Morten privat · Rejsedagbøger

Sidste melding fra Korfu


Tirsdag, en våd tirsdag er oprunden med regn i de tidlige morgentimer som averteret på alle de fjorten, femten forskellige vejr-sider, jeg har besøgt de senere døgn. Nu har jeg sat mig i den sparsomme sol, der kommer ned fra oven. Solskinnet er varmt, og her er fugtigt. I går i Kerkyra til frokost var luftfugtigheden så høj, at det føltes som at være i Kuala Lumpur, og min skjorte begyndte at klæbe til min ryg.

Jeg forsøger at arbejde på min næste roman. Jeg har smurt et par opslag til med blæk i min moleskine-bog.
Jeg havde håbet at kunne få nogle sene aftener her til at skrive et par kapitler i bogen. Men vi er for trætte. Jeg har næsten ikke været vågen på den anden side af midnat på noget tidspunkt. Jeg mangler også lidt lysten, må jeg erkende. Jeg er så ked af modtagelsen af Den sidste dag, at jeg i perioder tænker, at jeg ikke magter at skrive videre på et nyt projekt. Som altid, de her fire gange, disse fire udgivelser, må jeg vende møddingen og spørge mig selv, hvorfor? Hvorfor gør jeg det? Hvad er det, jeg vil opnå?
Jeg elsker at skrive, det er sandt. Det er den mest givende aktivitet, jeg kender til. Men jeg vil også gerne have anerkendelse for det, jeg gør. Jeg vil ikke have, at det, jeg gør, er ligegyldigt. Den sidste dag på jorden er blevet misforstået og fejlfortolket så meget, at jeg nær har mistet troen på mine egne evner. Jeg synes, den er så generøs og så fuld af tanker og ideer og betragtninger, som burde glæde en læser, og jeg synes, mit sprog er rasende godt og potent. Men hvis det kun er mig, der synes det, er jeg vel på gal vej. Eller hvad? Uanset. Jeg kan ikke rigtig gøre det anderledes end på min egen måde. Om jeg vil investere endnu to år i et projekt, hvis slutprodukt også bliver overset og misforstået, det ved jeg ærlig talt ikke.

Hvorfor kan ingen se det, jeg selv har set i bogen? Jeg begriber det ikke. Ganske enkelt ikke. Og fordi jeg ikke begriber det, kan det jo være, at jeg har taget helt fuldkommen fejl med et eller andet. I mine øjne er bogen et langt digt, en prosafortælling, en allegori i næsten digterisk form. Det er magisk realisme, det er en parafrase over oldgamle myter og arkehistorier. Jeg kan gå rundt og komme i tanke om en vending eller en passage i bogen og tage mig selv i at glæde mig til, at nogen får øje på den og kommenterer den, måske endda roser bogen for nogle af dens mange gode sider i en anmeldelse, men så tænker jeg: Det er passé. Det sker ikke. De har haft chancen, og intet skete. Og det gør mig bundløst ked af det.

Og nu ser jeg, at bogen rundt omkring på diverse biblioteketer står opført som science-fiction. Her ramler det hele. Hvad fanden i helvede er det for noget?
Jeg har skrevet til de ansvarlige for bibliotek.dk, som svarer, at det kan de heller ikke forstå; lektørudtalelsen skriver udtrykkeligt noget andet. Men at jeg må skrive til de enkelte biblioteker, hvis jeg gøre opmærksom på problemet, for et problem er det, når den genrebetegnelse med garanti betyder, at bogen ikke finder sit publikum.
Er helt nede. Sur, rasende, ked af det, frustreret, opgivende. Science fiction? Hvad er meningen? Er de idioter?

Koldt, mørkt og truende vejr. Stort set ikke et solstrejf på huden. Emil sover næsten 13 timer i træk, derinde i mørket i børnenes værelse, med lagenet krøllet sammen mellem benene og det tætte sorte hår som en måtte på hovedet. Han trænger sådan til at sove, hans hele system kræver hvile. Også mere hvile end de fleste andre 12-årige gør. Medicinen gør noget, men vi tænker nok også, at hans sygdom i det hele taget tager sin andel af hans energi.

