Musikken fra helvede


I forordet til I helvede flyder en flod skriver jeg om den musik, der har inspireret mig under arbejdet med bogen.

Jeg var meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle bringe en sådan liste. Er det ikke noget pjat? Bør teksten ikke tale for sig selv? Jo, det bør den – og det kan den. Jeg tror, det trods alt er de færreste læsere, der faktisk vil bruge de anbefalinger. Og jeg indrømmer, at tricket er hugget direkte fra tegneserieskaberen Coseys serie ”Jonathan”, hvor han anbefaler læseren at sætte Ravi Shankar og Mike Oldfield og sådan noget på.

Men jeg tænkte, nå ja, vi prøver sgu. Det kan da være, nogen får en ekstra oplevelse på den måde.

Bogrummets anmelder har gjort det – og det har tilsyneladende været godt for hende, og så er målet nået.

Du kan finde anbefalingerne som en playliste på YouTube her – og her kommer lige mine bemærkninger til hvert af stykkerne.

Sjostakovitj: 24 præludier og fugaer for klaver

Hvis Bach kunne, så kunne Sjostakovitj også: Skabe et værk, der følger kvintcirklen, under hensyntagen til kolossal kunstnerisk disciplin. Skrevet i 1950-1951 til den unge pianist Tatiana Nikolaeva – samme pianist, som spiller værket i min playliste. Skæv, syret, poetisk og overrumplende – sådan som jeg gerne ville have, at min bog også skulle være. Tjek også Keith Jarretts indspilning ud.

Gavin Bryars: Jesus’ Blood Never Failed Me Yet m. Tom Waits

Et musikhistorisk kuriosum og et moderne hit inden for partiturmusikken. Komponisten Gavin Bryars optog en dag noget reallyd i Londons Tube. En bums sad og sang for sig selv, brudstykker af en religiøs sang, bumsen sikkert selv har fundet på. Mandens sært sensitive fuldemandsrøst blev til et orkesterværk, som blev indspillet med Tom Waits som gæstesolist. 13 takter, der gentages om og om igen til en banal tekst – et meditativt mesterværk. Pas på. Der er ingen garanti for, at du ikke finder den store æske med Kleenex frem.

Sylvius Leopold Weiss: Sonater og suiter for lut

Barokmesteren Weiss! Samtidig med – og kollega med – J. S. Bach, og en historie beretter, hvordan de mødtes og jammede, og der gad jeg godt have været en flue på væggen. Elsker barokluttens vemodige klang, elsker strukturen og forviklingerne i barokken. Jeg lytter til det her musik igen og igen, når jeg arbejder. Det giver ro, det er hjernedoping, det er himmelske katedraler af toner. Ro i hovedet, mens jeg skaber kaos på papiret.

Alfred Schnittke: Koncert for klaver og strygere

Russer, trods navnet, Schnittke, inspireret af Sjostakovitj. Han var mester i at blande stilarter til et nyt og pirrende mix. I denne her arrige koncert spiller strygerne mildt og tonalt, mens solisten metodisk smadrer klaveret med toneclusters og hele svineriet. Heavy shit!

Det var det – plus en masse andet godt. Jeg går aldrig ind i en skriveproces uden at jeg har følgeskab af Bach, Beethoven, Schubert, Mozart, Brahms, Tjajkovskij. Jeg kan også finde på at sætte Miles Davis på. Men jeg undgår vokalmusik. Ordene i mit hoved skal have fri, de skal have plads, de skal have et legestativ skabt af toner.

Tagged with: , , , , , , ,
Lagt i Mine bøger, Uncategorized

I helvede flyder en flod


Sådan ser den ud. Kommer til en boghandler nær dig.

Sådan ser den ud. Kommer til en boghandler nær dig.

Enhver roman (i hvert fald mine) begynder med et spørgsmål: Hvad nu hvis…?

Så: Hvad nu hvis helvede var et virkeligt sted? Hvad nu hvis der var nogen, der vidste, hvor det fandtes? Hvad nu hvis der var en dør dertil? Hvad så?

Det har jeg skrevet en bog om. Den er blevet morsom, sort, syret og sarkastisk, for helvede er selvfølgelig – altid – en slags metafor. I den virkelige verden bruger vi ordet, begrebet, i flæng, uden at vi har en egentlig forestilling om helvede, og jeg tror, de fleste har en ret så tåget forestilling om, hvad helvede egentlig er. Noget med noget under jorden, ild og dæmoner, måske, men så ved vi heller ikke mere end det, og de religiøse skrifter er ingen ordentlig kilde her.

Så må man selv. Det er jo også meget federe at forestille sig tingene selv.

Der er en papfotostat af Søren Pilmark. Han står nede i kælderen under Føtex i Skejby, og han står ikke stille. Han går rundt i gangene om natten. Der er en dør ned til helvedes port. Der er en nøgle dertil. Der er én mand, der ved det hele. Det er ikke let at være den mand.

Det handler bogen om. Vi får en guidet tour ned i selveste helvede – ikke med Dante og Virgil ved hånden, men med Søren Pilmark som guide. Er det underligt? Ja, men det er jo for helvede også helvede, vi snakker om. Vi møder en satanist og en religionshistoriker. Vi får også et glimt ind i arbejdet med markedsføring og publikumspleje, og en bestyrelse, der vil have flere børnefamilier ind, og en centerchef, der helst ikke vil have flere børnefamilier ind, for nede under centret er helvede, og det er et dårligt mix, helvedes port og børnefamilier. Vi får en rejse gennem helvedes port og får at se, hvordan der ser ud, og det er ikke, som man måske regner med.

Bogen ser ud som på billedet, og jeg er meget lykkelig over omslaget. Det er lige i øjet.

Den udkommer den 27. 11. på EC Edition, og på dagen holder vi reception i Aarhus på Godsbanen. Man er naturligvis velkommen. Hvis man tør.

Se priser og levering her!

Tagged with: , , , , , , , , ,
Lagt i Uncategorized

Ny roman på vej!


Netop tilbage fra møde med den rare forlægger.

Og nu tør jeg godt gøre det officielt: Der er en ny roman på vej fra min hånd – den femte i alt.

Intentionen fra min side: At skrive en morsom, syret og gerne også tankevækkende historie i korte kapitler og med fuld gas fra første til sidste side.

Som altid, når jeg skriver romaner, går jeg efter at skrive underfundigt, sprogligt originalt og med nogle krøllede tematikker. Samtidig vil jeg gerne skrive afsluttede fortællinger – det, som jeg i min egen terminologi kalder lejrbålshistorier. Der skal altså være en narrativ struktur med begyndelse, udvikling og slutning, og jeg er heller ikke bleg for at indrømme, at jeg hjertens gerne vil underholde min læser. Denne gang går jeg planken helt ud.

Bogen har arbejdstitlen ”Om franske kalkuner og porten til helvede.” Den handler i korte træk om det faktum, som alle ved, men som ingen taler om: At porten til helvede findes under Skejbycentret i Aarhus Nord, nærmere bestemt lige under Føtex’ nye selvbetjeningskasser. I centret sidder en mand, der er chef for det hele og som ved det der med helvedes port, men som ikke kan sige det til nogen. Her er folk, der får hysteriske anfald i Matas, kaster med gær, skider i håndvasken, forsvinder i røgskyer og omkommer på absurde måder, og det er alt sammen på grund af helvedes port.

Der er også noget med Søren Pilmark, der går rundt i gangene om natten – ikke som sig selv, men som en papfigur, hvor han reklamerer for fjerkræsprodukter. Således er han intet mindre end helvedes sendebud.

Der er også en satanist og en vantro religionshistoriker og en centerchef, der banker Søren Pilmark som papfigur, brænder ham, kyler ham i havnen, kører ham gennem flishuggeren, smider ham på Småt Brændbart. Gang efter gang. Og alligevel kommer papfiguren af Søren Pilmark igen, hver gang helvedes port skal til at røre på sig.

Der er også – uden at afsløre for meget – en tur ned i selve helvede.

Skejbycentret. Her lades alt håb ude.

Skejbycentret. Her lades alt håb ude.

Det bliver syret, det bliver sjovt, og bogen bliver ikke til at lægge fra sig, det garanterer jeg (og alle prøvelæserne).

Nu går vi i gang med alt det praktiske: Omslag, pr-plan og så videre, og hvis alt går vel, kommer bogen ganske, ganske snart!

Følg med her og vær beredt, thi Helvedes Port skal stå på vid gab, og du kan ikke gemme dig…

Tagged with: , , , , , , , , , , , , , ,
Lagt i Uncategorized

San Cataldo 2015, tredje og sidste


Mandag 22. 6. 2015

Allerede mandag. Dagene tager hinanden. Jeg har ikke skrevet dagbog siden torsdag; jeg har ikke haft tid, kort sagt.

