Uncategorized

San Cataldo 2015, tredje og sidste


Mandag 22. 6. 2015

Allerede mandag. Dagene tager hinanden. Jeg har ikke skrevet dagbog siden torsdag; jeg har ikke haft tid, kort sagt.

I dag: Morgenmad og derefter gåtur over til Ravello. Friskpresset appelsinjuice og cappuccino på Bar Il San Domingo, hvor deres tesalon hedder Humphrey’s Room, for her har han nemlig boet og filmet, har Bogart. Men det har de alle sammen; alle, der er noget ved musikken. Helt tilbage fra de danske guldaldermalere, som alle sammen har boet her og malet her. Helt tilbage til normanniske røverbaroner og endnu længere tilbage i tiden, til forhistorisk tid, formentlig.

Vejret er guddommeligt smukt i dag. Helt klar blå himmel, 26-27 grader og luften er så ren og klar, at hvert åndedræt er en luksus. Fuglene kvidrer, og alt er sprængfuldt grønt.

Jo mere jeg besøger Ravello jo mere bliver jeg paf over stedets skønhed. Det er den mest utrolige, perfekte middelhavsidyl, og så er byen omkranset af de her klippeskrån

inger, 350 meter over havet, som i dag er så blåt som nogensinde. Der er rart at være i Ravello. Der er fredeligt og stille, og ingenting haster rigtig.

Jeg humper stadig. Min ankel gør knuder. I går lavede jeg ingenting (fysisk), jeg var ikke engang uden for klostrets mure. Jeg skrev og skrev. Så sov jeg et par timer og så skrev jeg videre.

Næsten 4000 ord fik jeg høvlet af i går og fik endda skrevet historiens slutning, selv om den skal have en tur til i vaskeriet. Den er for kort, for abrupt, og der er nogle løse ender, jeg skal have bundet op. Men i hovedtræk tilfreds med historien og med min indsats.

Torvet i Ravello. San Cataldo ligger på bjergsiden cirka midt i billedet.
Torvet i Ravello. San Cataldo ligger på bjergsiden cirka midt i billedet.

Gik gennem Villa Rufolo ad trapperne ned mod Minori.

Jeg tror, det er en af de smukkeste gåture, jeg nogensinde har været på, og jeg har ellers været på mange. Ned gennem dalen, gennem små bitte landsbyer, hele tiden ad trapper, hele tiden stejlt nedad. Dalen er insisterende grøn og mild. Sommerfuglene flakser rundt og lander i bougainvillea og i citronlundene, hvor der vokser vilde blomster under træerne. Foran mig ligger havet og langt nede de gule tage i Minori og det oldgamle kirketårn. Hele turen tager vel 50 minutter. Jeg går besværet, for jeg har ondt i benene og stoler ikke helt på mine led; de er en smule ustabile for tiden.

At gå op er udelukket.

Jeg køber vin og cola i Minori og besøger den antikke romerske villa, der ligger midt i byen med etageejendomme bygget direkte ovenpå. Her er fugtigt og mosgrønt, rummene er mørke og små, men trikliniet har engang været prægtigt, det kan man se, og de private badeanlæg ligeså. Her har boet en rig mand engang.

På det lille torv nede ved stranden sætter jeg mig. Jeg bestiller melon med parmaskinke og spaghetti alle vongole, og begge dele er forrygende gode. Havet er gnistrende blåt, og folk bader og sejler og kører forbi på scootere.

Jeg får fat i en taxi, da jeg agter mig hjem. Chaufføren hedder Ambrogio. Han opfatter, at jeg kan tale en smule italiensk, og så kører han ellers på i den lokale dialekt, hvoraf jeg kun forstår brudstykker. For eksempel siger de ikke Scala men Schkalah. Præpositionen sú (op) hedder njop eller noget i den stil. Giú (ned) hedder á basch.

Det er rædselsvækkende, som han kører. Den ene hånd på rattet og sømmet i bund, hele vejen op ad serpentinvejene. Han overhaler, hvor der ingen plads er.

Han er tynd og tatoveret og snakker løs, han ligner en bulgarsk hønsetyv, og han fumler med mobilen, mens han overhaler. Han har to små børn, han er klar til at køre mig nat og dag, jeg skal bare ringe. Det tror jeg ikke, jeg skal.

