Uncategorized

Anmeldelsens retorik part 2


Anmeldelsens retorik part 2 – etos

I min undersøgelse af anmeldelsens retorik lagde jeg især vægt på et gennemgående træk, nemlig den måde, anmelderne argumenterer på.

I en konventionel analyse af argumentation ville man fokusere på den klassiske opdeling i påstand, belæg og hjemmel. Normalt fremsætter man en påstand, som så bakkes op af belæg og hjemmel, hvor begge ofte kan være implicitte, og hvor hjemmel ofte har sit udspring i holdninger. Sidstnævnte skyldes jo, at når vi taler med hinanden og argumenterer med hinanden, har vi næsten aldrig fast rod i noget absolut, men stort set altid i noget, om hvilket vi kan være uenige eller usikre. Der er ingen grund til at diskutere, om 2 plus 2 er 4, men næsten alt, der vedrører mennesker og deres liv og indbyrdes forhold, kan diskuteres. Og bliver det. Derfor argumenterer vi mennesker med hinanden – fordi der er noget, vi er i tvivl om og måske gerne vil overbevise hinanden om. Uden usikkerhed, ingen argumentation.

Nå. Så derfor argumenterer vi som regel sådan her:

–          Jeg skal have lønforhøjelse (påstand).

Påstanden styrkes af et belæg: – Alle de andre har fået lønforhøjelse.

Underforstået ligger der en præmis eller en hjemmel: – Det er ikke rimeligt, at man gør forskel.

Lige præcis hjemmelen kan diskuteres ud fra moralske, politiske, filosofiske og alle mulige andre vinkler og baserer sig altså på værdier og normer.

Det, jeg fandt omkring anmeldelser, er, at de stort set aldrig forklarer deres påstande med et belæg. Ofte læser man, at denne bog er god, eller denne bog er dårlig. Det forklares meget sjældent hvorfor.

Som John Chr. Jørgensen skriver, er den moderne anmeldelse rig på gags, men fattig på argumenter.

Det mest tydelige udtryk herfor er tildelingen af stjerner/hjerter/dimser som et udtryk for en vurdering. Historisk er anmeldelserne blevet stadigt kortere (bare se dem i Berlingske) og mere mundrappe – fattige på argumenter, men underholdende og i for sig også orienterende for forbrugeren.

Dermed opfylder anmeldelserne jo en journalistisk mission: De informerer og underholder på en og samme tid. Men, som nævnt, de argumenterer sjældent.

Eller sagt på en anden måde – det er meget sjældent, at anmelderen ekspliciterer sine vurderingskriterier: Denne bog er god, fordi …

Et af de eksempler, jeg har fundet på en eksplicit vurdering, er Bo Tao Michaelis’ anmeldelse af Jens Høvsgaards krimi Den Syvende Dag (anmeldt  8. maj 2010 i Politiken under overskriften Mere Sveskemos end Spænding), hvor anmelderen føler sig kaldet til at skrive, hvorfor han vurderer bogen (ikke særligt godt), som han gør:

”Kald mig bare krimilitterær calvinist, mestendels til rene liner (sic), prunkløs enkelthed, relevante glimt af privatliv og et puritansk plot uden for mange ligegyldige nicher og gesimser.”

Og det er netop, hvad han mener problemet er med den moderne krimi og altså også denne – der er for meget sveskemos, for mange private trakasserier. Men anmelderen ved, at han taler en modestrømning midt imod og må derfor forklare sine kriterier. For at foregribe begivenhederne lidt, kan man sige, at præsten her skal præsentere en ny tanke for menigheden og derfor må forklare sig.

Men det hører til sjældenhederne. Hvorfor mon?

Etos i højsædet

Et svar kan findes i den klassiske tanke om appelformer. I retorikken deler man traditionelt måder at appellere ti publikum i op i tre former: Patos, logos og etos.

Patosappel er, når man taler direkte til publikums følelser – vi genkender ordet i patetisk.

Logosappel er, når man argumenterer sagligt og faktuelt – vi genkender ordet i logik (logos betyder egentlig bare ord).

Etos er, når en taler/skribent får gennemslagskraft, fordi man er, hvem man er. Man taler ud fra sig selv og forventer tilslutning, fordi man ved noget, er noget, har en titel, har erfaring eller i det mindste kan overbevise om, at man har. En økonomiprofessor og en fisker har ikke samme troværdighed, når de taler om bruttonationalprodukt, uagtet at de måtte sige nøjagtigt de samme ord.

Anmeldere læner sig op ad deres egen etos og bruger i udstrakt grad etosappel som primær argumentation. Deres ord har vægt, fordi de er, hvem de er. Det gælder naturligvis de kendte anmeldernavne som Tom Kristensen, Poul Borum, førnævnte Bo Tao Michaëlis og en række andre. De føler sig ikke foranlediget til at forklare og argumentere – det må formodes, at de ved så meget om litteratur, at deres dom er troværdig.

I mit næste blogindlæg vil jeg se på, hvordan anmelderne så banker deres etos op – det gør de ved sproglig elegance, ved deres metaforik, deres intertekstuelle referencer og – ikke mindst – de låner etos fra det medium, de skriver i.

 

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s