I dag: Morgenmad og derefter gåtur over til Ravello. Friskpresset appelsinjuice og cappuccino på Bar Il San Domingo, hvor deres tesalon hedder Humphrey’s Room, for her har han nemlig boet og filmet, har Bogart. Men det har de alle sammen; alle, der er noget ved musikken. Helt tilbage fra de danske guldaldermalere, som alle sammen har boet her og malet her. Helt tilbage til normanniske røverbaroner og endnu længere tilbage i tiden, til forhistorisk tid, formentlig.

Vejret er guddommeligt smukt i dag. Helt klar blå himmel, 26-27 grader og luften er så ren og klar, at hvert åndedræt er en luksus. Fuglene kvidrer, og alt er sprængfuldt grønt.

Jo mere jeg besøger Ravello jo mere bliver jeg paf over stedets skønhed. Det er den mest utrolige, perfekte middelhavsidyl, og så er byen omkranset af de her klippeskrån

inger, 350 meter over havet, som i dag er så blåt som nogensinde. Der er rart at være i Ravello. Der er fredeligt og stille, og ingenting haster rigtig.

Jeg humper stadig. Min ankel gør knuder. I går lavede jeg ingenting (fysisk), jeg var ikke engang uden for klostrets mure. Jeg skrev og skrev. Så sov jeg et par timer og så skrev jeg videre.

Næsten 4000 ord fik jeg høvlet af i går og fik endda skrevet historiens slutning, selv om den skal have en tur til i vaskeriet. Den er for kort, for abrupt, og der er nogle løse ender, jeg skal have bundet op. Men i hovedtræk tilfreds med historien og med min indsats.

Torvet i Ravello. San Cataldo ligger på bjergsiden cirka midt i billedet.

Torvet i Ravello. San Cataldo ligger på bjergsiden cirka midt i billedet.

Gik gennem Villa Rufolo ad trapperne ned mod Minori.

Jeg tror, det er en af de smukkeste gåture, jeg nogensinde har været på, og jeg har ellers været på mange. Ned gennem dalen, gennem små bitte landsbyer, hele tiden ad trapper, hele tiden stejlt nedad. Dalen er insisterende grøn og mild. Sommerfuglene flakser rundt og lander i bougainvillea og i citronlundene, hvor der vokser vilde blomster under træerne. Foran mig ligger havet og langt nede de gule tage i Minori og det oldgamle kirketårn. Hele turen tager vel 50 minutter. Jeg går besværet, for jeg har ondt i benene og stoler ikke helt på mine led; de er en smule ustabile for tiden.

At gå op er udelukket.

Jeg køber vin og cola i Minori og besøger den antikke romerske villa, der ligger midt i byen med etageejendomme bygget direkte ovenpå. Her er fugtigt og mosgrønt, rummene er mørke og små, men trikliniet har engang været prægtigt, det kan man se, og de private badeanlæg ligeså. Her har boet en rig mand engang.

På det lille torv nede ved stranden sætter jeg mig. Jeg bestiller melon med parmaskinke og spaghetti alle vongole, og begge dele er forrygende gode. Havet er gnistrende blåt, og folk bader og sejler og kører forbi på scootere.

Jeg får fat i en taxi, da jeg agter mig hjem. Chaufføren hedder Ambrogio. Han opfatter, at jeg kan tale en smule italiensk, og så kører han ellers på i den lokale dialekt, hvoraf jeg kun forstår brudstykker. For eksempel siger de ikke Scala men Schkalah. Præpositionen sú (op) hedder njop eller noget i den stil. Giú (ned) hedder á basch.

Det er rædselsvækkende, som han kører. Den ene hånd på rattet og sømmet i bund, hele vejen op ad serpentinvejene. Han overhaler, hvor der ingen plads er.

Han er tynd og tatoveret og snakker løs, han ligner en bulgarsk hønsetyv, og han fumler med mobilen, mens han overhaler. Han har to små børn, han er klar til at køre mig nat og dag, jeg skal bare ringe. Det tror jeg ikke, jeg skal.

Han standser på torvet i Scala og siger, så er vi her. Nej, siger jeg, jeg skal op til Minuta.

Det er her, siger han. Minuta é qui.

Nej, siger jeg. Kør videre. Jeg får ham gennet helt op til Minuta og stiger ud med livet i behold og 40 euro fattigere.

I morgen skal vi fejre dansk Skt. Hans med grill og bål, og onsdag skal vi til Pontone til den store San Giovanni-fest dernede. Det bliver med hornmusik og helgenprocession og messe og hele svineriet, og det skal nok blive skægt.

Jeg sidder på min altan med is på anklen. Det værker og dunker i den, og min sære hoppen har også sat sig i knæene; jeg er helt til rotterne. Men ellers har jeg det herligt.

Jeg får et glimt af Villa la Rondinaia i dag på vej op fra Minori. Et sekundkort glimt. Der boede Gore Vidal, indtil han ikke kunne gå længere – og gå skal man, for man kan ikke køre dertil. Huset ligger på en lodret klippe og er bygget ind i den. Man kan søge efter den på nettet og se billeder.

Den blev sat til salg med et utal af nuller i salgsprisen, og Sting var interesseret, men købte den ikke.

Her kunne jeg godt bo. Her er livet godt og fredeligt, hvis man har råd til den slags.

Her kunne man selv dyrke sin grønsager og leve enkelt og sundt. Bo Lidegaard, som er chefredaktør på Politiken, har købt sig et hus længere oppe ad bjerget, stadig i Scala, men meget isoleret og med en fantastisk udsigt. Her sidder han og skriver lærde værker og spiser tomater. Det kunne jeg også godt tænke mig.

Torsdag

En af de sidste dage.

Jeg har skrevet og skrevet, og historien er skrevet færdig. Jeg har også rettet og pillet, og jeg er ved at være der, hvor andre må tage over.

Det undrer mig, at jeg har været halvandet år om at skrive så lille en historie. Jeg har haft andet i mellemtiden, men alligevel. Jeg er blevet langsommere og mindre sulten, og det nager mig lidt.

Ikke desto mindre har jeg nu en historie, der er klar til at blive sendt videre og som forhåbentlig bliver til en bog.

Jeg tænker meget over det, der er sket med mit sprog. Jeg skriver i korte, knappe sætninger og jeg fedter ikke så meget rundt, som jeg gjorde før. Jeg synes ofte, en formulering sidder der første gang. Er det fordi jeg er blevet mere erfaren, eller er det fordi jeg er blevet mere doven? Lige nu føles det som om jeg bare er meget sikker i mit sprog og mine virkemidler, og det er en god følelse, og jeg håber, jeg har ret.

Aften: Vi er i Pontone, og der er fest for S. Giovanni Battista – svarende til vores Skt. Hans. Jeg følges med Nanna ned ad trapperne, som er stejle og vilde, men vi går og snakker, og så er det intet problem. Nanna skal mødes med sin mand hernede på lørdag – en god måde at arrangere ferie på, og jeg havde gerne gjort det samme, men det var ikke rigtig til at få fikset, så jeg må hjem to uger og så herned igen.

San Giovanni kommer så sjældent ud, men på helgendagen den 24. juni gør han.

San Giovanni kommer så sjældent ud, men på helgendagen den 24. juni gør han.

Sousafongruppen på torvet i Pontone.

Sousafongruppen på torvet i Pontone.

Pontone er en ganske lille by. Men kirken er opkaldt efter S. Giovanni, og der er en helgenstatue derinde, som på denne aften får lov at komme ud og rundt i hele byen i procession. Til lejligheden har byen inviteret et vaskeægte semiprofessionelt harmoniorkester fra byen Lanciano i Abruzzerne. Annette fortæller, at den slags orkestre turnerer rundt hele sommeren og sover i skolens gymnastiksal og hvor de ellers kan komme til.

Vi spiser på Antico Borgo, en af byens to-tre restauranter. Udsigten er formidabel ned mod Amalfi, og vi sidder perfekt i forhold til festens clou: Fyrværkeriet. Men først spiser vi, antipasti og pizza, og midt i det hele kommer helgenprocessionen forbi med hele Lancianos harmoniorkester bagefter. S. Giovanni dingler af sted på stærke mænds skuldre, og harmoniorkestret finder på en eller anden måde ud af at spille næsten sammen, mens de går op og ned ad de smalle gyder og trapper rundt i hele byen.

