Mine bøger · Morten privat · Rejsedagbøger

Korfiotisk fodboldfeber – niende deponi


Mandag aften.

I dag for alvor overskyet, næsten køligt til formiddag, regnskyer tunge inde over øen. Vi bruger dagen på at daske rundt; jeg får opgaver hjemmefra og må bruge nogle timer på balkonen. Når man sidder der, og det er overskyet, og glansen er pillet af de græske naturfarver, og man skal ind i tankebanerne omkring arbejde igen, så føles det næsten en tand for hjemmevant, det hele.

Da jeg er færdig, kører vi til byen – Korfu By, Kerkyra.

Vi har lovet Mathias, at han må komme i butikker, så vi kører ind i først den ene, så den næste kinesiske junkforretning som dem, der lå på hvert andet gadehjørne i Spanien. China City. Ni Hao. Hong Kong Market. Fælles er, at hvis noget er grimt, billigt og uoriginalt, så kan det fås her. Jeg har aldrig, siger Camilla, set så meget grimt tøj samlet på et sted før. Det er også lammende smagløst, dårligt lavet og påfaldende billigt, alt. Mathias er skuffet. Her er næsten ingen gadgets, kun tøj i  frastødende baner. Jeg finder dog et par badeshorts af den stramme slags til 5 euro, og de har foreløbig klaret én tur i poolen. Jeg studerer en høne. Den er af en art keramik, og den er guldbelagt og spækket med similisten. Man kan så løfte selve hønen, og dens rede er så et skrin, hvor man kan lægge – et eller andet. Den slags ting, man som oftest ville lægge inde i en guldhøne. Jeg tænker, at den er det grimmeste enkeltobjekt, jeg har set i mine dage. Jeg er fristet, men lader den stå på hylden.

På turen ind, gennem wild-west-byerne Ipsos, Dassia, Gouvia og Kontokali, kører vi gennem dybe vandpytter. Her er faldet regn, masser af det, i morges, men vi gik glip af det værste af det.

I går så tingene anderledes sommergræske ud. Søndag, og vi havde lejet en båd hos vores ven fra sidste år nede i Nissaki Havn. Han hedder, i lighed med de fleste her i byen, Trifonas til efternavn. Hans kæreste er der også, og hun har en hundehvalp med, som de lige har fået. Den er 50 dage gammel, og den er ikke større end et marsvin, og alle er ved at falde i svime over kræet. Den er også kær. Den vralter rundt på små, skæve ben, og den tisser, og den vader i sit tis, og hver gang udløser det jubel.

Båden hedder Stamatis og er en motorjolle med 30 hestes Suzukimotor med elhejs. Central styrepult med rat. Ude i stævnen er det hele lavet til puder og liggevenlig komfort. Det er en herlig båd. 65 euro for en hel dag.

For to år siden, i Spanien, ville vi også leje sådan en båd. Jeg kan lige citere fra min dagbog fra dengang:

“På turistinformationen (i Moraira) er de enestående uinformative. Jeg spørger om de kender til steder, hvor man kan leje en båd. Damen tager en fotokopi af et ark frem og prikker ned i papiret med en kuglepen på de to steder, hvor der står BOAT RENTAL. Ud for hvert navn står et telefonnummer og en webadresse; begge noget, jeg ikke kan bruge til noget (note: Ingen wi-fi).

Det vidste jeg allerede. Havde researchet mig frem til flere detaljer hjemmefra, men mangler de sidste: Hvor og hvor meget? Jeg får en cirkel med kuglepen på et kort og en sludder for en sladder.

Så jeg beder om mere turistinformation og får at vide, at den ene holder til på en restaurant ved lystbådehavnen; den anden i en tøjbutik. En tøjbutik? Ja, siger misinformationsdamen. En tøjbutik.

Jeg får udleveret en prisseddel fra det ene sted og forstår med samme, hvorfor man er nødt til at drive et hovederhverv ud over at leje både ud. Priserne er fænomenale: 450 euro for seks timer. Og opefter.

Med andre ord: Hvis de lejer en båd ud en gang om måneden, skal de prise sig lykkelige. Det bliver ikke mig, der gør deres lykke komplet i år. På Korfu, for to år siden (2010, red.), lejede vi en båd en hel dag for 70 euro. Og vi gav en slat til benzin oveni. Og udsigten var bedre. Og det var varmt. Og folk var søde og venlige. Og vandet var smukt og uden plastikobjekter.”

Vi stævner ud fra Nissaki klokken cirka ti i strålende sol, turkis vand, bjergene over os, Pantokrator øverst oppe, vandet er silkeblødt.

Dagen er næsten en tro kopi af sidste år. Som lallende amatør er man begrænset til at holde sig inden for en operationsradius af Dassia i syd (ikke spændende) og Kassiopi i nord (meget mere spændende). Mellem Nissaki og Kassopi sejler man til gengæld langs en af de smukkeste kystlinjer, jeg kender. Hvis man nu var meget rig og selv kunne vælge, så… lad os sige, man var Rothschild-familien. Så har man selvfølgelig huse her og der og på Cap Ferrat og på udvalgte caribiske øer, og så har man selvfølgelig sit sommerresidens på Korfus nordøstkyst med udsigt over strædet til Albanien. Så pænt er her.

Derfor ligger her den ene kolossale lystyacht efter den anden ankret op i de små vige og bugte med det forbavsende vand og de stenede strande, hvor kun sejlere kommer.

