Morten privat

BookTalk: Herzogs Om at gå i is


(Note: Denne tekst er mit manuskript ved Booktalk den 21. oktober 2014 på Aarhus Hovedbibliotek, hvor forfattere og bibliotekarer anbefalede aktuelle bøger. Jeg valgte at tale om Werner Herzogs Om at gå i is, 1978, på dansk v. René Jean Jensen. C&K Forlag, 2014)

Om at gå i is er en en meget lille bog, men en meget stor bog. Det er også en utroligt sær bog. 


WH er filminstruktør, en af de store i de senere årtier, en af de førende i den nye, tyske filmkunst. Han er kendt for film som Nosferatu og Fitzcarraldo fra starten af firserne, alt det der Klaus Kinski, opera, Amazonas og hjuldamper, intriger og slagsmål og ballade og en vild og for meget og overstyret film med sin egen særegne poesi. Jeg selv har især været betaget af hans dokumentar om Juliane Koepcke, der forulykkede med et fly over Amazonas i 1971, styrtede 3 km ned i junglen spændt fast i sit sæde, overlevede og vandrede gennem junglen i ti døgn som den eneste overlevende – en flyvning, Herzog selv skulle have været med på, de stod i den samme kø til flyet, Herzog blev afvist, pigen kom med. Hendes skæbne og hans har plaget ham lige til 2001, hvor han efter lang tids søgen fandt Juliane og overtalte hende til at rejse tilbage til det sted i junglen, hvor de begge nær var omkommet. Ud af det kom en ganske særpræget dokumentarfilm, der brænder på nethinden, længe efter man har været vidne til den modne Juliane, der vader rundt i mudrede floder i Amazonas, som hun gjorde dengang.

Rejsen som billede, rejsen som tema, den bestandige søgen efter mening, efter livet, viljen til at leve, overlevelsen, det er, hvad denne lille bog også handler om.


Om at gå i is er hans dagbog fra en efter min bedste vurdering bindegal rejse, som han foretog i vinteren 1974. I Paris lå Lotte Eisner syg; en af de store filmkritikere og teoretikere, der inspirerede efterkrigstidens generation af tyske filmskabere som Wim Wenders, Fassbänder og Herzog selv. Af uransalige årsager beslutter Herzog sig for at gå til Paris fra München, idet han overbeviser sig selv om, at Eisner vil komme sig, hvis han gør det – et komplet irrationelt stunt, og irrationel, det er vel bogens nøgleord, irrationel som i poesi, som i shamanisme, irrationel som i noget, hvis indre logik ikke lader sig anfægte, men som bryder sammen ved en konventionel betragtning.

For hvorfor gør han det? Han giver sig i kast med at vandre i sne, regn og is, gennem trøstesløse vinterlandskaber i Tyskland og Frankrig, han sover i skure, lader, sommerhuse og campingvogne, han bryder ind i, han sulter, tørster, får svære skader i ben og fødder, han bliver gennemblødt af iskold vedholdende regn, og han bliver ved. Bogen beskriver fodrejsen, men kvalificerer aldrig, forklarer aldrig den logiske slutning, at Herzogs pagt med sig selv må og skal kunne kurere Lotte Eisner, og lige så lidt som læseren kan ræsonnere sammen med Herzog, lige så lidt kan man til tider følge hans tankespring og hans fortælleform; den er drevet af intuition, den skifter mellem realisme og hallucination, små skarpe flashbacks, der langsomt, men stadig uden for vanlig logik, afdækker om end ikke rationalet bag denne vanvittige odysse, så dog afdækker den vigtighed, projektet har for Herzog.

Og selv her bryder systemet sammen for Herzog, for han er ikke konsekvent, han snyder, han får lift med lastbiler, han overnatter på hoteller, lader sig vaske og bespise, han er ikke logisk i sit forehavende, han er ved at give op, men vil ikke lade sig kue af sin trætte krop; han underkaster sig denne afsindige vandren for et menneske, hvis tid trods alt er kommet, og omtaler kun i en bisætning det forhold, at han året forinden måtte se sin etårige søn dø ved et styrt fra tiende etage*; også her ramler logikken i forhold til et normalt tænkende individ, og det giver os indblik i en stor og original kunstners sære sind, for smukt skrevet, og smukt oversat, det er det, omend i passager decideret uforståeligt med tekstens intuitionsspring fra tue til mudret tue gennem Alsace til Paris.

Uforståeligheden opstår også steder, hvor jeg med et tvivler på oversættelsens ordvalg – den er som nævnt elegant og smukt oversat, men et enkelt sted mister jeg grebet om teksten, og det er, hvor der pludselig tales om både på havet (frit fra hukommelsen). Men Herzog går i Frankrig på dette tidspunkt – drømmer han, fantaserer han, eller er der både på søen? (Meer/Meer) Jeg ved det ikke. Det er bare en tanke, en lille sten i min læsersko.

Jeg har valgt at anbefale denne sære lille bog, ikke fordi den er af den slags bøger, der normalt tryllebinder mig, faktisk ved jeg ikke længere, hvilke genrer eller enkeltbøger, der taler til mig, jeg vil have poesi, men også lejrbålsfortællingen, eventyret; jeg vil have tekst i store mængder. Jeg har valgt at anbefale denne bog, fordi jeg selv netop har været på en længere vandring. Jeg har været på caminoen og der lært at mærke smerten, ubehaget, som også Herzog skriver om, set mig selv støbt i ler som irrationelt, poetisk og tanketomt væsen, men også set mig selv reduceret til det vandrende bæst, hvis hjerne ikke er stærkere end at alle processer i den handler om overlevelse og om at mobilisere energier til at nedkæmpe smerteimpulser i fødder, ben, knogler, led, muskler og i hovedet, i sindet; det genkender jeg. Jeg har også valgt at anbefale den, fordi den taler om ensomhed, overlevelse og om æbler.

I min roman Den sidste dag på jorden er æblet en metafor, som jeg bruger flittigt, og jeg taler om jorden som et æble, jeg taler om lyden af æbler, jeg bringer æblet ind som billede på noget frugtbart, der består, selv om jorden dør. Herzog, til min glæde og forbløffelse, gør det samme. Jeg begriber ikke altid hans intellekts rækkevidde i denne bog, men den emmer af poesi, og det finder jeg logisk at elske, lige som jeg finder det logisk, at to forfattere på tværs af tid og rum drømmer de samme drømme om æbler.

Jeg citerer:


“To heste spiser barken på et træ. Der ligger æbler og rådner på den lerede, våde jord under træerne, ingen høster. I et træ, der på afstand så ud som om det var det eneste med løv, hænger alle æbler gådefuldt nok stadig meget tæt. Der er ikke et eneste blad på det våde træ, kun våde æbler, som ikke vil falde ned. Jeg tog et, det smagte temmelig surt, men det gav saft mod tørsten. Jeg smed skroget op i træet, og æblerne faldt som regn. Da æblerne lå stille og spredte ro på jorden, tænkte jeg, ingen kan forestille sig en sådan menneskeforladthed. Det er den mest forladte af dage, den ensomste af alle. Så gik jeg hen og rystede træet, indtil det var helt tomt. Æblerne trommede mod jorden og ind i stilheden. Da det var overstået, vældede en enorm stilhed ind over mig, og jeg så mig om, og der var ikke nogen. Så var jeg alene. Jeg drak noget vand ved et forladt vaskehus, men det var senere.”

* Bemærkning: Pålidelig kilde oplyser, at drengen ikke døde, om end man godt kunne få det indtryk af teksten. Det var alligevel godt.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s