minutter var der to meter vand på torvet i Atrani, og ikke bare vand, men mudder, sten, træer, endda biler, der sejlede rundt og rundt i en malstrøm; et af de mest idylliske torve, jeg kender, på et øjeblik forvandlet til en dødsfælde. En ung pige, der arbejdede på en af barerne, gik den forkerte vej. I stedet for at gå ud på torvet søgte hun ind bagest i barlokalet, hvor hun blev fanget i det her helvedes vaskemaskinefænomen. 

Da regnen var stilnet af, var hele den lille bugt ud for Atrani et søle af mudder, grene, affald, scootere, tøj, plastik, biler, og alt dette måtte de jo vade ud og pille fra hinanden for at finde pigen. De arbejdede i døgndrift fra små både og fra land, men de fandt hende ikke. 

Efter et par måneder blev hendes lig omsider bjærget. Ud for Siciliens kyst, hvor hun gik i nogle fiskeres garn. Det er 300 kilometer væk stik syd i luftlinje. I dag sidder der et mindesmærke i buen under vejen, der hvor de laver den gode gelato. 

Det gør mig ondt for den pige, der døde dernede, hvor jeg har siddet og hygget mig uden at vide noget om hende. Men man kan ikke fortryde, at man har haft det godt sådan et sted, hvor andre er døde. Sådan kan man ikke leve. Man kan bare tænke, at man har sit eget liv, som man må vride som en karklud. Hvis man tør. 

Går til ro for sidste gang på klostret. Med et stik i hjertet. 

Dagbog, San Cataldo 2021, del 2

Tirsdag

Aften, i San Cataldo, og jeg har fået værelset ved siden af det, jeg boede i sidst. Det ligner sig selv, og udsigten er lige så smuk og betagende som sidst. Jeg stod op i morges, pakkede mit grej og trillede ned til stationen. God plads i toget, jeg sad på business class i det her formidable frecciarossa-tog, der rammer 300 km/t og kører på sit eget tracé. Firenze, Termini, ned gennem Lazio og ind i Campanien, ind til Napoli og videre til Salerno. Fra Napoli var jeg den eneste i de fire vogne, der er business class – den absolut eneste. Alle andre stod af i Napoli. 

Onsdag

Ovenstående er hvad jeg nåede at skrive i går. Jeg faldt om ved titiden, fuldstændig udmattet af dagen. Men en god dag, det var det. 

Udsigten fra værelse 6, 400 meter over Salernobugten

Lige nu sidder vi og venter på morgenmadsgongongen. Inde i dalene hænger der dis, dagen er en smule overskyet, og det er en anelse køligt. Alting ligner sig selv fra for seks år siden. Der er færre mennesker ovre i Ravello, kan man se, og det virker også som om trafikken er langt mindre intens. 

Annette havde skrevet til mig, at jeg burde overveje at tage båden fra Salerno til Amalfi, så det gjorde jeg. Det fortrød jeg ikke. Efter at have fumlet rundt på banegården i Salerno for at finde udgangen, købte jeg en sandwich i en bar, hvor fyren derinde blev så lykkelig over at høre, at jeg var fra Danmark. Han havde nemlig arbejdet som maler i København i en periode, og jeg skulle partout se alle hans billeder fra Rundetårn og den lille havfrue. En dag, så skulle han helt klart tilbage. Vi skiltes som venner.

Båden lægger til

Båden til Amalfi er en lille time om at tilbagelægge turen – den sejler med 14 knob, kunne jeg konstatere, så det er et behageligt tempo. Undervejs sad jeg ude på fordækket og måbede over det landskab, vi sejlede forbi. De små kystbyer Vietri, Cetara, Maiori og Minori, hvor kaptajnen lægger til og er væk igen på et par minutter; i Cetara har man fornemmelsen af, at han næsten sejler den på grund, så tæt inde under stranden er vi, og bovpropelleren hvirvler brunt mudder op i det turkise vand. De små havnebyer er perler af uhæmmet skønhed, ligesom landskabet er det. Det tårner sig op, det bølger i grønt og hvidt. Oppe langs klippesiderne titter huse frem, cypresser, oliventræer, vinmarker. Det smukkeste sted af dem alle er, når Ravello dukker op på sin flade klippetop fire hundrede meter over havet, omkranset af høje og stejle bjergsider og med solen dundrede ned lige direkte fra oven. Jeg kan huske, at der engang var en, der skrev, at skønheden her næsten er for meget. Den er så påtrængende, så allestedsnærværende, at man til sidst ikke kan se den længere. Jeg kan se den. Jeg ånder den ind, som om den var ren ilt.

Jeg sidder og stirrer op på Ravello og Villa Cimbrone og leder forgæves på bjergsiden bag byen for at få øje på San Cataldo. 

Jeg stiger af sammen med alle de andre i Amalfi, og det er sært, så familiært det hele synes at være, selv om jeg kun var her nogle få gange sidst. Byen er ganske lille, og intet er sket i mellemtiden. Jeg er mest optaget af, at jeg har forbandet ondt i maven igen, så jeg går nærmest foroverbøjet fra båden og op på molen. Koldsved, så ondt gør det. 

Jeg triller min tunge kuffert hen til rundkørslen midt i byen uden for byporten og køber en billet hos aviskiosken. Den varslede strejke, viser det sig, gælder kun for visse snævre tidspunkter uden for myldretiden, så der er ingen problemer med min bus kl. 14.30. 

Jeg bliver taget imod på klostret af den eneste anden gæst, der er her lige nu, en professor, dr. med., hvis navn skal lade være usagt, thi der er en regel om, at man er privat, når man er her. Men han tager imod mig som en længe ventet ven. Også Annette Ohl, bestyreren, tager mod mig og kan huske mig, og jeg forventer, det er for noget godt. Hun har fortalt, at det er svært at huske alle dem, hun har haft gennem klostret i tyve år, men der er dog nogle, der bliver hængende. 

Jeg slæber min kuffert ned til værelse seks. Det er lige ved siden af det værelse, jeg havde sidst – værelse syv. Det hele er pænt og rent, lysestagen skinner af blank messing. Pigerne på klostret, som ellers kunne være blevet sendt under coronanedlukningen, har fået et par måneder ekstra som ansatte, til gengæld har de gjort alt rent i mindste detalje. Alting stråler, også sølvtøjet i spisestuen. 

Min seng i klostercellen

Ude på terrassen får jeg et glas af klostrets vin og lidt brød og ost, og vi får en sludder. 

De øvrige fire ankommer med Marios nevø Luca som chauffør lidt i seks – vi er en broget skare, men allerede ved det første aftensmåltid falder vi godt i snak. Alle er trætte, mange er også lidt tavse, og da vi fortrækker op i dagligstuen til aftenkaffen, bliver mine øjne også særdeles tunge, og det går hurtigt. 

Jeg lukker skodderne til, og cellen bliver sort som graven. Jeg vikler mig ind i det velduftende sengetøj og sover, som om jeg var skudt for panden, til her klokken syv i morges. 

I dag er det min mors firs års fødselsdag. Jeg har talt med hende og sagt, at jeg desværre ikke er hjemme, når hun fylder rundt. Men hun tænker sådan, at vi skal leve vores liv og gøre det, der gør os glade; hun ville aldrig tilgive sig selv, hvis jeg valgte at blive hjemme, fordi hun fylder år. Og det ved jeg, at hun mener. Jeg ringer naturligvis til hende, men med min mor er det altid: Har du det godt? Ja, jeg har det godt. Jamen så, farvel da. Hun hader at tale i telefon næsten lige så meget, som jeg gør. 

Hun bliver fejret i det stille i dag – men lige nu, her til aften, har jeg fået at vide, at hun er blevet indlagt for mindst tiende gang i år med mavesmerter, og jeg er ikke fri for at være bekymret og lidt ked af det. Det er ikke en måde at fejre en rund dag på, og jeg frygter, at jeg ikke har hende ret lang tid endnu. 

Myggenet, nu uden effekt

Vågner her til morgen til en lidt grå og diset morgen. Efter morgenmaden er jeg nødt til at tage nogle timer med at arbejde på en opgave, jeg har forsømt at gøre færdig derhjemme. Det er ikke inspirerende, men jeg får da noget fra hånden og tænker mig at sende den til korrektur i morgen. Lige nu kunne intet interessere mig mindre, men jeg har ikke den luksus at glemme det hele, til jeg er hjemme. Jeg tager en lille gåtur ned til Scala, drikker en kaffe på torvet og køber shampoo og mere mygge-afskrækningsmiddel foruden en flaske vand og en vin, jeg kan nyde på et tidspunkt. 

Efter frokost har Annette arrangeret, at de interesserede kan gå med hende ned til Atrani. Jeg tænker, at jeg hellere må arbejde videre, men jeg ender med at sove i to timer med myggenettet nede for døren ud til altanen. Det hjælper ikke, de kommer ind alligevel.

Derefter står jeg op, igen med smerter i maven, som jeg har haft det nu i flere uger. Jeg ved ikke, hvor de stammer fra, jeg mistænker stress, frygter mavesår, men det føles vist nok ikke sådan. Jeg går op på taget af klostret ved den gamle kampanile, hvor Wiinstedts gravplade er indmuret i gulvet, og jeg ender med at sidde her tæt på en time og bare vågne, komme mig, få maven i ro. Siden sætter jeg mig med bog, og nu sidder jeg så her på altanen og prøver at komme lidt up to date med min dagbog. 

Kattene i klostret er alle døde. Gaetano, gartneren, er her endnu, selv bisnonna på nu 99 år lever endnu; men hun kommer her ikke mere. Lige nu er vejret tæt på perfekt. Her er 22 grader i skyggen, klokken er halv syv, og skyggen fra bjerget mod vest kryber langsomt op til Ravello. Om lidt bliver byen slugt, og så tænder de lys derovre. Domkirken og villaerne gløder i aftensolen. 

Ude på Salernobugten glider store skibe forbi, og små både er pilespidser på skafter af kølvand. 

—

Morgen over Ravello.

Morgen, klokken er lidt i seks, og jeg har min mor endnu, så vidt jeg ved. Hun blev indlagt i går på Aabenraa sygehus med mavesmerter, midt i fejringen af hendes firs års dag, og det udviklede sig hastigt til at være kritisk: Hun fik hjertestop og blev genoplivet, alene fordi hun tilfældigvis var på sygehuset, mens det skete.  

Min far og Karen Marie var der. Hun blev indlagt på intensiv, og alarmen gik rundt i landet og også her til Italien: Det er måske nu, hun dør. Jeg måtte affinde mig med at være her, mere end to tusinde kilometer væk, og jeg gik med det samme i gang med at undersøge, om der er muligheder for at komme hjem i en helvedes fart. Det ser bare meget svært ud – og ikke mindst fantastisk dyrt. 

Camilla måtte forlade sin aftenvagt, køre hjem, hente drengene og haste til Aabenraa sygehus, hvor de ankom midt i at min mor var i gang med en hasteoperation, hvor de har indsat en midlertidig pacemaker. Sidste melding var, at det er gået som det skulle, og at de nu regner med at indsætte en permanent pacemaker. Det vælger vi at tolke som om hun ikke lige forlader os nu og her, så det gav ro i maven. Men det var en pine også at skulle forlade aftensmåltidet tidligt og spolere den gode stemning ved at forklare hvorfor – alle andre undtagen professor C og jeg havde været med Annette på vandretur ned til Atrani og Amalfi og havde haft det vældigt. Jeg måtte rejse mig og meddele, at jeg måtte trække mig tilbage, fordi – og så kunne jeg ikke sige mere. 

Men de var alle sammen meget søde og forstående og prof C kom ind på mit værelse senere på aften for lige at få en status. Han er overlæge, så han kunne relativt let gennemskue, hvad prognosen er, og den er ikke god. Det ved vi også godt. Men ville hun dog bare holde, indtil jeg er hjemme igen, så jeg kan få mulighed for at få sagt ordentligt farvel, få sagt, at jeg elsker hende. Hun har så mange kvababbelser over det liv, hun har kunnet tilbyde os – i egen optik har hun været en forfærdelig mor. Det har hun ikke, på ingen måde, og det har vi heldigvis sagt igen og igen. Men det fjerner ikke hendes egen frygt og fortvivlelse. 

Camilla skrev, inden hun kørte tilbage til Aarhus, at min mor havde været vågen, glad og lettere omtumlet. Jeg kan ikke gøre en skid herfra. Jeg sad i går aftes, mens mørket brød frem over Ravello, og tænkte, at jeg ikke burde være her overhovedet. Samtidig kan jeg, for at være helt ærlig, næsten ikke holde tanken ud om at jeg kan risikere at skulle smide alt og bare finde et fly hjem, når jeg lige er kommet. 

Jeg ser ud over Ravello, ud over havet, op på bjergene, og min eventyrlyst føles som forræderi. Jeg havde planer om at gå ned til Amalfi i morgen, spise frokost dernede, finde et par sutsko, tusse lidt rundt, og lige nu føles alt det der skønånderi som prætentiøst, egoistisk, barnagtigt pis. Taler lidt i telefon med min far og med Camilla, lige kort med drengene, som jeg roser, fordi de er taget med. Jeg er meget stolt af dem og deres omsorg for deres farmor. 

–

Det er den mest strålende, mest paradisiske morgen. Jeg vågnede lidt i seks og så solen stå op over bjergene bag Ravello. Nu, lidt over otte, bager solen og jeg skal passe på mine arme og min snude. Jeg overvejer at gå en tur til Ravello, når jeg har overstået en arbejdsopgave her kl. 10 for at være der, men også for at købe solcreme og måske et par tøfler eller lignende indendørs sko. Gulvene er kolde, og jeg har kun mine slidte eccosandaler, som ikke får lov at komme med hjem, og så mine almindelige sko. Ude i haven går gartneren Gaetano og sprøjter med kobbersulfat, hvilket gør, at produktionen på San Cataldo ikke er økologisk, men som Annette siger, uden det kommer der slet ingen produktion. 

Fra min altan kan jeg se enorme rosmarinbuske, salvie, lavendel, vinstokke, kumquat og en velsignelse af blomster, og her dyrkes desuden grøntsager i allandens afskygninger, citroner, kiwi, æbler, pærer, appelsiner, ferskner, tomater og jeg ved ikke hvad. Det er balsam for sjælen bare at gå rundt i den her have, den største i Scala. 