Hver gang S. Giovanni når et særligt sted, stopper processionen, præsten siger noget, orkestret spiller, og fyrværkermesteren markerer stoppet ved at sende et øredøvende kanonslag til vejrs. Det giver genlyd op og ned i dalen, og det trykker ens maveindhold sammen, og vi holder os for ørene hver gang.

Endelig når de op til vejen, der løber lige neden for kirken. Her er god udsigt over dalen, og her stiller de S. Giovanni, så han kan få det hele med. Hele fyrværkerishowet.

Vi sidder i første parket, for fyrværkeren har stillet sit grej op godt hundrede meter fra os og nede af bjergsiden. Det betyder, at de fleste af krysantemumbomberne detonerer mere eller mindre i øjenhøjde, der hvor vi sidder og står.

Det er vildt, det er spektakulært, og det er voldsomt. Men Annette siger, det kun er en forret i forhold til det orgie, der venter på lørdag i Amalfi.

Efter maden og fyrværkeriet samles hele Pontone by på torvet. Byens eneste bar, Blu Bar, har kronede dage. De serverer pizza og øl og vin og kaffe, og vi har et bord lige foran scenen. Her stiller Lanciano-orkestret nu op. De har til lejligheden indhentet ikke blot en ægte dirigent, men også fire sangere: En sopran med blond hår og knaldorange kjole, en mezzo, en tenor og en baryton. Ingen af dem har sunget på Scala i Milano, så meget kan jeg sige, men det, de gør, det gør de med stil og indlevelse og ikke så lidt patos. Vi får La Donna é Mobile og vi får et potpourri fra Bizets Carmen, som uden blusel bliver præsenteret som stor, italiensk opera.

De ældre i byen sidder på rad og række og lytter andægtigt, og bag dem og os spiser og snakker og ryger og råber Pontones befolkning, og børnene leger, og barmanden serverer pizza og vin, og alle har en herlig aften. Tjeneren skal dog lige have den én gang til: Om nogle af de skøre danskere virkelig ønsker at drikke cappuccino? Om aftenen? Det svarer etikettemæssigt til at bestille cornflakes med mælk, men okay, det er jo fest, så lad gå.

Oppe fra scenen har de spottet os, og der bliver råbt frem og tilbage – vi er fra Danmark.

Okay, siger barytonen, tak til alle pontonesi og danimarchesi!

Annette griner. Danskere på italiensk hedder jo danesi; danimarchesi er et ord, fyren lige har opfundet, fordi han ikke kender den rette betegnelse.

Og så smægter de ellers videre med vibrato så bredt som en storslalomspiste og fagter og ægte følelser, så hele Pontone er ved at gå til i operaekstase.

Det er en herlig aften. Vi kæmper os op i mørket til San Cataldo igen, og det er midnat, før jeg er i seng.

Fredag

Er lige kommet tilbage på værelset. Jeg gik lige efter morgenmaden; Lars forklarede mig vejen bag om de små bjergbyer Campidoglio og S. Catarina til Ravello – den såkaldte vadestedstur.

Vejen til Ravello, den normale, er tæt på livsfarlig sine steder, fordi vejen er smal og svinger kraftigt. Busser og biler og scootere kan ikke se en fodgænger før i sidste øjeblik og må undvige, nogle gange med centimeter til overs. Vadestedsturen er næsten dobbelt så lang, men har ikke samme højdeprofil og går desuden igennem et langt smukkere landskab. Man går ad stier i tæt skov, krydser floden, der løber gennem Valle del Dragone, og kommer så at sige til Ravello ovenfra.

Jeg får en cappuccino og en appelsinjuice på torvet. Vandreturen herover har taget lidt over en time, men er langt at foretrække.

Annette siger, at historikeren og oversætteren Otto Gelsted boede her i længere perioder. Han gik ned til Scala til en bar, lagde sin pung på disken og lod bønderne fragte sin bevidstløse krop hjem i en trillebør, når den tid kom. Det var, da Vincenza var ung, så det er længe før Annettes tid. Hun kan sikkert fortælle mange andre historier, og det gør hun, men altid uden navns nævnelse.

Til aften fik vi spaghetti puttanesca, syltede ansjoser, sådan chevice-syltede og skarpt friske i eddike og med kartoffelbiks til, og til sidst den der fænomenale tiramisu. Lars holdt en høvisk tale på italiensk for køkkenholdet, og de var glade.

I morgen skal jeg pakke. Jeg tager ikke ned til Amalfi; jeg vil have en rolig aften og gå tidligt i seng, for søndag bliver en eneste lang rejsedag.

Efter min vandretur i dag er mine ben også både ømme og stive. Der er et stykke vej til den form, jeg var i efter caminoen. Fra nu af skylder jeg min familie at komme hel og frisk hjem.

Hele klostret emmer af rolig og diskret smag, af dansk overklasse, danske designermøbler og danske tænkere og intelligentsia, der har efterladt deres aftryk her. Alting er indrettet på, at man skal kunne arbejde, tænke og leve, og kun det. Det er vanvittigt, utroligt, formidabelt priviligeret og forkælende, og man er en sjuft, hvis man tænker andet. Og så skal man fandengaleme også kvittere ved at skabe noget, som andre kan få glæde af. Det er jo for helvede det, jeg prøver at gøre, hver gang jeg sætter mig ned for at skrive. Jeg er mig stærkt bevidst, at min familie og min arbejdsplads og alle andre har tilsidesat deres behov for at jeg kan sidde her og være følsom. Jeg kan kvittere ved:

  • At skrive en bog, der glæder nogle læsere
  • At få en bog ud, der giver en indtægt, der giver mig mulighed for at tage min familie på ferie til næste år og næste år igen
  • At komme hjem med energi og glæde, som holder en tid, inden jeg kalker til igen og skal have en stund alene.

Sådan er det.

I gæstebogen skriver jeg:

I nonnernes have gror valnød og vin

Lavendler og figner og C-vitamin

I klosterets navn er der plads til en Cat

Og stjerner er huller i himmelens hat.

Jeg går og jeg skriver og tænker mig træt.

Jeg vågner og ser: Sommerfugleballet.

Med tak og med hilsener fra Morten Leth.

Lørdag, sidste dag.

Jeg går vadestedsturen igen. Varmen er stor og hård, men ikke som sådan ubehagelig. Herinde, hvor dalen begynder, er bjergene høje og grønne og øde. Jeg står et sted, hvor stien er støvet grus, og hvor skoven åbner sig op. Her vokser store bregner og høje, mærkelige træer, der står i buer fra deres rod og op til himlen og næsten ned til jorden igen. Her kunne man forestille sig dinosaurhalse dukke op og læderfugle skygge for solen.

Der, hvor den næsten skjulte sti drejer af til højre og bliver til den bredere sti til Ravello, bygger jeg en varde. Jeg samler gråblå sten op og stabler dem. Jeg samler så mange, at jeg håber, man vil kunne se det som en varde og bygge videre på den, så fremtidige vandrere her lettere kan finde vejen. Måske kommer jeg tilbage engang, og måske er varden der endnu. Måske bliver den skyllet bort, og måske kommer jeg her aldrig mere. Men jeg byggede en varde, da jeg havde chancen.

Ravello, og jeg drysser rundt og prøver at få tiden til at gå. Domkirken er lukket, fordi de holder bryllup derinde, og det skal de have lov til i fred. Jeg besøger Villa Rufolo, og det er fint, men jeg orker næsten ikke flere middelalderbygninger. Der er andre end mig, der har fået nok. På en stenbænk lige ved den smukkeste udsigt fra villaen – der hvor Wagner fik teutonske visioner til Parsifal – ligger en udmattet turist og sover med stråhatten over ansigtet.

Jeg sætter mig på Bar Il San Domingo og får en fadøl. Det er en fejl. Ved siden af mig, lige op ad mig, sidder otte-ti amerikanske unge og deler hvidvin og får drinks, og de er velhavende og pæne alle sammen. Og så snakker de, nonstop, og i munden på hinanden. En pige fortæller om en hændelse, som er svær at følge, fordi det lyder nogenlunde sådan her: And then I was like, hey, and then she was like, oh my god, and I was like, did you lose your camera, and she was like, I mighta forgotten it, and then she was, like, running.

En ung mand holder enetale. Han er åbenbart halvt italiener, har boet i Italien og gået på en skole i Milan, run by the European Union, you know. Han udtaler, at han bedst kan lide englændere af alle europæere, because everyone else is a bunch of commies. Han hedder Giacomo og han synes selv, han næsten taler britisk-engelsk, og han prøver og lyder som en B-skuespiller, og pigerne siger, oh my god, that’s so, like, og han instruerer alle pigerne i, hvad de skal sige, når de skal ind for at låne toilettet, uagtet at de ansatte i baren her taler flydende engelsk alle sammen. Han er ret utålelig, og lydtrykket er voldsomt, og de siger oh my god hele tiden, og jeg skynder mig at betale.

