Uncategorized

San Cataldo, dagbog del 2 af 3


Søndag 14. 6. 2015

I toget til Napoli, og vi har lige ramt 300 km/t. Toget er komfortabelt, jeg sidder på business i et stort lædersæde, der kan justeres elektrisk. Landskabet er skovklædte bjerge og små landsbyer, brede vues over dale og marker.

Vognen er næsten fuld, og der er næsten kun turister med. En amerikansk familie ved siden af mig, fire stk., alle med snuden nede i deres telefon. En aldrende far med sin unge kone og deres to teenagedrenge, og hvis det havde været mig, havde jeg bedt dem om at slukke de der telefoner og se ud på den verden, de lever i.

De har siddet i tyve sekunder, før de brokker sig over, at det er svært at finde Wifi, og det skulle have været gratis, og det er det ikke, man skal bruge kreditkort (det skal man – prisen er 0,01 €, forklarer togstewardessen, en formalitet).

Da vi nærmer os Napoli, tårner Vesuv sig op; dominerende og truende.

Oh, look, a big hill, siger faren.

Oh, look. It's, like, Italy.
Oh, look. It’s, like, Italy.

Jeg står uden for stationen i Napoli og bliver hele tiden antastet af tiggere og folk, der vil køre pirattaxi. Sorrento, siger de, you go Sorrento, Positano, come. No, siger jeg. Igen og igen.

Efter en vis usikkerhed lykkes det mig at finde min chauffør. Han hedder Mario, og han har kørt folk op til San Cataldo i årtier. Han kører langsomt og en anelse usikkert; vi overstiger ikke 80 på noget tidspunkt, heller ikke på autostradaen. Crazy, mumler han, hver gang nogen overhaler. Men han er sød og hyggelig og siger, it’s okay now, Morten. Vi stopper for kaffe og tissetår, kort efter vi forlader autostradaen og begynder at klatre op gennem passet i 700 meters højde. Udsigten over sletten er forbløffende, selv i dag, hvor disen ligger ude over havet og spærrer for udsigten til Ischia og Capri.

Det tager halvanden times tid at køre op til San Cataldo, og hele tiden bliver landskabet smukkere og smukkere. Der er høje, grønne bjerge, vilde klipper og med et ser jeg havet, blåt og langt, langt nede.

Og jeg bliver modtaget i døren til San Cataldo, og over døren står der SALVE, og det betyder Vær Hilset.

Og de mener det. Man kommer ikke ind uden aftale.
Og de mener det. Man kommer ikke ind uden aftale.

Mit værelse er nonnecelle nr. 7, en af dem, der har en lille altan. Her sidder jeg nu, og mørket er faldet på. Ovre på den anden side af dalen gløder lysene i Ravello, og der er folk på domkirkepladsen. De siger, det tager op til en time at gå derover. Det ser ellers ud til at være så tæt på, men det skal nok passe, for alt er enten op eller ned.

Lige nu er vi seks gæster i klostret. Nogle har ikke været her før, som jeg, andre er gengangere.

Må skrive lidt mere om selve stedet i de kommende dage; lige nu er det hele ganske overvældende. Og jeg er træt, måtte lægge mig en time, lige da jeg var ankommet og havde fået kaffe og et glas vin sammen med Annette ude på balkonen.

Aftensmad ved det ovale bord i den smukke dagligstue, hvor akustikken endnu lader noget tilbage at ønske efter man har sat akustikpaneler op, men vi er kun seks, så det går fint. Pandekager med ostefyld og en herlig æblekage, rødvin på kanden.