San Cataldos have

Hvor lang tid varer hestebønner?

Annette beretter, at Gaetanos fagforening kom en dag og meddelte, at haven ikke var stor nok til at Gaetano kunne være ansat på fuld tid. Udover det idiotiske i, at fagforeningen ikke arbejder for at beskytte hans interesser, men blot for at være skrankepaver, så udløste det en større aktivitet. Annette måtte hyre en landmåler til at komme og måle hele haven op: Så og så mange kvadratmeter med hestebønner, så og så mange rækkemeter salat, alting. Det kunne man så sammenligne med en checkliste – fire kvadratmeter hestebønner svarer i gennemsnit til 6 minutter og 30 sekunders arbejde hver dag. Og så fremdeles. Listen blev fremlagt for fagforeningen, som stak piben ind, og Gaetano er derfor lovformeligt ansat på fuld tid. Én mand til ti tusinde kvadratmeter minilandbrug – det er trods alt en del!

Efter morgenmaden arbejder jeg et par timer, og så tager jeg turen op gennem den lille by Campidoglio til Ravello bagom, den såkaldte vadestedstur. Jeg har ingen problemer med at genfinde vejen fra sidst, jeg var her. Den går gennem små bebyggelser forbi det, der sidst var en øde og forladt fodboldbane og som nu er en splintrende ny kunstgræsbane. Stien er øde, og det hele er så svimlende grønt og frodigt, alting blomstrer. Vadestedet er tørt og støvende, og jeg tænker på, hvor lang tid der mon går, før det hele her står vissent og okkerfarvet, hvis det da nogensinde gør det. Jeg arbejder mig frem til Ravello, jaget fremad af folks modbydelige, bidske vagthunde, som de åbenbart skal holde her yderst på kanten af vildnisset. 

Il Duce på San Domingo

I Ravello bliver jeg med det samme slået af, hvor tomt her er. Jeg har godt kunnet se det fra altanen – domkirkepladsen 600 meter borte i fugleflugtslinje er et øde dansegulv, og Bar San Domingo ser ud til at være lukket, der hvor jeg indtog en hel del Aperol Spritz sidst jeg var her. Nu er jeg opgraderet til Negroni, men ganske rigtigt: Den er lukket. Hele byen virker som om den først lige er vendt tilbage fra en tornerosesøvn, og det er den i realiteten også. Butikkerne er tomme, barerne er tomme, selv den lille, charmerende gyde, der bærer det stolte navn Via Roma, er øde. Annette siger, at det er fordi, det er torsdag, at San Domingo er lukket, og at de i øvrigt har en stor veneration for Mussolini derinde, med indrammede portrætter og det hele, og derfor kommer jeg der ikke mere. Ikke for det med torsdagen, det er dem vel undt. Men Mussolini, alligevel. 

Ravello – øde domkirkeplads

Annette har berettet, at da der var udgangsforbud her i Italien, stod der bevæbnet politi og militær ved alle kommunegrænser. Og dem er der mange af i Italien, ikke mindre end 7904 ved sidste optælling. Campanien – regionen, vi er i – har cirka samme indbyggertal som Danmark, men har 550 kommuner. Det er en farlig masse kommunegrænser, en farlig masse politi. Flere steder har kommunerne, blot for at vise, at man gør noget, sendt folk i rumdragter ud for at sprøjte desinficerende væsker på alt fra gader og veje til sandstrande, noget, der er komplet vanvid. Derfor måske denne lidt sære, trykkede stemning i en by som Ravello, hvor det normalt vælter med turister fra alle kontinenter. Den virker med et meget lille, hvad den jo også er. 

50 sofaer fløjet ind

Ravellos økonomi er i forbløffende høj grad hængt op på dens ry som bryllupsby for de rige og berømte. Magnater fra Rusland og Mellemøsten lejer hele Villa Cimbrone og holder nogle bryllupsfester, der må koste uanede millionbeløb. Hun fortæller, at når der er et sådant bryllup, svirrer luften af helikoptere i flere dage – rige og kendte, der fragtes op til byen fra deres yachts nede ved Amalfi. Der flyves orkideer ind fra Thailand og kager fra Firenze. En skulle have fået fløjet 50 sofaer ind, der stod overalt i Villa Cimbrone under behagelige baldakiner. Den business ligger død, som det er lige nu, og man kan næsten fysisk mærke, hvordan byen lider under det. 

En Negroni på torvet. Den er god og stærk. Tjeneren serverer en gigantisk skål chips, en lige så stor skål peanuts og en skål med en form for kiks eller kager. 9 €. 

Jeg er den eneste gæst på et trattoria i Via Roma, betjent af en noget mut mor og hendes næsten lige så mutte teenagedatter. Pigen er blevet sendt ud for se, om hun kan hive kunder til. De få, der kommer forbi, bliver spurgt i en lettere forsagt tone, om ikke de vil have noget at spise. Man kan næsten mærke deres desperation. Jeg får ganske god mad, fusilli med tomatsauce og kødbolle (1) på størrelse med en tennisbold, og det er liflig og veltillavet mad. Dertil kold hvidvin, så en kop kaffe. Prisen er ganske høj sammenlignet med så meget andet, jeg har set og prøvet, men det er ok. 

Jeg taler med Camilla, som er udmattet og ked af det, og det hele ligger i baghovedet konstant, jeg føler mig som verdens dårligste far og søn og ægtemand, når jeg går rundt hernede og i et kort øjeblik af vanvare kommer til at nyde livet. 

Jeg snyder og tager bussen til Scala; jeg tror ikke, jeg vender tilbage til Ravello, mens jeg er her. Der er selvfølgelig Villa Cimbrone og Rufolo-paladset, men der har jeg været, og det er ikke rigtig gåturen værd. Jeg er først hjemme ved firetiden, godt svedig og stærkt forbrændt i fjæset, for solen er stærkere end temperaturerne skulle foranledige en til at tro. Jeg dejser om og sover to timer; vågner til timeslag ovre fra det Ravello, jeg lige har forladt. 

I morgen skal Annette rejse til Danmark nogle dage. Jeg har fortalt om situationen med min mor, bare så hun forstår, hvis jeg sidder og er lidt tavs fra tid til anden. Vi er så få, at vi let påvirker hinandens humør. Alle er søde og venlige og spændende mennesker, som jeg nyder at være sammen med, og jeg vil ikke ødelægge deres ophold her ved at gå rundt og hænge med skuffen. Jeg kan, som nævnt, alligevel ikke gøre en skid ved noget som helst. A tilbyder en snak når som helst, hvor som helst, og jeg er meget taknemmelig, men vil helst bare tulle rundt for mig selv. Deres omsorg er rørende og giver mig tårer i øjnene. 

—

Til aften suppe af hestebønner samt noget oksekødsstuvning med kartoffelmos. Fraset den gang, hvor de serverede stegt lever, har jeg aldrig fået noget her, som ikke var ærlig, ren, velsmagende og fantastisk mad. Det betyder ret meget for mig – ideen om mad som et fællesskab og som et udtryk for oprigtig interesse for andre, kærlighed, ligefrem. God mad er som et knæfald; jeg ofrer dig det bedste, jeg kan give dig. Det lyder måske mærkeligt, men jeg mener det, og måske burde jeg være kok eller gartner. Eller yakoksehyrde i Tibet. Der er i det mindste fred og ro.

Snakken går om bordet, om løst og fast, og der er mange planer om ekskursioner og vandreture. Men jeg sidder også og tænker, at jeg godt nok også er her for lige at finde jordforbindelsen igen, men at jeg på en eller anden måde skylder at få produceret – noget. Jeg ved bare ikke rigtig hvad. Tanken om at skrive fiktion lige nu er nærmest astronomisk langt væk, og jeg føler mig som en svindler, når jeg taler om mig selv som skønlitterær forfatter. Det føles som noget, en anden person gjorde i et andet årtusinde. 

Jagten på sutsko

I dag har været den varmeste dag hidtil i den lille uge, jeg har været hjemmefra, og jeg kan mærke det i panden. Nu er klokken ti om aftenen, jeg sidder ude på altanen med myggespiralen tændt og et stearinlys og får mig et glas Vecchia Romagna, en lidt rå brandy, men det er ok. I morgen skal jeg have høvlet en blogpost af til en kunde, som jeg talte med tidligere i dag, og det tager mig vel en times tid, hvis jeg er i hopla. Derefter ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal; overvejer at gå ned til Amalfi og lede efter de ting, jeg ikke kunne finde i dag i Ravello. De der sutsko, for eksempel. 

Jeg savner min familie lige nu, dem alle sammen. Så meget er forsvundet fra vores liv de senere år. Nu ville jeg gerne holde sammen på det, der er tilbage. Men jeg må konstatere, at det ikke er mig, der holder sammen på noget, sådan som det er lige nu. Jeg har nul overskud, ikke engang til at skrive for min egen fornøjelses skyld. Mit projekt må være, skal være at finde den drivkraft igen et eller andet sted. Måske ligger den og venter et sted på en af stierne heromkring. Annettes niece har talt om at samle nogle af os og gå en sti, de kalder Møllestien, her på lørdag. Jeg tror, jeg går med. 

Amalfi var i middelalderen kendt som et af de steder, hvor man havde papirmøller, der fremstillede fantastisk eksklusivt og kostbart papir af gamle klude – og i en af dalene lige nede ved Pontone løber en flod, der har drevet en række stampemøller. De er nu forladte, og det skulle være meget malerisk. Det må jeg hellere få set. 

Fredag

Og endnu en dag, hvor det er kritisk med min mor. Jeg formåede at tro, at alt var nogenlunde i ro det meste af dagen i går, men nu er det slut med det. Igen i dag haster min bror og Camilla ned til Aabenraa, hvor Karen Marie stadig er. Min mor får stærkt antibiotika og binyrebarkhormon, for hun har tilsyneladende også lungebetændelse, og det skal de have slået ned om muligt. 

Efter morgenmaden sidder jeg og ser ud over Ravello og havet dernede og har igen den her sære fornemmelse af, at jeg slet ikke er her. Inden de kalder mig hjem, tænker jeg, vil jeg se om jeg kan nå ned til Amalfi, bare for at sige, at jeg har været der. Så jeg spænder rygsækken på, stopper en vandflaske i rygsækken og går ned til Minuta. Det er, som jeg husker det – utroligt smukt og utroligt hårdt. Og det er blot at gå ned. Trinnene er de fleste steder præcis sådan, at jeg med min skridtlængde enten bare skal lade gå og stole på, at jeg ikke skvatter, eller også skal jeg tage et pensionistskridt og et kaninhop for hvert trin. Begge dele er udmattende. Jeg er drivvåd af sved, da jeg endelig når ned til Amalfis øvre ende, og mine ben er som gummi. Det er særlig hårdt for knæene, og resten af dagen får jeg da det også at føle. Via Grotte må være en af de vildeste stier, jeg nogensinde har gået på. Den er næsten lodret sine steder, og den går under et enormt klippefremspring, hvor der har dannet sig drypsten lige over stien. Planterødder og stængler hænger ned, og ved siden af stien fosser vand fra højere oppe på bjerget. 

Hele tiden går jeg der og har en knude i maven, en sorg, en fortvivlelse, en følelse af, at alt, jeg vælger at gøre, viser sig at være det forkerte valg. Jeg kunne umuligt vide, at min mor skulle blive så ringe netop nu. Men det føles alligevel som noget, jeg burde skamme mig over – så det gør jeg. 

Nede i Amalfi går jeg som en blind gennem gaderne – eller gaden, for der er primært én hovedgade ned gennem byen. Jeg konstaterer, at domkirken står der endnu, og at gelato stadig er en god opfindelse; gik glip af det i Firenze, fordi jeg helst vil sidde i fred og spise den slags, så sjældent som det sker. Kan ikke holde tanken ud om, at folk ser på mig og tænker, se, den tykke mand æder is, og burde han ikke lade være. Jeg lader være. Det nytter ikke en skid. 

Via Grotte ned mod Amalfi

Jeg køber nogle Amalfistiske espressokopper, og så har jeg nemlig fået sat hak ved de ting, jeg absolut skulle nå: Gå ned til Amalfi, købe et eller andet til mig selv, spise en gelato, tage tilbage til klostret. Ikke ad trapperne. Det sker ikke igen. Jeg tager en bus til Scala, og igen står alle af i Ravello, og chaufføren råber ned gennem bussen til mig, som sidder ene tilbage, om jeg ikke skal af. Jeg siger, som jeg også gjorde i går, at jeg sandelig skal til Scala. Det kommer jeg, som den eneste i bussen. Det tager fem minutter fra Ravello, og opstigningen til klostret en halv time, for jeg er i en sølle forfatning i mine knæ. 

Når det lige inden frokost, og så, mens jeg tager en middagslur, ringer Camilla fra Aabenraa. Min mor vil gerne tale med mig. Hun er næsten ikke til at forstå, og hun raller dybt nede i lungerne, men hun er mere relevant, end jeg havde turdet håbe på. Hun siger, at hun elsker mig, og jeg siger det samme til hende, og så siger hun, at det bliver godt igen, og at jeg skal nyde at være i Italien. Jeg siger, at det skal jeg nok, hvis hun lover at være der, til jeg kommer hjem. 

–

Sidder en stund under en pergola og prøver desperat at lave en blyantstegning. Det er bare ikke min metier. Så hellere skrive. Men hvad? Har hevet nogle af mine gamle noveller frem, og de holder fint. Kan jeg finde ro til at skrive en mere, har jeg til en hel samling, som jeg kan sende til et forlag. 

Jeg ved ikke om jeg skal med på vandring i Valle delle Ferriere i morgen alligevel. Mine ben er ikke helt til det, tror jeg, men jeg kender ikke ruten. Jeg ved dog så meget, at man skal ned til Pontone, for der begynder stien ind i dalen. Det vil sige, at man også skal op fra Pontone igen, hvis ikke man nedstiger til Amalfi i stedet. 