Det er min agt at spise på en restaurant her, men klokken er kun seks, og jeg er træt og beskidt af min vadestedstur. Så jeg tænker, at jeg vil købe et eller andet på vejen.

Et eller andet ender med at blive en pakke frisk pasta fra det sære supermarked i Scala, hvor de ingenting har. Jeg stormer op til klostret, hurtigere og mere smertefrit end nogensinde før, og jeg er glad, fordi mit ben omsider er sig selv igen.

Men jeg kan ikke betjene gaskomfuret, som kræver højere fyrbødereksamen, og kokkepigerne lukker vist også for gassen på en hovedhane et eller andet sted, når de går hjem. Fornuftigt nok, egentlig.

Så jeg finder en kasserolle frem og koger vand i en elkedel. Hælder vandet over min pasta og sætter mig til at vente. Resultatet er nedslående. Sådan kan man altså ikke tilberede frisk pasta, viser det sig, men mine tomater er gode og min parmesan er sprød og nøddeagtig. Jeg spiser en kvart portion og giver op. En sølle gastronomisk afslutning på et orgie af god mad, men det er nok også derfor, jeg er ligeglad. Vi har ædt og ædt – ikke store mængder, men altid nok, altid vanvittig godt. Jeg dør nok heller ikke af sult lige med det første.

Det brager nede fra Amalfi. Man kan ikke se noget, men det er givet processionen, der er i gang.

I Amalfi har de nemlig indtil flere komponenter af det, der engang måske har været apostlen Andreas. Der er i hvert fald en hovedskal og nogle assorterede knogler, som de vogter over. Hans helgenfest i dag skyldes, at de onde pisanere en gang ville angribe Amalfi fra søsiden. Men Andreas påkaldte en mægtig flodbølge, der tvang Pisas flåde tilbage. På sin helgendag kommer han ud, emballeret i et gigantisk sølvmonstrum af en helgenfigur, komplet med dinglende fisk i kæder. I timevis bærer de ham rundt i de propfyldte gader. Han skal ned til vandet og velsigne alle fiskerbådene, der ligger for svaj og tuder med hornene. Han bæres af unge, stærke mænd, der i gamle dage betalte og bestak sig til det privilegium at bære den tunge sølvstatue rundt i byen i timevis. Festens klimaks er, når han skal op til domkirken igen, for trappen er stejl og det skal gå stærkt.

Annette beretter, at man i gamle dage lagde mønter og andet værdifuldt gods ved helgenskrinet, og at Andreas derfor til sidst var en omvandrende formue. Af skræk for røvere skulle man derfor have ham fragtet på plads igen i en hulens fart. Derfor løber bærerne op ad trapperne til domkirken. Jeg kan bevidne, at de trapper er stejle, selv for os, der ikke bærer på en vaskeægte apostel. Men de har åbenbart et system. De låser armene sammen og løfter Andreas op, og så spurter de op, så hurtigt som muligt, mens Andreas’s sølvhoved dingler og er ved at falde af, og folk råber og skriger og hepper. Det skulle efter sigende aldrig være sket, at nogen er snublet; det ville også være lig med social udstødelse, tænker jeg. De træner det på forhånd, så de er klar.

Derefter spiller orkestret op på domkirkepladsen, og til sidst er der et fyrværkeri, der får bjergene til at skælve og folks indvolde til at bytte plads. Det går jeg glip af. Det er i orden; jeg trænger ikke til mere kultur lige nu.

Solen går ned bag klostret og skyller lilla og purpur ud over bjergene, og lysene tændes i Ravello.

Og jeg venter egentlig bare på, at det bliver morgen.

Tagged with: , , , , , , ,
Lagt i Uncategorized

San Cataldo, dagbog del 2 af 3


Søndag 14. 6. 2015

I toget til Napoli, og vi har lige ramt 300 km/t. Toget er komfortabelt, jeg sidder på business i et stort lædersæde, der kan justeres elektrisk. Landskabet er skovklædte bjerge og små landsbyer, brede vues over dale og marker.

Vognen er næsten fuld, og der er næsten kun turister med. En amerikansk familie ved siden af mig, fire stk., alle med snuden nede i deres telefon. En aldrende far med sin unge kone og deres to teenagedrenge, og hvis det havde været mig, havde jeg bedt dem om at slukke de der telefoner og se ud på den verden, de lever i.

De har siddet i tyve sekunder, før de brokker sig over, at det er svært at finde Wifi, og det skulle have været gratis, og det er det ikke, man skal bruge kreditkort (det skal man – prisen er 0,01 €, forklarer togstewardessen, en formalitet).

Da vi nærmer os Napoli, tårner Vesuv sig op; dominerende og truende.

Oh, look, a big hill, siger faren.

Oh, look. It's, like, Italy.

Oh, look. It’s, like, Italy.

Jeg står uden for stationen i Napoli og bliver hele tiden antastet af tiggere og folk, der vil køre pirattaxi. Sorrento, siger de, you go Sorrento, Positano, come. No, siger jeg. Igen og igen.

Efter en vis usikkerhed lykkes det mig at finde min chauffør. Han hedder Mario, og han har kørt folk op til San Cataldo i årtier. Han kører langsomt og en anelse usikkert; vi overstiger ikke 80 på noget tidspunkt, heller ikke på autostradaen. Crazy, mumler han, hver gang nogen overhaler. Men han er sød og hyggelig og siger, it’s okay now, Morten. Vi stopper for kaffe og tissetår, kort efter vi forlader autostradaen og begynder at klatre op gennem passet i 700 meters højde. Udsigten over sletten er forbløffende, selv i dag, hvor disen ligger ude over havet og spærrer for udsigten til Ischia og Capri.

Det tager halvanden times tid at køre op til San Cataldo, og hele tiden bliver landskabet smukkere og smukkere. Der er høje, grønne bjerge, vilde klipper og med et ser jeg havet, blåt og langt, langt nede.

Og jeg bliver modtaget i døren til San Cataldo, og over døren står der SALVE, og det betyder Vær Hilset.

Og de mener det. Man kommer ikke ind uden aftale.

Og de mener det. Man kommer ikke ind uden aftale.

Mit værelse er nonnecelle nr. 7, en af dem, der har en lille altan. Her sidder jeg nu, og mørket er faldet på. Ovre på den anden side af dalen gløder lysene i Ravello, og der er folk på domkirkepladsen. De siger, det tager op til en time at gå derover. Det ser ellers ud til at være så tæt på, men det skal nok passe, for alt er enten op eller ned.

Lige nu er vi seks gæster i klostret. Nogle har ikke været her før, som jeg, andre er gengangere.

Må skrive lidt mere om selve stedet i de kommende dage; lige nu er det hele ganske overvældende. Og jeg er træt, måtte lægge mig en time, lige da jeg var ankommet og havde fået kaffe og et glas vin sammen med Annette ude på balkonen.

Aftensmad ved det ovale bord i den smukke dagligstue, hvor akustikken endnu lader noget tilbage at ønske efter man har sat akustikpaneler op, men vi er kun seks, så det går fint. Pandekager med ostefyld og en herlig æblekage, rødvin på kanden.

Rødvinen laver de selv, eller gartner Gaetano gør, efter principper, der er lige dele troldmandskunst og solidt landmandsskab. I haven lige under min altan er der vinstokke i lange rækker, malerisk hængt op på vejrbidte træstolper. Stokkene bliver sprøjtet med kobbersulfat for at holde utøj væk. Derfor skal man først høste, når 1. druerne er modne, 2. det har regnet og 3. der har været et par dage med sol. Så langt, så godt – det giver alt sammen mening. Men dertil lægger Gaetano åbenbart lidt overtro. Der er visse fugle, der skal have vist sig. Der er andre tegn, der skal være i orden. Så høster man, presser og lader gære i store plastkar, inden man hælder om. På toppen lægger man et lag olie eller ren alkohol for at holde ilten ude, og bingo, så er der vin. En lyserød, velduftende sag med ca. 9 % alkohol og ingen svovltilsætning eller andet. Den rene vare, og den smager fremragende, og man kan drikke glas efter glas uden at udvikle en nævneværdig trang til at danse lambada bagefter. Eller spille fodbold, for den sags skyld.

Druerne, der bliver til San Cataldos vin.

Druerne, der bliver til San Cataldos vin.

