Morten privat · Rejsedagbøger

Caminofragmenter: En art rejsefortælling


camino07 camino08
camino01
camino06Som jeg har anført i en tidligere tekstklat her på siden, tog jeg af sted som pilgrim på Camino de Santiago –  og endte med at gå et sted mellem 330 og 350 kilometer fra Léon til Santiago de Compostela.

Jeg har skrevet om min tvivl og mine mange overvejelser om rejsen, og jeg har fået mange kommentarer herom, rangerende fra ”det kender jeg godt” til ”du fatter ingenting, din klovn.”

Det er fint – det er derfor, jeg har denne blog: Så jeg kan dele personlige (nogle gange meget personlige) iagttagelser om livet og alt det der med dem, der har lyst til at læse med. Hovedparten af bloggen her handler om mit forfatterskab, resten om mit liv på må og få, og de to ting er ligegodt svære at skille ad. Så derfor gør jeg som jeg gør.

Nu er det et par uger siden, jeg kom hjem fra Spanien, og jeg har holdt radiotavshed her på bloggen siden da. Det er der flere gode grunde til.

For det første har det været en så komprimeret, så intens og så vild oplevelse at gå caminoen, at jeg ærligt talt ikke ved, om jeg kan rumme det hele i det relativt korte format, en blog må og skal være.

For det andet kunne jeg jo skrive en bog om det, så, hvis jeg alligevel render rundt og kalder mig forfatter. Men det er for tidligt. Der er et hav af caminobøger derude, og en mere synes knap nødvendig. Og mine oplevelser skal have tid til at sætte sig.

For det tredje kan jeg ikke rigtig huske noget. Det kommer tilbage, glimtvis, hvad jeg så og hørte på vejen. Men det er fragmenteret og hænger ikke sammen som et hele. Der er halve og hele dage, jeg dårligt erindrer, og mine fedtede dagbogsnotater er en ringe hjælp, for det er svært at skrive dagbog, når man ligger i en køjeseng efter 30+ kilometer på kuperede stier og er mere træt, end man har været, siden man var tosset nok til at løbe maratonløb som ung og vanvittig.

Men jeg synes, jeg skylder en melding, så den kommer her – lige så lidt organiseret som mine minder fra turen, som den bunke af dias, der er faldet ud af min hjerne og lige nu ligger på gulvet i en uoverskuelig stak.

Der var farver, der skifter. Der var jordtyper og jordfarver. Der var højslette med rød jord, der var dale med gul jord og vinmarker, der var druekerner, der lander fra min mund og i det fine støv som meteornedslag. Der var bjerge med skifersten, og der var sort muldjord i Galicien. Der var kolort på vejene af beton i de små landsbyer. Klat efter klat, hundrede kilometer i cowshit country.

Der var stilhed i hovedet. Jeg havde troet, jeg ville gå og tænke dybt og være i dybe samtaler med mine venner. Men de senere dage var der bare stille. Ingen aktivitet i hovedet. Ingen musik, ingen ideer, intet af det sædvanlige trafikkaos af tanker og indtryk. Rent vakuum. Det var sådan set meget behageligt til en forandring.

Der var latter, der var galgenhumor, der var følelsen af at hænge sammen som en flok, der klarer sig gennem, fordi vi mønstrer en fælles vilje og en fælles bunke ressourcer, hvis sum er større end enkeltkomponenterne, og der var den tyske dame, der sagde til os, at hun blev glad af os, bare det at tænke på de fem danske herrer, hun havde mødt, bare den tanke gjorde hende glad på de hårde dage, og det gjorde os glad, og sådan er der frem og tilbage og mere og mere, sådan bytter vi glæde lige over uden at vide det.

Der var følelsen af at kroppen rejser sig, dag efter dag, restituerer hurtigere og hurtigere, samtidig med at man blev trættere og trættere. Også det et sært paradoks.