Fik i dag bogblok på bogen om Rabih, dvs teksten opsat i PDF-format, klar til tryk, fraset billederne. Det nærmer sig. En solid bog, der er værd at læse, tænker jeg. Jeg har ikke kunnet tillade mig at sprudle sprogligt, som jeg ellers godt kan lide det, for det skal være Rabihs sprog, der kommer ned på papiret. Hvis jeg lægger for meget af mit eget neologistiske sprog ind over, bliver det utroværdigt. 

–

Aftensmad uden Annette, som er rejst til Danmark nogle dage. Fredag er fiskedag, så vi fik fettuccine puttanesca (med ansjoser) og ansjoser i fad samt en forrygende citronkage til dessert. Hvidvin til. Vi snakker om løst og fast, aldersspændet er fra 28 til knap 70, så der er mange vinkler og spøjse erindringer om ting. Prof C har således som femtenårig dels været på den allerførste Roskildefestival, dels været i Thylejren i 1970 og høre Gasolin’ spille. Ingen af delene imponerede ham synderligt, siger han. Nu ved han godt, at han var vidne til noget historisk. 

Jeg går omkring i frygt hele tiden. Jeg venter hvert øjeblik, at de ringer fra Danmark, at den er helt gal, eller at det er slut. Tør knap lægge mig til at sove. Og samtidig lægger jeg planer. I morgen, hvis alt er i ro, går jeg nok ned til Atrani, spiser frokost der, går over til Amalfi igen, tager en bus hjem. Og det skal være en bus, der går hele vejen op til klostret. Jeg har de ondeste vabler af min elendige gamle Eccosandaler. Må simpelthen finde nogle andre.

Italien er blevet gult. Det vil sige, at Udenrigsministeriet har sænket risikovurderingen for Italien som helhed, og man skal ikke længere i karantæne, hvis man vender hjem fra et ophold i landet. Det er den bedste nyhed, jeg længe har hørt, og det synes som en meget lille ting. Jeg havde lidt forventet, at det var det, der ville ske i den periode, jeg er her. 

Der er absolut ingen corona lige her i området; det findes simpelthen ikke. Men pigerne på klostret er panisk angste for at få det alligevel. Så vi har en regel om, at vi altid bærer mundbind, når vi går ind i spisestuen og sætter os, og vi tager det først af, når maden er serveret. Den anden dag så jeg en af kokkepigerne gå alene nede i køkkenhaven og skære salat af. Der var ingen andre. Hun havde mundbind på. 

Gaetano går og sprøjter sine vinstokke til med irgrønt kobbersulfat, som står som en tåge omkring ham. Han har mundbind på, men det skyldes ikke kobbersulfaten, det skyldes corona. 

Skilt ved vinstokkene i San Cataldos have

For min egen skyld sætter jeg telefonen på lydløs og flytilstand i nat. Så må jeg se, hvad jeg vågner op til. 

Lørdag

Vågner op til gråvejr; det har tordnet i nat. 

Men i Danmark synes der at være ro på. Og nu er det sidst på eftermiddagen, og det er første dag, hvor jeg har kunnet nyde faktisk at være her. Efter morgenmaden vaskede jeg lidt tøj, og fire af de andre gik en heldagstur ned til Valle delle Ferriere, og jeg selv gik ned til Atrani. Den nedtur er lidt mindre hård end nedgangen til Amalfi via Pontone, men den er hård nok endda for mine slidte benmuskler. Nede i Atrani forbløffes jeg atter engang over charmen på byens mikroskopiske lille torv med de tre restauranter og hvad der simpelthen må være verdens mindste købmandsforretning. Her køber jeg en flaske Limoncello. Prof C har købt ind til Aperol Spritz, og jeg har lovet at stå for isterningerne. Derfor ligger der lige nu tre plastposer med knude på, fyldt med vand, i fryseboksen. Vi får se, om det virker. 

På torvet spiser jeg Caprese-salat og spaghetti vongole og kører en halv liter god, syrlig hvidvin ind. Det er fredfyldt, og jeg forundres igen og igen over, at alle her på torvet synes at kende hinanden. Det er en meget lille by. Det er faktisk Italiens mindste kommune – lidt af en præstation ud af de 7904, der findes. Arealet er imponerende 0,12 km2, indbyggertallet er 850. Vatikanet er arealmæssigt fire gange større end Atrani kommune.

Men hvor køber man ind? Ikke i verdens mindste købmand, det er helt sikkert. Alligevel kommer de alle sammen slæbende med indkøbsposer. 

Jeg går videre gennem Atrani over til Amalfi, og mine ben protesterer og hyler og skriger for hvert eneste trappetrin. Det er afgjort ikke rart, og jeg er glad for, at jeg blev hjemme fra de andres trekking ind i dalen med papirmøllerne. De er ikke hjemme endnu, og klokken er over fem allerede. 

I Amalfi flotter jeg mig og køber en Negroni på torvet lige foran domkirken. I dag har jeg så meget ro i sjælen, at jeg faktisk kan nyde den i flere minutter ad gangen. Ville gerne nå en tur derind, inden jeg skal hjem igen. 

—

Søndag

Drama i går. 

L, J, H og M tog på vandretur i Valle delle Ferriere i går efter morgenmaden. Først hen ad sekstiden kom H og J hjem, og vi samlede os på terrassen til Aperol Spritz, og de havde en gruopvækkende historie at fortælle. På turen faldt L på en ujævn bro og brækkede anklen to steder. Som J siger, hun væltede bare lige så stille og blev liggende. Hun hverken græd eller skreg. Hun lå der bare og tænkte på, at hun skulle huske at minde Annette om at købe havregryn med hjem fra Danmark.

Hun måtte bæres ned af et hold på otte frivillige, der arbejder med redning i naturparken, og blev kørt til skadestuen i Amalfi, hvor de kunne konstatere, at hun har brækket anklen to steder. Vi måtte rykke sammen og finde ud af, hvordan vi bedst kunne hjælpe hende. M koordinerede sammen med Annette pr. telefon al redningsarbejdet, H og J fragtede hende det første stykke ned og også op på værelset, da hun endelig nåede hjem. Jeg ryddede hendes værelse og hjalp med at få hende flyttet ned i det store dobbeltværelse i kælderplanet og tilbød også at tage med hende til Salerno på mandag, hvor hun eventuelt skal behandles på deres ortopædiske afsnit, da jeg er den eneste her, der kan tale passabelt italiensk. 

Mario, vores chauffør, stod for at køre hende fra parken og ned til skadestuen, og det var også ham, der trådte i karakter, da ambulancefolkene ikke ville bære hende ind på skadestuen, før de havde set et pas! Federica blev guidet pr. telefon af Annette til at gå ind på Lenes værelse, finde hendes pas, tage et billede af det og sende det til M, og Mario skældte ambulancefolkene ud, så de til sidst lod hende komme i behandling. 

Nu er planen vist den, at hun skal hjem til DK hurtigst muligt for at komme i behandling der. Hun er en gæv og stærk kvinde, og her til formiddag har hun affundet sig med, at hun skal hjem. Tre uger før tid – jeg ved ikke, hvordan jeg ville tage det, hvis det var mig. 

Aften. Vi drak alt det Aperol, der var, plus H’s grappa, plus min Limoncello, og det blev sent, og jeg blev godt pløret for første gang i lang tid – og måtte derfor også konstatere, at jeg først var færdig med at sove henad ved titiden.

En grå dag. Der skulle komme torden de næste par dage. Jeg har intet fået fra hånden endnu, primært på grund af alt den ballade derhjemme. Jeg tror heller ikke, jeg rigtig kommer til at få præsteret noget som helst, og i dag tager jeg mig i at sidde her og kede mig. Jeg tror også, jeg har tømmermænd, og så har jeg så jækla ondt i lårene af at gå på trapper. Jeg overvejer, om jeg skal tage båden til Salerno i morgen og gå og kigge lidt derinde, spise en god pizza eller sådan. Det koster ingenting at sejle frem og tilbage, og det er en forrygende tur. Det kommer lidt an på vejret, selvfølgelig. Og på om jeg får skrevet lidt i dag – har en opgave, jeg gerne vil have afsluttet, og så vil jeg i gang med at skrive en novelle om Sophus Johnsen. Den har jeg tænkt skal være en del af min novellesamling, som jeg håber, jeg kan gøre nogen interesseret i. Med en Johnsen-novelle er min Drakenberg-ting også afrundet, føler jeg.

–

Det blev heller ikke i dag, at jeg kom i gang. Jeg er dødtræt og har ondt i benene, og jeg slæber mig rundt på klostret. 

Jeg kan faktisk ikke rigtigt relatere, hvad jeg har lavet i dag. Intet, er vel det korteste svar. Spiste frokost. Sov en time. Sad nede i haven i en time og tænkte på ingenting, så på hønsene. Vinen har først lige sat de spædeste små druer, som knappenålshoveder i småbitte klaser. Jorden er blød, der hvor der står salathoveder og løg. Jordbærrene er modne, søde og gode, og jeg snupper en håndfuld, sætter mig og slubrer dem i mig. Så går jeg op på biblioteket, roder lidt i bogreolerne, sætter mig og læser lidt i Ebbe Sadolins bog om vandreture i Firenze. Jeg har den samme derhjemme, men har aldrig læst i den – af den grund, at en edderkop har lagt en klynge æg i inderflappen, så bogen frastøder mig. Jeg smider den nok væk. 

Biblioteket på San Cataldo

Så sidder jeg i biblioteket og bladrer de gamle gæstebøger igennem. Jeg burde søge fondsmidler, tage herned i to måneder og lave en afskrift af samtlige gæstebøger tilbage fra 1. verdenskrig eller deromkring. Stedet har en fascinerende historie, som refugium betragtet, og nogen burde foretage det stykke historiske forskning det er at kortlægge samtlige gæster og gengive nogle af de bedste prosastykker, digte, akvareller, endda små kompositioner, der er indskrevet i gæstebøgerne. Her er også en kasse, der indeholder fotos, der stammer helt tilbage fra 1910. Carl og Dora Wiinstedt, arbejdere på stedet, bønder, børn, helgenfest i Ravello. De gæstebøger er en uvurderlig kunstskat, som burde bevares for eftertiden og burde kommunikeres om. 

Sidder på min altan og venter bare, til klokken bliver 19.30, og vi skal spise. Annette er i Danmark, pigerne på klostret har fri, og maden er stillet i køleskabet, vi skal selv varme tærten, dække bord, tage af bordet og i det hele taget ordne alting. Det klarer vi nok. 

Jeg er så træt, så jeg kunne segne om på stedet, og jeg forstår det ikke – har vel sovet ti timer i nat, taget en middagslur ovenikøbet. I morgen skulle det regne og tordne, og jeg tænker mig at sidde oppe i klostrets bibliotek og arbejde – en lille opgave, jeg skal have afsluttet, og så i gang med min novelle. 

Hvis jeg da stadig kan det, som jeg har brugt hele mit liv på at blive god til. Men jeg kan ikke skabe, når alt er kaos omkring mig. Eller indeni. 

Dagbog, San Cataldo/Italien juni 2021, del 1

29. maj 2021:

Det er aften, det er lørdag.

Jeg er i Firenze. Jeg sidder i en gårdhave, der er min helt alene, og i naboejendommen er der folk, der snakker og griner. Ejendommen, jeg bor i, grænser nærmest op til banearealet på Firenze Santa Maria Novella, der, som jeg lige har læst, er Italiens travleste banegård (jeg troede, det var Termini), og der rangeres lystigt. På den anden side af huset går letbanen fra luftbanen og ind til centrum, og jeg kan høre dens bremsehylen og elektriske hvislen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg er i en storby. 

I stedet for et foto af domkirken bringer jeg her et foto af pastahylderne i det lokale supermarked. Ah. Civilisation.

Jeg diverterer mig med en flaske Chianti, stillet til rådighed af min vært, Andrea. Det var pænt af ham, og vinen er god, ikke bare en eller anden billig gang most, men en ægte kvalitetsvin. Gårdhaven er lukket inde af høje husmure til alle sider, lejligheden er i stuen, og jeg ser kun en rombeformet og grå himmel over mig. Det skulle regne i nat. Jeg vil tro, temperaturen her ved tyve-tiden er 24 grader. 

Jeg har været her før, ikke i Andreas lejlighed, men i Firenze. Jeg vil anslå, at jeg sammenlagt har været i Italien 15 gange eller mere og rejst rundt i landet, men jeg har skammeligt forsømt Firenze, og jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Måske fordi, at hvis jeg tænker på stort set alt andet i Italien end Rom og til nød Ligurien og Amalfikysten, har jeg forsømt det hele. Selv Rom har jeg forsømt, uagtet at jeg har været der mere, end jeg har været i København. Jeg tror ikke, man kan andet end at forsømme Rom. Der vil altid være mere og mere.

I 1991 var Camilla og jeg meget unge og meget fattige, og vi tog på Interrail, først et par uger i Rom. Vi boede på camping langt uden for byen, og Camilla førte regnskab over enhver udgift – vi levede af ingenting, for vi havde ingenting, men vi havde Rom og hinanden. Hendes lille hæfte: Bruschetta, vand og pizza, så og så mange lire. Museumsentré, så og så mange. Fire pannini med Bel Paese og lidt skinke, måske en tomat: Så og så mange lire. Hvis vi sparer, sagde hun, kan vi udsætte vores rejse hjem med to eller tre dage. 

Siden tog vi til Siena og boede der, på en campingplads, i seks, syv dage, og igen levede vi af pasta kogt på Trangia med en dåse flåede tomater ploppet i, og det var en intens måde at være til på. Vi gik alle vegne hen, og vi sled os selv ned hver dag, og vi sov som de døde i vores lille telt, og varmen og bjergene og hinanden og rådhustårnet oppe på bakken; skønhed og enkelthed. Jeg husker, at jeg i akut bogmangel købte den eneste engelsksprogede bog, jeg kunne finde, hvilket var Mark Twains ”The Prince and the Pauper.” Har den endnu.