Cellen er hvid og bar, sengen er god, og jeg er træt. Jeg er oppe klokken tre, fire og fem, og solen trænger ind gennem det lille glughul øverst oppe og lyser værelset op ganske tidligt. Så jeg sidder og skriver allerede klokken syv. Et halvt kapitel bliver det til, og jeg er ganske godt tilfreds.

Efter morgenmaden får vi rundvisning, og klostret er større, end man lige tror. Der er en velsignelse af terrasser, endda en helt ny en oppe på taget. Der er ateliers og musikværelser med Steinwayflygeler, og der er et prægtigt bibliotek, hvor mine bøger naturligvis mangler, men det må jeg rode bod på.

Der er gæstebøger helt tilbage til 1922. Jeg har tænkt på, hvem der har sovet i mit værelse gennem de hundrede år – og hvilke søstre, der har boet i samme værelse helt tilbage til middelalderen. Det er en svimlende tanke, men dybest set uigennemtrængelig, for klostrets historie fortaber sig i det uvisse bortset fra enkelte nedslagspunkter.

Om lidt er der frokost. I dag har de vise fædre lukket for elektriciteten frem til sidst på eftermiddagen, så hvad frokosten står på, må tiden vise. Ingen strøm til computeren heller, så jeg må spare, hvis jeg skal kunne skrive i eftermiddag.

Tirsdag

Og jeg har fødselsdag. Jeg ville nok ikke bemærke det, hvis ikke jeg modtog et hav af hilsener på Facebook fra alle mulige mennesker; jeg er stærkt bevæget over det.

Opdækning med blomster i anledning af forfatterens fremskredne alder.

Opdækning med blomster i anledning af forfatterens fremskredne alder.

I går eftermiddags gik jeg en tur over til Ravello. Det er så tæt på, lige på den anden side af Valle del Dragone, men det tager 45 minutter, hvor man mest går ad en smal, asfalteret vej. Jeg skyllede et glas hvidvin ned og gik tilbage igen. Ravello ligger så uforskammet smukt der på sin klippeknold, og den ved det. Torvet ved domkirken er skrubbet og skuret, og skiltene er pæne og nye, og barene er smarte og effektive, og på pladsen leger små drenge og piger i nydeligt tøj.

Selv efter en middagslur på to timer og en rundvisning på halvanden time i det her forbløffende hus er jeg forholdsvist effektiv. Jeg når at skrive 3.000 ord i går. Det er ganske godt. Mit mål er et gennemsnit på 2.000 ord pr. dag; så har jeg den mængde, der skal til, før jeg kan afslutte historien og få den gennemskrevet.

Mine medstipendiater er en blandet flok, men alle sammen begavede, søde og veluddannede mennesker. Aldersspredningen er stor, kønsfordelingen ca 50/50. Nogle er professorer, nogle er kunstnere. Man må ikke skrive hvem de er og hvad de gør, og det er en god regel, for her må man have lov at være i fred.

Sover efter aftensmaden – alle tiders mest forrygende tomatsuppe og en papirstynd schnitzel med hjemmegjorte fritter. Dertil grøn salat og den her rødvin, man kan hælde ned som saftevand. I aftes var det klart, så klart, at vi kunne sidde udendørs og se kysten ovre ved Salerno, tyve kilometer væk, ganske klart glitrende over det sorte hav.

Under krigen var der decideret hungersnød på egnen. Dora Wiinstedt, som boede her på klostret under krigen (ingen kunne komme herned fra Danmark for at sidde og drømme; det var der ikke tid til), lod de lokale bruge San Cataldos kæmpestore have. Man fik lidt frugt, vin, grøntsager, man klarede sig – lige akkurat.

I dag vågnede jeg lidt over seks. Min celles hvide vægge lyser op, når solen dukker op over bjergene mod øst. Det er umuligt at sove videre, selv i min gode dyne. Men der er ingen grund til at sove. Morgenen er klar og ren og hjerteknusende smuk. Ravello stråler i hvidt lys.

Jeg gør det. Jeg vil ned til Amalfi – til fods. Jeg er godt nok ikke sikker på min fod; den har svært ved at makke ret, når vi skal ned ad trapper, og der er vel 1500 trappetrin ned til Amalfi. Men jeg prøver sgu.

Jeg fortryder også ret hurtigt. Man går ned ad vejen til den lille flække Minuta, som er ustyrligt bedårende; et lille torv med en tudsegammel kirke og en fontæne, hvor vandet er koldt og sødt. Her fra ser man ud over Middelhavet – eller rettere, det tyrrhenske hav, jo. Det er blåt, som den slags er, og det ligger skræmmende langt nede. Faktisk 400 meter nede.

Hvert skridt nedad gør ondt, og jeg sveder. Det er hårdt. Det ville være tusind gange mindre hårdt, hvis mit højre ben ikke var stift og ømt. Min ankel vil ikke rigtig det her. Men idiot som jeg nogle gange er, bliver jeg ved. Der er stort set kun trapper. Enkelte flade stykker på helt op til tredive meter ad gangen, men de er sjældne.

Fra Pontone bliver det rigtig stejlt. Altså for alvor stejlt.

Et udvalg af de 1500 trappetrin ned til Amalfi. I guder.

Et udvalg af de 1500 trappetrin ned til Amalfi. I guder.

Annette sagde, at hvis man bliver fanget i et pludseligt regnskyl på de de stier, er det bare med at stå stille et eller andet sted i nogenlunde læ, for man kan ikke stå fast. Man risikerer at falde og glide nedad. Det forstår jeg nu.

Hold kæft, hvor jeg synes, det er vildt. Og de andre, der har prøvet turen før, taler om “at gå til vandet”, når de går ned til Amalfi. Jeg når helt ned til vandet gennem Amalfis smalle og turisttrængte gader, og så vender jeg om og går tilbage. Jeg har en teori om, at mit ben vil synes bedre om at gå op. Det gør det også. Resten af mig hader det. Det er ekstremt hårdt. Det slår enhver Caminostigning med fabelagtig margin. Det går hele tiden op. Trinnene er ujævne og passer ikke med nogen skridtlængde. Jeg må holde pause efter pause, og jeg er gennemblødt af sved. Da jeg omsider når op til Pontone igen, sætter jeg mig i skyggen, og det svimler for mig. Det gnistrer bag øjnene, og jeg tænker, hvad fanden sker der med mig.

Efter fem minutter er jeg okay igen, men det var ikke rart. Det her er for meget med mit ben i den tilstand, det er i nu. Og fra Pontone op til Minuta er der næsten 150 højdemeter, fordelt over en distance på måske 600 meter. Det tager mig fyrre minutter.

Jeg når op. På en eller anden måde, på hænder og knæ, når jeg det sidste stykke gennem haven og op til værelset. Frokosten er allerede serveret, men jeg må lige skylles under hanen i værelset. Jeg er totalt udmattet, og mit tøj sejler af sved. Det tror jeg ikke, jeg gør igen. Så hellere tage en bus.

Mine ben er stadig svage efter den der ankelskade, og det gør ondt ad helvede til, ikke bare i anklen, men i ben og baller og det hele, og jeg må have is på igen.

Aften, og en af kokkepigernes datter på fire år har samlet blomster ind og lagt dem fint omkring min tallerken. Der er hvide og lilla kapersblomster og smukke røde granatæbletræsblomster. Der er flag på bordet, og de andre synger fødselsdagssang for mig. Jeg er rørt og lidt forlegen, men de er så rare alle sammen. Jeg får en flaske limoncello lige fra frys og en bakke med otte glas sammen med beskeden om, at jeg selv må bestemme, om jeg vil dele den med resten af holdet.

Jeg deler den med resten af holdet. Limoncelloen er tykflydende og fed og god, og natten er blød og rar, og jeg er 48 år, og på en eller anden måde er selv det i orden.

Torsdag

Dagene begynder at følge efter hinanden og at ligne hinanden, og hvis det ikke var for valget derhjemme, som er i dag, ville jeg ikke uden videre kunne sige, hvilken dag det er i dag.

San Cataldo set fra haven.

San Cataldo set fra haven.

Jeg gik ned til Atrani i dag efter morgenmaden og en times skriveri. Man går derned gennem Valle del Dragone, hvor en flod bruser mellem klippeskrænter. Stien er lettere end den ned til Amalfi, og den er lige så smuk. Men jeg oplevede et pudsigt fænomen, som jeg ellers kun har oplevet få gange, nemlig at gå blind. Jeg gik vel i tyve minutter uden at ænse mine omgivelser, så kun lige, hvor jeg skulle sætte fødderne på de der umage trappetrin.

