Morten privat

Nu med digte


Siden mit sidste blogindlæg er der sket flere ting.

For det første er vi flyttet. Hele familien inkl. kat er flyttet til Foldby godt tyve minutters kørsel fra Aarhus C, hvor jeg arbejder. Huset er kønt, rummeligt og rart at bo i. Jeg tror, vi alle føler os instinktivt hjemme her. Jeg ved, jeg gør. Mine knogler trives nu engang bedst i Østjylland, i nærhed af Aarhus. Man kan føle det, når man er hjemme.

Sidst jeg holdt foredrag var det i Nordborg, dagen før vi flyttede. Til stede var godt og vel 100 ældre medborgere, og jeg nød det, som jeg altid gør. Jeg fortalte, så skånsomt som muligt, at jeg nu flyttede hjem til Aarhus, og at det med at finde sine rødder og at vende tilbage til dem er en livsnødvendighed. Nogle blandt publikum trak deres livserfaring af stalden og meddelte mig, at den slags er aldersbetinget – at det er noget, der kommer til en med tiden. Når rastløsheden afløses af en længsel efter at høre til. Jeg tænker uvægerligt på østers, der gror fast på havbunden og sidder og filtrerer vandet, til de dør, og jeg tænker, hvad jeg ikke har gjort før, at selv en østers kan have en pointe.

Jeg kan godt lide vores nye hus. Jeg kan godt lide at stå op morgenen i et hus, der bare fungerer og er optimalt til vores pladsbehov. Ingen spildplads, alt i orden. Jeg kan godt lide at starte bilen og køre ind mod Aarhus i morgenmylder, at tilbringe hele dagen i mine gode kollegers selskab og at kunne gå ud i byen, bare ti minutter ad gangen.

Jeg søger gerne ind til Domkirken. Nogle gange går jeg derind og sætter mig, bare i fem minutter. Jeg kan godt lide at indånde luften derinde, se op i loftet, gå igen ud på Store Torv og hen til kontoret. Domkirken repræsenterer for mig centrum i den by, jeg holder så meget af; det ultimative sted at gå hen for at sidde et øjeblik og lukke øjnene og lytte til akustikken i det store rum. Det har intet med religion at gøre; det er byens sjæl, historie og puls fokuseret på et eneste sted som brændpunktet i en paraboloide. Jeg kan bare godt lide at mærke byens energi fokuseret for en kort stund. Og jeg kan godt lide at tænke på, at det var her, vores første søn blev døbt.

Jeg har skrevet en smule de senere måneder. Ikke meget. En stak lyrik er alt, jeg har kunnet få tid til. For mig er det at skrive lyrik noget ganske nyt. Det er noget, jeg ikke vidste, at jeg kunne. Strengt taget ved jeg stadig ikke om jeg kan. Jeg har sendt bunken af sted til et forlag specialiseret i lyrik og venter nu på svar. Jeg vil aldrig holde op med at skrive romaner, men jeg har følt et behov for at tage forskerkitlen på og at gå en tur i laboratoriet. For sådan oplever jeg arbejdet med lyrik. Grundforskning. At sidde og pille i små, sproglige raffinementer og at kæle for detaljen alene for detaljens egen skyld. Jeg tror, det er nødvendigt, hvis man som romanforfatter skal blive dygtigere til sit fag – at man ind i mellem dissekerer sit sprog og opdager nye muligheder og veje at gå. At fokusere på sprogets mindste bestanddele – rytme, klang, grundtoneart, tematik. Musikalske metaforer, men jeg mener faktisk, at god litteratur skal være som musik. Det er de samme bølgebevægelser, der gør en roman god, som gør musikken virkningsfuld.

Jeg er lidt ligeglad med om mine digte kommer ud. Det er ikke derfor, jeg skriver dem. Jeg skriver dem for at forske i sproget og for at få nogle følelser og tanker ud på en ny og spændende måde.

I mine sidste blogindlæg har jeg skrevet meget om min søn, som er syg. Det er han stadigvæk – vi er nu i hænderne på folkene på Skejby, og jeg tror, vi for længst har rundet vores 10. overlæge på nu tre forskellige sygehuse.

Han har haft det elendigt de sidste 14 dage. Lægerne eksperimenterer med hans medicin, og det har givet bagslag – voldsomme, fysiske epileptiske anfald iblandet en næsten psykotisk rædsel i ham, mens det står på. Nådigt kan han som regel intet huske bagefter. Anfaldene har klinget af en smule de senere dage, og det er vi inderligt taknemmelige for.

Neurokirurgerne på Kommunehospitalet vil tale med os – de vil måske operere alligevel. Jeg byder det efterhånden velkommen. Alt for at han kan få det bedre, også selvom det er en lotteriseddel, man køber. Vi har snart ikke flere kræfter tilbage, men det forunderlige er, at det har man alligevel. Man kan ikke leve i sorg og skræk altid, hele tiden. Man lever i og for de perioder, hvor alt er godt, og da er man båret oppe af en fanatisk og indædt optimisme og et begær efter at få alting til at blive, som det var engang. En sugende længsel efter ro og fred og normalitet, en misundelse rettet mod alverdens østers, der sidder der på deres havbund og filtrerer vandet til den dag, de dør.

Jeg havde et par timer med drengen alene i går. Gåtur på strøget, butikker, burgere; jeg havde ikke indset, hvor meget jeg havde savnet hans koncentrerede selskab før jeg havde det. I dag søndag var til gengæld svær og hård at komme igennem; han har nærmest ikke været til stede og gik i seng inden 7. Af egen drift og uden aftensmad. Det tærer på os alle sammen, det gør det bare. Uroen og angsten for hvad den næste time, de næste ti minutter, vil byde på.

I den kommende uge skal jeg til Nordborg – igen – for at læse op på biblioteket. Det er noget, jeg går til med ro og med forventning. Det er noget, jeg elsker at gøre og som jeg ikke behøver forberede mig særligt til. Det er bare mig, når jeg er bedst.

Jeg håber, og jeg tror. Ikke på en højere magt, men på noget så enkelt som en tilbagevenden til en ro og fred, vi har oplevet i glimt. Jeg søger den ro i mine digte. Jeg håber, den kommer i virkeligheden også.

 

 

 

 

Advertisements

2 thoughts on “Nu med digte

  1. Hey Morten, hvad så med at komme forbi Hinnerup Bibliotek og give en speech! Det har byen virkelig brug for, ved jeg med sikkerhed. Spørg eventuelt efter den flinkeste bibliotekar der nede (Frederik), han vil tage godt imod dig!

    1. Hej Thomas,
      tak for tippet!

      jeg er allerede i dialog med biblioteket i Hinnerup, så jeg forventer, at jeg skal på arrangementskalenderen for efteråret. Glæder mig!
      M

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s