Drakenberg

Drakenberg – historisk roman om verdens ældste menneske

Turbine Forlaget, august 2018

Karel van lil Mander: Christian Jacobsen Drakenberg (?)
Karel van lil Mander: Christian Jacobsen Drakenberg (?)

Christian Jacobsen Drakenberg er en gåde, og gåder fascinerer. Det er vel grunden til, at jeg har valgt at skrive om ham i romanform.

Drakenberg døde i 1772 og blev begravet i Aarhus Domkirke. Eftersom han hævdede at være født i 1626, var han altså 146 år, da han døde – på nogle få uger nær. Han var vidt berømt i sin samtid og også siden – og jeg har ønsket at tegne et litterært portræt af manden og den tid, han levede i.

Romanen er første bind af to, måske tre, bøger om Drakenbergmyten. Den kan læses som selvstændig, afsluttet historie.

Du kan læse meget mere om romanens baggrund herunder.

9788740623338
Bogens cover – layoutet af den fremragende Mikkel Henssel

Selve romanen kan købes hos boghandleren eller online – f.eks. hos Plusbog.

”Denne vanskelige Mand” – Noter om bogens tilblivelse

Jeg har i denne roman – og de to kommende bind – forsøgt at give en dramatisk gendigtning af Drakenbergs liv, som jeg forestiller mig det. Romanen er et fiktionsværk og er ikke tænkt som en historisk undersøgelse af hvem denne Drakenberg egentlig var.

Men selv om jeg er mere digter end historiker, er bogen ikke desto mindre bygget på en hel del kilder, hvoraf jeg selv har måttet opsøge nogle.

Vigtigst om Drakenberg er, hvorfor han nåede den berømthed, der blev ham til del. Fra cirka 1730 og til sin død var han et af de mest berømte mennesker i sin samtid, og det var han, fordi han postulerede at være født i 1626. Han var en af de fænomenalt gamle, der gik frasagn om på den tid. Og han levede af det i fire årtier. Det i sig selv er usædvanligt. Hvad der er endnu mere usædvanligt er de historier, der verserede om ham allerede i hans livstid – at han var voldsom, stærk, usårlig, ukuelig.

Mønsters levnedsbeskrivelse fra 1774

Den primære kilde til Drakenbergs liv er den levnedsbeskrivelse, som jeg omtaler i romanen, og som udkom i Viborg i 1774 på Mangors trykkeri. Levnedsbeskrivelsen er forfattet af Peder Mønster, som var forvalter på flere jyske godser i 1700-tallet, ikke mindst Allinggaard og Bygholm. Mønsters litterære sysler har været ganske mange – han udgav bl.a. ”Daglig Samtale med Gud” af en Lars Beich, som er blevet uddelt til hver husstand på Bygholm Gods, så han har været en god mand at sende af sted for at få nedfældet Drakenbergs livshistorie fra hans egen mund og fra hans egne optegnelser. Levnedsbeskrivelsen er et værk, der åbner døren til en forestillingsverden, der ligger ganske langt fra en moderne tankegang; den er baseret på en stærk kristen tro og fromhed, og dens forord er ganske langt og floromvundet i tidens stil, og hvor Drakenbergs høje alder bliver brugt til at formane læseren om at ære de gamle, uanset hvordan de så i øvrigt måtte opføre sig.

Dette tema er tydeligt hentet fra en af de andre kilder til Drakenbergs liv, nemlig domprovst Monrads ligprædiken, som blev holdt over Drakenberg i Aarhus Domkirke i november 1772, og som er bevaret i sin helhed. Også her fremhæves hans lange og eventyrlige liv, og hans til tider noget blakkede livsførelse holdes op mod kravet om at ære den gråhårede gamling. Monrad beretter desuden, at uanset hvor stor en slambert Drakenberg så har været i sine stormagtsdage, så viste han i de senere år stor fromhed og gudfrygtighed og oprigtig anger over sine mange udskejelser og synder; noget, jeg har gjort mit bedste for at bruge i opbyggelsen af den fiktive Drakenberg her i bogen. For hvor Drakenbergs berømmelse i samtiden baserede sig på hans høje alder og hans mange bedrifter af vildskab, druk, hor, frækhed og styrke, er det svært for os i dag at se det heroiske heri. Jeg mener at kunne skimte i kilderne en anden person inde bag ved den store, stærke mand fra historierne – en mere kompleks og eftertænksom karakter, som jeg har bestræbt mig på at gøre levende for læseren.

Ørbergs kritik

Historikeren Paul G. Ørberg har skrevet et efterord til Drakenbergs levnedsbeskrivelse i den udgave, der kom i 1972, og her efterprøver han nogle af de påstande, Drakenberg selv kom med – og der er ikke meget fast grund under fødderne for os, der skal afgøre, om vi vil tro på Drakenbergs beretninger. Ørbergs analyse er ikke et stykke udtømmende empirisk forskning som sådan, men er mere kursorisk; han har gennemgået Holmens ruller og kan bl.a. ikke finde Drakenbergs navn så langt tilbage som 1712, hvor Drakenberg selv påstod at have været i dansk krigstjeneste på bl.a. fregatten Stormarn, ligesom mange af de søofficerer, levnedsbeskrivelsen nævner, ikke står opført i de officielle mandskabslister. I det hele taget anfører Ørberg, at det først er omkring 1730, at vi kan finde Drakenberg i optegnelser fra perioden – hans bryllup i 1737 med Maren Bagge er således veldokumenteret.

At vælge til og fra

Som forfatter har jeg altså måttet vælge til og fra, og denne bog postulerer heller ikke at være et endeligt vidnesbyrd om den historiske Drakenberg. Jeg har villet skrive en beretning om hvem Drakenberg kan have været og har forsøgt at støtte mig til de mest pålidelige kilder, samtidig med at jeg har måttet lægge til og trække fra her og der.

Den norske journalist og forfatter Geir Hasles bog fra 2004, ”Drakenberg – Verdens eldste bløffmaker”, gennemgår store dele af bevismaterialet, og det er her, tesen om eksistensen af flere norske Christian Jacobsen’er stammer fra. Hasle har fundet bevis for, at der på en og samme tid har været mere end én slave fra Norge med samme navn i Barbariet (datidens navn for det osmanniske rige), og at der findes dokumentation, bl.a. at den yngre Christian Jacobsens familie forsøgte at få ham købt fri – uden at vi dog ved, om det lykkedes. Hasle antager, at den yngre kan have hørt om – måske endda mødt – den ældre, som foruden efternavnet Jacobsen også bar slægtsnavnet Drakenberg.

Hasle spekulerer i, om der er tale om et simpelt identitetstyveri, og det er den tese, jeg selv har valgt at basere romanen her på. Hvor usandsynligt det end lyder, er det formentlig den bedste naturlige forklaring, vi har, på Drakenbergs høje alder.

Drakenbergs 119 livsråd og julemærker

Hasle har desuden fremgravet et forunderligt dokument, som blev fundet i 1870’erne i Vestjylland af en skomager, som på en auktion erhvervede sig den kiste, der står anført i boskiftedokumenterne efter Drakenbergs død. Kisten bar inskriptionen ”C.D. 1672” og var i en sølle stand, men dens proveniens har været tilpas interessant til at skomageren har villet investere i den. Hvis kisten virkelig har været Drakenbergs, har han anvendt den til opbevaring. Årstallet på kisten er selvfølgelig uhyre interessant – har Drakenberg virkelig haft den i eje i et helt århundrede frem til sin død i 1772? Har han tilføjet årstallet senere? Eller står C. D. i virkeligheden for noget helt andet?

Der findes i dag genoptryk af Bøwlings bog med titlen ”Den gamle Nordman Drakkenbergs (sic) ævigvarende Spaabog og ufeilbare Julemærker”, udgivet i København 1894 og med forord af Jens Pedersen Bøwling. Angiveligt fandt Bøwling manuskriptet i et skjult rum i Drakenbergs gamle kiste og lod det udgive, efter at han havde fået dets håndskrift tydet af egnens lærde mænd.

Bogens 29 sider rummer intet mindre end 119 livsråd fra Drakenbergs egen hånd. Her er råd om at undgå gråt hår, om at få en hvid og glat hud, mod træthed, mod koldpis (urinvejsinfektion) og ikke mindst om at få et langt liv.

Drakenberg (hvis det altså var ham) skriver:

”Drik tidligt hver morgen en god drik af saften, som kaldes patentia (sic), blandet med en god del Guds nåde. Brugt hver dag er dette et ufejlbarligt middel. Det er også en kostelig medicin mod fægtning, myrderier, slagsmål og ihjelslåning.”

Drakenberg refererer formentlig til saft af engelsk spinat (rumex patientia), som også kaldes patientkål, og som særligt på Balkan bruges både som spiseplante og til at fremstille medicinsk saft af; den har et højt jernindhold, som sikkert sammen med en god del Guds nåde er med til at holde en person sund og vital og fri for ihjelslåning.

Dertil har Drakenberg råd mod lus, lopper, pest og feber samt praktiske anvisninger til hvordan man fanger muldvarpe, rotter og fugle, foruden mere eksotiske partytricks som hvordan man får et æg til at trille opad langs en kæp (simpelt; man suger ægget ud og fylder det med maj-dug) og hvordan man vælter et fyldt krus med vin uden at en dråbe løber ud.

Mange af Drakenbergs råd er af praktisk karakter, særligt dem, der handler om at dyrke frugter; de vidner om en vis erfaring med havebrug. Andre viser tidens tro på magi, og andre igen er decideret bizarre, som for eksempel rådet om hvordan man får en sild på en stegepande til at vende sig af sig selv: Man fylder en pose med kviksølv og putter den ind i silden, da vil silden ganske enkelt selv rotere på panden.

At spise andre folks høns

Et sidste råd, jeg vil videregive, rummer måske også en antydning af Drakenbergs karakter. Det er rådet om hvordan man kan spise hønsekød uden at have penge. Igen er rådet simpelt og håndfast. Man lægger bygkorn i stærk brændevin, så de kan trække en hel dag. Så kaster man kornene ind til de høns, man har fået lyst til at smage på, og da hønsene spise kornene og straks falde om, så man kan tage dem med hænderne. Man må formode, at de til hønsekød bestemte dyr ikke er i bygkasterens eje.

Er det virkelig Drakenbergs egne notater, vi her har fået indblik i? Det forekommer ret sandsynligt, men desværre er det ikke længere muligt at efterprøve tekstens proveniens rent videnskabeligt.

Johnsens Drakenbergkult

En sidste og meget væsentlig kilde til Drakenberg er emnet for det tredje bind i denne trilogi, nemlig den århusianske erhvervsmand og samfundsstøtte Sophus Johnsen (d. 1950). Det er takket være Johnsen, at vi har levnedsbeskrivelsen bevaret, for Johnsen oparbejdede i løbet af 1920’erne og senere en næsten patologisk besættelse af Drakenberg. På Drakenbergs 300-årsdag i 1926 lod Johnsen levnedsbeskrivelsen oversætte til adskillige sprog, fik den trykt i tusindvis af eksemplarer og distribueret til biblioteker og dignitarer i hele Skandinavien foruden i England og en del andre lande – alt sammen for egen regning. Han indsamlede vigtige samtidige kilder, folkelige fortællinger, sange, remser og flyveblade fra Drakenbergs tid, som alle viser, at historien om Drakenberg var allemandseje i mange årtier efter hans død.

Til overflod lod Johnsen i 1926 en Drakenberg-kantate opføre med selvforfattet libretto; han åbnede et (nu desværre forsvundet) Drakenbergmuseum i Risskov og indstiftede en orden af Drakenbergriddere; et sammenrend af nogle af byens mere farverige skikkelser. Den dag i dag kan man i Havnegade i Aarhus besøge ”Drakenberghus”, hvor Johnsen havde kontor og forretning.

Johnsens besættelse af Drakenberg endte med at koste ham stort set hele den formue, han havde bygget op, og Johnsen selv påstod at have set (og endda måske besiddet) Drakenbergs mumie, som han lod afstøbe. Alt det vender jeg tilbage til i seriens tredje bind, hvor jeg undersøger, hvad det var, Johnsen vidste, og hvorfor historien om Drakenberg steg ham i den grad til hovedet, at han endte sine dage som subsistensløs bytosse på et herberg. Historien om Johnsen er lige så tragisk som den er sær, og den viser, i hvor høj grad myten om Drakenberg har haft livskraft langt op i moderne tid.

Drakenberg som slave

Historien om Drakenbergs tid som slave er central for dette første bind, og også her har jeg forladt mig på samtidige kilder.

I flere hundrede år eksisterede der en tilstand af uerklæret krig mellem de europæiske nationer og det osmanniske rige. Det gav sig blandt andet udslag i pirateri i Middelhavet, hvor korsarer fik licens til at drage på togter med det formål at tage gidsler, som så enten kunne sælges som slaver eller kunne indbringe heftige summer i løsepenge. Langt de fleste europæere, der blev taget som slaver, vendte aldrig hjem, men de få, der gjorde, kunne fortælle farverige og gruopvækkende historier.

Vi har bl.a. i Danmark historien om Harm Olufs, der var slave i Algeriet og som steg til høj militærrang, inden det lykkedes ham at flygte. I England har man beretningen om Thomas Pellow, der blev taget til fange som dreng i Cornwall af osmanniske korsarer og tilbragte mere end 30 år som slave og officer i sultan Mulay Ismails hær, inden det også lykkedes ham at undslippe. Begge beretninger er særdeles læseværdige – læs for eksempel Giles Miltons White Gold: The Extraordinary Story of Thomas Pellow and Islam’s One Million White Slaves (Deckle Edge, 2005).

Således eksisterer der ganske mange beretninger fra 16- og 1700-tallet om slaveri under eksotiske himmelstrøg, og disse historier har været alment kendt. Det var en reel og anerkendt risiko ved at være sømand i den periode, at man kunne blive opbragt og solgt til slaveri, og i prædikener og offentlige skrivelser fra tiden harceleres der flittigt over denne barbariske uskik; samtidig med at de samme nationer (som England, Holland og Danmark) på nærmest industriel skala opkøbte og deporterede millioner af navnlig vestafrikanere til kolonierne i Nord- og Sydamerika. Ironien har været tabt for langt de fleste i samtiden. Dog skal det siges, at de to typer af slaveri ganske enkelt ikke er sammenlignelige.

Slaveri i det osmanniske rige

Det osmanniske riges politik på slaveområdet varierede ganske meget fra sted til sted og fra århundrede til århundrede. Først og fremmest har målet været at bedrive en art guerilla-terrorisme med små anslag mod kystbyer, hvor korsarerne har kunnet overfalde og kidnappe en hel bys befolkning – det har skabt den frygt og utryghed, der er al krigsførelses vigtigste våben. Men tilfangetagelsen af tusinder af mennesker, lige fra våbenføre mænd til spædbørn, har også haft en stærk økonomisk dimension. Korsarerne og deres licensgivere, nemlig magthaverne i forskellige nationer under det osmanniske rige, har kunnet sende navne og detaljer retur til familierne i England, Island, Spanien, Italien og i Norden, og opkrævet en løsesum for den enkelte fanges frigivelse. Der har altså været ført streng kontrol med hvem der var fange og hvor. I flere nordiske og engelske kirker sidder der den dag i dag indsamlingsbøsser, hvor man har kunnet lægge penge til løsesum for ”tyrkiske slaver”. VI ved, at der har været tale om endog enorme summer. I et enkelt tilfælde er det beskrevet, hvordan en ung kvinde fra London er blevet løskøbt for 1200 pund – en løsesum, der i dag ville svare til et større millionbeløb. Mønstret er tydeligt: Unge kvinder er de dyreste, ældre mænd og koner er de billigste. Af samme grund var de unge kvinder i meget høj grad fredet fra seksuelle overgreb – med mindre løsesummen udeblev, naturligvis.

Mens slaven har ventet på nyt hjemmefra, har man været sat til at arbejde. Unge mænd blev indrulleret som soldater, erfarne sømænd blev sat i flådens tjeneste, andre igen blev hustjenere eller landbrugsslaver. Drakenbergs levnedsbeskrivelse fortæller, hvordan han begyndte som plovslave i Libyen, inden han blev markslave i Cyperns vingårde for at ende som en art lagerforvalter i Syrien, inden han flygtede til Europa.

Det er vanskeligt at sammenfatte en slaves kår i det osmanniske rige – slaveri var (og er) et multifacetteret fænomen. Men generelt er slaver blevet behandlet markant bedre end i de europæiske kolonier, og vi ved, at mange slaver indgik som en integreret del af husholdningen og familien og overordnet set er blevet behandlet som mennesker. Med markante undtagelser – beretningerne om hvordan slaverne blev behandlet under ovennævnte Mulay Ismail i Algeriet er aldeles gruopvækkende og står ikke meget tilbage for historierne fra slavekolonierne i USA’s sydstater.

Et særligt træk ved slaveriet i det osmanniske rige er, at slaven får en anderledes status, hvis han eller hun konverterer til Islam. Det har ganske mange gjort, om ikke andet så for at opnå bedre levevilkår. Men samtidig vidste slaven udmærket, hvad det betød: Nemlig at vejen hjem var spærret for tid og evighed. I Europa mente man nemlig, at en frafalden konvertit havde fortabt sin sjæl og var en forræder mod kristendommen. Man kunne flygte hjem og der blive mødt med kravet om dødsstraf, hvis det kom frem, at man var konverteret, og tvang var ikke en undskyldning. Thomas Pellow lod sig konvertere til islam først efter lang tids systematiske tæsk og decideret tortur, noget som var almindeligt under den notorisk brutale Mulay Ismails regeringstid. Han blev dog benådet, da han efter mere end tredive år som slave vendte hjem til Cornwall, men det krævede kongelig mellemkomst.

Ufri uanset

Slaver kunne gifte sig, og hvis de var konvertitter, blev deres børn automatisk frie borgere. Slaver kunne eje land og gøre tjeneste i militæret, hvilket mange unge mænd gjorde, endda med stor succes. Slaver kunne købe sig selv fri, hvis de formåede at skaffe sig midler, hvilket mange gjorde. Det er markant at bemærke, at de fleste beretninger om slaver i det osmanniske rige, som vi har fra europæere, kredser om slavens længsel efter sit hjemland – og ikke om fysisk eller psykisk hårdhændet behandling. Det har ganske enkelt ikke været værre at være slave på Cypern end at være landarbejder eller fæstebonde eller menig sømand i Danmark; begge har været lige ufrie. Jeg plæderer ikke for, at slaveri i det osmanniske riges tid var en prægtig tilværelse – jeg argumenterer alene for, at de fysiske forhold ikke nødvendigvis har været ringere og at den personlige ufrihed var reel uanset. Det har været psykisk nedbrydende at være holdt fange i årevis, nogle gange for livet, i en så fremmedartet kultur som den nordafrikanske eller mellemøstlige. Slaveri er en sygdom i menneskeheden, som desværre findes og trives den dag i dag, hvor FN anslår, at flere mennesker end nogensinde før i historien holdes som slaver rundt om i verden.  Men slaveri har på samme tid været et grundvilkår i vores fælles historie, og alle nationer er på samme tid offer og forbryder.  Derfor forholder jeg mig heller ikke fordømmende i denne roman til slaveri, for uanset hvor uønsket og grusomt det må have været, har slaveriet på Drakenbergs tid været et accepteret livsvilkår for en stor del af verdens befolkning.

Det er også værd at notere sig, at mange af de korsarer, der foretog slavetogterne i Nordeuopa, selv var europæere. Mange var deciderede lykkeriddere, der under nyt navn blev kaptajner på korsarskibe, og denne form for statsautoriseret pirateri og terrorisme var en indbringende (om end risikabel) metier for en rask ung mand med ondt i autoritetstroen.

Slave i vingårdene på Cypern

Om vi kan stole på, at Drakenberg har været slave, er lige så usikkert som de øvrige optegnelser i levnedsbeskrivelsen. Hvis Drakenberg virkelig har været en professionel løgnhals, har det helt sikkert hørt til det faste repertoire for en sådan gammel søulk at fortælle grusomme historier om slaveri i Barbariet. Flere ting i levnedsbeskrivelsen er interessante, og jeg vil her gengive dens omtale af Drakenbergs tid på Cypern i sin helhed:

”Efterat ovennævnte Tyrk var død (hos hvem D. var slave i Tripoli fra 1694, forfatterens anmærkning), blev han bragt til Cypern, hvor han ligeledes forblev omtrent i halvsjette år, som Slave, hos en Engellænder, der havde Viinplantagerne i Forpagtning af Stor-Tyrken; men da denne Engellænder, som handlede strængere med Slaverne, end Tripolitaneren, døde, og Forpagtningen igien blev overladt til Grækerne, blev Christian Drakenberg ført derfra til Aleppo, hvor han ligeledes, som Slave, måtte udholde i 5 år, hos en riig Jøde, der kiøbte ham, og var ligesom Proviantsforvalter der på Steedet.”

Det er alt, der står om Drakenbergs tid på Cypern.

Jeg har forsøgt at få verificeret, om Drakenbergs navn optræder i registrene over slaver på Cypern. Uden held.

Billedet af slaveri og af konflikt mellem Europa og den islamiske verden er altså ikke særlig entydigt, heller ikke i 1700-tallet. Det er tankevækkende at se i hvor høj grad myter og misforståelser dominerede forholdet mellem Islam og den kristne verden dengang, hvor begge sider dæmoniserede hinanden af hjertens lyst. Siden har meget ændret sig, men andet har ikke.

Drakenberg levede i begge verdener. Det var han tvunget til. Det samme er vi.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s