Jeg var et helt andet sted, nemlig inde i min historie, og det er alt andet lige det sted, jeg gerne vil rejse hen lige for tiden. Gode tegn; tegn på, at jeg begynder at få historien til at leve et eget liv et sted inde i hovedet. Jeg har ridset en slags slutning op på bogen, og her i eftermiddag har jeg prøvet at få detaljerne på plads – stadig kun i hovedet. Når jeg sætter mig til at skrive i aften, hvis jeg gør det, skal det hele ud.

I aften har jeg lovet at læse lidt op af manuskriptet for de andre.

Er glad. Får tiramisu på min fødselsdag.

Er glad. Får tiramisu på min fødselsdag.

Spiste frokost på det lille torv i Atrani. Det er en meget charmerende by, meget mindre overrendt af turister end Amalfi eller Ravello. Jeg talte mig frem til 6 eller måske endda 7 forskelllige barer og restauranter på et torv, der ikke er større end vores parkeringsplads i Elsted. Salumi og penne arrabiata, måske de bedste, jeg nogensinde har fået. En halv liter kold hvidvin, kaffe og en limoncello på huset. Tyve euro. Herligt.

Man kan gå fra Atrani til Amalfi ad vejen nede ved kysten. Det kan ikke anbefales. I stedet fandt jeg vej gennem gyderne over klippeknolden og ned til Amalfi. Gyderne er så smalle og stejle, at man har svært ved at tro, at der er tale om gader, men det er der. Nogle gange vader man direkte hen over folks dørmåtte og omkring deres vasketøjsstativer for at komme frem. Sine steder er gaden, hvis det er det rette navn, en tunnel under husene, og man kan se op og se gulvbrædderne i folks stuer. Det er alt sammen vanvittigt charmerende.

Amalfi, en is på torvet. Bussen hjem klokken 14.30. Det rene anarki; jeg fatter ikke, de kan få de busser rundt i de der gader og veje. Skifter bus neden for Scala ved den store p-plads og bliver kørt helt op til Minuta, to minutters gang fra haveporten.
Resten af eftermiddagen er gået med – hvad? Ingenting, rigtigt. Tuller rundt, tænker lidt. Læser i mit manus og retter lidt hist og pist. Tager tilløb til det store spring, det vil være at skrive de afsluttende kapitler, men det nærmer sig en færdig bog, det gør det sgu.

Og igen: De tror nok, jeg har tabt småkagerne, når den kommer ud engang.

Tagged with: , , , , , , , , , , , ,
Lagt i Uncategorized

San Cataldo 2015, første delberetning


(Rejser i juni til San Cataldo i Syditalien for at skrive – fører dagbog undervejs og vil smide udvalgte dele op her på bloggen)juni

Fredag 12. juni

Hotel Ibis, Hamburg Airport. Udsigten er til kontorbygningen ved siden af. Værelset er, som de er, når de koster 500 kr for en nat. Min ankel er svulmet op til halvanden gang normal størrelse, og det er ikke noget kønt syn. Foden dunker og værker. Det er første dag, hvor jeg har kunnet gå bare en smule mere end fra bil til dør. Rev formentlig et ledbånd over i lørdags i kådhed og utidig sportsudøvelse. Siger til dem, der spørger, at det skete ved rødvinsfodbold. Det vinder et par smil hver gang. Men for syv satan, hvor har det dog gjort ondt, og gør det stadig, her snart en uge senere.

Jeg har været bekymret for min tur – ikke så meget for opholdet på San Cataldo, for der skal jeg nok vide at holde mig stationær – men for dagen i morgen især. For der skal jeg til Rom.

Det er snart seks år siden, Camilla og jeg tog en forlænget weekend dernede. Seks år! Siden jeg fik tildelt opholdet på San Cataldo, har jeg planlagt efter at have en dags tid i Rom for mig selv til at gå rundt og se, og jeg havde tænkt mig en rute, og jeg havde tænkt mig, at den skulle vare fra tidlig eftermiddag til ud på natten, og at jeg måtte hvile mine vabler sidenhen.

I lørdags så det ud som om jeg slet ikke kunne komme af sted overhovedet. Mandag så det ud, som om jeg kunne komme derned, men måtte tilbringe dagen på en stol et eller andet sted med en pæn udsigt og en bartender i nærheden.

Handicappet retarderet idiot på Strøget

En sindssygt tåbelig uge.

Søndag lænket til lænestolen med is på foden. Mandag læge, skadestue, røntgen, fysioterapeut. Tirsdag møde hos Danfoss, dopet helt op til tagrenden, og derefter en lur på sofaen inde på kontoret; jeg er intet værd.

Onsdag, man tror det er løgn, til København med tog klokken 06-et-eller-andet. Taxi til Kattesundet fra Hovedbanen; latterligt. Der er ingen afstand, men det var nødvendigt. Fem timers møde; jeg sad og nikkede og længtes efter at lægge mig et eller andet sted. På krykker op til Hovedbanen; afsindigt irriterende langsomt, og københavnerne puffer, iler og skuler til ham den retarderede handicappede, fandeme godt, jeg ikke er handicappet til hverdag, og fandeme om jeg ikke skal være lidt mere tålmodig med dem, der er, når jeg engang er fuldt mobil igen. Så vanvittigt enerverende, at det med at gå er blevet et projekt. Planlægge hvert et skridt. Hver en trappe en udfordring, der skal overvindes. Hver passage af tøjstativer og damer med hunde kortlagt og timet som af en flyveleder. En forandring, tør siges, fra caminoen sidste efterår.

I går, torsdag, første dag med bare lidt mobilitet. Omend det gjorde ondt som bare fanden at gå en smule; det hele kramper i baglår og baller. Men jeg vil. Op i røven, bogstaveligt talt, med det hele. Jeg vil kunne gå.

Til musical i Filuren med sjette klasse fra Elise Smiths Skole. Så stolt af min stærke dreng, der rejser sig som en føniks, hver gang verden giver ham bank. Han var så god i den musical. Det var de alle sammen, men jeg så en dreng, der har haft det ekstremt hårdt og svært, og som alligevel finder styrke i sig selv hver eneste dag. Der er stål i ham; mere end han selv tror.

Mathias, Camilla og jeg klappede, og vi spiste på Fredes Flyvende Tallerken med Lena, Morten og ungerne. Moules Frites, hvidvin, en herlig aften, høj, blå sol.

Pakke, sent i seng, tidligt op, farvel til Camilla, altid svært.

Afleverede børnene ved mine forældre. Emil græd, da jeg skulle køre. Jeg ser ham heller ikke i tre uger, for han skal på spejderlejr, når jeg kommer hjem. Samme dag, vist nok.

Mathias takler den slags helt anderledes. Far, hvornår kører du? Ikke fordi han vil af med mig. Mere fordi han vil videre. Og så tænker han over adskillelsen på sin egen måde og på det tidspunkt, han selv bestemmer. Han har flere gange sagt, hvor meget han kommer til at savne mig. Og jeg dem.

Solnedgang over grønne, saftige marker i Nordtyskland. Jeg bare kører bilen og trækker vejret, mens køerne græsser og vindmøllerne møller.

Tænker på lagene i den historie, jeg skal ned og skrive. Der er mange. Af de der lag. For hvem tænker egentlig på helvede, selv om vi bruger ordet hver eneste dag? Hvem tænker på himlen, selv om den er over os hver eneste dag?

Jeg gør. Det er jeg nødt til.

Det er mit job.

Lørdag

I mine drømme sad jeg i noget, der kunne glide hen over overfladerne i verden, jeg tror, det var det etui, mine nye multifokale kontaktlinser opbevares i. Jeg tænkte, at det kunne være noget, jeg kunne bruge i min bog, og jeg vågnede halv tre og vidste, at jeg nærmer mig det desperate; det ved jeg altid, når jeg søger efter enhver tænkelig forbindelse til historien, til noget, der kan styrke fortællingen. Vågnede, pissede, var irriteret over at være oppe, gik i seng, stod op, faldt endelig i søvn og var ved at kyle telefonen over i hjørnet, da den sang mig vågen kl. 7. Men jeg satte mig op i sengen og tænkte, okay så, næste stop hedder Rom, du tager dig sammen, hr. Leth, lige nu og her.

Gad ikke spørge efter en taxi og gik over til terminalen. Det tog lovlig lang tid og kostede lovlig mange smerter i benet, og jeg har glemt at tage mine smertestillende piller her til morgen. Camilla har ellers pakket 600 mg Ibuprofener til mig, kodimagnyl, vabelplaster, sårbandage og endda en blisterpakke med antihistaminer, i fald et eller andet kryb bestemmer sig for at sætte mundkrogene eller snablen i mig, og det er faktisk ikke utænkeligt. Hun kender mig. Jeg skal nok komme til skade på en eller anden måde.