Det gode: Alle vegne, de kommer, møder de venlighed. De er begge to åbne og vil gerne i kontakt med folk, og det giver bonus.

Det skal siges, at temperaturen i dag ikke har været over 25 grader. Heller ikke meget under. Og alligevel har vi frosset. Vejret har skabt sig fuldkommen spasmodisk. I forventning om pool-uvenligt vejr planlægger vi en tur til Achilleion-paladset i Gastouri, en halv times kørsel borte på den sydlige side af Kerkyra By.

Dernæst, i forventning om opklaring og bedre vejr, en tur til Agios Gordios med den lange sandstrand og de imposante klippeformationer; et rigtigt turistparadis a la greque.

Vi får aldrig stranden at se.

Achilleion er et palads, bygget i 1880’erne til den østrigske kejserinde Elisabeth. Hun var en ren sucker for alt, der var græsk, især hvis det græske var det ophøjede ideal fra klassiken, som aldrig var en realitet. Hvad den atheniensiske guldalder manglede af kulør, supplerede hun med interiørstil fra Pompeii, for det her var før man havde en anelse om, at guldalderens Athen anno ca. 450 f. Kr. var spraglet og bemalet. Så farverne fandt man i de begravede romerske byer ved Vesuv. Fresker og puttier og løv og grelle lilla og blå kulører, og selve paladset i hvide søjler og kalksten. Indvendigt er lofter forsynet med fresker, der kombinerer en næsegrus veneration for det antikke med senromantikkens æstetik. Det samlede resultat er en drøm om en verden, der aldrig har eksisteret.
Søjlegange og haver.

Peristyler og statuer af muser. Alle muserne. Hver og en i udsøgt Canova-stil, men afdæmpede og smukke, ikke svulstige.
Elisabeth havde smag, det må man lade hende. Og penge. I spandevis.

Hele paladsanlægget ligger på en klippetop ved havet og med udsigt over Kerkyra, og bag Kerkyra Pantokratorbjergmassivet, Albanien, havet. Stedet er valgt med omhu.
I dag, og det kunne Sisi nok ikke have forudset, ligger lufthavnen nogle få kilometer borte, og man kan stå i haven og se ud over havet og næsten lige ind i
cockpittet på den Ryanair-maskine, der lægger an til landing.

Det regner, mens vi er i paladset. De sorte og hvide marmorfliser i haven bliver spejlblanke og våde, og alting dufter af regn, torden, varme og krydderi. Alle trækker ind i søjlegangen, og jeg får et par magiske minutter alene i haven. Mig og udsigten og Achilleus på sin piedestal. Han er vel otte meter høj. Han står i fuldt hoplit-outfit og skuer ud over Kerkyra. Komplet med det runde hoplon-skjold sænket til knæhøjde, lænet mod sit femten-fods-spyd, med hjelmen kækt tilbage på det ædle hoved. Et ideal af mandlig ungdom.

Længere oppe mod paladset ligger han der, Achilleus, med den knækkede pil i hånden, som han netop har trukket ud af sin hæl. Han dør. Muskuløs, perfekt.

Inde i trappeopgangen i paladset er der en fantastisk fresko af Achilleus, der slæber Hektors døde krop efter sin stridsvogn, rundt om Trojas mure. Hektor ser meget definitivt død ud, men det er lykkedes ham at lade sit sparsomme lændeklæde falde skånsomt hen over hans tissemand, mens han bliver slæbt af sted som lig.
Det er følsomt af Hektor, synes jeg, sådan ikke at lade kejserinden skulle stå der og blive blufærdig.

En ting er at se folk slå hinanden ihjel og maltraktere lig. Men at se deres lem? Nej tak.

Agios Gordios, regnvåde veje, skyerne hænger over de grønne bjergtoppe. Vi parkerer og går ned gennem byens smalle hovedgade med de mange tavernaer. Et hotel er pink. Hotellets bus er pink. Hotellet har taget skridtet fuldt ud og kaldt sig selv The Pink Palace, og det er lige til at få ondt helt ind i synsbarken af. Tænk at skulle se på det i fjorten dage. Min hjerne ville kravle ud ad øregangen og tage bussen til Nissaki, det er med garanti, og det inden der er gået en halv time.

