Mine bøger · Rejsedagbøger

Vin, bjerge og stumper af Jesu Tov: Cypern, del 2


Har kørt i bjergene i dag. Længe, trættende og i en svimlende skønhed.

Søndag sov jeg så længe, jeg kunne, hvilket var til klokken seks. Solen hamrede ind gennem gardinerne, og varmen var hård som en ambolt allerede på det tidspunkt. Kæmpede mig videre med lagner og puder til klokken otte. Kørte ned til Pafos, den gamle havn med fortet og de mange kulturbybannere, de mange englændere i kørestole, bare ølmaver, røde ben. Også ganske mange russere; alle skilte står på russisk, engelsk og græsk, nogle gange i den rækkefølge.

På den flade slette ved vandet nær ved havnen ligger der en antik by under det tørre græs, og her har man afdækket hele romerske villaer med de smukkeste mosaikker, jeg har set noget sted, og jeg har både været i Ostia og i Pompeii. Har ellers altid tænkt, at senantikken var en nedgangsperiode for kunsten, men her har den blomstret; mange af de smukkeste mosaikker er fra 4. og 5. århundrede.

Handler i Tomb of the Kings Mall (det hedder den altså, opkaldt efter klippegrave nær ved). Lettere deprimerende supermarked, men jeg får da købt de ting ind, jeg mangler, bortset fra alt det, jeg også mangler, som fx shampoo og opvaskemiddel.

Eftermiddagskøretur over bjergene til Latsi langt ude på vestsnuden af Cypern. Øde. En bil med unge mænd kører meget tæt på, lige op i røven af mig, og da jeg trækker ind til siden, drøner de forbi, råber og kaster et tomt bæger af et eller andet produkt efter mig. Så jeg giver dem fingeren.

Gud må vide, hvad jeg har gjort dem.

Kører hjem igen og sveder nogle timer på altanen. I bygningen ved siden af bor der fem engelske damer, der tilsyneladende er rejst herned for at fejre en 50-års fødselsdag, og de griller og drikker og larmer op. De har det rart, lyder det til, og uden dem var jeg nok lige lovlig alene her i mit boligkompleks – der er vist kun dem og mig og femogtyve tomme lejligheder. I det hele taget står meget tomt hernede på kysten, og ud over havet, som er smukt, og bjergene, som er smukke, er her decideret uspændende i Pegia. Øde, øde, øde, på en forladt og opgivet måde.

Jeg skriver, til mørket for længst er faldet på. Et stjerneskud falder som en nytårsraket.

Mandag morgen klokken otte vågner jeg ved, at nogen er ved at brække beton op lige uden for mit soveværelsesvindue. Selv med skydedøren tæt lukket er støjen så vild, at jeg slår øjnene op, længe før jeg er vågen.

Det viser sig at være gartneren, der er gået om bord i hibiscusbuskene med en motoriseret hækkeklipper. Støjtrykket er fænomenalt. For hvert blad, han forsigtigt studser, udsender han skyer af dårligt forbrændt benzin og en larm, så trommehinderne flygter ind i midten af hjernen.

Jeg har ingen morgenmad. Jeg har mælk og juice; fandt ingen brød eller æg i går, så jeg hopper i bilen og kører mod Limassol, hvor jeg vil besøge Cyperns Vinmuseum. Bag det imposante navn gemmer der sig en lillebitte samling kuriosa, der relaterer sig til øens produktion af vin.

Først tilbagelægger jeg vejen på den eneste motorvej på Cypern, og det er en ren fryd. Der er stort set ingen biler, selv en mandag morgen, og det er sært, men behageligt. Jeg glider gennem landskabet.

Museet huses i en gulbrun bygning af store kvadersten, og der er kun mig, da jeg ankommer. Pigen i skranken viser sig også at være guide, og hun giver mig en 1:1 gennemgang af museets artefakter. Hun bemærker, at jeg tager noter, og vi snakker: Jeg er forfatter, hun skriver også lidt, jeg får lov at gå og snuse så længe jeg vil. En stor, rød kat stryger sig op ad mine bare ben, og den følger mig gennem hele besøget. Jeg får et lille glas Commandaria af husets egen produktion, og jeg tager notater og er i det hele taget godt tilpas. En stor gruppe ankommer i bus, og guiden tager den røde kat og bærer den nedenunder, så den ikke bliver for kæk.