Den er godt nok grøn og stribet

På hjemvejen stoppede vi, måske fordi vi skulle skifte tog, i Firenze og tog en halv dags tid i byen. Jeg har de her visuelle indtryk i hovedet – af togstationen, af gaderne ind mod katedralen, og af katedralen selv. Jeg husker, at jeg tænker: Den er godt nok stor, og den har godt nok mange grønne striber. Og jeg husker, at jeg tænkte: Den er godt nok kedelig indeni. Den er grå og nøgen. Der er kuplen, der er høj og bred, og det er også godt gået, men nogen har plastret den til i middelmådige engle og basuner. Så gjorde Piazza della Signoria mere indtryk på mig dengang. Gaden ned forbi Uffizigallerierne var mørk og tæt pakket med mennesker, og jeg har også en vag erindring om at have gået over Ponte Vecchio uden at kunne se floden for bare mennesker, og det slog mig som værende noget sært noget. I de dage var alt andet end Rom et antiklimaks for mig. 

Siden må vi være steget på et tog nordpå; jeg husker det ikke. Men hjem kom vi. 

Det er tredive år siden, og jeg har i mellemtiden gjort mig selv til en amatørekspert i den italienske højrenæssance, i humanismen og navnlig Mediciernes gøren og laden frem til Cosimo den første; de resterende Medicifyrster var en anelse kedelige. Det har altid ærgret mig, at jeg dengang var så fokuseret på det romerske, at alt andet i min optik var underlødigt, selv Arnolfo di Cambios katedral og Brunelleschis kuppel. 

Så jeg har glædet mig. Da jeg skulle tilrettelægge min tur til San Cataldo, tænkte jeg først, at jeg ville tage et par dage i Rom. Eller Napoli. Men så kom jeg til at se på min bogreol, hvor der står alt muligt om Leonardo, Michelangelo, Cosimo den ældre, Lorenzo de’Medici, Machiavelli, Catarina de’Medici, Cesare Borgia, Federigo da Montefeltro og hele den øvrige cast af kunstnere, politikere, paver og lykkeriddere i et sindsoprivende drama, der strakte sig fra middelalderen og helt frem til slutningen af 1700-tallet. 

I den her by. Og som har efterladt sig en kulturarv nærmest uden lige noget andet sted på kloden. Det skulle da lige være i Rom.

Derfor: Derfor er jeg her nu. Træt, idet jeg har været oppe siden klokken 01.00. Har rejst hele dagen, og har derefter travet en stor del af byen tynd. Jeg sidder nu her og prøver at indfri mit løfte til mig selv om at skrive ned, det jeg har oplevet, eller det af det, jeg kan huske. Eller rettere, det jeg har tid og plads til at skrive ned. Der er ikke plads til alle sanseindtryk og tanker og følelser, og jeg er ikke Marcel Proust.

Så lad mig holde mig til det centrale. Og allerede her skrider det, for hvad er mon det centrale? Er det kulden på rutebilstationen i Aarhus i morges kl. 0300, hvor de få, der er i byen på det tidspunkt, raller rundt og udsteder mærkelige brøl? Er det manden på cykel hen over den øde station i en fænomenal brandert og med en underlig, grædende sukken? Er det de mørke forretninger på Banegårdspladsen, hvor jeg færdes dagligt, er det Rådhustårnet klædt i miljøgrøn belysning? Det er alt dette og mere til. Det er også irritationen over at have placeret mig på et sted i bussen, hvor der er en stolpe mellem to ruder, så jeg ikke kan falde i søvn. Det er også at sige farvel til Camilla, der skal hjem og sove efter fire aftenvagter i streg, som hun har taget, så hun i størst mulig grad kan holde fri, mens jeg er væk for at lege forfatter. 

Det er så mange ting. Jeg skriver, som andre tegner – for at huske bedre. For at se. Det gør jeg aldrig i min hverdag. 

Og så er der jo, som man siger, elefanten i rummet, corona. Det er ikke mere end ti dage siden, at Italien fjernede kravet om, at alle indrejsende skulle i fem dages karantæne, noget, der reelt gjorde al indrejse umulig for turister. Jeg har gjort alt, hvad jeg kan; jeg er blevet vaccineret, har hentet apps, udfyldt skemaer og erklæringer på nettet, og jeg stiger af bussen i Billund med en vis nervøsitet. Hvilke forhindringer vil jeg møde?

Kort sagt: Ingen. Jeg skal dokumentere en negativ PCR-test i Billund lufthavn (og hvis fremtidige generationer ikke ved, hvad en PCR-test er, så er de ikke gået glip af noget). Jeg skal – naturligvis – bære mundbind hele tiden. Undtagen når man spiser eller drikker. Og her observerer jeg noget, som jeg tager til mig: Man kan sætte sig med en kop kaffe et sted i lufthavnen og tage sit mundbind af. Så længe man holder om sin kaffekop og fra tid til anden løfter den til læberne, er der ingen, der tager anstød af det. I Schiphol går der vagter og holder øje, og når jeg ser sådan en, suger jeg af min tomme kaffekop. Smasker af velbehag. Ah, kaffe!

Kaffe i Schiphol. Den er kold, den er dyr, den er et alibi for ikke at have mundbind på

Sådan får man lidt frisk luft. 

I flyet til Amsterdam sidder jeg tæt op ad en korpulent bulgarsk eller russisk dame, som lugter ganske markant af armsved. Det irriterer hende, at vi sidder med kropskontakt hele vejen i det lillebitte fly; det irriterer ved gud også mig. Men vi siger ikke et ord til hinanden. Jeg sidder der og tager mig i at håbe, at ingen tror, at jeg rejser med damen, fordi jeg er gift med hende. Som om jeg ikke kunne være ligeglad med, hvad folk tænker, men alligevel. Siden episoden med den snorkende bulgarske dame på caminoen – hvor jeg måtte ud for at sove på den bare jord, fordi hun i sin træthed og fuldskab snorkede hele sovesalen ned – har jeg haft det lidt stramt med den slags, og det er garanteret urimeligt, og det er garanteret også den skinbarlige sandhed. 

Jeg fortsætter mod Firenze. Flyet er halvt fuldt, og turen tager 90 minutter, og jeg tænker: Hvad møder der mig i lufthavnen? Tjek, politi, kontrol, afvisning? Jeg har undersøgt alt, men jeg er urolig alligevel. 

Og igen: Ingenting. Der står politi ved udgangen efter bagageudleveringen og beder om at se en coronatest. Jeg viser min helt nye coronapas-app – som blev frigivet af Sundhedsministeriet i går – til damen i uniform og med pistol ved hoften. Hun læser, hvad der står, og så ser hun mig brunt og mildt lige i øjnene og smiler: Velkommen til Italien, værsgo at gå videre. 

Lad skovnymferne danse

Udenfor bølgerne bjergene mod nord sig blødt og sensuelt; Fiesole! Poggio a Caiano! Jeg tripper som et gedekid; slip mig fri her, lad mig rulle mig i frugtbare enge og slikke solens stråler! Lad skovnymfer danse. Jeg vil se det hele og sidde under et piletræ og være til uden frost, uden kulde, uden frygt, uden ondt i maven. Et sted på jorden må det kunne lade sig gøre, og hvis man var – men det var man ikke. Man var bare mig.

Få meter senere propper det hele til – der er en skranke, og nogle rejsende skal stå der og udfylde papirer, og jeg tænker, åh nej, et eller andet. Men en lufthavnsfunktionær går hen til mig og siger: Please carry on, sir, welcome to Florence. Det viser sig, at skranken er for dem, der ikke har fået en gyldig test og derfor skal have sådan en arrangeret – eller skal oplyse, hvor de så vil afvikle deres karantæne. For det med karantæne gælder stadig, hvis ikke man har en negativ test, der er mindre end 72 timer gammel. Det er tydeligt, at lufthavnspersonalet er interesseret i at få folk ud en fart, så der ikke opstår alt for mange klumper. 

Femten skridt senere er jeg ude i solen foran lufthavnen, og halvtreds skridt senere står jeg foran tramvia-toget, der går ind til centrum. Klokken er 12.15, og jeg har aftalt med Andrea, at jeg er ved lejligheden 12.45. Jeg er ved lejligheden 12.38. 

T2-linjen går direkte fra Peretola-lufthavnen og ind til Piazza dell’Unita lige ved Santa Maria Novella. Endestationen hedder altså Unitá. Det koster €1,50, og det tager under tyve minutter. Togene går hvert 6. eller 8. minut. Jeg står af ved Belfiore, ser på kortet på min telefon, og går lige herhen. Jeg har sjældent oplevet så gnidningsfri en rejse. Man kan købe billet til tram’en via en app, hvis man hellere vil det, men der er billetautomater på alle stop. Det er alt sammen meget moderne og gennemtænkt og nemt (tramviaen åbnede i 2019), og folk elsker tilsyneladende deres letbane, i modsætning til hjemme i Aarhus, hvor det er en folkesport at hade det skrammel.

Andrea er der, og han viser mig rundt i lejligheden. Så spørger han, om han må tage et foto af mit pas. Det må han gerne. Jeg kan bare ikke finde min rygsæk, hvor passet er i. 

Han peger på min kuffert: Det er den eneste taske, du havde med, da du kom. 

Jeg løber ud på gaden, og der står den op ad husmuren – min rygsæk med pung, pas, computer og alle de andre vigtige ting i. Der har den stået i ti minutter. 

Jeg tænker, holy fuck, men Andrea får taget sit foto, og så er han den, der er smuttet. Han er sød og venlig, og lejligheden er pæn, ren og rigelig stor til mig. De sølvfarvede fup-træ-planker på gulvet havde jeg nok sparet væk, men det går nok endda. Alt er rent og perfekt og lige efter mit hoved, hvilket vil sige, at køkkenet er arrangeret efter, at man her producerer pastaretter. Der er gryder, dørslag, rivejern, pastaskeer. Intet mangler.  

Dobbeltseng og gårdhave

Jeg pakker lidt ud, men det rykker i mig: At komme ind til byen og se. 

Under indflyvningen har jeg fået det smukkeste vue ind over byen, over Arno, over bykernen med duomo, med la cupola, Giottos kampanile, tårnet på Palazzo Vecchio og kuplen over Mediciernes gravkapel ved San Lorenzo-kirken. Det er lidt samme følelse som da jeg var dreng og fik fripas til at rende rundt i Tivoli Friheden med alle forlystelserne. 

Jeg går ned ad gaden mod Santa Maria Novella. Området er ret øde, der er ingen butikker eller barer. Men midtbyen er ganske nær, og der er til gengæld alt, hvad et modehjerte måtte begære (hvilket ikke er mit). Der er Gucci og Prada og pis og Nespresso og og Flying Tiger Copenhagen, og det gør mig trist helt inde i sjælen: Jeg fortvivles over, at alting skal være det samme alle vegne. Jeg vil have diversitet, jeg vil undres. Men jeg glæder mig dog over, at jeg kan gå ind til en optiker og der tale med damen og bede om noget kontaktlinsevæske. Som jeg får, og som er samme mærke som jeg kender hjemmefra. En hjemmefødning, det er jeg. Det gør mig tryg.

Man skal bære mundbind alle vegne udendørs. Så det gør folk – de fleste. Andre tolker påbuddet liberalt og lader det hænge; jeg forstår dem godt. I +25 grader er det ulideligt at gå med det forbandede stykke kirurgisk klæde foran åndedrætsorganerne i længere tid ad gangen, og jeg linder selv på det, så snart jeg kan. Går jeg, som her, på et øde fortov, tager jeg det helt af. Det giver alligevel ingen mening at bære mundbind udendørs, medmindre man står meget tæt.

Jeg tager en runde i midtbyen og suger det hele ind. Man ender, hvad enten man vil eller ej, foran domkirken og dåbskapellet. 

Det er, ganske enkelt, storslået. Jeg ved godt, at facaden på domkirken er opført i 1800-tallet, men det er gjort i samme senmiddelalderlige stil som resten af kirken, Giottos kampanile og dåbskapellet, og effekten er blændende, overvældende, svimlende, når man lige ser det første gang. Kampanilen er et vidunder af harmoni og fuldendte dimensioner, og dåbskapellet, hvis alder ingen vist rigtig kender (sen-antik er det bedste bud for de tidligste dele af bygningen), ligner ikke længere et vandtårn, som jeg vist syntes engang. Nu ligner det et mirakel. Den ottekantede form på dåbskapellet går igen i flere mellem- og norditalienske dåbskapeller, og den var toneangivende som form betragtet, da man tegnede den umulige kuppel over domkirken: Den skulle naturligvis også være ottekantet. 

Udsigt over Arno fra Uffizierne

Her er alle florentinere i flere hundrede år blevet døbt, og her sloges Brunelleschi og Ghiberti om retten til at støbe dørene i bronze. De døre, der er der nu, er kopier, men ikke desto mindre står man der og måber over, at nogen har kunnet støbe de der paneler i et stykke for mere end seks hundrede år siden.  Nogle af panelerne er skamløse øvelser i det perfekte perspektiv, en kunst, der først blev rigtig genopdaget i renæssancen af bl.a. de herrer Brunelleschi og Ghiberti, og Ghiberti, som vandt jobbet (og brugte mere end tyve år på det) er næsten at ligne ved en blærerøv, så perfekt og snorlige er perspektivlinjerne. Men håndværket i støbningen er overrumplende; figurerne står tredimensionelle ud fra panelet, og alligevel er alt i hvert eneste panel støbt i en eneste arbejdsgang – der er ingenting loddet på eller eftermonteret. Millimetertynde fingre, næser og hår – det er næsten ubegribeligt. Og det er smukt, så smukt, at jeg gerne ville stå der lidt længere, men der bliver møvet en del foran de døre. For der er faktisk mennesker i Firenze – særligt omkring domkirken. 

Piazza Santa Croce og en hel del peruvianere, der er oppe at køre over noget med noget

Det, man savner at høre, er amerikansk-engelsk, kinesisk og japansk, men der er rigeligt med turister endda. De fleste synes at være italienere og så nogle få andre europæere som jeg. Så må man jo vende sig om og beskue domkirken og kampanilen.

Jeg har læst og læst om den kuppel og om kirken og om hvordan den gyldne ungdomshelt Giuliano de’ Medici blev myrdet derinde i 1478. Og nu er jeg her. Og nu står der en otte hundrede meter lang kø af mennesker, der alle sammen vil ind i kirken. Da Camilla og jeg var her, i højsæsonen i 1991, vadede vi lige direkte ind. 