Han standser på torvet i Scala og siger, så er vi her. Nej, siger jeg, jeg skal op til Minuta.

Det er her, siger han. Minuta é qui.

Nej, siger jeg. Kør videre. Jeg får ham gennet helt op til Minuta og stiger ud med livet i behold og 40 euro fattigere.

I morgen skal vi fejre dansk Skt. Hans med grill og bål, og onsdag skal vi til Pontone til den store San Giovanni-fest dernede. Det bliver med hornmusik og helgenprocession og messe og hele svineriet, og det skal nok blive skægt.

Jeg sidder på min altan med is på anklen. Det værker og dunker i den, og min sære hoppen har også sat sig i knæene; jeg er helt til rotterne. Men ellers har jeg det herligt.

Jeg får et glimt af Villa la Rondinaia i dag på vej op fra Minori. Et sekundkort glimt. Der boede Gore Vidal, indtil han ikke kunne gå længere – og gå skal man, for man kan ikke køre dertil. Huset ligger på en lodret klippe og er bygget ind i den. Man kan søge efter den på nettet og se billeder.

Den blev sat til salg med et utal af nuller i salgsprisen, og Sting var interesseret, men købte den ikke.

Her kunne jeg godt bo. Her er livet godt og fredeligt, hvis man har råd til den slags.

Her kunne man selv dyrke sin grønsager og leve enkelt og sundt. Bo Lidegaard, som er chefredaktør på Politiken, har købt sig et hus længere oppe ad bjerget, stadig i Scala, men meget isoleret og med en fantastisk udsigt. Her sidder han og skriver lærde værker og spiser tomater. Det kunne jeg også godt tænke mig.

Torsdag

En af de sidste dage.

Jeg har skrevet og skrevet, og historien er skrevet færdig. Jeg har også rettet og pillet, og jeg er ved at være der, hvor andre må tage over.

Det undrer mig, at jeg har været halvandet år om at skrive så lille en historie. Jeg har haft andet i mellemtiden, men alligevel. Jeg er blevet langsommere og mindre sulten, og det nager mig lidt.

Ikke desto mindre har jeg nu en historie, der er klar til at blive sendt videre og som forhåbentlig bliver til en bog.

Jeg tænker meget over det, der er sket med mit sprog. Jeg skriver i korte, knappe sætninger og jeg fedter ikke så meget rundt, som jeg gjorde før. Jeg synes ofte, en formulering sidder der første gang. Er det fordi jeg er blevet mere erfaren, eller er det fordi jeg er blevet mere doven? Lige nu føles det som om jeg bare er meget sikker i mit sprog og mine virkemidler, og det er en god følelse, og jeg håber, jeg har ret.

Aften: Vi er i Pontone, og der er fest for S. Giovanni Battista – svarende til vores Skt. Hans. Jeg følges med Nanna ned ad trapperne, som er stejle og vilde, men vi går og snakker, og så er det intet problem. Nanna skal mødes med sin mand hernede på lørdag – en god måde at arrangere ferie på, og jeg havde gerne gjort det samme, men det var ikke rigtig til at få fikset, så jeg må hjem to uger og så herned igen.

San Giovanni kommer så sjældent ud, men på helgendagen den 24. juni gør han.
San Giovanni kommer så sjældent ud, men på helgendagen den 24. juni gør han.
Sousafongruppen på torvet i Pontone.
Sousafongruppen på torvet i Pontone.

Pontone er en ganske lille by. Men kirken er opkaldt efter S. Giovanni, og der er en helgenstatue derinde, som på denne aften får lov at komme ud og rundt i hele byen i procession. Til lejligheden har byen inviteret et vaskeægte semiprofessionelt harmoniorkester fra byen Lanciano i Abruzzerne. Annette fortæller, at den slags orkestre turnerer rundt hele sommeren og sover i skolens gymnastiksal og hvor de ellers kan komme til.

Vi spiser på Antico Borgo, en af byens to-tre restauranter. Udsigten er formidabel ned mod Amalfi, og vi sidder perfekt i forhold til festens clou: Fyrværkeriet. Men først spiser vi, antipasti og pizza, og midt i det hele kommer helgenprocessionen forbi med hele Lancianos harmoniorkester bagefter. S. Giovanni dingler af sted på stærke mænds skuldre, og harmoniorkestret finder på en eller anden måde ud af at spille næsten sammen, mens de går op og ned ad de smalle gyder og trapper rundt i hele byen.