Normale sko på for første gang i en måned. Læser Kings On Writing som en slags mental coaching.

Jeg har sæde 1A og har god benplads, hvilket var forudseende af mig, da jeg bookede flyet her en gang tilbage i februar. Skyet over Alperne.

De siger fra cockpittet, at der er 32 grader i Rom. Wow.

Rom-på-speed

I en af alle tiders bedste rejseberetninger, A Traveller in Rome, skriver HV Morton, hvordan han først er skuffet over sit værelse i Rom. Der er ingen udsigt til Peterskirkens kuppel, som han ellers havde drømt om. Der er kun udsigt til en baggård med en restaurant og et par tøjsnore, og kællingerne snadrer dag og nat. Efter nogle dage vil han ikke bytte for nogen udsigt.

Min udsigt er måske sådan en, som Morton ville have fortvivlet over i begyndelsen. Via Antonio Rosmini er en anonym stump gade tæt ved S. Maria Maggiore og Stazione Termini, og lige ved siden af huset larmer trafikken af sted på Via Cavour. Men jeg vil ikke bytte for nogen udsigt heller.

Jeg sidder på en altan i fjerde sals højde med benene oppe og skriver. Det er lørdag aften, og der er larm i byen. Larm, som i en levende by. Jeg elsker det.

Udsigt og balkon, Via A. Rosmini

Udsigt og balkon, Via A. Rosmini

Nede på gadeniveau er der et par små restauranter, og der er liv i kludene. Folk snakker og råber og klirrer. Trafikken drøner på Via Cavour. I huset overfor råber et par småbørn. En ung dame kommer ud på sin balkon derovre og vander planterne i altankasserne. Nogen ser en film. Husene her er store palazzi fra sidst i 1800-tallet; der er højt til loftet, smukt stukarbejde udvendigt og celebre trappeskakter med plads til de dengang nymodens elevatorer.

Området omkring Termini er berygtet, og jeg tror heller ikke, jeg skal en tur op til Piazza del Cinquecento og hænge ud med de hårde drenge; men min fornemmelse er, at det er mere fredeligt end for tyve år siden.

Jeg ankom her til stedet lidt i tre efter en begivenhedsløs flyvetur fra Hamburg. Droppede cyklen, alligevel. Jeg kan nemlig gå. Jeg vil gå. Og jeg har gået – sidste melding fra min Moves-app var tæt på 15 km i dag. Rundt og rundt i den her by, som jeg elsker så smerteligt højt. Køn er den ikke altid. Rolig, slet ikke. For en førstegangsrejsende sikkert chokerende vild og mærkelig og afvisende.

Hele den indre by er stort set overtaget af turister. I hundredetusindevis af dem, fra hele verden. Men Rom kan absorbere dem, for det har Rom altid gjort – i de sidste to tusinde år har Rom været en magnet for lykkeriddere, pilgrimme, nysgerrige, drømmere, fantaster og opportunister, og det er derfor, Rom er Rom og ikke en hvilken som helst anden storby. Læg dertil alle de lag af spillevende historie. Læg den fantastiske mad til. Lyset, duftene, menneskene, der bor her. Rom er større end alle de ord, man kan smide efter den.

I dag fik jeg en slags Rom-på-speed. Jeg har talt på fingrene, og jeg garanterer ikke for tallet, men jeg har vel været i byen 10-12 gange, nogle gange i op til et par uger ad gangen. På et tidspunkt, år tilbage, regnede jeg ud, at jeg har været mere i Rom end i København. Det var dengang; i dag hælder balancen mod Kbh, men jeg kender Rom. Ikke i mindste detalje. Men når jeg går omkring i byen i dag, vælder det frem med navne og data og minder; Rom er også blevet en del af mig.

Jeg startede med at humpe ned ad gaden mod det store indenrigsministerium på Viminalpladsen. Det er i den nyere del af Rom, et sted, hvor få turister kommer. Her dumpede jeg ind på en tilfældig restaurant klokken halv fire, og der var kun mig. Den unge ejer/tjener havde et smukt skæg, et charmerende smil og en højre arm, der var grotesk vanskabt; klumpet, ubrugelig og deform. Det var meget mærkeligt; den stakkels fyr.

Fik bruschetta, der var gode og friske, men havde en sær bismag af ansjos; måske var det meningen, hvad ved jeg. Men så: Pasta cacio e pepe. Hold kæft, det er godt. Her var det perfekt. En halv potte hvidvin, og pludselig var der gået en time. Og jeg var ikke engang rigtig inde i Rom endnu. Jeg humpede ned ad Via Nazionale til Trajansøjlen, og hele Via dei Fori Imperiali var spærret af; carabinieri i pansrede vogne overalt. Fandt først senere ud af hvorfor.

Hvad er der tilbage at gøre for litteraturen? Godt spørgsmål.

Hvad er der tilbage at gøre for litteraturen? Godt spørgsmål.

Basalt og travertin

Her, mens jeg sidder her på en tilfældig restaurant, finder jeg tilbage til Rom. Der sker nemlig noget, og det, der sker, er basalt og travertin.

Jeg ser fortovskanterne, som er af det smukkest slidte travertin; et materiale, der bliver organisk og blødt med årene. Jeg ser brostene i gaden, som er kvadratiske blokke af sort basalt på størrelse med de almindelige granitbrosten derhjemme. Og jeg husker, at det er sådan, Rom ser ud. Når natten falder på, ulmer basalten af solen, længe efter den er gået ned. Den ydmyge travertin, som er alle vegne, ældes over århundreder smukkere og smukkere, får årer som i et egetræ, bliver blødt og venligt. Sådan er hele Rom bygget op, tænker jeg mig. Jeg bliver glad; jeg er her igen, i det Rom, der er mit og kun mit og som er repræsenteret ved de her sten, der er alle vegne.

Op til Campidoglio og stå og hænge ved udsigten ned over Forum. Varmen tung og trykkende, og jeg gylper vand i mig fra vandposten lige ved siden af statuen af Romulus og Remus. Her har jeg været så mange gange, at jeg ikke har tal på det, og jeg bliver aldrig træt af det. Hele mit liv: Læse om Rom. Lære om Rom. Se Rom. Lære mere, vide mere. Genkalde, huske, drømme.

Ind gennem de små gader i Campo Marzio, skildpaddefontænen på Piazza Mattei, alt det der. Campo de’Fiori. Palazzo Farnese og de to fontæner, hvis kar stammer (hvis jeg husker ret) fra Caracallas termer og som engang har rummet romerske tæer til vask for 1800 år siden.

Høj og lav, som i dag, overalt.

Jeg bare går og går. Min fod værker, mit ben vil gerne have sig en krampetur, men jeg vil det ikke; jeg siger, nu er det nu; nu går vi, så brok jer bagefter.

På skateboard gennem livet

En is i Via dei Coronari, et vue over floden og Peterskirken fra Ponte San’Angelo, og jeg kan næsten ikke gå længere, men jeg skal i det mindste hen til verdens smukkeste plads, Piazza della Rotonda. Her er Pantheon, og her er Cafe Di Rienzo, hvor Camilla og jeg ikke turde sætte os i gamle dage, fordi vi ikke havde råd. Nu om dage koster et glas vin 6 euro, og dertil får man med i prisen et glas vand, en skål oliven, en skål chips, og da jeg bestiller mit andet glas vin, får jeg to små sandwiches og fire bittesmå crostini, alt sammen med i prisen og et mindre måltid i sig selv. Tjenerne er de samme som for seks år siden. Jeg tænker, de må have verdens fedeste job, men jeg ved det jo ikke; jeg tænker bare, at man kunne være lykkelig ved at arbejde lige præcis her og stå her, aften efter aften, i slips og vest og bare være venlig.

To tiggere kommer forbi. Den ene humper på krykker, han har klumpfod og tigger med en kasket udstrakt i hånden. De to tjenere ude på torvet, hvis funktion er mig en gåde, for de laver aldrig noget, hilser og snakker med den første. Den næste er værre. Han kører på skateboard. Det vil sige, han sidder på skateboard. Hans ben er svært misdannede, og det kan man se, for han har korte bukser på. Hans fødder er små som et barns og sært glatte i huden. Hans hænder er stukket ned i et par aflagte løbesko i børnestørrelser, og med dem padler han hen over brostenene. De to tjenere går hen og hilser; de snakker og er tydeligvis gode bekendte. Der er en sær værdighed i den handicappede mand, der sidder på sit skateboard, godt polstret under bagen. Da han tager hænderne ud af børneskoene, ser jeg, at også de er små, misdannede og brunt polerede i huden. De flapper op og ned, da han kører derfra.