Vi finder en taverna med en lille gårdhave, hvor man kan sidde i ly fra regnen, som kommer igen med eftertryk. Vi spørger om wifi-koden. December, siger kvinden i tavernaen. Like the weather.

Man sidder faktisk og fryser. Men maden er god, havbars på grill og en savlfremkaldende citrontærte til dessert. Vi har ikke travlt med at komme ud igen. Da vi gør, er alt så vådt, at vi opgiver at gå helt ned til stranden. I stedet vender vi snuden hjemad med Forden.

Til aften vælder skyerne op i horisonten. Som at være vidne til en nuklear eksplosion i slow-motion. Skuet er frygtindgydende. Der er så meget energi i den himmel.
I solnedgangen vestude på den anden side af øen en kugle af skyer, oplyst af solen, så den gløder rødt og olmt. Vi stirrer fascineret på skyklumpen, og nu begynder lyn at skyde ud af den. Fra sky til sky, fra jord til himmel. De er langt borte og tavse, og de er pakket ind i sky, og eksplosionerne detonerer i orange og rød. Vi opgiver at spille yatzy og sidder bare og ser på tordenvejret, der breder sig i den halve horisonts længde, mens mørket falder på over Korfu.
De lover klart vejr i morgen. 
Det er svært at tro på.

Onsdag.

Så kender vi det igen, siger Camilla.

Blåt, blåt, så blåt, at her i eftermiddagssolen ser det ud som om, der er for meget blåt til stede i verden, så det overskydende blå hænger i selve luften som en dis, når man ser op på bjergsiden.

Allerede fra klokken otte var jeg ude, og den morgen var så guddommeligt smuk og stille og blå og hvid. Den synes måske ekstra meget sådan, fordi dagen i går var så kold og klam – relativt set, temperaturer på 23-24 grader udgør jo ikke et køligt klima som sådan. Men klam og våd og grå og trist og alligevel lidt spændende, det var den. Derfor møder jeg den her morgen med noget, der ligner jubel.

Og jeg møder den her eftermiddag med ren lykke, helt inde i marven i min rygsøjle og hvor følelserne ellers sidder på et temmelig almindeligt menneske. Det er en gave at være til og at kunne se, mærke varmen, dufte, ånde ind i denne luft. At bade i dette vand.

Efter en time ved poolen med kaffe og stille snak med Camilla konkluderede jeg, at børnene ikke ville stå op foreløbigt. Så jeg trak mine €5-speedos på, kørte ned til vandet (jeg har indtil videre kun gået ned til stranden to gange; der er en grund til, at automobilet er blevet opfundet). Jeg lægger min t-shirt og et af vores efterhånden godt snaskede badelagner på Mitsos’ bådebro, og så står jeg der og ser ned i vandet.

Ikke at jeg ikke har lyst til at hoppe i. Men øjeblikket er magisk. Ude over strædet mellem Korfu og Albanien – eller Epiros på det græske fastland; jeg ved ikke helt, hvor grænsen går – glitrer morgensolen i vandet. Det er som kviksølv at se på. Bjergene derovre står som kulisser i varierende grader af blåhvidt, fra næsten usynligt til knitrende varmt gråt, og over dem hænger morgensolen. Vandet under mig er roligt. Og glasklart lysegrønt, turkis, og selvfølgelig blåt, blåt, blåt. Det er en sanselig fryd bare at stå og se.

Så springer jeg i. Lige på hovedet.

Og nu er det aften igen.

Vi har været nede for at snorkle ved klipperne. Vi har fået frokost ved Olive Press; den lidt hengemte taverna i Nissaki. Vi har badet i poolen og leget, og vi har grillet, vel nok for sidste gang. Lam, souvlaki og bruschetta, og vi har spist alle fire under to parasoller i tusmørket, mens det igen trak op til regn.

Vi spiser under to parasoller, mens det plasker i poolen.