Rødvinen laver de selv, eller gartner Gaetano gør, efter principper, der er lige dele troldmandskunst og solidt landmandsskab. I haven lige under min altan er der vinstokke i lange rækker, malerisk hængt op på vejrbidte træstolper. Stokkene bliver sprøjtet med kobbersulfat for at holde utøj væk. Derfor skal man først høste, når 1. druerne er modne, 2. det har regnet og 3. der har været et par dage med sol. Så langt, så godt – det giver alt sammen mening. Men dertil lægger Gaetano åbenbart lidt overtro. Der er visse fugle, der skal have vist sig. Der er andre tegn, der skal være i orden. Så høster man, presser og lader gære i store plastkar, inden man hælder om. På toppen lægger man et lag olie eller ren alkohol for at holde ilten ude, og bingo, så er der vin. En lyserød, velduftende sag med ca. 9 % alkohol og ingen svovltilsætning eller andet. Den rene vare, og den smager fremragende, og man kan drikke glas efter glas uden at udvikle en nævneværdig trang til at danse lambada bagefter. Eller spille fodbold, for den sags skyld.

Druerne, der bliver til San Cataldos vin.
Druerne, der bliver til San Cataldos vin.

Cellen er hvid og bar, sengen er god, og jeg er træt. Jeg er oppe klokken tre, fire og fem, og solen trænger ind gennem det lille glughul øverst oppe og lyser værelset op ganske tidligt. Så jeg sidder og skriver allerede klokken syv. Et halvt kapitel bliver det til, og jeg er ganske godt tilfreds.

Efter morgenmaden får vi rundvisning, og klostret er større, end man lige tror. Der er en velsignelse af terrasser, endda en helt ny en oppe på taget. Der er ateliers og musikværelser med Steinwayflygeler, og der er et prægtigt bibliotek, hvor mine bøger naturligvis mangler, men det må jeg rode bod på.

Der er gæstebøger helt tilbage til 1922. Jeg har tænkt på, hvem der har sovet i mit værelse gennem de hundrede år – og hvilke søstre, der har boet i samme værelse helt tilbage til middelalderen. Det er en svimlende tanke, men dybest set uigennemtrængelig, for klostrets historie fortaber sig i det uvisse bortset fra enkelte nedslagspunkter.

Om lidt er der frokost. I dag har de vise fædre lukket for elektriciteten frem til sidst på eftermiddagen, så hvad frokosten står på, må tiden vise. Ingen strøm til computeren heller, så jeg må spare, hvis jeg skal kunne skrive i eftermiddag.

Tirsdag

Og jeg har fødselsdag. Jeg ville nok ikke bemærke det, hvis ikke jeg modtog et hav af hilsener på Facebook fra alle mulige mennesker; jeg er stærkt bevæget over det.

Opdækning med blomster i anledning af forfatterens fremskredne alder.
Opdækning med blomster i anledning af forfatterens fremskredne alder.

I går eftermiddags gik jeg en tur over til Ravello. Det er så tæt på, lige på den anden side af Valle del Dragone, men det tager 45 minutter, hvor man mest går ad en smal, asfalteret vej. Jeg skyllede et glas hvidvin ned og gik tilbage igen. Ravello ligger så uforskammet smukt der på sin klippeknold, og den ved det. Torvet ved domkirken er skrubbet og skuret, og skiltene er pæne og nye, og barene er smarte og effektive, og på pladsen leger små drenge og piger i nydeligt tøj.

Selv efter en middagslur på to timer og en rundvisning på halvanden time i det her forbløffende hus er jeg forholdsvist effektiv. Jeg når at skrive 3.000 ord i går. Det er ganske godt. Mit mål er et gennemsnit på 2.000 ord pr. dag; så har jeg den mængde, der skal til, før jeg kan afslutte historien og få den gennemskrevet.

Mine medstipendiater er en blandet flok, men alle sammen begavede, søde og veluddannede mennesker. Aldersspredningen er stor, kønsfordelingen ca 50/50. Nogle er professorer, nogle er kunstnere. Man må ikke skrive hvem de er og hvad de gør, og det er en god regel, for her må man have lov at være i fred.

Sover efter aftensmaden – alle tiders mest forrygende tomatsuppe og en papirstynd schnitzel med hjemmegjorte fritter. Dertil grøn salat og den her rødvin, man kan hælde ned som saftevand. I aftes var det klart, så klart, at vi kunne sidde udendørs og se kysten ovre ved Salerno, tyve kilometer væk, ganske klart glitrende over det sorte hav.

Under krigen var der decideret hungersnød på egnen. Dora Wiinstedt, som boede her på klostret under krigen (ingen kunne komme herned fra Danmark for at sidde og drømme; det var der ikke tid til), lod de lokale bruge San Cataldos kæmpestore have. Man fik lidt frugt, vin, grøntsager, man klarede sig – lige akkurat.

I dag vågnede jeg lidt over seks. Min celles hvide vægge lyser op, når solen dukker op over bjergene mod øst. Det er umuligt at sove videre, selv i min gode dyne. Men der er ingen grund til at sove. Morgenen er klar og ren og hjerteknusende smuk. Ravello stråler i hvidt lys.

Jeg gør det. Jeg vil ned til Amalfi – til fods. Jeg er godt nok ikke sikker på min fod; den har svært ved at makke ret, når vi skal ned ad trapper, og der er vel 1500 trappetrin ned til Amalfi. Men jeg prøver sgu.

Jeg fortryder også ret hurtigt. Man går ned ad vejen til den lille flække Minuta, som er ustyrligt bedårende; et lille torv med en tudsegammel kirke og en fontæne, hvor vandet er koldt og sødt. Her fra ser man ud over Middelhavet – eller rettere, det tyrrhenske hav, jo. Det er blåt, som den slags er, og det ligger skræmmende langt nede. Faktisk 400 meter nede.

Hvert skridt nedad gør ondt, og jeg sveder. Det er hårdt. Det ville være tusind gange mindre hårdt, hvis mit højre ben ikke var stift og ømt. Min ankel vil ikke rigtig det her. Men idiot som jeg nogle gange er, bliver jeg ved. Der er stort set kun trapper. Enkelte flade stykker på helt op til tredive meter ad gangen, men de er sjældne.

Fra Pontone bliver det rigtig stejlt. Altså for alvor stejlt.

Et udvalg af de 1500 trappetrin ned til Amalfi. I guder.
Et udvalg af de 1500 trappetrin ned til Amalfi. I guder.

Annette sagde, at hvis man bliver fanget i et pludseligt regnskyl på de de stier, er det bare med at stå stille et eller andet sted i nogenlunde læ, for man kan ikke stå fast. Man risikerer at falde og glide nedad. Det forstår jeg nu.

Hold kæft, hvor jeg synes, det er vildt. Og de andre, der har prøvet turen før, taler om “at gå til vandet”, når de går ned til Amalfi. Jeg når helt ned til vandet gennem Amalfis smalle og turisttrængte gader, og så vender jeg om og går tilbage. Jeg har en teori om, at mit ben vil synes bedre om at gå op. Det gør det også. Resten af mig hader det. Det er ekstremt hårdt. Det slår enhver Caminostigning med fabelagtig margin. Det går hele tiden op. Trinnene er ujævne og passer ikke med nogen skridtlængde. Jeg må holde pause efter pause, og jeg er gennemblødt af sved. Da jeg omsider når op til Pontone igen, sætter jeg mig i skyggen, og det svimler for mig. Det gnistrer bag øjnene, og jeg tænker, hvad fanden sker der med mig.

Efter fem minutter er jeg okay igen, men det var ikke rart. Det her er for meget med mit ben i den tilstand, det er i nu. Og fra Pontone op til Minuta er der næsten 150 højdemeter, fordelt over en distance på måske 600 meter. Det tager mig fyrre minutter.

Jeg når op. På en eller anden måde, på hænder og knæ, når jeg det sidste stykke gennem haven og op til værelset. Frokosten er allerede serveret, men jeg må lige skylles under hanen i værelset. Jeg er totalt udmattet, og mit tøj sejler af sved. Det tror jeg ikke, jeg gør igen. Så hellere tage en bus.

Mine ben er stadig svage efter den der ankelskade, og det gør ondt ad helvede til, ikke bare i anklen, men i ben og baller og det hele, og jeg må have is på igen.

Aften, og en af kokkepigernes datter på fire år har samlet blomster ind og lagt dem fint omkring min tallerken. Der er hvide og lilla kapersblomster og smukke røde granatæbletræsblomster. Der er flag på bordet, og de andre synger fødselsdagssang for mig. Jeg er rørt og lidt forlegen, men de er så rare alle sammen. Jeg får en flaske limoncello lige fra frys og en bakke med otte glas sammen med beskeden om, at jeg selv må bestemme, om jeg vil dele den med resten af holdet.

Jeg deler den med resten af holdet. Limoncelloen er tykflydende og fed og god, og natten er blød og rar, og jeg er 48 år, og på en eller anden måde er selv det i orden.

Torsdag

Dagene begynder at følge efter hinanden og at ligne hinanden, og hvis det ikke var for valget derhjemme, som er i dag, ville jeg ikke uden videre kunne sige, hvilken dag det er i dag.

San Cataldo set fra haven.
San Cataldo set fra haven.

Jeg gik ned til Atrani i dag efter morgenmaden og en times skriveri. Man går derned gennem Valle del Dragone, hvor en flod bruser mellem klippeskrænter. Stien er lettere end den ned til Amalfi, og den er lige så smuk. Men jeg oplevede et pudsigt fænomen, som jeg ellers kun har oplevet få gange, nemlig at gå blind. Jeg gik vel i tyve minutter uden at ænse mine omgivelser, så kun lige, hvor jeg skulle sætte fødderne på de der umage trappetrin.

Jeg var et helt andet sted, nemlig inde i min historie, og det er alt andet lige det sted, jeg gerne vil rejse hen lige for tiden. Gode tegn; tegn på, at jeg begynder at få historien til at leve et eget liv et sted inde i hovedet. Jeg har ridset en slags slutning op på bogen, og her i eftermiddag har jeg prøvet at få detaljerne på plads – stadig kun i hovedet. Når jeg sætter mig til at skrive i aften, hvis jeg gør det, skal det hele ud.

I aften har jeg lovet at læse lidt op af manuskriptet for de andre.

Er glad. Får tiramisu på min fødselsdag.
Er glad. Får tiramisu på min fødselsdag.

Spiste frokost på det lille torv i Atrani. Det er en meget charmerende by, meget mindre overrendt af turister end Amalfi eller Ravello. Jeg talte mig frem til 6 eller måske endda 7 forskelllige barer og restauranter på et torv, der ikke er større end vores parkeringsplads i Elsted. Salumi og penne arrabiata, måske de bedste, jeg nogensinde har fået. En halv liter kold hvidvin, kaffe og en limoncello på huset. Tyve euro. Herligt.

Man kan gå fra Atrani til Amalfi ad vejen nede ved kysten. Det kan ikke anbefales. I stedet fandt jeg vej gennem gyderne over klippeknolden og ned til Amalfi. Gyderne er så smalle og stejle, at man har svært ved at tro, at der er tale om gader, men det er der. Nogle gange vader man direkte hen over folks dørmåtte og omkring deres vasketøjsstativer for at komme frem. Sine steder er gaden, hvis det er det rette navn, en tunnel under husene, og man kan se op og se gulvbrædderne i folks stuer. Det er alt sammen vanvittigt charmerende.

Amalfi, en is på torvet. Bussen hjem klokken 14.30. Det rene anarki; jeg fatter ikke, de kan få de busser rundt i de der gader og veje. Skifter bus neden for Scala ved den store p-plads og bliver kørt helt op til Minuta, to minutters gang fra haveporten.
Resten af eftermiddagen er gået med – hvad? Ingenting, rigtigt. Tuller rundt, tænker lidt. Læser i mit manus og retter lidt hist og pist. Tager tilløb til det store spring, det vil være at skrive de afsluttende kapitler, men det nærmer sig en færdig bog, det gør det sgu.

Og igen: De tror nok, jeg har tabt småkagerne, når den kommer ud engang.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s