Uncategorized

At digte om motorcyklister og lastvognstog


Merci pour rien, motherfuckers
Merci pour rien, motherfuckers

Er nyligt flyttet fra et støjende sted til et stille.

Jeg har kvædet et kvad herom. Det går totalt ud til Frode Laursen og til alle denne verdens motorcyklister. Alle disse fragtfragtende tonstunge lastvognstog. Alle disse frihedselskende, støjende mennesker i ens læderbetræk, som gerne vil dele lyksaligheden ved deres vrælende kværn med dem, der sidder inde i haverne.

Alle disse, der har mast mine trommehinder i de sidste to år, til disse har jeg skrevet et afskedskvad, nu hvor jeg bor meget, meget langt væk fra den nærmeste hovedvej.

Det går sådan her.

Frem – lyder kaldet fra vejen.

Men ikke herfra, herfra er det grazie, arriverderci, de nada, piss off.

Her er det:

Vale!

Frode, Adieu.

Laursen, Frode, farewell, gruss Gott dernede, når I end måtte komme.

Frem.

Jeg; Mine fimsende nætter er omme.

MIne ører medicinsk fri for tromme.

Det hinder, det sker, når man for skade
lejer et hus ved en gade

og man således lærer at hade.

Jeg digter,

Om Vitten i Nord, hvor lastbiler bor, og hovedvej femhundredelve.

Om attenhjulsrumlen som biernes humlen, om huset på pæle som skælve.

Om fem timers slummer, og natten, der brummer, og søvnige øjne bag ratter

Og nyttefuld last og og jeg holder mig fast
i sengen
mens tagstene tyngdefuldt dratter.

Om freden, det gav
Når det brusende hav
fra vejen
Betød at jeg ikke ku svare
Nogen.
Min egen.
Jeg spillede døv
Og samfejed løv
Min sjæls sjælfuldhed at bevare.
Lunde.

Frode Laursen, tak
Frode Laursen, adieu

Frode Laursen, Frode.
jeg ønsker dig hen, hvor dieselvrag gro’de.
Sådan når jeg hen midt i min ode.
Nu skal jeg pode
min vrede
på bikerens stålklædte ho’de.
Sikke no’de.

.

Nå! Nu skal I få høre!

I, vejenes læderelite!
I frie fugle, I astronauter på gummi!
I, som er kaldte til fare og frihed!
Tohjulede spartanermonarker!
Som sorte kondomer på pikke!
Bat out of hell –
Skrid dog hjem til jer selv!

Nej. Undskyld. Det mente jeg ikke.

(Spoiler: Her følger sarkasme)

Jeg elsker DB meget mere end I.

Se,

Jeg elsker, når I holder for rødt og I sødt tænker: Vi skal da dele.

De hundrede seksten DB, I formidler, jeg elsker det, giv mig det hele!

Jeg elsker, at jeg ikke kan tænke
Jeg elsker, jeg ikke kan tale
Jeg elsker lyden af mine plomber, der flækker

Jeg elsker at høre jer milevist væk, og.

Værgso, tænker I, det var så lidt.
Fem tusinde.
Seks tusinde.
Syv tusinde.

(RPM).
Et hundrede, et hundrede og ti, et hundrede og tyve.
DB(A).
Det var så lidt, søde mennesker i haverne, siger du

og kommer i morgen og gør det igen.
På vej fra en pølsebod til den næste

glæde og motorbegejstring til alle

et godt og frihedselskende væsen
bredrøvet bænket på hylende cykler.

Jeg, i min have, takker og hykler.

Så meget jeg elsker dig lover jeg her
At en morgen, en søndag, jeg stiller på tæer
Og kryber hen der hvor du sover.En grå søndagsmorgen, en tåge.
Og solen, der vågner, og du hedder Åge.
Og du ejer en cykel, og nu sover du, Åge.
Og jeg ved, hvor din adresse bor, Åge.
Og hvad dit fornavn hedder, Åge,
Og nu sover du, Åge.
Dine børn sover, Åge.
Åge i drømmeland.
Åge på afgrundens rand.

Af kærlighed fyrer jeg trykluftsbor OP
Af frihedstrang hakker jeg fortovet OP
Af delelyst skruer jeg decibel OP

OP
OP OP!

Åge, dit fede, tatoverede læs,
op!
Der blev sagt: OP!

“Hvad fanden laver du, pikhovednar!
Det er nat, jeg skal sove!”

Det handler om frihed, lyder mit svar.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s