Uncategorized

San Cataldo 2015, første delberetning


(Rejser i juni til San Cataldo i Syditalien for at skrive – fører dagbog undervejs og vil smide udvalgte dele op her på bloggen)juni

Fredag 12. juni

Hotel Ibis, Hamburg Airport. Udsigten er til kontorbygningen ved siden af. Værelset er, som de er, når de koster 500 kr for en nat. Min ankel er svulmet op til halvanden gang normal størrelse, og det er ikke noget kønt syn. Foden dunker og værker. Det er første dag, hvor jeg har kunnet gå bare en smule mere end fra bil til dør. Rev formentlig et ledbånd over i lørdags i kådhed og utidig sportsudøvelse. Siger til dem, der spørger, at det skete ved rødvinsfodbold. Det vinder et par smil hver gang. Men for syv satan, hvor har det dog gjort ondt, og gør det stadig, her snart en uge senere.

Jeg har været bekymret for min tur – ikke så meget for opholdet på San Cataldo, for der skal jeg nok vide at holde mig stationær – men for dagen i morgen især. For der skal jeg til Rom.

Det er snart seks år siden, Camilla og jeg tog en forlænget weekend dernede. Seks år! Siden jeg fik tildelt opholdet på San Cataldo, har jeg planlagt efter at have en dags tid i Rom for mig selv til at gå rundt og se, og jeg havde tænkt mig en rute, og jeg havde tænkt mig, at den skulle vare fra tidlig eftermiddag til ud på natten, og at jeg måtte hvile mine vabler sidenhen.

I lørdags så det ud som om jeg slet ikke kunne komme af sted overhovedet. Mandag så det ud, som om jeg kunne komme derned, men måtte tilbringe dagen på en stol et eller andet sted med en pæn udsigt og en bartender i nærheden.

Handicappet retarderet idiot på Strøget

En sindssygt tåbelig uge.

Søndag lænket til lænestolen med is på foden. Mandag læge, skadestue, røntgen, fysioterapeut. Tirsdag møde hos Danfoss, dopet helt op til tagrenden, og derefter en lur på sofaen inde på kontoret; jeg er intet værd.

Onsdag, man tror det er løgn, til København med tog klokken 06-et-eller-andet. Taxi til Kattesundet fra Hovedbanen; latterligt. Der er ingen afstand, men det var nødvendigt. Fem timers møde; jeg sad og nikkede og længtes efter at lægge mig et eller andet sted. På krykker op til Hovedbanen; afsindigt irriterende langsomt, og københavnerne puffer, iler og skuler til ham den retarderede handicappede, fandeme godt, jeg ikke er handicappet til hverdag, og fandeme om jeg ikke skal være lidt mere tålmodig med dem, der er, når jeg engang er fuldt mobil igen. Så vanvittigt enerverende, at det med at gå er blevet et projekt. Planlægge hvert et skridt. Hver en trappe en udfordring, der skal overvindes. Hver passage af tøjstativer og damer med hunde kortlagt og timet som af en flyveleder. En forandring, tør siges, fra caminoen sidste efterår.

I går, torsdag, første dag med bare lidt mobilitet. Omend det gjorde ondt som bare fanden at gå en smule; det hele kramper i baglår og baller. Men jeg vil. Op i røven, bogstaveligt talt, med det hele. Jeg vil kunne gå.

Til musical i Filuren med sjette klasse fra Elise Smiths Skole. Så stolt af min stærke dreng, der rejser sig som en føniks, hver gang verden giver ham bank. Han var så god i den musical. Det var de alle sammen, men jeg så en dreng, der har haft det ekstremt hårdt og svært, og som alligevel finder styrke i sig selv hver eneste dag. Der er stål i ham; mere end han selv tror.

Mathias, Camilla og jeg klappede, og vi spiste på Fredes Flyvende Tallerken med Lena, Morten og ungerne. Moules Frites, hvidvin, en herlig aften, høj, blå sol.

Pakke, sent i seng, tidligt op, farvel til Camilla, altid svært.

Afleverede børnene ved mine forældre. Emil græd, da jeg skulle køre. Jeg ser ham heller ikke i tre uger, for han skal på spejderlejr, når jeg kommer hjem. Samme dag, vist nok.

Mathias takler den slags helt anderledes. Far, hvornår kører du? Ikke fordi han vil af med mig. Mere fordi han vil videre. Og så tænker han over adskillelsen på sin egen måde og på det tidspunkt, han selv bestemmer. Han har flere gange sagt, hvor meget han kommer til at savne mig. Og jeg dem.

Solnedgang over grønne, saftige marker i Nordtyskland. Jeg bare kører bilen og trækker vejret, mens køerne græsser og vindmøllerne møller.