Der var mennesker af forskellige former og farver og indstillinger og udtryk. En hel lille caminofamilie, elleve mennesker ude at spise sammen en af de sidste dage i Santiago, ingen nævnt, ingen glemt, en stribe af mennesker med få ting til fælles og tid at tale om det, når vi ellers havde luft. Og der var dem, der stod på ruten senere end os, i O Cebreiro og endnu senere, og dem kunne man kende på to ting:

Punkt 1: De var rene. Punkt 2: De snakkede nonstop.

Der var oh-my-god-slænget, man kun så de sidste hundrede kilometer. De aldrende amerikanske dagturister med busser i hver ende, og de havde rent og dyrt vandretøj på, og damerne havde en lille kæk rygsæk på, lige plads nok til en telefon og et kamera, og de sang og kvidrede og sludrede,

oh, look, Don, it’s so cute. I know, Betty, it’s a cow. Yes, but look at his adorable big brown eyes. Her. It’s a girl, Betty, they all are.

Der var udsigten fra de høje steder i de cantabriske bjerge, hvorfra man kunne se hele vejen til Santiago, 140 kilometer borte, men kun når det var tåget.

Der var det der med at gå gennem smerten, og det kan man godt, og man kan købe 600 mg Ibuprofen i håndkøb i Spanien, og de kan forvandle forbandet afskyelig smerte til helt almindelig smerte, og det er godt nok.

Der var hvidvin og skinke, der var tostados til morgenmad, en con leche, to americano, to café solo. Der var pintxos og canas, ovnbagte griseører og pulpo på drejede tallerkener af træ.

Der var mindre og mindre i rygsækken, og jeg mener ikke sådan metaforisk, om end det også har noget på sig; nej, jeg smed ud og smed ud: En rulle sportstape, anslået 100 gram. En ekstra tube tandpasta, anslået 40 gram. Et i øvrigt rart og kostbart fleecetæppe, 800 gram; det var et væddemål, jeg tabte.

Der var de sko, jeg lod stå tilbage på et stendige højt oppe i bjergene efter en morgen så grå og smertefuld, at der kun er flagrende erindringer om sten på stierne og gråvejr uden for mig og inde i mig, indtil jeg efterlod mine sko og svævede videre, ned ad bjerget.

Der var nedtælling efter stenen med de 100 km tilbage, og der var med et ikke langt igen, og kortere endnu, og endnu kortere, og så var der nedstigningen fra Monte do Gozo, og hver gang tænkte man, sidste gang vi gør sådan. Der var femstjernet luksus i Santiago, Parador, der var en trinvis, indædt venden tilbage til en civiliseret stand: Blive ren. Få tøj på, der ikke stank. Blive barberet. Sove, bade igen, sove, bade noget mere. Nye sko, ny skjorte.

Der var de nætter derhjemme, hvor jeg vågnede og tænkte, hvor er de andre fire mon henne, hvor er flokken, der er ikke styr på dem, de har ikke styr på mig; der var abeinstinkter og flokken, der var brudt op og splittet, men så var der min kone og mine børn i stedet, og det var alligevel bedre, ikke for noget, men det er bare bedre.

Der var spørgsmålet: Skal du så af sted igen, og der er svaret: Nej, aldrig. Aldrig mere. For caminoen er én gang i mit hoved, og kun én gang, og hvis der bliver en næste gang, bliver det en sportsgren og ikke en rejse; sådan har jeg det, og andre må gerne have det anderledes, det er hele pointen, for pokker.

Der var alle de ting, jeg ikke har fået med, de ting, jeg har glemt, men de kommer; de kommer en dag. Jeg ved det.camino09

(Tekst og foto: Copyright Morten Leth Jacobsen, 2014)

Har du lyst til at læse flere rejseberetninger? F.eks. fra mit ophold på San Cataldo i 2015? Det kan du gøre her.

 

 

Advertisements

3 thoughts on “Caminofragmenter: En art rejsefortælling

  1. Dejlige glimt fra din Camino rejse, smukt og enkelt skrevet. For min egen del dukker der endnu glimt op her 2 år senere,som et billeder på nethinden, en tanker eller en følelse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s