Uncategorized

Dragomanens hus og svimlende tinder: Cypern, fjerde dag


Ilde tilpas fra morgenstunden; har sovet skidt og står op med kvalme. Tvinger en skål yoghurt ned; muesli og agavesirup, lader en trekvart fyldt kop kaffe stå. Jeg er ude af døren lidt over otte, for jeg agter mig op i bjergene igen for at vandre rundt om Olympus-bjerget (1952 moh) oppe i det høje Troodos-massiv.

Men i bilen ændrer jeg planer. Jeg er ikke helt i topform, så jeg beslutter mig for at køre hele vejen til Nicosia, hvor jeg havde tænkt at bruge en hel dag på at lede efter ting og besøge et par museer. Det er så bekvemt at køre på motorvejen, når man føler, man skal kaste op hver andet minut, og tanken om alle de mange sving i bjergene er lige ved at gøre følelsen til virkelighed. Det tager næsten to en halv time at nå frem til Nicosia, som ikke ligefrem glimrer ved sin charme. I gamle dage var byen et fort med fæstningsværker i stjerneform, lidt som Kastellet i København, bare med en hel by indeni. Nu er den Cyperns største by, og fæstningsværkerne er svære at få øje på. Jeg vader over en af broerne til den gamle bydel, og også her er hvert andet hus, hver anden forretning, komplet lukket, øde og forladt. Det er et indtryk, man får over hele øen; som om man har bygget for meget for hurtigt.

Hvad der kunne have været en charmerende, gammel bydel er nedslidt og øde på den nedslående måde. Butiksruderne er grå og støvede, og der er ingen derinde. Skiltene, der lover mad og drikke og it-tjenester, er falmede og hænger skævt. Kun på byens hovedstrøg er der folk og åbne butikker. H&M, Tiger, McD og en sjælden kebabbiks. Jeg får en frappé lige ved checkpointet ved Ledras Street, hvor man kan tage sig gennem demarkationslinjen fra krigen i 1974 og ind i den tyrkiske del. Hvis man ellers havde husket sit pas, hvad man ikke har, fordi man troede, man skulle vandre i bjergene. Så jeg må stå og glo ind i den forbudte del af Cypern.

Checkpont i Ledras Street.

Sært at gå her. Man går af øde, smalle gader og støder lige med et på en interimistisk mur af sandsække, træplader og pigtråd, som er sat ned midt i gaden. Interimistisk er nok så meget sagt, for de har stået der i over fyrre år. Bag dem kan man se gader, hvor ingen har været siden den dag i 74, hvor tyrkisk militær indtog dele af Nicosia, og øens befolkning blev ulykkeligt delt i muslimsk og græsk. Når man nærmer sig Nicosia ad motorvejen, ser man på den anden side af byen de høje Kyreniabjerge, hvor nogen har malet et tyrkisk-kypriotisk flag på bjergsiden, større end en fodboldbane og en rød klud i fjæset på alle, der ønsker sig forsoning.

Jeg besøger Hadjigeorgakis Kornesios’ hus, som jeg skal bruge til min roman. Han var dragoman, en græsk-ortodoks højstående embedsmand i den osmanniske periode. Det gik ham ilde, for han blev halshugget i Istanbul, men indtil da boede han prægtigt.

I går aftes en mail fra en cypriotisk-engelsk akademiker, der bekræfter, hvad jeg formoder: At det var muligt, at kristne ejede kristne slaver på Cypern, og at kulturen her i barokken var et mix af kristent (ortodoks og katolsk), osmannisk og europæisk. Det ser man tydeligt i dragomanens hus.

Dragomanens hus i Nicosia – hele den tyrkiske musik hos en græsk embedsmand.

Sletten, der hedder Mesaouria, mellem de to bjergkæder på øen, er hed, flad og stort set ubeboet. Den er, her i maj måned, bugnende gylden af korn, der venter på at blive høstet. Jeg ser store, tavse mejetærskere stå og vente. Andre steder har de været i gang og har spyttet big-baller ud, som ligger som væltede søjlestumper på stubmarkerne.

Det er et forunderligt sted, Cypern. En sådan geografisk, topografisk, klimatisk og botanisk diversitet på så lille et område ser man vel næppe mange andre steder. Med et er jeg i bjergene, der rejser sig i dybe og frodige dale op mod Troodos, og med et er jeg i et alpelandskab med tætte nåletræsskove og vilde kløfter. Temperaturen styrtdykker fra 34 grader i skyggen i Nicosia til 17 grader i Troodos. Helt tilbage i antikken har man haft minedrift her i bjergene, efter kobber og efter asbest, som man har brugt som ligklæde. Vævet tæt brænder det ikke, men kommer hvidt og rent ud af gløderne efter et ligbål. Og dermed var den døde sendt godt på vej. Amiantos-minen på flanken af Olympusbjerget står som et flere hundrede meter dybt sår i bjerget.

Jeg sidder på en bænk højt, højt oppe og kan se Limassol nede ved kysten. Kan se olietankerne i havet og de hvide huse som en femten kilometer lang bræmme, som et koralrev.

Omkring mig kvidrer fuglene, og bjergsiderne rejser sig i utrolige farver: Grøn, grå, dyb lilla og sort som grafit. Hårdt, reelt og tavst står bjergene, og i dalene bruser der floder, og småfugle kvidrer. Her arbejdede Rimbaud i et stenbrud; her opkaldte hjemsyge englændere stederne efter de skotske højlandstinder.

Asbestmine i Troodos. Nu forladt og gjort til naturbevaringsprojekt.

Jeg vender hjem som en træt mand; fem timer bag rattet i disse magiske bjerge, disse af tiden glemte landsbyer, disse dybe skove. Jeg løsner mine muskler op i poolen.

Læser ”Journey into Cyprus” af Colin Thubron; en af bedste rejsefortællinger, jeg nogensinde har læst. De samme steder, jeg lige har været, men oplevet til fods for 45 år siden, og lige frisk og nærværende og beundringsværdigt skrevet.

I morgen lover de torden.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s