Og nu er det morgen igen, og aften igen, det er torsdag, og tiden er ved at løbe fra os for alvor. Herfra er det nedtælling.

Camilla og jeg vågnede igen ved otte-tiden. I dag var programmet bare et andet, for vi vækkede børnene (mere eller mindre) ved ni-tiden, og så tog vi ned til Nissaki Beach.

Nissaki Beach. Det er en flot betegnelse for hvad der reelt er cirka halvtreds meter stenet strand mellem klipperne og Mitsos Taverna, som engang var en ø. Her er plads til to hundrede mennesker på badelagner og liggestole, hvis de ellers er gode venner. Men stranden ligger skønt, og vandet er perfekt turkis og flaskegrønt, for der er en større sandformation under vandet, hvor (jeg har dykket ned og samlet op, så jeg ved det) sandet er så fint som ved Søndervig Strand. Inde på selve stranden er stenene store, hvide og ovale. Uden badesko eller sandaler er det en tvivlsom oplevelse. Men vandet er lunt døgnet rundt. Ved Mitsos er der en anløbsbro og en badebro klædt i blåt anti-skrid-materiale. Man er først i tvivl, for vandet er så klart. Men man kan sagtens hoppe i hovedet her.

Det gør jeg. De andre går i på mindre dramatiske måder, men vi bader alle fire ikke desto mindre.

English Breakfast hos Olive Press. Spejlæg med orange blomme, bacon, tomater, brød, kaffe. Åh. Neden for os i Nissakis lille havn har bådemanden travlt. Alle hans både er lejet ud her til morgen, og han instruerer troligt hver og en nybegynder-far ved roret, inden han hopper ind på molen og lader folk sejle ud i det blå, bogstavelig talt.

Det trækker op over middag – igen. Faktisk har hele den sidste uge været præget af ustadigt vejr med skyer i utide. Men drengene har fundet nye legekammerater, en engelsk dreng på Emils alder og hans meget lille lillebror. Så alt er godt.

Jeg selv kører en lille, bitte tur. Jeg skal op i bjergene igen og indånde luften.

Jeg når til vejs ende, bogstaveligt talt, i bjergene højt oppe, på den anden side af den lille flække Porta. Her bliver vejen til en stenet sti, der fører op ad bjergsiden, op i himlen. Jeg går to hundrede meter op ad stien.
Så synes det hele omsonst. Jeg siger til mig selv, hvorfor traske op ad en sti, du ikke ved hvor fører hen, vel vidende, at du må vende om om et øjeblik uden at blive det mindste klogere?
Det er en underlig trist følelse. Et øjebliks kynisk klarsyn. Om lidt er det hele glemt igen, alt det, du ser og sanser.
 Når det bliver vinter, og det bliver mørkt og klamt, hvad husker jeg så af dette her? Ingen sanseindtryk. Kroppen husker kun i kort tid.
Der er kun mine ord tilbage og en række fotos.
Så jeg vender om og går ned igen.

Fredag.

Sidste hele dag.I går aftes middag hos Vitamins; som altid et fremragende måltid. Jeg selv har ondt i maven og har det generelt ikke godt; det er dels et eller andet udefinerbart maveonde, dels en ulyst til at komme hjem og at komme i gang med alt muligt dagligdags. Jeg vil hellere bare være her og være sammen med min familie.
Tidligt i seng, selv om himlen er klar, og stjernerne stråler derude. Bare generelt udmattet, tænker jeg. Træt af hele det her forfattergejl, træt af at håbe på en eller anden form for respons.

Men morgenen er prægtig. Jeg er vågen allerede klokken 7, fast besluttet på ikke at gå glip af noget de sidste dage og timer. Bjergene gløder lyserøde i morgensolen, og himlen er pletfrit blå, som den helst skal være det.

Camilla og jeg kører alene til stranden og bader; vandet er køligt at komme i, men solen varmer kroppen.

Solen bager ned. Varmeste dag hidtil. Et par og tredive grader i skyggen, hvor jeg sidder med min Mac.

Så mange ord. Så mange ord endnu, der skal skrives.

Men det er en ny historie, jeg skal i gang med.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s