Tænker på lagene i den historie, jeg skal ned og skrive. Der er mange. Af de der lag. For hvem tænker egentlig på helvede, selv om vi bruger ordet hver eneste dag? Hvem tænker på himlen, selv om den er over os hver eneste dag?

Jeg gør. Det er jeg nødt til.

Det er mit job.

Lørdag

I mine drømme sad jeg i noget, der kunne glide hen over overfladerne i verden, jeg tror, det var det etui, mine nye multifokale kontaktlinser opbevares i. Jeg tænkte, at det kunne være noget, jeg kunne bruge i min bog, og jeg vågnede halv tre og vidste, at jeg nærmer mig det desperate; det ved jeg altid, når jeg søger efter enhver tænkelig forbindelse til historien, til noget, der kan styrke fortællingen. Vågnede, pissede, var irriteret over at være oppe, gik i seng, stod op, faldt endelig i søvn og var ved at kyle telefonen over i hjørnet, da den sang mig vågen kl. 7. Men jeg satte mig op i sengen og tænkte, okay så, næste stop hedder Rom, du tager dig sammen, hr. Leth, lige nu og her.

Gad ikke spørge efter en taxi og gik over til terminalen. Det tog lovlig lang tid og kostede lovlig mange smerter i benet, og jeg har glemt at tage mine smertestillende piller her til morgen. Camilla har ellers pakket 600 mg Ibuprofener til mig, kodimagnyl, vabelplaster, sårbandage og endda en blisterpakke med antihistaminer, i fald et eller andet kryb bestemmer sig for at sætte mundkrogene eller snablen i mig, og det er faktisk ikke utænkeligt. Hun kender mig. Jeg skal nok komme til skade på en eller anden måde.

Normale sko på for første gang i en måned. Læser Kings On Writing som en slags mental coaching.

Jeg har sæde 1A og har god benplads, hvilket var forudseende af mig, da jeg bookede flyet her en gang tilbage i februar. Skyet over Alperne.

De siger fra cockpittet, at der er 32 grader i Rom. Wow.

Rom-på-speed

I en af alle tiders bedste rejseberetninger, A Traveller in Rome, skriver HV Morton, hvordan han først er skuffet over sit værelse i Rom. Der er ingen udsigt til Peterskirkens kuppel, som han ellers havde drømt om. Der er kun udsigt til en baggård med en restaurant og et par tøjsnore, og kællingerne snadrer dag og nat. Efter nogle dage vil han ikke bytte for nogen udsigt.

Min udsigt er måske sådan en, som Morton ville have fortvivlet over i begyndelsen. Via Antonio Rosmini er en anonym stump gade tæt ved S. Maria Maggiore og Stazione Termini, og lige ved siden af huset larmer trafikken af sted på Via Cavour. Men jeg vil ikke bytte for nogen udsigt heller.

Jeg sidder på en altan i fjerde sals højde med benene oppe og skriver. Det er lørdag aften, og der er larm i byen. Larm, som i en levende by. Jeg elsker det.

Udsigt og balkon, Via A. Rosmini
Udsigt og balkon, Via A. Rosmini

Nede på gadeniveau er der et par små restauranter, og der er liv i kludene. Folk snakker og råber og klirrer. Trafikken drøner på Via Cavour. I huset overfor råber et par småbørn. En ung dame kommer ud på sin balkon derovre og vander planterne i altankasserne. Nogen ser en film. Husene her er store palazzi fra sidst i 1800-tallet; der er højt til loftet, smukt stukarbejde udvendigt og celebre trappeskakter med plads til de dengang nymodens elevatorer.

Området omkring Termini er berygtet, og jeg tror heller ikke, jeg skal en tur op til Piazza del Cinquecento og hænge ud med de hårde drenge; men min fornemmelse er, at det er mere fredeligt end for tyve år siden.

Jeg ankom her til stedet lidt i tre efter en begivenhedsløs flyvetur fra Hamburg. Droppede cyklen, alligevel. Jeg kan nemlig gå. Jeg vil gå. Og jeg har gået – sidste melding fra min Moves-app var tæt på 15 km i dag. Rundt og rundt i den her by, som jeg elsker så smerteligt højt. Køn er den ikke altid. Rolig, slet ikke. For en førstegangsrejsende sikkert chokerende vild og mærkelig og afvisende.

Hele den indre by er stort set overtaget af turister. I hundredetusindevis af dem, fra hele verden. Men Rom kan absorbere dem, for det har Rom altid gjort – i de sidste to tusinde år har Rom været en magnet for lykkeriddere, pilgrimme, nysgerrige, drømmere, fantaster og opportunister, og det er derfor, Rom er Rom og ikke en hvilken som helst anden storby. Læg dertil alle de lag af spillevende historie. Læg den fantastiske mad til. Lyset, duftene, menneskene, der bor her. Rom er større end alle de ord, man kan smide efter den.