Nu, trods corona, er ventetiden flere timer på bare at komme ind i kirken, som er offentligt åben. Måske når jeg ikke derind, og det ville ærgre mig. 

I stedet går jeg hen og sætter mig på sydsiden af kirken ved en bar, og jeg ved godt, at det er et skidt valg, men jeg er ligeglad; jeg vil gerne betale €6 for et middelmådigt glas hvidvin bare for at sidde her og kunne se op på kuplen, så længe jeg orker. Jeg bestiller også pasta, og det ved jeg også er en fejl, og det er det – det er det ringeste slags pasta, jeg længe har fået. Jeg er ligeglad, jeg er sulten, og jeg sidder foran Brunelleschis kuppel. 

En dværg bygger en kæmpe

Så jeg ser op på kuplen og tænker på de seksten år, det tog at opføre den. Ingen vidste i flere hundrede år hvordan, det gik til. Filippo Brunelleschi – Pippo i daglig omtale – efterlod sig ingen noter og delte ikke sin indsigt med nogen. Derfor troede folk i lange tider, at kuplen var opført ved magi. Han havde nemlig løst den gordiske knude: Hvordan man opfører en ottekantet, muret kuppel i 150 meters højde UDEN buestilling, altså uden støtte eller stillads. Alle andre havde tænkt, at man skulle have et stillads – hvilket ville have krævet tusindvis af egetræer og formentlig aldrig have virket ordentligt.  

Men Pippo Brunelleschi gad ikke dele sin viden med nogen. Nogen som helst. Så folk valgte den løsning, man altid vælger: Nogen har en erkendelse, der er større end min. Den nogen må være en svindler. Eller i det mindste have fået magisk hjælp. Dermed er jeg ikke så stor en idiot. 

Planen var at opføre kuplen som det, der kaldes en spids femtedelsbue – quinto acuto på italiensk, altså en gotisk spidsbue. Det var Arnolfo di Cambios oprindelige design, der skulle spejle formen på dåbskapellet, men selve metoden var ukendt. Man satsede bare på, at nogen ville finde på noget en af dagene. Der gik tres år, men Pippo Brunelleschi fandt på noget. 

Den interne struktur er opført dels som et netværk af cirkulære bånd af stenbjælker holdt sammen dels af træ og smedejernskæder, dels af et uhyre avanceret murværk i sildebensmønster, som er selvbærende, selv når murene hælder indad med over 60 grader. Det er helt vildt. Når kuplen ser ottekantet ud, er det kun den ydre og indre skal, der er sådan – den egentlige kuppel er cirkulær i sin bærende form.

Og i de seksten år, det tog at opføre kuplen, mistede Pippo tre mand til arbejdsulykker, selv om de arbejdede uden stillads og kun med rudimentære sikkerhedsanordninger. Det er ganske vist. 

Pippos geni lå ikke kun i at få ideen til hvordan kuplen skulle bygges – noget, der havde gjort bygmestre gennem tres år komplet frustrerede – men også i, hvordan man skulle få løftet de mange tusinde tons sten op i en enorm højde: Han opfandt, hvad der formentlig er historiens første gearede kran, drevet af okser, der kun skulle gå den samme vej rundt for at hejse op eller ned. Simpelt, men genialt. 

I dag sidder Pippo selv som en marmorstatue og skuer op på sin kuppel i al evighed. Han er her en kæmpe, men den virkelige Pippo var en ganske lille mand; det ser man af den afstøbning af hans lig, der blev foretaget, lige da han var død. Han ligner en lille dreng, der er faldet i søvn. I levende live var han lidt af en plage; arrogant, hidsig og bedrevidende, men som så mange andre monomanikere i historiens løb fik han faktisk noget fra hånden. 

Nordsiden af katedralen ligger i konstant skygge, og her er stenene på facaden noget mere beskidte at se til. Men her er enormt charmerende, for pladsen følger domkirkens form. Der er en symbiose her, der er seks hundrede år gammel. Østsiden af kirken hed i mange år Lungo de’Fundamenti; gaden langs fundamentet. Det tog også mere end 150 år at bygge kirken. Der har været flere generationer, der slog øjnene op til livet og til en ufærdig kirke og døde med en ufærdig kirke midt i deres by. 

Jeg går ad gaderne ned til Piazza Ss.a Annunziata, hvor Ospedale degli Innocenti er at finde. Det er en af de smukkeste pladser, jeg har set, og her er næsten ingen andre end mig. Ospedale degli Innocenti blev grundlagt i middelalderen og er – var – et børnehjem for forældreløse; de ”uskyldige,” og på pladsen er der ligeledes et franciskanerkloster. Hele pladsen er i perfekt symmetri og er et godt sted at sidde i skyggen. Her må jeg hen igen, når jeg er mindre træt, svedig og tynget ned af indkøb til aftensmaden. 

Firenzes eneste coronaturist sammen med alle de andre

Herfra går jeg hen til San Marco-klostret, som er et af de steder, jeg gerne ville besøge, men næppe når, og ned ad Via Larga. I dag Via Camillo Cavour. Via Larga er gadens middelalderlige navn, og det betyder ganske enkelt Bredgade. Det er – var – byens fineste gade, så det var naturligvis her, Cosimo de’Medici den Ældre lod sit enorme palazzo opføre: Palazzo Medici-Riccardi, nu om dage dels rådhus, dels museum. I de få år, da Firenze var det nye Italiens hovedstad, var paladset indenrigsministerium. 

Herfra til Piazza San Lorenzo, og nu kan jeg ikke mere – jeg har været oppe i seksten timer og har rejst og rejst og gået og gået, og mit hoved er fuldt – af skønhed, af indtryk, af alle de erindringer om ting, der er sket lige her og lige her. Jeg må hjem. 

På Unitá holder tram’en. Jeg ved, at der er otte hundrede meter hjem. Jeg ved, at tram’en kan fragte mig de seks hundrede af dem for kun €1,50. Så jeg siger ja tak og hopper på, stiger af efter kun et par minutters kørsel, går, svingende med Andreas nøgler, låser mig ind, falder om på sengen og sover en time. 

Og nu:

Lyde af jernbane og hovedbanegård. Myg, der svirrer. En lun aften. Børnene inde ved siden af, der råber og hujer, og klangen af bestik mod tallerkener. Den der Chianti, der snart er tom. Sengen, der lokker. 

I morgen skal jeg stå klar ved Gallerie degli Uffizi klokken 08. 15. Jeg skal altså op senest lidt i syv. Jeg havde troet, at jeg var alene i Firenze, den eneste coronaturist i byen, men det er jeg ikke. De går med mig. Alle de mennesker, der har levet her, og den mand, jeg nok hellere ville møde og hilse på end snart sagt alle andre i historien, nemlig Lorenzo de’Medici. Hans slægt. Alle de kunstnere, der har formet den moderne verden og som kom herfra. Alle de andre, der er rejst hertil for at se og indånde den her vilde og sære og smukke by. 

Mit hoved summer.

Søndag

Sov tungt, tungt, og jeg kunne være blevet ved, men klokken syv efter kun ti sølle timer ringede uret, og jeg vidste at jeg skulle op. 

I mine fantasier havde jeg drømt om at være den første i Uffizigallerierne, sådan som jeg engang var den første i Pergamonmuseet i Berlin en tidlig morgen og i op mod halvandet minut havde det hele for mig selv. 

Jeg kommer ind med første gruppe 0815, og vi traver gennem gangene i kælderen under bygningen. Først ned, så op, så ned, så op, ingen ved hvorfor. De første fem hundrede meter er der skilte, hvor der står: Udstillingen begynder her, den vej. Siden stiger man op ad uendelige trapper, for selve udstillingen er på de øverste etager. 

Den er gigantisk, pyramidalsk, det må være (ok, det er) verdens største samling af italiensk renæssancekunst. Det begynder med Giotto og hans middelalderlige altertavler, og det ender med en guds velsignelse af mesterværker – rum dedikeret til den ene verdenskunster efter den anden. Der er god plads; men der er alligevel mange gæster. 

Tiziano: Venus fra Urbino. Hun er pæn, og hun ved det

Jeg er aldeles uforberedt på Botticellis Primavera. Jeg har set på det maleri tusinde gange, har læst om det – hvordan det er, måske, en allegori, måske en malerisk genfortælling af et lærd, humanistisk pastoraledigt af Angelo Poliziano eller måske en tolkning af selve Lorenzo de’Medicis digtning. Der er ingen, der rigtig ved det, men maleriet er selve den italienske højrenæssance i fineste destillat – det er smukt, graciøst og gådefuldt. Jeg har ikke prøvet det ret mange gange før – at blive en lille smule fugtig i øjenkrogene, overvældet over at stå der. Jeg har prøvet det med Vermeers Pige med Perleørering i Haag, og jeg oplever det igen i dag.  Maleriet er enormt, og det er kryptisk, og det er fremfor alt yndefuldt.

La Primavera. Der stod jeg længe. Ikke længe nok.

Jeg elsker den måde, Botticelli tegner piger på; det er topmålet af feminin skønhed, hvis man skulle spørge mig. Og så vender man sig om og ser hans Venus, på muslingeskallen, det samme maleri, jeg har haft hængende i min stue i årevis. Jeg er lige ved at gå i knæ, så overvældet bliver jeg. Og jeg kan næsten ikke få mig selv til at gå videre gennem museet. 

En luftmadras og et køleskab

Men der er så meget, der lokker. Alene gallerierne, hvor der primært er gjort plads til antikke statuer, er fantastiske i deres arkitektur. Øverst oppe går man i et galleri med et vue ud over Arno og Ponte Vecchio, og det er tidlig morgen, det er sommer, og himlen er lydefrit blå, og i det fjerne ligger de bløde bjerge og det toskanske bagland; jeg er i mit eget, personlige paradis, og jeg vil ikke være andre steder end her. Stik mig en luftmadras og et køleskab med kold toskansk hvidvin, og så skal jeg med glæde slå mig ned lige her på øverste etage og holde vagt. Om dagen kan jeg sidde stille, og folk vil sige, han er godt nok livagtig. 

Det fortsætter, i kronologisk rækkefølge, og det peaker fuldkommen og aldeles i det store rum, der er dedikeret til Leonardo. Her har de hele tre malerier af manden – hans Annunziatione, ikke mindst. Og jeg ved ikke, hvad det er, der gør det. Stilen er genkendelig florentisk renæssance. Arbejdsformen er ny – han arbejder med sfumato, som gør alting flydende og kødeligt på en helt ny måde, uden skarpe grænser. Og så er det bare som om det hele er gennemlyst af – i mangel af bedre ord – geni. Jeg tror aldrig, jeg har set et mere fuldkomment maleri. Maria ser ung ud, en smule indifferent, og foran hende er der lige landet en engel, der insisterende overlever budskabet om, at hun skal være mor til Messias. Hun sidder i en perfekt, italiensk, toskansk have, og Leonardo har gjort plads til, at landskab og arkitektur også kan spille en rolle i maleriet. Det er fortryllende. Og Madonnas højre arme er for lang, og det er den, fordi Leonardo kendte sit perspektiv og vidste, at billedet egentlig skulle sidde et sted, hvor Madonna ville opnå perfekte proportioner set fra netop den tiltænkte vinkel. 

Jeg kunne blive ved. Et af de få malerier, der kan tilskrives Michelangelo, er her også, og det lyser, det stråler, det er perfektion. Og så kommer de med Caravaggio. Og den ene og den anden og den tredje, og til sidst er man så mæt, at man bare helst vil ud. 

Men inden da får jeg en cappuccino og en croissant i cafeen på tagterrassen, der vender ud mod Palazzo della Signoria, hvor Arnolfos klokketårn knejser i modlys i morgensolen, og hvor kuplen på domkirken er lige der, lige foran en, klar og defineret i solen. 

Morgenkaffe på taget af Uffizierne. Jeg ved ikke, hvem ham med solbrillerne er. Men han er da cool

Skønheden er nærmest lammende. 

Jeg går ud gennem museumsbutikken. Havde jeg haft en mindre varevogn og tolv tusinde euro, kunne jeg have købt alle de bøger, jeg ser og gerne vil have. Jeg ender med ikke at købe noget, dels fordi jeg er nærig, dels fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal vælge. De fedeste bøger derinde vejer femten kilo og koster to hundrede euro, og det gør mig trist, for jeg ved ikke, om jeg kommer igen, og om jeg får råd, og sådan har det altid været, og jeg burde være glad, fordi jeg i det mindste har været her. 

All’antico vinaio er vel nok verdens pt mest hypede sandwichbar. Den ligger lige om hjørnet, når man forlader Uffizi, og jeg havde tænkt mig at prøve, og klokken var lige knap elleve. Glem det. Der står to hundrede mennesker i kø for at få en sandwich, og jeg orker det ikke. 

Jeg får et glimt af gutterne derinde, der arbejder, så sveden springer, med at skrue sandwiches sammen, og der er folk, primært meget unge, der sidder og gnasker i produktet. Men det bliver ikke mig. 

Fujimori fuori

I stedet går jeg hen til Piazza Santa Croce, hvor solen skinner og folk promenerer. En flok peruvianske folk har arrangeret en demonstration om noget med noget med deres præsidentvalg, og de er meget enige om, at Fujimori skal ud.  Slut med det der Fujimorismo! De synger, og de råber i kor; de er vel et par hundrede mennesker, og jeg tror, at kun de selv ved, hvad det går ud på. 

Jeg sidder på trappen op til kirken i skygge og ser ud over pladsen. Den er smuk, harmonisk og fredelig, fraset folk, der råber op om noget med Peru, og jeg tænker på de to store renæssancedigte om de ridderturneringer, der blev holdt her på pladsen: La Giostra di Lorenzo af Luigi Pulci og La Giostra di Giovanni de’Medici af Angelo Poliziano. Unge sønner af rige bankfolk og købmand, der klædte sig i panser og plade, men primært i guld og silke, og holdt en slags turnering efter alle de ridderlige idealer lige her. 

Pulci skriver, så sveden driver og møerne dåner, om riddere og ædle handlinger og guder og nymfer, der ser til. Lorenzo vinder sejrskronen den dag, ikke fordi han er den bedste til at lege ridder, men fordi han er den rigeste og den, alle vil være venner med. Pulci gør dagen til en allegori og Lorenzo til en strålende helt. Han skriver Lorenzo ind i verdenslitteraturen og mejsler budskabet ud: Her nåede menneskeheden et uset højdepunkt af viden, smag, atletisk kunnen og klassisk dannelse.

Selv skriver Lorenzo i sin dagbog cirka sådan her: ”For at gøre som alle de andre har gjort, holdt vi i dag en turnering på Piazza Santa Croce. Jeg har erfaret, at det kostede os fire tusinde floriner.” 

I dag bruges pladsen blandt andet til Calcio Storico, som får Mathias’ amerikanske fodbold til at ligne thaimassage – fire hold af unge, veltrænede mænd i bar overkrop går i flæsket på hinanden og smadrer hinanden til blods, og folk går amok i jubel. En gang imellem er der vist endda nogen, der prøver at gøre noget ved bolden, men den ligger ofte glemt i sandet. 

Jeg trisser videre, godt brugt allerede, og når frem til domkirken. Går ned ad samme gade som i går, og dumper ind på en restaurant, der ser lovende ud. Her får jeg en frokost, der nær tager livet af mig. De har en menu toscano, som det hedder, bestående af spaghetti all’amatricciana, en kødret med stegte kartofler og en dessert. Ti euro. Det nupper jeg og tænker, så er det nok så som så med enten mængde eller kvalitet. Men maden er fremragende og portionerne enorme, og jeg får en halv liter hvid og en flaske vand, og servitricen er sød og smilende og glad, og jeg sidder og kan se domkirken nede for enden af gaden. Et af de der øjeblikke, hvor man først bagefter tænker, at livet var perfekt lige der.

Federico da Montefeltro og viv. Han blev altid afbildet fra venstre side. Højre side af hans ansigt var nemlig blevet skåret til salami i et slag.

Jeg ringer hjem og får en update. Alt så vel, som man kan forvente det. Godt at høre fra dem. 

Jeg kan ikke på nogen måde komme i bund i det her måltid; servitricen siger, at hun gerne vil have, at folk faktisk får noget at spise. Det er hendes mål. De skal ikke gå sultne derfra. Det er der ved gud ingen fare for. Jeg er meget glad for hende og hendes sted. 

Lige ved siden af ligger der et museum, der hedder Museo de’Medici, og ud herfra kommer en ung mand i museets uniform. Han sætter sig ved bordet ved siden af mig og bestiller mad, han er tydeligvis vant til at komme her. Vi falder lidt i snak, og han fortæller, at det er første dag siden coronanedlukningen, at dette museum er åbent. Jeg lover at komme derind, for jeg siger, at jeg har læst og læst om medicierne. Så må du komme, siger han, det er lige noget for dig. Han får en portion carbonara, så vidt jeg kan se, og den er tre gange så stor som noget, jeg ville servere derhjemme. Den hugger han i sig på fem minutter, tænder en smøg og spørger, hvor jeg kommer fra. Danmark, siger jeg, og uundgåeligt taler vi corona og manglen på turister. Normalt, siger han og viser rundt med armen, er gaden her fuld af mennesker. Tante gente, ma non oggi…

Jeg synes, den er rigelig fuld nu, men det er åbenbart ingenting. 

Jeg kæmper mig gennem en æblekage og en kaffe og ender med at betale 22 euro for et af de største måltider, jeg længe har fået. Ærlig, god mad, ikke gourmet, bare godt og veltillavet.

Og en indtørret flagermus

Så går jeg på museum. Det er et sært museum. Det er dedikeret til Medicifyrsterne, altså fra Cosimo I og fremefter, og jeg er den eneste gæst herinde. Museet er indrettet i et palazzo, der har tilhørt en fra slægten, og det er ganske lille, men fyldt med portrætter og kuriosa fra ærkehertugernes i stigende grad sære tilværelse. Der er et udstoppet gedekid med et hoved og to kroppe, otte ben, to haler. En indtørret flagermus. Sådan noget har de gået og kigget på og tænkt, naturen er noget mærkeligt noget. 

Det hele krones af et gigantisk portræt af Gian Gastone de’Medici, den sidste storhertug af Toskana, og en alt i alt temmelig mærkelig mand. Højt dannet, multilinguist, lærd, og en mand, der lettede på alle de ting, der tyngede hans folk, lige fra skattetryk til censur. Samtidig også en mand, der i de sidste mange år af sit liv ikke forlod sin seng, men lod sig divertere af unge drenge, som han angiveligt fik til at udføre ganske voldsomme seksuelle ting både på hinanden og på ham selv. Han var så fed, at han ikke kunne gå, og hans groteske ansigtstræk afslører, at hans genetiske bagland i flere generationer bestod af fætre og kusiner. Men folk elskede ham, for folk er sære, og med ham forsvandt Medicierne fra historien. 

Gian Gastone de’Medici. Man må formode, at kunsteren har gjort sit bedste for at få ham til at se pæn og krigerisk ud.

Det her museum er noget mærkeligt noget, men manden, der tager imod mig, vil gerne fortælle, så jeg får min egen personlige guide. Der er ikke så farligt meget at se, men det, der er, er spændende, hvis ellers man kender sin historie. 

Og så går jeg hjem. Det er hen på eftermiddagen, og jeg kan ikke mere, og jeg tager igen T2 de få hundrede meter, den kan hjælpe mig. Jeg sover en time og står op igen, og nu går jeg hen og tager bussen. Jeg vil op til Piazza Michelangelo. Det kræver en halv times bustur i en rund bue omkring centrum af Firenze og ud i forstæderne, og det er i sig selv en fascinerende tur. Et sted langs en kanal står flere tusinde mennesker i kø, og jeg når aldrig at opfange hvorfor.

Står deroppe. Ser ud over byen og de smukke bjerge. De fleste folk her vil blæse på det der mundbind. Der er selfies, der skal tages, smøger, der skal ryges, og et image, der skal vedligeholdes. Det er også idiotisk med mundbind, og jeg hader det, for det giver reelt ingen mening i solskin og fri luft. 

Udsigten er forbløffende, magisk, enorm, byen og dens tårne og kupler gløder i tidlig aftensol. 

Går ned, ømme fødder, begyndende vabler, våd og svedig bag mundbindet. Der er så langt hen til Ponte Vecchio. Der er stadig folk oppe bag ruderne i Uffizierne. Huden bag ørene er øm og fugtig. Floden er flad og grøn. Mine fødder brænder. Der er plæner helt ned til flodbredden, nogle ligger og soler sig, og der er folk, der ror i kajak og singlesculler. En mand glor på min mave, og jeg ser ham lige i øjnene, og han farer sammen i skam. En and sejler ned over strømfaldene. Jeg når frem til broen. 

Alt for mange mennesker, alt for tæt. Sidder og venter til jeg får energi til at gå over Ponte Vecchio. Mere optaget af de oldgamle huse på broen end af alle guldsmedene og deres kostbare ure; så mange mennesker, så stor en skare, så alt for tæt. 

Træt, træt. En Negroni på Piazza Santa Maria Novella, duer på bordet. 

Igen med T2, for anden gang. Ingen aftensmad, er alt for mæt.

Myggespiraler. Naboerne råber og larmer. Mørket falder på. 

Myggespiraler, varme sokker, natbukser. 

Min seng derinde.

I morgen. 

Det bliver også en dag i morgen, men først i morgen. 

Mandag:

Sjældent set så træt som i går. Det var også 14 kilometer, men det i sig selv er jo ikke noget at skrive hjem om. Det er alle indtrykkene og den intense væren-til, der koster. Ikke mindst er jeg jo, som mange andre, ude af social træning, og det presser mig, at der er så mange mennesker alle vegne. Det stresser min hjerne at skulle relatere til dem alle sammen. Jeg hader, når folk ser på mig, om end nok så forbipasserende. 

Men altså. I går købte jeg en billet til Museo dell’Opera, katedralens museum. Med indgang kl. 10.15, og jeg gik i seng i går og tænkte, up yours, jeg sætter ikke uret, jeg sover bare igennem. Det gjorde jeg også, helt til klokken halv syv. Så tænkte jeg, up yours, jeg kan altid sove en anden gang, jeg er i Firenze, op og af sted. 

Jeg tjekker netmedierne. Der er varslet strejke i morgen hos transportarbejderne i Campanien. Men, som der også står, så er der ingen, der har et overblik. Nogle tilhører et fagforbund, andre et andet, og der bliver indgået lokumsaftaler her og der – med andre ord, man kan ikke vide, om noget er aflyst eller ej, før man står der. Jeg må bare prøve i morgen at sætte mig i toget og se, om jeg når frem til San Cataldo. Jeg har billet til det røde lyntog Frecciarossa klokken 0810 fra Firenze SMN. De skal nok køre, tænker jeg; det er et statsligt prestigeprojekt, der ikke må fejle. 

Men jeg tænker også, at jeg hellere må blive testet for corona, så jeg har en relativt frisk test i lommen. Hvis nu etc. 

Jeg læser mig til, at man kan testes hos Røde Kors på stationen, og der, ganske rigtigt, har de stillet de efterhånden i Danmark så velkendte hvide telte op. Jeg er nummer tre i køen, ti minutter før åbningstid. Den søde pige i rødt tøj tager imod mig, jeg afgiver adresse, telefonnummer og mail, og så er jeg inde. Jeg bliver næsetestet, og det er, som det nu er, kortvarigt ubehag og så videre. Jeg får at vide, at jeg skal vente tyve minutter, indtil testresultatet er kommet. Først da må jeg gå. Jeg tænker, glem det, og går min vej. 

Et af panelerne på dåbskapellet.

Jeg drikker kaffe ved et busstoppested tæt ved stationen, spiser en croissant, og får mit svar: Negativ test, som ventet. Derpå går jeg ind til domkirken og sætter mig på en bænk på piazzaen. Jeg tænker, at jeg gerne vil ind i kirken, men den åbner først 10.15, samme tidspunkt, som jeg har booket billet til museet i piazzaens østlige ende. Der er ingen i kø til kirken endnu. Jeg sidder lidt og gylper synet af dåbskapellet ind, facaden på kirken, Giottos kampanile. Skønheden er formidabel, og historien er lang og beroligende. Der er noget ved, at ting har eksisteret i deres oprindelige form i mange hundrede år. Det har jeg altid fundet tryghed i. 

Randershus på kortet

Der står bevæbnet militærpersonale på pladsen, med maskinpistoler og pansret mandskabsvogn. De sludrer med kuskene, der kører hestevogne rundt med turister. Det hele ånder fred og ro, selv om det altid har en provokerende effekt på mig at se bevæbnede soldater på offentlige steder. Der har været terroranslag her, bevares. Sidst i 1993, for 28 år siden. Og hver gang finder de, der vil vold, en ny metode, som ikke er den samme som den, vi er forberedt på. Hvad er prisen for fred? Maskinpistoler lige op i sylten, hvor end man går? Nogle ting koster bare for meget. Ingen vil terror og ufred. Men ingen vil se på maskinpistoler og blive intimideret af mænd med baretter og støvler og PMV’er. 

Jeg sætter mig på en cafe og får yoghurt med muesli og en cappuccino. Der er tre kvarter til min tid på museet, som er lige ved siden af. Jeg fornøjer mig med at stirre op på kuplen, helt op til det gyldne kors på toppen, som glitrer i morgensolen. Jeg kan ikke trække tiden så langt, så jeg trasker lidt rundt i gaderne og føler mig gammel og træt; jeg må ned at sidde hele tiden. Jeg har ømme fødder og er generelt bare utilpas, tung og besværet. Igen forbasket ondt i maven. 

Så er tiden kommet, og jeg finder min telefon frem, finder min reservation, konstaterer, at jeg er kommet til at købe billet, ikke til i dag, men til i morgen. Jeg har altså ventet forgæves. Jeg gider ikke engang gå hen og spørge og forklare; jeg ved, hvad de vil sige. Så jeg bander og går min vej igen. 

Så, domkirken, da. Men nej. Den kø, der ikke var der for en time siden, strækker sig nu halvvejs rundt om kirken. Og den kirke, den er stor, og køen, den er mange hundrede meter lang. Den går rundt på pladsen ved dåbskapellet og derfra hele vejen ned langs kirkens nordside, og der kommer hele tiden flere mennesker til.

Jeg tænker: Hvad så?

Tiden er knap, og der er tusinde ting, jeg gerne vil. Jeg beslutter mig for at prøve med Palazzo Vecchio, så der går jeg hen, stiller mig i kø i deres ubegribelige form for system og får til sidst lov til at komme til; køber en billet. Jeg vader rundt i rummene og bliver mest af alt betaget over værelset med alle de verdenskort, der fandtes i 1500-tallet; jeg lokaliserer endda det tætteste, jeg kommer på hjem, nemlig Randershus i Cimbria. Vi har været på randen af den kendte verden for fem hundrede år siden, og det var måske meget godt, alt i alt. Paladset er enormt, smukt, men jeg har efterhånden set så mange Vasari-malerier, at jeg har fået nok af det. Så god en maler var han heller ikke – teknisk dygtig og en fedterøv, men det bevæger ikke rigtig. Til gengæld er han alle vegne. 

Derefter går jeg til Palazzo Medici-Riccardi og får lejlighed til at stå alene i Mediciernes private kapel med Gozzolis fresker, der forestiller de hellige tre konger, der er på vej til den nyfødte baby Jesus. Det er fortryllende. En allegori, igen, men med en historie, der er til at følge – fra jorden og op i himlen anført diskret af Medicierne. 

