Morten privat · Rejsedagbøger

Guld eller uglegylp: Tanker før caminoen


Vejen til Santiago: Grusvej eller kosmisk metafor?
Vejen til Santiago: Grusvej eller kosmisk metafor?

Torsdag morgen rejser jeg til Spanien. Jeg skal ud at gå, skal jeg – 320 km fra Léon til Santiago de Compostela. Sammen med fire af mine gode venner; en tur, der har været planlagt i årevis. Vi har sparet op, vi har købt udstyr (meget) og trænet (nogle mere end andre).

Det er tæt på, og jeg er mentalt slet, slet ikke klar. Jeg kan ikke få hovedet drejet ind på det faktum, at det er om halvanden dag. Efter års forberedelse er det allerede i overmorgen, og jeg er ikke med, jeg er rettere og i stigende grad udsat for skepsis et eller andet sted inde fra mig selv af.

Min skepsis, min sindsmæssige uforberedthed, bunder i virkeligheden i flere ting. Der er især det der åndelige aspekt, som jeg er så tilbageholdende for; jeg har lige set Paulo Coelho gå rundt på caminoen på Youtube og være åndelig og spirituel og sød og rummelig og klog at høre på, og jeg kan næsten ikke holde det ud. Jeg, som ellers elsker rummelighed og tolerance. Det undrer mig.

Men.

Jeg ser skævt til alle, der ved, hvordan tingene hænger sammen. For det tror jeg ikke på, at nogen for alvor gør; hverken paver eller astronauter eller andre forfattere end mig eller caminoveteraner eller en hvilken som helst kombination af ovenstående. De siger, at de gør.

Jeg tror ikke på dem.

Mange, der har været på caminoen, bliver helt evangelistiske i mælet, og det gider jeg ikke rigtig. Jeg gider ikke det der holistiske, fjerne blik i øjnene, de højtravende meninger og sandheder, som lyder som teksten i et damebladshoroskop. Det insisterende tonefald; nu skal du høre, hvordan tilværelsen egentlig er, og jeg så det på caminoen. Coelho har gået caminoen én gang, og han gør det aldrig mere, for det var stort, og det var den ene gang, og han har lært så meget om mennesket og guddommelighed og om …

Jeg håber ikke, jeg kommer sådan hjem. Det håber jeg faktisk ikke.

Jeg har ikke lyst til at blive omvendt eller forbedret. Jeg har det fint, som jeg er. Jeg er ikke perfekt, det skal guderne vide, men jeg gider ikke være uudholdelig oven i købet ud over mine egne personlige imperfektioner. Det kan jeg ikke byde mine medmennesker. Jeg vil rigtig gerne udforske mit sind og blive klogere, det er slet ikke det – jeg har bare mødt så mange omvendte og forklarede mennesker i mit liv, at jeg er blevet allergisk over for sandheder.

Jeg tror ikke på absolutte sandheder og livskloge indsigter. Absolutte sandheder er som regel fyldt med løgn. Jeg tror ikke helt på det der med de livsforandrende projekter.

Jeg tror ikke på at lynet slår ned, hvis man stiller sig ud i vejret og stirrer op i luften. Og hvis lynet endelig slår ned i en, giver det ikke ret til at skulle belemre resten af menneskeheden med dén erfaring. Man har ret til at tie stille og til at lade leve.

Caminoen er ikke en metafor for noget som helst. Det er en selvvalgt gåtur. Alt andet, og religion som fænomen tillige, er menneskelig forstillelse, indbildning, et læs mening vi kaster på den indifferente virkelighed, vi tosser rundt i fra vugge til grav.

Jeg tager af sted på Caminovandring med fire af mine gode venner, og jeg tænker ikke, at nogen af os for alvor tror på, at det vil blive en åndelig katarsisoplevelse, vi skal ud på. Vi er fem platfodede jyder uden tendens til at dingle rundt oppe under loftet; af os fem er jeg vel den, der er mest sværmerisk; jeg er forfatter, jeg skriver digte i smug, jeg sanser verden omkring mig og kan sætte falmede ord på den. Det er min kunst, jeg kræver ingen lyn fra den klare himmel for at kunne gøre det. Jeg skal bare ud i verden og sanse, så skal jeg nok skrive om det bagefter.

Og jeg tænker, at det bliver en allerhelvedes lang gåtur, at det bliver smukt, hårdt, at det bliver nærhed med mine venner, skinke, brød og rødvin, ømme fødder, naturen tæt på, kedelige strækninger, svimlende smukke passager, sure sokker, en følelse af triumf ved at nærme sig målet, og det er vel det, og er det ikke også nok?

Det er nok. Jeg er ikke desto mindre skeptisk, fordi:

Punkt et.