Jeg tænker, at hjemme ville sådan en mand have fået hjælp, en bil, en bolig, en indkomst. Måske havde man kunnet hjælpe ham tidligere, så han ikke endte så stærkt handicappet, som han er.

Her må han klare sig selv, tilsyneladende. Folk stirrer på ham – glor på ham. Det gør jeg også. Man kan ikke lade være. Han er fattig og mangler alt i livet. Han er en vanskabning.

Men han er ikke sølle. Han er stolt. Han har folk, måske endda venner, han taler med som ligeværdige.

Det her skal jeg lige tænke lidt over.

En kliche, jeg ved det. En af denne verdens mest bjergtagende udsigter. Men den er min udsigt.

En kliche, jeg ved det. En af denne verdens mest bjergtagende udsigter. Men den er min.

Wow. Artiskok.

Jeg går og går. Ned langs Tiberen til Tiberøen, hvor det skummer over vandfaldene under hospitalets vinduer. Ind i den jødiske ghetto, hvor jeg godt kan lide at være. Det er så lille et område, men det er så specielt, og det er så vaskeægte romersk, som noget kan være.

Spiser hos il Portico: Carciofi alla giudea, pasta all’ amatriciana, hvidvin, vand. En kaffe og en grappa, og jeg er segnefærdig. Imens går solen ned over Rom. Den smukkeste, mest hjerteknusende tid på dagen. Alt er guld og purpur og glødende sten. Man promenerer. Man tager sig godt ud. Bella figura. Man spiser og drikker af hjertens lyst, man snakker og ler og skændes. Jeg sidder for mig selv mellem et russisk par, der deler en dessert, og fire gutter fra et sted i Østafrika, Somalia eller Eritrea, som er turister, men som heller ingen penge har. Deres trick er at bestille én ret ad gangen. En gang bruschetta til 2 euro. Fire små øl. Lidt brød. De snakker på deres sære sprog. Jeg får mine artiskokker.

Den yngste, som sidder lige ved siden af mig, er nysgerrig. Hvad er det, jeg får?

Jeg forklarer: Artiskok.

Det kender han ikke. En grøntsag, spørger han?

Ja. En stor, mørkegrøn en med mange blade, som man frituresteger med hvidløg.

Wow, siger han. Det lyder ellers godt.

Sød dreng. Minder mig om, da Camilla og jeg selv bevidst og altid valgte det billigste, altid, på ethvert menukort, og havde en fed oplevelse ud af det alligevel. Selv om vi ikke altid gjorde tjenerne glade med vores bruschetta, cola, og to af de billigste pizza, ingen kaffe, ingen dessert, farvel og tak.

Facetimer med drengene. De er glade og har det godt. Midt i Rom står jeg, svedig og træt, og taler med mine unger. Næste gang skal de med.

Gæbraida

Jeg prajer en taxi på Largo Argentina og kører gennem den bløde aften. Chaufføren taler kun italiensk og er vel nærmere halvfems end firs, så vidt jeg kan se. Jeg spørger, om Via dei Fori Imperiali er lukket permanent. Det er den vej, vi skal, men han må sno sig gennem for mig ukendte gyder, hvilket han gør med en vis elan.

No, siger han. Kun i dag.

Hvorfor, siger jeg. Alt det politi.

Gæ. Braida. Siger han. Oggi gæbraida.

Gay pride, siger jeg. Han nikker.

Det forklarer alle de regnbuefarvede flag og de to mænd, der gik forbi mig på den første restaurant, kyssende. Noget, der ellers er svært ugleset i et land som Italien. Taxichaufføren ler.

Jeg står af i krydset. Halter hjem.

Får en whisky på altanen. Skriver det her.

Går i seng.

Og Rom larmer videre og er varm.

Tagged with: , , , , , , ,
Lagt i Uncategorized

San Cataldo, sommer


San Cataldo, sommer, 2015

IMG_4348

Eftersom alle tilgængelige fotos af San Cataldo er belagt med copyright, og jeg er en tøsedreng, bringer jeg her et foto af min finger, der peger på en stribe fotos af San Cataldo på en PC-skærm. Det må man nemlig godt.

I Scala, lige oven over Amalfi i Campanien i Italien, ligger San Cataldo. Et nedlagt kloster med ro og faciliteter til de heldige skiderikker, der får et stipendium til ophold her.

Og nu skal jeg også derned om nogle få uger.

Jeg har fået fjorten dage i ophøjet skrivero 400 meter oppe over Middelhavet og vinmarkerne og de små landsbyer. Med viden om, at her har de boet alle sammen; hele A-listen over danske kunstnere og videnskabsmænd de sidste 100 år. Det hele summer af fordybelse og ånd.

Som altid, når den slags rejser begynder at blive presserende virkelighed, føler jeg tiden accelerere hysterisk op til afrejsedagen, og jeg når intet af det, jeg havde tænkt mig. Jeg når dårlig nok at glæde mig. Jeg er for presset i min hverdag til at sætte mig ned og tænke på, hvor fedt det bliver, for presset til at læse og planlægge og drømme, og det er jeg ellers normalt rigtig hård til.

Jeg er også nordisk indendørs mester i overspring. Det sidste års tid har jeg nærmest intet skrevet, og det nager mig. Det er det egentlige formål med den her tur – at få mig selv sparket i gang igen.

Jeg har en halv roman liggende på harddisken og en god del af resten af romanen liggende på mentalt lager, men jeg har ikke skrevet på den i flere måneder, kun sporadisk og uden egentlig vilje eller lyst, selv om jeg ved, at det jeg har skrevet er rasende godt Historien er god og vedkommende, om end lettere skør, sarkastisk og aldeles og komplet usandsynlig. Mit sprog sprudler i teksten.

Det ville normalt more mig at skrive på sådan en omgang, hvor jeg føler, jeg får det hele foræret. Men det gør det ikke, fordi jeg lidt har mistet glæden ved at skrive det sidste års tid. Også det nager mig; hvis jeg ikke kan skrive længere, hvad så? Hvad skal jeg så stille op med mig selv?

Derfor har jeg bestemt, at antallet af ekskursioner, overspring, udflugter og svømmeture skal reduceres til et absolut minimum; der skal arbejdes, skal der. Koste hvad det vil. Hvis det ikke vil komme af sig selv, må det bankes frem.

Udsigt eller ej.

Læs mere om San Cataldo på sancataldo.dk. Jeg skal også nok blogge dernedefra, så bare følg med her.

Min rejseplan: Fredag aften: Køre børnene til Sønderborg. Køre til Hamborg. Overnatte i hotel ved lufthavnen

Lørdag: Afgang tidligt med fly direkte til Roma Fiumicino. B&B i Rom nær Termini. Ikke verdens mest charmerende område, men praktisk.

Lørdag eftermiddag og aften en endnu ikke særligt overvejet vandretur rundt i Rom. En drink på Piazza della Rotonda, tør jeg vædde på. Et trattoria med bucatini all’amatriciana og carciofi alla giudea. En seng i en anonym gade med byens summen ind gennem vinduet.

Søndag: Med lyntog til Napoli; har købt mig ind på business class, fordi jeg er et luksusdyr, der vil nyde turen mest muligt. Med lokaltog videre til Salerno, og derfra på en eller anden måde videre til San Cataldo i Scala, måske med taxi, måske med bus, ved det ikke helt.

Derefter to uger med mit manuskript.

Tagged with: , , , , , , ,
Lagt i Uncategorized
Mød forfatteren
20. 4.: Oplæsning, Dokk1, Aarhus. Kl. 16 -18.
Jacobsen, Morten Leth (f. 1967): Dansk skønlitterær forfatter. Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium 2012 - 2015. Forfatter til romanerne Den sidste dag på jorden (2014), Mens Vi Venter (2011), Mindset (2010), Tornmark (2009)
Alle mine blogindlæg
Indlæg opdelt i kategorier

Enter your email address to subscribe to this blog and receive notifications of new posts by email.

Slut dig til de 355, der følger denne blog

Besøgende på siden
var _clustrmaps = {'url' : 'https://mortenleth.wordpress.com', 'user' : 1179570, 'server' : '3', 'id' : 'clustrmaps-widget', 'version' : 1, 'date' : '2015-09-25', 'lang' : 'en', 'corners' : 'square' };(function (){ var s = document.createElement('script'); s.type = 'text/javascript'; s.async = true; s.src = 'http://www3.clustrmaps.com/counter/map.js'; var x = document.getElementsByTagName('script')[0]; x.parentNode.insertBefore(s, x);})();Locations of visitors to this page
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 355, der følger denne blog

%d bloggers like this: