Miraklernes dag

Så er vi så vidt. Det er tilsyneladende miraklernes dag.

Danmark er gået videre i herrehåndbold fra dyb fiasko til semifinale. Jeg følger det; men jeg interesserer mig ikke synderligt for det. Det er et medrivende drama, når det står på – og hvad så? Jeg havde for længst glemt, at samme hold sidste år vandt sølv ved VM. Jeg har allerede glemt, hvad damelandsholdet præsterede ved den turnering, vi fulgte på tv før jul. Den slags har det med at være flygtigt.

Næste år sidder jeg der igen og følger med. Næste år kan jeg ikke huske, hvad det endte med i år. Men vi ser alligevel fremad, og det i sig selv er mirakuløst. At vi ikke alene ser indad eller bagud, men også kan se en fremtid.

Jeg føler, jeg har fået min søn tilbage, og det i sig selv er muligvis hverken sandt eller fyldestgørende eller særlig mirakuløst, men ikke desto mindre min sandhed lige nu.

I dag var vi til samtale med lægerne på OUH, som havde undersøgt Emil.

Måske er det her for tidligt for mig at skrive om – jeg synes ikke, jeg kan finde ordene, der rigtigt beskriver det, der er sket i disse dage, siden jeg sidst skrev her på bloggen. Vi har gået gennem alle tænkelige rædselsscenarier, og ungen selv har været elendig og syg. Jeg har tænkt, at jeg ville miste ham, og jeg har tænkt, at han ville blive hjerneskadet af en operation eller af en ny hjerneblødning – alle mulige ting har jeg tænkt, og kun lidt af det har været rart at tænke på.

Mandag skulle han i MR-scanning. Han har udviklet en sand gru for den slags; helt irrationelt, men ikke desto mindre reelt. Han skulle scannes i halvanden time, og han skulle derfor i narkose. Jeg måtte ligge ind over ham og holde ham nede med magt, blot for at narkoselægen skulle kunne lægge masken på ham. Han gik i voldsom panik, og jeg hadede hvert sekund, jeg skulle bruge min større styrke og fysik. Det var et overgreb, og jeg tror aldrig, jeg kan blive fri for at høre ham tigge og bede mig om at lade være: Far, nej, lad mig være.

Efter et par sekunder sov han.

Først i dag kunne vi få et svar – om han skulle opereres og hvordan.

Vi var hjemme, alle mand, i går. Stod op i frost og sol og kørte til Odense, for mit vedkommende for tredje dag i træk.

Vi talte med overlægen. Han viste os billederne på skærmen. De mange malformationer i Emils hjerne, hvoraf mindst den ene har givet problemer i form af en blødning og disse epileptiske anfald. Men de vil ikke operere. De mener, det kan klares til altings bedste med medicin. Ganske vist resten af hans dage og med kontrol og begrænsninger til følge, men dog med alle chancer for et normalt liv – så længe han ikke vil være dykker eller bokser. Alt, der indebærer en risiko for hovedtraumer eller store trykændringer, kan de ikke anbefale. Medicin altid, kontroller ofte. Men ingen operation, ingen grund til panik.

Hvor jeg synes det er sært. For fem uger siden troede jeg, vi havde en rask og sund dreng.

For fire uger siden vidste jeg, vi havde en dreng med et seriøst problem. For to uger siden troede jeg, vi havde en dreng, der skulle tages fra os.

Set i det lys er dagen i dag en gave. Vi har fået ham igen. Nu skal han langsomt komme sig over hjerneblødningen og eftervirkningerne af medicinen, af de voldsomme oplevelser. Men først nu tør vi tro på, at det kommer til at ske.

I bilen hjem sad jeg og tænkte på, at det nu gælder om at få livet på skinner igen. Der er så meget, der er forsømt, og så meget, der ikke ret godt tåler at blive forsømt, selv i en kort periode. Mit job. Regninger. Gulvet, der skal vaskes. Om to en halv uge skal vi flytte, hvilket vel nok er verdensrekord i dårlig timing, men det skal alligevel lykkes.

Jeg tænker på mange ting i disse dage. Jeg tænker på de andre børn, der er på afdelingen i Odense. Der er forældre, hvis liv er ændret langt voldsommere end vores. Her taler vi ikke om brækkede ben og blindtarme, men om sjældne lidelser og børn, der vil være skadet for livet. Børn, der er indlagt i månedsvis. Når det gælder børn, er jeg selv blød som smør – jeg hader at se børn, der lider og har ondt. Det er grusomt og naturstridigt, og det river i hjertet at se dem mosle rundt og bare være børn, mens forældrene har sorte og tomme øjne, fordi de ved det, børnene ikke ved.

Jeg tænker på, at vi er heldige at bo i et land, hvor adgangen til specialister og kostbare undersøgelser er en gratis selvfølge. Hvor der er mennesker, der for en ikke særlig fyrstelig betaling alligevel gør hvad de kan, for at folk i svære situationer skal have det bedst muligt. Hvor man kan tage for givet, at alt vil blive gjort for at ens barn skal blive reddet i land. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det ikke ville være sådan i Anders Foghs ønskeverden, hvor alt skal kunne betale sig og være penge værd; hvor alle skal op med læderet. Nu er jeg slet, slet ikke længere i tvivl.

Jeg tænker på, at min dreng, som ved gud var et ønskebarn og har fået al den kærlighed vi har at give, ikke længere kan siges at være helt normal og rask. Men at vi med fortsat kærlighed og sammenhold nok skal få det til at fungere, og at vi er sluppet billigt.

Jeg tænker på alle jer, der har skrevet til os og tænkt på os, siden jeg sidst skrev. Det har betydet alverden for os. Der er heldigvis masser af kærlighed derude, mærker vi. I skal have min dybeste tak, alle sammen.

Og jeg tænker på fremtiden, for første gang i mange, mange dage. Jeg glæder mig til at vi flytter. Jeg glæder mig til at få jord under neglene igen på mit job. Jeg glæder mig til at komme til at skrive igen; mine bøger, mine ting på bureauet, mine dagbogsblade og digte, det hele.

I går, da jeg endnu intet vidste, skrev jeg mine månedlige klummer til Jyske Vestkysten. Forsinket og forglemt, men jeg fik dem høvlet af. Det gik godt; de blev gode. Og jeg mærkede glæden ved at skrive godt igen.

I dag har jeg også mærket glæden på andre måder – vigtigere måder.

Jeg er taknemmelig. Jeg tager en dag ad gangen.