Der er det med smerten. Det rent fysiske. Jeg ved, at jeg vil få ondt i skridtet. Jeg har ikke fundet en løsning på mit problem med at få slidsår øverst på inderlårene; jeg har altid haft det problem. Jeg bliver varm og fugtig, og huden bliver slidt i stykker, så jeg nogle gange har haft åbne, røde sår i skrævet, og det gør ondt ad helvede til. Jeg har købt merinotights, og de synes at hjælpe. Jeg tager store plastre og vaseline med. Elizabeth Arden 8 Hour Cream. Jeg bliver træt, men også det er jeg vant til; jeg har trods alt løbet marathonløb og gjort sære fysiske ting i mit liv, og jeg kender reaktionsmønstret.  Jeg vil savne min familie, min kone og mine børn; jeg vil bekymre mig om hvordan de klarer sig uden mig (fint, formentlig, som de plejer).

Punkt to.

Jeg frygter det der med at skulle sove. Jeg hader, hader, hader at skulle sove primitivt. Især hvis der ikke er aldeles rent, hvis der er dyr og spindelvæv, og hvis der er mange andre mennesker omkring mig.

Jeg har købt udstyr, jeg har været på træningsture i Mols Bjerge og alle mulige steder i Østjylland, og jeg elsker at gå. Jeg har elsket det, siden jeg var gymnasieeelev og fandt ud af, at det var den bedste måde at få ro i sindet og at forberede mig mentalt til allehånde ting og til at få ro til at dagdrømme; mine lange ture i Bramslev Bakker og langs Mariager Fjord i lune sommernætter.

Og det er, punkt tre, muligvis selve sagens kerne.

Jeg kommer ikke til at være alene.

Det bliver sindssygt hårdt for sådan en som mig, som kræver ensomhed for at kunne fungere blandt andre. Jeg har behov for at være alene med mine tanker, helst tit. Ellers roder det hele sammen for mig derinde. Så kan jeg ikke høre mig selv i larmen fra verden. Det er også derfor, jeg skriver – for at sende mine tanker gennem en mental sigte, så jeg kan se, hvad der er guld og hvad der er uglegylp.

Måske er det min udfordring, måske er det det, jeg skal derud for at overvinde. Måske er der en mening med det hele – og dog, jeg er ikke universets centrum, der er ikke lagt en plan for mig. Eller hvad.

Spørgsmålene står i kø og venter på at komme ind på kontoret, hvor de bliver mødt med et skuldertræk og et jeg ved det ikke, for fanden.

Hør mig lige.

Jeg har ikke engang taget det første skridt. Men caminoen stiller allerede spørgsmål. Og jeg er allerede ved at blive holistisk at høre på.

I guder. Hvor skal det ikke ende?

Læs mit næste blogindlæg her.

 

 

 

 

Reklamer

6 thoughts on “Guld eller uglegylp: Tanker før caminoen

  1. der er mange måder at være hellige i sin tro på livets forhold. Du gør dig dine tanker inden den nært forestående pilgrimsvandring på caminoen…og tror, at det du siger er det eneste rigtige. du aner intet meere end alle andre om ,hvordan alting forholder sig og påvirker folk. Sådan er det med alt her i livet. man kan være nok så åbensindet og have stor empati for sine medmennesker, men ikke før den dag, du selv er i en lignende situation som dem,. først da ved du rigtigt, hvad det var de prøvede at fortælle dig.
    Jeg kan høre den humoristiske tilgang i dit indlæg…og det fortæller mig, at du er et selvironisk menneske. Så godt nok at du åbent “erkender” , hvad vi alle mere eller mindre også har været igennem af tanker inden den store vandring. Hilsen Aase

    1. Ha, ha, sådan har jeg det også. Drager afsted på hele turen den 9. september. Jeg er i øvrigt også en Leth – måske derfor.

  2. Jamen jamen jamen, sikke en masse ord – som du selv skriver, det er jo bare en gåtur. Ingen grund til at gøre mere ud af det, hvis ikke det er det, du ønsker.
    Rigtig god tur, og et lille tip, der findes Compeed spray, som måske kan bruges på inderlårene😊

  3. Morten Morten du gør dig bekymringer ,et skridt af gangen,og ikke ævle alt ihjæl.Go tur,du er klogere når du kommer hjem

    1. Er i Pamplona, her er vidunderligt. Glæd dig. I må gå turen fra Sct. Jean Pied De Port næste gang. Turen over Pyrenæerne er det smukkeste man kan opleve.

      Sendt fra min iPhone

      > Den 15/09/2014 kl. 11.13 skrev Morten Leth Jacobsen : > > >

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s