Hver gang S. Giovanni når et særligt sted, stopper processionen, præsten siger noget, orkestret spiller, og fyrværkermesteren markerer stoppet ved at sende et øredøvende kanonslag til vejrs. Det giver genlyd op og ned i dalen, og det trykker ens maveindhold sammen, og vi holder os for ørene hver gang.

Endelig når de op til vejen, der løber lige neden for kirken. Her er god udsigt over dalen, og her stiller de S. Giovanni, så han kan få det hele med. Hele fyrværkerishowet.

Vi sidder i første parket, for fyrværkeren har stillet sit grej op godt hundrede meter fra os og nede af bjergsiden. Det betyder, at de fleste af krysantemumbomberne detonerer mere eller mindre i øjenhøjde, der hvor vi sidder og står.

Det er vildt, det er spektakulært, og det er voldsomt. Men Annette siger, det kun er en forret i forhold til det orgie, der venter på lørdag i Amalfi.

Efter maden og fyrværkeriet samles hele Pontone by på torvet. Byens eneste bar, Blu Bar, har kronede dage. De serverer pizza og øl og vin og kaffe, og vi har et bord lige foran scenen. Her stiller Lanciano-orkestret nu op. De har til lejligheden indhentet ikke blot en ægte dirigent, men også fire sangere: En sopran med blond hår og knaldorange kjole, en mezzo, en tenor og en baryton. Ingen af dem har sunget på Scala i Milano, så meget kan jeg sige, men det, de gør, det gør de med stil og indlevelse og ikke så lidt patos. Vi får La Donna é Mobile og vi får et potpourri fra Bizets Carmen, som uden blusel bliver præsenteret som stor, italiensk opera.

De ældre i byen sidder på rad og række og lytter andægtigt, og bag dem og os spiser og snakker og ryger og råber Pontones befolkning, og børnene leger, og barmanden serverer pizza og vin, og alle har en herlig aften. Tjeneren skal dog lige have den én gang til: Om nogle af de skøre danskere virkelig ønsker at drikke cappuccino? Om aftenen? Det svarer etikettemæssigt til at bestille cornflakes med mælk, men okay, det er jo fest, så lad gå.

Oppe fra scenen har de spottet os, og der bliver råbt frem og tilbage – vi er fra Danmark.

Okay, siger barytonen, tak til alle pontonesi og danimarchesi!

Annette griner. Danskere på italiensk hedder jo danesi; danimarchesi er et ord, fyren lige har opfundet, fordi han ikke kender den rette betegnelse.

Og så smægter de ellers videre med vibrato så bredt som en storslalomspiste og fagter og ægte følelser, så hele Pontone er ved at gå til i operaekstase.

Det er en herlig aften. Vi kæmper os op i mørket til San Cataldo igen, og det er midnat, før jeg er i seng.

Fredag

Er lige kommet tilbage på værelset. Jeg gik lige efter morgenmaden; Lars forklarede mig vejen bag om de små bjergbyer Campidoglio og S. Catarina til Ravello – den såkaldte vadestedstur.

Vejen til Ravello, den normale, er tæt på livsfarlig sine steder, fordi vejen er smal og svinger kraftigt. Busser og biler og scootere kan ikke se en fodgænger før i sidste øjeblik og må undvige, nogle gange med centimeter til overs. Vadestedsturen er næsten dobbelt så lang, men har ikke samme højdeprofil og går desuden igennem et langt smukkere landskab. Man går ad stier i tæt skov, krydser floden, der løber gennem Valle del Dragone, og kommer så at sige til Ravello ovenfra.

Jeg får en cappuccino og en appelsinjuice på torvet. Vandreturen herover har taget lidt over en time, men er langt at foretrække.

Annette siger, at historikeren og oversætteren Otto Gelsted boede her i længere perioder. Han gik ned til Scala til en bar, lagde sin pung på disken og lod bønderne fragte sin bevidstløse krop hjem i en trillebør, når den tid kom. Det var, da Vincenza var ung, så det er længe før Annettes tid. Hun kan sikkert fortælle mange andre historier, og det gør hun, men altid uden navns nævnelse.

Til aften fik vi spaghetti puttanesca, syltede ansjoser, sådan chevice-syltede og skarpt friske i eddike og med kartoffelbiks til, og til sidst den der fænomenale tiramisu. Lars holdt en høvisk tale på italiensk for køkkenholdet, og de var glade.

I morgen skal jeg pakke. Jeg tager ikke ned til Amalfi; jeg vil have en rolig aften og gå tidligt i seng, for søndag bliver en eneste lang rejsedag.

Efter min vandretur i dag er mine ben også både ømme og stive. Der er et stykke vej til den form, jeg var i efter caminoen. Fra nu af skylder jeg min familie at komme hel og frisk hjem.

Hele klostret emmer af rolig og diskret smag, af dansk overklasse, danske designermøbler og danske tænkere og intelligentsia, der har efterladt deres aftryk her. Alting er indrettet på, at man skal kunne arbejde, tænke og leve, og kun det. Det er vanvittigt, utroligt, formidabelt priviligeret og forkælende, og man er en sjuft, hvis man tænker andet. Og så skal man fandengaleme også kvittere ved at skabe noget, som andre kan få glæde af. Det er jo for helvede det, jeg prøver at gøre, hver gang jeg sætter mig ned for at skrive. Jeg er mig stærkt bevidst, at min familie og min arbejdsplads og alle andre har tilsidesat deres behov for at jeg kan sidde her og være følsom. Jeg kan kvittere ved:

  • At skrive en bog, der glæder nogle læsere
  • At få en bog ud, der giver en indtægt, der giver mig mulighed for at tage min familie på ferie til næste år og næste år igen
  • At komme hjem med energi og glæde, som holder en tid, inden jeg kalker til igen og skal have en stund alene.

Sådan er det.

I gæstebogen skriver jeg:

I nonnernes have gror valnød og vin

Lavendler og figner og C-vitamin

I klosterets navn er der plads til en Cat

Og stjerner er huller i himmelens hat.

Jeg går og jeg skriver og tænker mig træt.

Jeg vågner og ser: Sommerfugleballet.

Med tak og med hilsener fra Morten Leth.

Lørdag, sidste dag.

Jeg går vadestedsturen igen. Varmen er stor og hård, men ikke som sådan ubehagelig. Herinde, hvor dalen begynder, er bjergene høje og grønne og øde. Jeg står et sted, hvor stien er støvet grus, og hvor skoven åbner sig op. Her vokser store bregner og høje, mærkelige træer, der står i buer fra deres rod og op til himlen og næsten ned til jorden igen. Her kunne man forestille sig dinosaurhalse dukke op og læderfugle skygge for solen.

Der, hvor den næsten skjulte sti drejer af til højre og bliver til den bredere sti til Ravello, bygger jeg en varde. Jeg samler gråblå sten op og stabler dem. Jeg samler så mange, at jeg håber, man vil kunne se det som en varde og bygge videre på den, så fremtidige vandrere her lettere kan finde vejen. Måske kommer jeg tilbage engang, og måske er varden der endnu. Måske bliver den skyllet bort, og måske kommer jeg her aldrig mere. Men jeg byggede en varde, da jeg havde chancen.

Ravello, og jeg drysser rundt og prøver at få tiden til at gå. Domkirken er lukket, fordi de holder bryllup derinde, og det skal de have lov til i fred. Jeg besøger Villa Rufolo, og det er fint, men jeg orker næsten ikke flere middelalderbygninger. Der er andre end mig, der har fået nok. På en stenbænk lige ved den smukkeste udsigt fra villaen – der hvor Wagner fik teutonske visioner til Parsifal – ligger en udmattet turist og sover med stråhatten over ansigtet.

Jeg sætter mig på Bar Il San Domingo og får en fadøl. Det er en fejl. Ved siden af mig, lige op ad mig, sidder otte-ti amerikanske unge og deler hvidvin og får drinks, og de er velhavende og pæne alle sammen. Og så snakker de, nonstop, og i munden på hinanden. En pige fortæller om en hændelse, som er svær at følge, fordi det lyder nogenlunde sådan her: And then I was like, hey, and then she was like, oh my god, and I was like, did you lose your camera, and she was like, I mighta forgotten it, and then she was, like, running.

En ung mand holder enetale. Han er åbenbart halvt italiener, har boet i Italien og gået på en skole i Milan, run by the European Union, you know. Han udtaler, at han bedst kan lide englændere af alle europæere, because everyone else is a bunch of commies. Han hedder Giacomo og han synes selv, han næsten taler britisk-engelsk, og han prøver og lyder som en B-skuespiller, og pigerne siger, oh my god, that’s so, like, og han instruerer alle pigerne i, hvad de skal sige, når de skal ind for at låne toilettet, uagtet at de ansatte i baren her taler flydende engelsk alle sammen. Han er ret utålelig, og lydtrykket er voldsomt, og de siger oh my god hele tiden, og jeg skynder mig at betale.

Det er min agt at spise på en restaurant her, men klokken er kun seks, og jeg er træt og beskidt af min vadestedstur. Så jeg tænker, at jeg vil købe et eller andet på vejen.

Et eller andet ender med at blive en pakke frisk pasta fra det sære supermarked i Scala, hvor de ingenting har. Jeg stormer op til klostret, hurtigere og mere smertefrit end nogensinde før, og jeg er glad, fordi mit ben omsider er sig selv igen.

Men jeg kan ikke betjene gaskomfuret, som kræver højere fyrbødereksamen, og kokkepigerne lukker vist også for gassen på en hovedhane et eller andet sted, når de går hjem. Fornuftigt nok, egentlig.

Så jeg finder en kasserolle frem og koger vand i en elkedel. Hælder vandet over min pasta og sætter mig til at vente. Resultatet er nedslående. Sådan kan man altså ikke tilberede frisk pasta, viser det sig, men mine tomater er gode og min parmesan er sprød og nøddeagtig. Jeg spiser en kvart portion og giver op. En sølle gastronomisk afslutning på et orgie af god mad, men det er nok også derfor, jeg er ligeglad. Vi har ædt og ædt – ikke store mængder, men altid nok, altid vanvittig godt. Jeg dør nok heller ikke af sult lige med det første.

Det brager nede fra Amalfi. Man kan ikke se noget, men det er givet processionen, der er i gang.

I Amalfi har de nemlig indtil flere komponenter af det, der engang måske har været apostlen Andreas. Der er i hvert fald en hovedskal og nogle assorterede knogler, som de vogter over. Hans helgenfest i dag skyldes, at de onde pisanere en gang ville angribe Amalfi fra søsiden. Men Andreas påkaldte en mægtig flodbølge, der tvang Pisas flåde tilbage. På sin helgendag kommer han ud, emballeret i et gigantisk sølvmonstrum af en helgenfigur, komplet med dinglende fisk i kæder. I timevis bærer de ham rundt i de propfyldte gader. Han skal ned til vandet og velsigne alle fiskerbådene, der ligger for svaj og tuder med hornene. Han bæres af unge, stærke mænd, der i gamle dage betalte og bestak sig til det privilegium at bære den tunge sølvstatue rundt i byen i timevis. Festens klimaks er, når han skal op til domkirken igen, for trappen er stejl og det skal gå stærkt.

Annette beretter, at man i gamle dage lagde mønter og andet værdifuldt gods ved helgenskrinet, og at Andreas derfor til sidst var en omvandrende formue. Af skræk for røvere skulle man derfor have ham fragtet på plads igen i en hulens fart. Derfor løber bærerne op ad trapperne til domkirken. Jeg kan bevidne, at de trapper er stejle, selv for os, der ikke bærer på en vaskeægte apostel. Men de har åbenbart et system. De låser armene sammen og løfter Andreas op, og så spurter de op, så hurtigt som muligt, mens Andreas’s sølvhoved dingler og er ved at falde af, og folk råber og skriger og hepper. Det skulle efter sigende aldrig være sket, at nogen er snublet; det ville også være lig med social udstødelse, tænker jeg. De træner det på forhånd, så de er klar.

Derefter spiller orkestret op på domkirkepladsen, og til sidst er der et fyrværkeri, der får bjergene til at skælve og folks indvolde til at bytte plads. Det går jeg glip af. Det er i orden; jeg trænger ikke til mere kultur lige nu.

Solen går ned bag klostret og skyller lilla og purpur ud over bjergene, og lysene tændes i Ravello.

Og jeg venter egentlig bare på, at det bliver morgen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s