I dag fik jeg en slags Rom-på-speed. Jeg har talt på fingrene, og jeg garanterer ikke for tallet, men jeg har vel været i byen 10-12 gange, nogle gange i op til et par uger ad gangen. På et tidspunkt, år tilbage, regnede jeg ud, at jeg har været mere i Rom end i København. Det var dengang; i dag hælder balancen mod Kbh, men jeg kender Rom. Ikke i mindste detalje. Men når jeg går omkring i byen i dag, vælder det frem med navne og data og minder; Rom er også blevet en del af mig.

Jeg startede med at humpe ned ad gaden mod det store indenrigsministerium på Viminalpladsen. Det er i den nyere del af Rom, et sted, hvor få turister kommer. Her dumpede jeg ind på en tilfældig restaurant klokken halv fire, og der var kun mig. Den unge ejer/tjener havde et smukt skæg, et charmerende smil og en højre arm, der var grotesk vanskabt; klumpet, ubrugelig og deform. Det var meget mærkeligt; den stakkels fyr.

Fik bruschetta, der var gode og friske, men havde en sær bismag af ansjos; måske var det meningen, hvad ved jeg. Men så: Pasta cacio e pepe. Hold kæft, det er godt. Her var det perfekt. En halv potte hvidvin, og pludselig var der gået en time. Og jeg var ikke engang rigtig inde i Rom endnu. Jeg humpede ned ad Via Nazionale til Trajansøjlen, og hele Via dei Fori Imperiali var spærret af; carabinieri i pansrede vogne overalt. Fandt først senere ud af hvorfor.

Hvad er der tilbage at gøre for litteraturen? Godt spørgsmål.
Hvad er der tilbage at gøre for litteraturen? Godt spørgsmål.

Basalt og travertin

Her, mens jeg sidder her på en tilfældig restaurant, finder jeg tilbage til Rom. Der sker nemlig noget, og det, der sker, er basalt og travertin.

Jeg ser fortovskanterne, som er af det smukkest slidte travertin; et materiale, der bliver organisk og blødt med årene. Jeg ser brostene i gaden, som er kvadratiske blokke af sort basalt på størrelse med de almindelige granitbrosten derhjemme. Og jeg husker, at det er sådan, Rom ser ud. Når natten falder på, ulmer basalten af solen, længe efter den er gået ned. Den ydmyge travertin, som er alle vegne, ældes over århundreder smukkere og smukkere, får årer som i et egetræ, bliver blødt og venligt. Sådan er hele Rom bygget op, tænker jeg mig. Jeg bliver glad; jeg er her igen, i det Rom, der er mit og kun mit og som er repræsenteret ved de her sten, der er alle vegne.

Op til Campidoglio og stå og hænge ved udsigten ned over Forum. Varmen tung og trykkende, og jeg gylper vand i mig fra vandposten lige ved siden af statuen af Romulus og Remus. Her har jeg været så mange gange, at jeg ikke har tal på det, og jeg bliver aldrig træt af det. Hele mit liv: Læse om Rom. Lære om Rom. Se Rom. Lære mere, vide mere. Genkalde, huske, drømme.

Ind gennem de små gader i Campo Marzio, skildpaddefontænen på Piazza Mattei, alt det der. Campo de’Fiori. Palazzo Farnese og de to fontæner, hvis kar stammer (hvis jeg husker ret) fra Caracallas termer og som engang har rummet romerske tæer til vask for 1800 år siden.

Høj og lav, som i dag, overalt.

Jeg bare går og går. Min fod værker, mit ben vil gerne have sig en krampetur, men jeg vil det ikke; jeg siger, nu er det nu; nu går vi, så brok jer bagefter.

På skateboard gennem livet

En is i Via dei Coronari, et vue over floden og Peterskirken fra Ponte San’Angelo, og jeg kan næsten ikke gå længere, men jeg skal i det mindste hen til verdens smukkeste plads, Piazza della Rotonda. Her er Pantheon, og her er Cafe Di Rienzo, hvor Camilla og jeg ikke turde sætte os i gamle dage, fordi vi ikke havde råd. Nu om dage koster et glas vin 6 euro, og dertil får man med i prisen et glas vand, en skål oliven, en skål chips, og da jeg bestiller mit andet glas vin, får jeg to små sandwiches og fire bittesmå crostini, alt sammen med i prisen og et mindre måltid i sig selv. Tjenerne er de samme som for seks år siden. Jeg tænker, de må have verdens fedeste job, men jeg ved det jo ikke; jeg tænker bare, at man kunne være lykkelig ved at arbejde lige præcis her og stå her, aften efter aften, i slips og vest og bare være venlig.

To tiggere kommer forbi. Den ene humper på krykker, han har klumpfod og tigger med en kasket udstrakt i hånden. De to tjenere ude på torvet, hvis funktion er mig en gåde, for de laver aldrig noget, hilser og snakker med den første. Den næste er værre. Han kører på skateboard. Det vil sige, han sidder på skateboard. Hans ben er svært misdannede, og det kan man se, for han har korte bukser på. Hans fødder er små som et barns og sært glatte i huden. Hans hænder er stukket ned i et par aflagte løbesko i børnestørrelser, og med dem padler han hen over brostenene. De to tjenere går hen og hilser; de snakker og er tydeligvis gode bekendte. Der er en sær værdighed i den handicappede mand, der sidder på sit skateboard, godt polstret under bagen. Da han tager hænderne ud af børneskoene, ser jeg, at også de er små, misdannede og brunt polerede i huden. De flapper op og ned, da han kører derfra.

Jeg tænker, at hjemme ville sådan en mand have fået hjælp, en bil, en bolig, en indkomst. Måske havde man kunnet hjælpe ham tidligere, så han ikke endte så stærkt handicappet, som han er.

Her må han klare sig selv, tilsyneladende. Folk stirrer på ham – glor på ham. Det gør jeg også. Man kan ikke lade være. Han er fattig og mangler alt i livet. Han er en vanskabning.

Men han er ikke sølle. Han er stolt. Han har folk, måske endda venner, han taler med som ligeværdige.

Det her skal jeg lige tænke lidt over.

En kliche, jeg ved det. En af denne verdens mest bjergtagende udsigter. Men den er min udsigt.
En kliche, jeg ved det. En af denne verdens mest bjergtagende udsigter. Men den er min.

Wow. Artiskok.

Jeg går og går. Ned langs Tiberen til Tiberøen, hvor det skummer over vandfaldene under hospitalets vinduer. Ind i den jødiske ghetto, hvor jeg godt kan lide at være. Det er så lille et område, men det er så specielt, og det er så vaskeægte romersk, som noget kan være.

Spiser hos il Portico: Carciofi alla giudea, pasta all’ amatriciana, hvidvin, vand. En kaffe og en grappa, og jeg er segnefærdig. Imens går solen ned over Rom. Den smukkeste, mest hjerteknusende tid på dagen. Alt er guld og purpur og glødende sten. Man promenerer. Man tager sig godt ud. Bella figura. Man spiser og drikker af hjertens lyst, man snakker og ler og skændes. Jeg sidder for mig selv mellem et russisk par, der deler en dessert, og fire gutter fra et sted i Østafrika, Somalia eller Eritrea, som er turister, men som heller ingen penge har. Deres trick er at bestille én ret ad gangen. En gang bruschetta til 2 euro. Fire små øl. Lidt brød. De snakker på deres sære sprog. Jeg får mine artiskokker.

Den yngste, som sidder lige ved siden af mig, er nysgerrig. Hvad er det, jeg får?

Jeg forklarer: Artiskok.

Det kender han ikke. En grøntsag, spørger han?

Ja. En stor, mørkegrøn en med mange blade, som man frituresteger med hvidløg.

Wow, siger han. Det lyder ellers godt.

Sød dreng. Minder mig om, da Camilla og jeg selv bevidst og altid valgte det billigste, altid, på ethvert menukort, og havde en fed oplevelse ud af det alligevel. Selv om vi ikke altid gjorde tjenerne glade med vores bruschetta, cola, og to af de billigste pizza, ingen kaffe, ingen dessert, farvel og tak.

Facetimer med drengene. De er glade og har det godt. Midt i Rom står jeg, svedig og træt, og taler med mine unger. Næste gang skal de med.

Gæbraida

Jeg prajer en taxi på Largo Argentina og kører gennem den bløde aften. Chaufføren taler kun italiensk og er vel nærmere halvfems end firs, så vidt jeg kan se. Jeg spørger, om Via dei Fori Imperiali er lukket permanent. Det er den vej, vi skal, men han må sno sig gennem for mig ukendte gyder, hvilket han gør med en vis elan.

No, siger han. Kun i dag.

Hvorfor, siger jeg. Alt det politi.

Gæ. Braida. Siger han. Oggi gæbraida.

Gay pride, siger jeg. Han nikker.

Det forklarer alle de regnbuefarvede flag og de to mænd, der gik forbi mig på den første restaurant, kyssende. Noget, der ellers er svært ugleset i et land som Italien. Taxichaufføren ler.

Jeg står af i krydset. Halter hjem.

Får en whisky på altanen. Skriver det her.

Går i seng.

Og Rom larmer videre og er varm.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s