Gozzolis fresker i kapellet i Palazzo Medici-Riccardi

Man skal have plastikfutter på, ligesom i en vuggestue, og der er næsten ingen herinde. Vi er fem, der bliver lukket ind på en gang i det lille kapel, og de andre fire er væk, så snart de har taget en selfie. Jeg bliver stående, indtil jeg ikke synes, jeg kan trække den længere. Her er renæssancen i sin klareste, reneste form, og dette kapel var kun tiltænkt Cosimo de’Medici og hans nærmeste familie. Som i øvrigt figurerer i processionen bag de hellige tre konger – og her er det første kendte portræt af Lorenzo i en alder af 12, 13 år. Med braktud og et snu, skulende blik allerede. Han var berømt for at være uskøn af ansigt, men med en utæmmelig energi og seksuel tiltrækningskraft alligevel, som rige mænd typisk har det. Og her går jeg i hans rum, i hans have. Paladset er ikke på nogen måde, som det var i 1440’erne, det siger sig selv. Nu er det også byens rådhus, og fra et af rummene kan man stikke snuden ind i den moderne byrådssal med mikrofoner og læderstole. Den er tom, men det er alligevel pirrende at se, at den moderne bys vise fædre og mødre nu mødes i de samme lokaler, hvor byens skæbne blev afgjort for mere end fem hundrede år siden. 

Det store clou er salen, hvor de senere Medicifyrster har fået fremstillet et barokt display – der er spejle, hvorpå der er malet engle og figurer. Men i loftet: Det hele hvælver sig op. Der sidder to Medicifyrster med markante overskæg, og over dem er der kun én højere myndighed, og det er Vorherre selv. Den arrogance er næsten som et spark i skridt på beskueren, selv nu, hvor der er gået tre hundrede år. Det er, som om Mediciernes skæbne – fra bønder til handelsmænd til bankfolk til fyrster og paver og fast inventar i europæiske kongehuse – er noget, Gud selv har dekreteret. Det er vildt, det er skamløst, og det er det ypperste udtryk for den florentinske barok, og som kunstværk er det mageløst smukt. Men det lader også en kold, fordi det er så gennemskuelig propaganda. 

Man skal også trækkes gennem en intetsigende antik udstilling i kælderen, før man slippes ud i solen igen, og jeg dumper ind på den første, den bedste fortovsrestaurant og spiser en ikke særlig markant pizza garneret med en kande kold hvidvin og en flaske vand. Det, til gengæld, rammer den helt rigtige tørre plet i ganen. 

Jeg køber det hele, tak

Jeg går hen i gaden tæt på San Lorenzo, hvor der står boder overalt, og dukker ind i Mercato Centrale. Grundet coronapis er det øvre niveau med restauranter lukket, men jeg får en lille bid af selve markedet med. Det er herligt. Der er slagtere og ostehandlere og grønthandlere og vinhandlere, og vi er midt i Toscana, og så bliver det ikke bedre i min verden. Jeg kunne købe det hele, siger jeg til damen i boden, der sælger mig et kilo 60 måneders Parmigiano Reggiano, som de vakuumpakker til mig. Sammen med en toskansk vildsvine-salami. Og jeg mener det – jeg kunne tage hele deres bod og trille den hjem til Lystrup, rub og stub. Jeg køber olie også og undgår med nød og næppe at købe en 18 år gammel Balsamico – ikke fordi jeg ikke vil, fordi jeg ikke har råd til den slags excesser. Fyren prøver ellers hårdt og er næsten ved at pakke flasken ind, før jeg får ham stoppet. 

Kirken, hvor Dante første gang så sin Beatrice og elskede hende for evigt derefter. Nu mangler jeg bare at finde stedet, hvor Petrarcha så sin Laura for første gang.

Udenfor står der en mand med en af de her boder, hvor de sælger læderjakker og tasker, og han opsøger mig: Jeg har noget, du skal prøve! Jeg siger, at jeg dels ikke går i læder, dels ikke tror på, at han har noget som helst, der kan passe sådan en som mig. Jeg er halvandet hoved højere end ham og vejer måske det dobbelte. Det sidste er en fejl. Han siger: Yes, sure, come on, just for fun, for my sake, try, try, og jeg må sige nej og nej og nej og til sidst næsten fysisk løsrive mig.

Han er meget insisterende, og jeg ved godt, de har haft nul kunder i et år, men alligevel. Min krop i stramt brunt læder? Kommer aldrig til at ske. Jeg har svært nok ved at gemme mig af vejen og få lov til at være i fred for resten af verden, som det er. Kunne jeg svæve gennem luften bare som en bevidsthed, som et usynligt øje, så valgte jeg gerne det. Jeg er min egen uskønhed smerteligt bevidst og hader, når folk ser på mig. Jeg elsker verden og menneskeheden, men jeg ville sådan ønske, at de ville lade mig være i fred. Hvordan skal man kommunikere det? Der findes ingen metode. Der findes enten isolation eller smertelige kollisioner med alle de andre, der er pænere end en selv. 

I shoppingarkaden under Santa Maria Novella finder jeg en tøjbutik, der henvender sig til tynde, italienske mænd, og jeg går ind, finder, hvad jeg selv synes er en smart polo, som jeg køber til Mathias. Jeg føler trang til at sige til pigen bag disken, at den her polo i størrelse Large, den er ikke til mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal forklare det, men det gør jeg.
Jeg tager hjem. Dumper mit shit. Sover en time. Og tager ind til byen igen. Det er min sidste tur inde i selve Firenze, og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal mene. Som alle italienske byer er den en forunderlig blanding af den højeste grad af civilisation og den mest kaotisk form for omkringsejlende menneskehed. Jeg sidder igen på Piazza Santa Maria Novella og får mig en Negroni, og jeg siger langsomt farvel til den her by, hvis overflade jeg kun lige har sat det yderste af neglene i. Pigen i baren husker mig fra i går, og hun smiler og er sød, og jeg nyder solen, vifter duerne væk, ser på kirkens facade. 

Men min tristhed og generelle udmattelse vil ikke slippe taget i mig. Jeg er træt af mange måneders hårdt arbejde og alt for lidt ferie i alt for mange år – har brugt mine ferier på at arbejde som censor eller på at skrive. Det kan jeg mærke, og det påvirker mit humør. Jeg ved, at jeg ikke længere er ung, ikke længere fri. Jeg ved, at der er tale om en form for nedtælling, før jeg skal dø, også selv om det måske først er om mange år. Der er ingen trøst, ingen glæde, i det, jeg ser omkring mig. Der er kun fortvivlelse over alt det tabte. Sådan har jeg det lige nu, og sådan vil jeg ikke blive ved med at have det. Jeg er normalt sådan en glad campist, og det skal jeg finde igen.

Jeg finder et Conad-supermarked og køber gave til Emil – en italiensk espressokande og en pakke vakuum-espressokaffe. Her har de et aflåst skab med vin. Og hvilke vine. Toskansk vin fra allerinderst i hulen med skatte og juveler. 

Der er Sassicaia, der er den eneste Magnum-Tignanello, jeg nogensinde har set, og de koster over 300€. Det er vin i absolut verdensklasse, og jeg står og savler, men heller ikke det skal jeg have, jo. Jeg er bare et menneske, og et fattigt et ovenikøbet. 

Så slæber jeg min krop op til stoppestedet og tager tramviaen de sølle seks, otte hundrede meter, vi taler om. 

Pakker. Laver mad. Hører lidt musik.

I morgen, om alting vil, lander jeg før eller siden i San Cataldo. 

Den ideelle tilværelse. Et værelse, en seng. En udsigt, et bord med god mad. En glemsel, for en tid.

Drakenberg, del 2

30. 8. 2020:

Så er den klar. Drakenberg, del 2, med undertitlen Ligfærd (etteren har undertitlen Livsånde). Et år senere end min oprindelige plan, men hvad – nu er den altså klar.

Cover på del 2 af Mikkel Henssel.

Allerede nu ser det ud til, at bibliotekerne køber flittigt ind af den. Lektørudtalelsen var også uforbeholdent god. De første par anmeldelser fra bloggere er også gode, og hvis jeg hører til de heldige, kommer der måske endda en anmeldelse eller to i en af de større aviser.

Udgivelsesreceptionen måtte vi undvære grundet coronarestriktioner, og det gav selvfølgelig hele udgivelsesdagen en lidt flad fornemmelse. Men jeg har et par foredrag linet op, og så må vi fejre det lidt ved de lejligheder.

På nogenlunde sikker grund

Drakenberg del 2 tager tråden op, hvor den sidste bog sluttede, nemlig i årene før Drakenbergs død i Aarhus i 1772. I del 2 fortæller Drakenberg om, hvordan han vendte hjem fra lange år i slaveri til en tilværelse som sømand, siden som omvandrende historiefortæller og i stigende grad som en mytisk skikkelse, som alle kendte. Jeg baserer del 2 i meget høj grad på levnedsbeskrivelsen, skrevet delvist af Peder Mønster og udgivet i 1774, og der er ganske god grund til at føle sig på sikker historisk grund med flere af tildragelserne – faktisk kan vi med nogenlunde præcision følge Drakenbergs færden i årtierne frem til hans død.

I de år, hvor Drakenberg rakker omkring i landet, sker der ting, der i levnedsbeskrivelsen er omtalt i forblommede og dulgte vendinger – særligt noget om Drakenbergs forelskelse i en ung bondepige på Allinggård. Noget er sket her, noget dramatisk og skelsættende, der får Drakenberg til nærmest at drage i landflygtighed og gemme sig i et fattigt hjem, langt fra den pragt, han har været vant til. Dette noget er omdrejningspunktet i romanen, og det har været svært og til tider nærmest smerteligt at skrive om, men jeg har ikke lagt fingre imellem, for det fortjener historien ikke.

Det stiller den historiske og den fiktive Drakenberg i et skidt lys – og netop derfor har jeg gjort mig umage for at vise alle sider af mandens karakter, som jeg tolker den. Uperfekt, grov, voldelig, men også med dyb fortrydelse over det liv, han har levet, og en vilje til at gøre det så godt igen, som han kan, om så blot i sine drømme.

Et andet tema i bogen er Peder Mønsters kamp for at få levnedsbeskrivelsen udgivet. Her lader jeg ham kaste sig ud i bogbranchens frådende dybder, og her trækker jeg med al den sarkasme, jeg kan mønstre, på egne erfaringer – det er bogens comic relief og noget, jeg selv glæder mig med næsten sadistisk fryd til at læse op af.

Her et kort citat fra Mønsters møde med levnedsbeskrivelsens forlægger, stiftslæge, forlægger, bogtrykker m.m., dr. C. E. Mangor i Viborg:

—

“Så,” siger Mangor. “Om din bog. Jeg må sige, at jeg ikke har for vane at antage bøger til udgivelse, før jeg har læst dem. Det kræver, med al respekt, at man har et større navn end du har. Og jeg har jo Rothe, som jeg ved kan skrive, så det sælger, og han vil hellere end gerne skrive en levnedsbeskrivelse over Drakenberg. Måske kan du skrive den, og den kan komme i hans navn? Bare et forslag.”

Jeg ryster på hovedet, varer min tunge. Mangor behøver ikke vide, at jeg har været i kontakt med Rothe og i høflige vendinger bedt ham trække snuden til sig.

Det kan desværre ikke lade sig gøre, siger jeg, og derfor er dette mit tilbud til dig. Punkt et: At jeg skriver bogen alene. Punkt to: At du betaler et vist beløb for manuskriptet. Beklager, hvis jeg er firkantet. Men jeg ved godt det med Rothe, og jeg tror i al beskedenhed at være en større ånd end han, og mit stof er af første hånd. Faktisk vil jeg sige, at Drakenberg selv ikke vil acceptere, at andre end jeg skriver denne bog.

“Åh ja, Drakenberg. Fortæl mig lidt om denne berømte mand, som du kender personligt.”

Så jeg fortæller. Om Drakenbergs liv. Om min relation til ham.

“Men”, siger Mangor, “her er det jo så, at jeg bliver lidt skeptisk. For bevis er der intet af, for mandens høje alder og bedrifter. Og hvis jeg må være så fri, så er markedet ved at drukne i beretninger om søulke og krigshelte allerede. Hvert år udgives der flere dusin bøger her i landet, og hvem er der til at læse alt dette? Gud og hver mand vil være forfatter, men ingen vil læse.”

Forskellen er, siger jeg, at dette er bevidnet af store og mægtige mænd i riget. Dette projekt er velsignet af min herre Lars de Thygesen og – før han døde – af ingen ringere end grev Danneskiold-Samsøe, som var Drakenbergs beskytter og vidne. Alle vegne i landet kender folk til historier om Drakenberg og fortæller dem til hinanden i de lange vinteraftener – denne bog kommer til at sætte alle ting på plads, og alle vil læse den og undres, og de vil sige: Hvilke røverhistorier, der strømmer fra den lærde dr. Mangors forlag i staden Viborg.

“Hm,” siger Mangor. “Du sælger dit projekt godt. Og hvor meget havde du tænkt dig, at jeg skulle betale for den ære? Ikke at jeg kan love noget.”

Jeg nævner et tal. Jeg siger: 100 rigsdaler. Og at denne sum skal gå til de fattige på Bygholm, når alle udgifter er betalt.

Mangor fløjter og stirrer ind i kaminen. “100. Det er mange penge. Rigtig mange penge.” Drikker af sit krus. Siger:

“Men Mønster, hør lige her. Nu er jeg træt, og i morgen rider jeg igen ud for at undlade at kurere patienter, der enten er rejst, er raske eller døde, inden jeg når frem, og intet nyttigt udretter en simpel læge i sit liv på den måde. Jeg vækker dig i morgen tidlig, inden jeg rider ud, og så skal jeg meddele dig min beslutning. God nat, forvalter Mønster, og Guds fred.”

..

Således, er det min erfaring, spiller forlæggere altid kostbar, og det forstår jeg godt, for jeg er også en slags forretningsmand. Jeg fornemmer jo nok, at Mangor hellere end gerne vil trykke den bog, jeg næsten har skrevet. Alligevel skal vi spille hinanden ud.

Næste morgen, eller rettere, få timer senere, sparkede Mangor til mig, som jeg lå der under trykkepressen. Allerede nu var hans gesponer mødt ind og var gået i gang med at blande tryksværten og fylde deres sættekasser, for der skulle trykkes flere udgaver af Rothes værker og dertil den snarlige, allerførste udgave af avisen Den Viborger Samler, som skal blive til et nyhedsmedie proppet med sensationer og snak og sladder og operaanmeldelser fra Paris og andet populært stof, så vidt jeg kan forstå på Mangor og hans bror, som varetager trykkeriet fra dag til dag.

