Mine bøger

Drakenbergtekster: Mumieguf i 2017


 

Presset i bund af job og ting er det vanskeligt for mig at skrive større sager lige for tiden. Jeg kan kun håbe, det der drive, der gjorde det muligt engang, kommer igen.

Men jeg skriver – bare i det små, hvor det også er muligt at få det helt store med.

Til næste år er nogle af mine tekster en del af ATLAS OVER AARHUS. Jeg blev spurgt, om jeg ville være med, og det ville jeg gerne, og jeg vidste allerede da, hvad jeg ville skrive om.

Jeg ville skrive historiske tekster, ville jeg, og de skulle handle om en af de mest forbløffende historier om Aarhus, der findes: Historien om Christian Jacobsen Drakenberg.

Se, jeg har altid været en sucker for historiske fortællinger. Jeg synes, den historiske roman (når den er god) er en vidunderlig genre. Den rummer muligheden for at man kan lade sig opsluge af et univers, der taler til sanserne, og som samtidig inspirerer ens indre nørd. Den virkeligt gode historiske roman taler også til læserens samtid og perspektiverer menneskelig dårskab og visdom på tværs af aldre og ismer.

Til de gode, historiske romaner, som jeg kender, regner jeg Hilary Mantels bøger om Thomas Cromwell, Waltaris Sinuhe Egypteren, Gore Vidals Julian og Creation, Anthony Burgess’ A Dead Man in Deptford, Hildegard-bøgerne, Tom Holts The Walled Orchard (selv om den er lidt fjollet) og mange flere, og det er kun dem, jeg selv kender til. De evner alle at fortælle historiske beretninger på en kunstnerisk inspirerende facon, langt fra den gængse lufthavnslitteratur og med solide intentioner bag. Jeg ville gerne selv en dag være en del af den bande.

Men det er fantastisk tidskrævende – og researchtungt – at skrive en historisk roman, og alle, der kender mig, kender også mit forhold til at bruge oceaner af tid på research bare for at kunne fortælle en historie. Det er i hvert fald noget, jeg skal tygge lidt på.

I mellemtiden er nu opstået chancen for at lege lidt med genren – og også at lege med litteraturen som begreb. ATLAS OVER AARHUS er et af de mange projekter under Aarhus 2017 (altså Kulturhovedstadsprojektet), og de smykker byen i tekster. De hænger lyriske og kortprosaiske tekster på gavle, de opstiller bænke med til stedet skrevne tekster, de udgiver litteratur i form af badges og pizzabakker, og sidst har de fået Svend Aage Madsen til at skrive tekster, der nu er sat permanent op på husvægge i Øgaderne i form af smukt indgraverede messingskilte. Alt i alt et fedt og visionært projekt, som jeg, uden at skulle lyde som en medietrænet atlet, kan sige, at jeg er stolt af at være en del af. Jamen, det er jeg virkelig.

Mine Drakenbergtekster kommer på den ene eller den anden måde til at hænge i det centrale (dvs det gamle) Aarhus. Vi er ret ambitiøse med stederne, vi går efter. Vi kunne godt tænke os at få tekster op i Domkirken og på fredede bygninger i byen. Det bliver nok ikke særlig nemt, men så finder vi bare på noget andet.

Og teksterne? De kommer til at handle om ovennævnte Drakenberg. I dag er han næsten glemt. Men engang var han en vigtig del af byens mytologi.

christian_jacobsen_drakenberg_a_very_old_man-_line_engravin_wellcome_v0007066
Samtidigt stik af Drakenberg (Wikipedia Commons)

Uden at afsløre for meget har vi at gøre med en mand, der var en slags parallel til von Münchhausen – der findes talrige anekdoter om mandens styrke, størrelse, hidsighed og tendens til druk, slagsmål og damer, og fremfor alt om hans alder. Han blev nemlig stedt til hvile i Domkirken i 1772 i en alder af næsten 146 år (det står selv i kirkebogen).

Siden lå han der i naturligt mumificeret tilstand, indtil han i 1840 blev gemt af vejen, fordi kongehuset kom forbi og fik et anfald over at se sådan noget ukristeligt snask og snusk. Særligt Dronning Caroline Amalie var en af dem, der ikke kunne lide en god mumie; det kan de fleste ellers.

Derefter forsvandt hans mumie, men først efter, at der i 1920’erne opstod en art kult omkring manden, anført af Sophus Johnsen, som var forretningsmand og selv lidt af en original (Johnsen indstiftede et Drakenbergselskab, en Drakenbergpris, åbnede et Drakenbergmuseum, byggede Drakenberghus i Havnegade og havde en kæleged, der hed Gandhi).

I 1999 forsøgte forskere at finde mumien med henblik på at undersøge den, tage DNA-prøver og prøve at finde ud af, om Drakenberg virkelig blev 145 år. Men han var og blev borte. Det er der skrevet en fin, lille beretning om, som jeg har brugt som en af mine kilder.

Nu genopliver jeg historierne om Drakenberg i syv korte tekststykker.  De kommer op at hænge, formentlig på indgraverede skilte, og der vil blive fernisering og byvandringer med mig som guide og alt muligt andet godt. Det sker alt sammen til næste år.

Jeg glæder mig. Jeg tror, teksterne vil glæde en masse mennesker. Og jeg tror, at Drakenberg, hvis hans mumie stadig ligger et eller andet sted nede under Domkirken, vil glæde sig med mig. Han var aldrig vild med al den der glemsel.

Læs mere om Drakenberg på denne fine side: https://hansjeppesen1.wordpress.com/2014/04/05/drakenberg-verdens-aeldste-mand-en-arhus-historie/

 

 

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s