Vinmuseet i LImassol

Så tager fanden ved mig, og jeg tænker, at jeg vil se Limassol. Jeg kører ind ad indfaldsveje med forretninger og barer og ender i et industrikvarter ved havnen og en lang promenade med palmer. På en smal stribe af sand bader folk, og ude i havnen ligger enorme containerskibe for anker.

Jeg forlader Limassol igen uden at være steget ud af bilen. Jeg bliver så træt, når jeg ser de samme butiksfacader, som jeg kan se i Bruuns Galleri.

I stedet kører jeg fra motorvejen og op i bjergene mod Omodos.

Det er sært, som man ikke kan se, at man er på en bjergrig ø, når man er hernede på kysten. Landet bare stiger og stiger, og pludselig er man i grønne, frodige dale med vinmarker på terrasser, og pludselig ligger Omodos by som en glødende perle midt i alt det grønne. Man mærker ikke højden, men vi er næsten 900 meter oppe i Troodosbjergene.

Højden og tilgængeligheden af vand gør området næsten obskønt frodigt. Her høster man korn i foråret, og her høster man vin allerede i august. Foruden abrikoser, granatæbler, mandler, pærer, æbler, appelsiner, johannesbrød; frodigheden er overvældende, og skønheden ligeså.

Landsbyen er ganske lille og lever tydeligvis af turisme, men det kan den også sagtens være bekendt. Torvet er brolagt med små, hvide kalksten af umådelig ælde, og husene er drevet af de samme sten som bjergene. Jeg spiser lammekoteletter og får et glas hvidvin; tjeneren er vranten, men maden er god, og alle turisterne (bortset fra mig) er engelske eller russiske; selv personalet på cafeen taler russisk. Ved den ene ende af torvet ligger et kloster, som får en til at tænke, at det der med at blive munk ikke kan være helt skidt, hvis det kan ske sådan et sted.

Det hellige kors’ kloster i Omodos. PS: Sig ikke til nogen, at jeg har taget dette billede. Det er nemlig forbudt.

Klostrets stolthed er en stump reb, som Helena, kejser Konstantins mor, forærede stedet efter hendes rejse til det hellige land. Det kan man se i klosterkirken – eller rettere, man kan se det sølvkors, hvori rebstumpen er opbevaret. Den er efter sigende stadig rød af kristi blod, for det var det samme reb, der bandt Herren til korset, og det er ganske vist. Det har man vidst i byen her i 16 århundreder, og skam få den, der stiller sig skeptisk an.

I byen er også en vinpresse, der stammer fra middelalderen, og som har været i brug helt op til moderne tid. Jeg fotograferer den sønder og sammen. For i min fantasi er det her, Drakenberg var, mens han boede på Cypern.

Vinpresse i Omodos. Svært gods.

I hans levnedsbeskrivelse står ganske vist kun, at han var slave på Cypern hos en englænder, der havde øens vinproduktion i forpagtning. Det er det. Og nu er det altså her, jeg har bestemt, at han var.

Lige ved siden af vinpressen er der et mørkt lokale med vinsmagning, og jeg køber godt ind af den forrygende gode lokale vin. De laver hvid (tør), hvid (sød), rød, muscatvine og den tætte, portvinsagtige Commandaria her. Jeg køber en ti år gammel Commandaria og en blændende god hvid af en druesort, der kun findes her i bjergene.

Pigen i vinudsalget keder sig; det er et familieforetagende, som hun er tvangsforlagt til, og hun snakker glad og gerne om vin, og jeg fortæller om min bog, og hun viser mig, at hun læser Orhan Pamuk, mens hun venter på kunder. Jeg kan ikke bare, siger hun og vifter rundt i lokalet – jeg kan ikke bare kun dét her. Jeg må læse noget og vide noget. Verden er større end Omodos.

Er du en international forfatter, spørger hun.

Ikke som ham der, siger jeg. Men jeg håber.

Jeg kører hjemad, lastet med vin og viden. Jeg kører i tre kvarter uden at møde en eneste anden bilist, uden at se et menneske.

Jeg har været mange smukke steder i mit liv. Omodos er et af dem. Troodosbjergene. De øde veje, de frodige marker og de svimlende dalstrøg.

Der er mange steder i verden, der flår i mit hjerte og vil have mig tilbage.

Dale i Troodos-bjergkæden.

Nu ved jeg, at dalene her på Cypern er blandt dem.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s