Jeg fulgte Mangor ud på gårdspladsen, hvor hans karl havde sadlet hans hest og spændt sadeltaskerne på med alle lægens instrumenter og medikamenter.

“Jeg skal spørge,” sagde han, “hvor lang tid, du tror, der går, før denne Drakenberg dør? Forstå mig ret. Jeg har et forlag at drive. Ikke for at lyde kynisk. Men hvornår får jeg et manuskript at se?”

Jeg ved det ikke, sagde jeg. Men vi taler om få måneder på det højeste.

“Godt,” sagde han og steg op på hesten. “Så har vi en aftale. Kom til mig, så snart du er klar. Og en anden ting: Kan godt være, du ikke vil have Rothe inden for ti mil af din bog, og det må jeg så respektere. Men. Forordet, det skriver jeg. Det er min betingelse. Resten klarer du. Gud se i nåde til mig fattige og stupide læge, at jeg nærer denne irrationelle længsel efter at producere bøger til min egen økonomiske ruin. Men sådan er det, og jeg vil nu ride gennem landet og græde mine tårer over det tab, jeg kommer til at lide for kulturens skyld.”

God fart, stiftslæge Mangor, sagde jeg. Vi har en aftale. Og vi ses, når det sidste punktum er sat.

“

Du kan få en smagsprøve mere her:

aarhus akropolis amalfi anmeldelse anmeldelser athen Berlin bog Bogforum bøger cykel cypern danske institut Den Sidste Dag på Jorden drakenberg epilepsi fergus finn forfatter gardasøen grækenland hald italien korfu krimi krimimesse litteratur løves bogcafe mens vi venter mindset morten leth jacobsen murakami nissaki novelle parthenonos prenzlauerberg rejsedagbog residency roman san cataldo skejby statens kunstfond tornmark tremosine treårigt arbejdsstipendium

“Det har været fænomenalt spændende at rejse rundt i fantasien i 1700-tallets Europa”

Byvandring i festugen

For at markere udgivelsen af Drakenberg, har forlaget og jeg arrangeret to byvandringer i Aarhus midtby under den tilstundende festuge.

Byvandringerne finder sted mandag den 3. 9. og onsdag den 5. 9., begge dage klokken 18.

Vi mødes ved Drakenberghus i Havnegade/Mindebrogade, og så er jeg ellers guide og vil læse lidt op fra romanen og fortælle om baggrunden for romanen. Vi skal omkring Fiskergade, Vestergade, domkirken og sikkert et par steder mere.

Vi skal høre om Drakenbergs livshistorie, om hans sidste leveår i Aarhus, om hans begravelse og om det sære, der siden hændte med hans mumificerede lig…

Det er i øvrigt gratis at deltage, og det bliver både muntert og fornøjeligt – det skal jeg i hvert fald gøre mit yderste til.

Læs mere her.

 

 

Nu med øl: En Drakenberg-porter!

Den 23. august udkommer min sjette roman – bind ét af to, måske tre, romaner om Christian Jacobsen Drakenberg, verdens ældste mand og en af sin tids mest berømte personer.

Han døde i 1772, og der står i både skifteprotokol og kirkebog, at han var 146 år, da han døde. Om det er sandt, ved ingen. Men sandt er det, at man troede det dengang, og at både konger og grever var overbevist om, at man her havde en mand, der besad en livskraft langt ud over det sædvanlige.

Hans liv var eventyrligt – både i virkeligheden og i de fortællinger, han selv gjorde til sit levebrød. I mindst fyrre år levede han af at være Drakenberg, og han boede på den ene herregård efter den anden i det meste af Jylland og også i de store herskabshuse i København. Alle ville se – og høre – den berømte olding, der havde været slave i Nordafrika, havde sejlet i handelsflåden i seks årtier, havde været med i alle krige frem til den endelige fred i 1720, havde modtaget kongelig pension fra Christian den 6. personligt, havde givet Tordenskjold en gang prygl og dermed sat den arrogante ungersvend på plads.

Historien har fascineret mig længe, ikke bare på grund af Drakenbergs vilde liv, men også på grund af den sære skæbne, der blev hans lig til del. Han lå offentligt til skue i Aarhus Domkirke helt frem til 1840, og der går historier om, at hans mumie blev centrum for en Drakenbergkult, inden den forsvandt. De siger i Aarhus, at skibshandler Johnsen sejlede ham ud på bugten og stak ild til mumien, så den gamle kunne få en ordentlig vikingebegravelse.

Karel van Mander: Christian Jacobsen Drakenberg (?)

Historien fascinerer mig også, fordi den er dramatisk, mærkelig og har en vaskeægte gåde som sit centrum. Hvem var denne mand, og var han virkelig verdens ældste? Ekstremer er fascinerende, og Drakenberg var ekstrem på alle måder.

Romanen udkommer på Turbine Forlaget og har Hans Henrik Schwab som redaktør. Han har også tidligere været redaktør for min kære søster, da hun udkom på Lindhardt og Ringhof.

Jeg selv er meget spændt på modtagelsen af romanen. Man skulle tro, det var en værre røverhistorie – med korsarer, søslag, druk og damejagt. Det er det også, for det var Drakenbergs fortælling om sig selv. Men romanen er meget mere end det – og røverhistorierne er ikke det vigtigste. Det har været mig magtpåliggende at tegne et (fiktivt) portræt af en kompleks karakter og en kompleks tid. Jo mere jeg er dykket ned i 1700-tallets Danmark, jo mere fascinerende er tiden blevet for mig. Et Danmark, der famler sig vej til en moderne stat, men som stadig har en enevældig konge og en bondestand, der er stavnsbundet, og hvor man taler mindst fire forskellige sprog – det er et spændende sted at rejse rundt i som forfatter. Forhåbentlig også som læser.

Desuden rejser vi ud i verden i bogen: Til Norge, til Tripoli, til Cypern og til Aleppo, og parallellerne til vores egen tid bliver tydelige.

Jeg har givet den gas, og jeg glæder mig.

Og så var der det med øl.

Forlaget fik den ide, at en gammel drukkenbolt som Drakenberg selvfølgelig skal have sin egen øl. Så de kontaktede mikrobryggeriet Wintercoat og foreslog dem at lave en Drakenbergøl, som vi kunne svinge rundt i bægerne til udgivelsesreceptionen. Den var de med på. Og grafikeren, der har lavet omslaget til bogen, syntes det lød skægt, så han designede også lige en etiket.

Så til receptionen, der bliver holdt hos boghandler Kristian F. Møller på Store Torv i Aarhus den 23. august, vil der være en 8 % begsort porter at få.

Etiketten på Drakenberg-porteren fra Wintercoat

Mon ikke det i sig selv er grund nok til at komme forbi?

Man kan finde receptionen her på KFM’s facebookside, og alle er selvfølgelig velkomne.

Der kommer til at ske meget med Drakenberg i den kommende tid, og jeg kommer til at skrive ganske meget her på bloggen.

Næste gang skriver jeg om, hvordan jeg netop har været i Strömstad i Sverige for at mødes med eksperterne på det lokale museum. Her har de nemlig den eneste kendte kopi af en afstøbning af intet mindre end Drakenbergs mumie…

 

 

Drakenberg rammer os til august

Den 23. august udkommer min roman nr. seks, som har titlen ”Drakenberg. Historisk roman om verdens ældste menneske.”

Den markerer et nyt udgangspunkt for skrivningen fra min side: Jeg har aldrig før skrevet en historisk roman, og jeg har aldrig før skrevet om en historisk person.

Jeg er på et tidspunkt blevet kaldt ”en litterær forvandlingskugle,” for den der skrev sådan, oplevede mig nemlig som en forfatter, der føler trang til at genopfinde sig selv hver gang – således har jeg skrevet krimi, spænding, magisk realisme og horror, hvis man partout skal stoppe tingene ned i en snæver genrekasse.

Men sådan ser jeg det slet ikke selv. Jeg føler ikke, at nogen af mine romaner til dato har været genretro på nogen måde. Og jeg mener, at der til gengæld er stærke tematiske fællestræk – sagt på en anden måde, jeg har en tendens til at vende tilbage til de samme temaer igen og igen uanset hvad det er for en historie, jeg er i gang med. Det er noget med ensomhed, noget med at være et menneske i sære og yderligtgående omstændigheder, noget med pligt og skæbne, og noget med at være en mand på alle de mange måder, man kan være det.

Nu har jeg et anstrengt forhold til begrebet genre, som jeg har skrevet om tidligere. Så jeg hader at få genreprædikater klistret på mine ting – denne gang kan jeg dog ikke undgå det. Der er tale om en rendyrket historisk roman.

Perioden er ca. 1768-1770, og romanen er en rammefortælling, hvor hovedpersonen beretter om sit liv.

Hovedpersonen er den engang sagnopspundne dansk-norske sømand Chr. Jacobsen Drakenberg, der endte sine dage i Aarhus i en alder af 146 år. Berømt i sin samtid for sin alderdom, men lige så berømt for sine historier om et langt liv som sømand, soldat og slave – jeg faldt for historien allerede første gang, jeg hørte om den, og har gået og haft lyst til at skrive den i romanform lige siden.

I hele 2017 og et godt stykke ind ’18 har jeg været i dialog med Turbine Forlaget om romanprojektet, og det er hos dem, bogen udkommer. Jeg har været glad for at udkomme på mine tidligere forlag, men Turbine har en organisatorisk tyngde, der kan hjælpe bogen ud i verden, og det trækker også, at de har en kapacitet som Hans Henrik Schwab som redaktionschef – og det er da også Hans Henrik, der er redaktør på min Drakenberghistorie.

Karel van lil Mander: Christian Jacobsen Drakenberg (?)

 

Lige i disse dage er bogen ved at blive gjort klar til produktion – derfor kan jeg ikke vise omslaget endnu, men vi har valgt at bruge dette billede, som hænger på Statens Museum for Kunst. Dets proveniens er en smule uklar, ligesom dets motiv. Det præsenteres sædvanligvis som et portræt af Drakenberg, malet i anledning af hans bryllup i 1737 (hvor han angiveligt var 111 år), men der eksisterer andre samtidige portrætter af Drakenberg, som er mere sikre. Grunden til, at vi har valgt dette portræt, er netop det: At der er usikkerhed om motivet. Der er stor grund til skepsis, når det gælder den historiske Drakenberg og hans bedrifter, og min roman undersøger, hvad hans livsforløb i virkeligheden kunne have været. Vi ser ham ikke klart, har ikke noget endegyldigt billede af hvem han egentlig var. Det fascinerer mig og giver rum til fantasien – og til en i bogstaveligste forstand fantastisk historie.

Min intention er at skrive en opfølger til romanen, som forhåbentlig kan udkomme allerede til næste år.

Det er muligt allerede nu at forudbestille romanen på Turbines hjemmeside, og jeg kommer til at skrive om romanens tilblivelse og dens forskellige komponenter både her og på min forfatter-Facebookside.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Drakenbergtekster til ATLAS OVER AARHUS

Det århusianske kulturhovedstadsår er næsten omme, og jeg har stort set ikke været der; har intet set, intet været med til, og det er efterhånden et tema i mit liv: Noget sker, og jeg kommer for sent til det. Jeg har set frem til 2017, jeg har håbet at kunne bidrage og at være med på min måde, og det er ikke rigtig blevet til noget, og nu er det snart for sent. Det piner mig, men der har bare været andre ting, der har taget min tid i år: flytning, en kamp for at få det nære i mit liv til at fungere, job, energisugende aktiviteter. Som århusianerforfatter havde jeg håbet at kunne være mere med i fejringen af den by, jeg elsker og er en del af. Det blev jeg ikke rigtig.

Men jeg nåede da med på falderebet, i absolut sidste øjeblik.

En regnvåd torsdag aften fik jeg lov til at præsentere mine syv tekster, skrevet til Atlas Over Aarhus, et projekt, der skal lægge et litterært lag hen over byen. Jeg skrev om en historisk person fra Aarhus’ fjerne fortid, Christian Jacobsen Drakenberg, berømt i sin tid for en ufattelig alderdom, for sine vilde og voldsomme fortællinger og for et dramatisk liv som sømand og slave.

Jeg skrev de syv tekster i efteråret 2016, og ansporet heraf gik jeg i gang med at skrive en længere romanfortælling om Drakenberg og hans myte, både fordi historien om ham er så god og så oplagt at kaste sig over, og fordi jeg syntes at kunne ane råmaterialet til en større skæbnefortælling. Det er det, jeg har brugt året på, langt væk fra det aktive litteraturmiljø i Aarhus; på Hald, på Cypern og hjemme i mit skriverskjul.

Nu kan man få fat i de syv korte Drakenbergtekster, ganske gratis, via sin smartphone eller anden bærbar enhed, og med dem i ørerne gå på den byvandring, jeg har set for mit indre blik –  begyndende i Vestergade 11, hvor grev Frederik Danneskiold-Samsøe engang havde sit byhus, videre til Fiskergade 82, hvor Drakenberg selv boede de sidste 12 år af sit uhyrligt lange liv, som logerende i de fattige lejerboder hos Karen Jensdatter, som ingen løn fik for at passe den opfarende olding. Videre til Skolegade, hvor han har siddet og drukket sig hæder til. Videre til Domkirken, hvor han blev begravet i 1772 med deltagelse af stort set hele byen og alle dens dignitarer. Til Kannikegade og til Mindebrogade, hvor der blev opført et Drakenberghus længe efter at hovedpersonen var død og blevet til en velbesøgt mumie, og til sidst tilbage til Domkirken, hvor de gravede efter ham i 1999 og fandt en bunke knogler, væltede kister og brokker, men ingen Drakenberg.

Du finder teksterne ved at:

1. installere app’en Spreaker og søge efter ”Drakenberg” (du kan også bare lytte til dem direkte i browseren)
2. Bruge iTunes og søge efter podcasts – igen er søgeordet ”Drakenberg”

Hvis du hellere vil læse teksterne, kan de findes på denne side: https://drakenbergblog.wordpress.com/

Og det næste? Jeg håber, det bliver til en roman. Eller måske tre.

Stay tuned/Bliv ved med at være en tunfisk.

Læs folderen og se ruten (klik her).

Folderen til projekt Drakenberg