Vi passerer en, ganske (og må jeg nok indrømme, provokerende) tæt under stævnen på skibet. Det er aldeles monstrøst. Fire, fem etager glinsende hvid og højpoleret milliardæryacht. Den ligger for anker tæt ved Kalami, og fra agterenden har nogen (ikke ejeren, med garanti) ført to stramme kabler ind til klippekysten. Jo, for et eller andet sted skal man jo fortøje de tre, fire kæmpestore vandscootere, herskabet skal have stående til rådighed, når kedsomheden kommer over dem. Jeg kan godt blive godt gammeldags VS-sur over den slags hæmningsløs fråds. Fortørnet og fascineret på en og samme gang. Jeg synes, det er for meget. Sådan at flanere rundt på sin gigantbåd uden at røre en finger selv. Hvad fanden er der sjovt ved det? Et flydende palæ med krystallysekroner og butler? Spabad og lædersofa og en besætning med polo-shirts med skrumlets logo på? Jamen, hvorfor? Er det mon rart og hyggeligt; er det mon spændende at få, når man peger? Jeg har min tvivl.

Vi bader fra vores lille jolle. Hopper på hovedet ned i det vand, der er så klart, at man tror, der er en meter ned, og så er der femten.

Drengene skiftes til at sejle båden. Det er ikke svært, men man skal koncentrere sig, for der er andre både i farvandet, og der er også klippeskær tæt inde under land. De elsker det. Jeg sidder ved siden af den aktuelle rorsmand. Jeg er kaptajn, de er styrmænd. Mathias kommenterer løbende til gavn for bådens eneste æresgæst, Camilla:

“Passagerne bedes være informeret om, at vi nu sejler forbi nogle klipper til venstre.”

“Bagbord,” siger Emil.

“Passagererne bedes være informeret om, at der nu kommer kølevandsbølger (sic) fra højre.”

“Styrbord,” siger Emil.

Vi lægger til i Kassiopi, klokken er knap et, og gassen er allerede ved at gå af første, hhv. andenstyrmanden. I hvert fald er der påfaldende stille under middagen på Porto hos den venlige mand og hans gode mad, hans mange smukke fotografier af Kassiopi i fordums tid. Indtil 1962 kom man sejlende hertil, med mindre man var en særlig ekstrem form for masochist. Vejen hertil var en stenet grusvej, som kunne tage en halv dag at tilbagelægge fra Kerkyra, selv med datidens mest moderne bus, og jeg gyser ved tanken.
Fotografierne fra Kassiopi dengang har ingen lighed med dagens by. Der var stort set ingen huse ved den lille naturhavn. Og engang har det her været et centrum for kultur og magt; en befæstet by i middelalderen, muligvis helt tilbage i antikken. Så kom århundreder med ro og fred, fiskeri og isolation. Så kom turismen.

Nu er det en charmerende græsk havneby, en af de kønneste, jeg har været i. Men også med turistjunk i pallevis og English breakfast (€2,99). Alligevel taler vi om, at vi gerne vil blive her, bo her, nogle uger, når vi bliver børneløse igen. Ikke at vi glæder os til det. For de er ved Gud en fryd at rejse med. Jeg har altid været nordisk indendørs mester i at tage sorgerne på forskud. Og jeg kan mærke, at jeg tæller hvert minut med dem, for jeg ved, at det ikke kan være længe, før de rykker fra os. Mentalt først, siden fysisk, siden geografisk, og det er godt sådan, og jeg vil hjælpe dem, men jeg vil også savne dem.

I mellemtiden har vi disse dage sammen, og det er fedt, det er bare fedt.

Efter middag blæser det op. Det gør det hver dag i strædet mellem Korfu og Albanien, og bølgerne rejser sig.

Vi sejler tilbage til den bugt, hvor vi kort lagde til på vejen op. Den er næsten så perfekt som de af poeter besungne strande på Antipaxos, hvor man tror, at man er på Maldiverne, hvis ikke det var for olivenskovene og duften af det gode, grillede lam. Timian og oregano, spruttende cikader. Citrontræer. Den slags.

Jeg har det skidt. Ondt i maven, febril, ingen energi. Så jeg ser, at drengene frygtløse springer i vandet, det lysende blå vand! og svømmer bort, ind mod stranden. Camilla hopper også i. Fedt, at ingen af dem er bange for dybt vand, om end det aldrig bliver Camilla, der snorkler ned på ti meter.

Jeg lægger mig i stævnen af båden på de bløde hynder, hvor jeg lige kan ligge udstrakt, hvis jeg ligger på skrå, som Pythagoras ville have gjort det, siger jeg til mig selv, og er lige ved at falde i søvn, men så overvinder min dårlige mave mig og mit søvnbehov, og jeg må i baljen for at, populært sagt, tage en skidetur. Jeg har det dårligt med at besørge i vandet, dette guddommelige vand, men her er dybt, og fiskene får en festdag, og jeg får det bedre.

Mathias laver samme nummer. Han synes ikke, det er rart, men han gør det, for der findes ingen alternativer, og det, vi producerer, går lige til bunds, mødt med glæde dernede.

Videre, og bølgerne kommer lige imod os. Emil og Mathias lægger sig på maven helt ude i stævnen, og Stamatis hopper og banker i bølgerne, og skumsprøjt står ind over os. De griner, så det klukker.

Vi går ind for at få noget at drikke i Kalami ved Durrells hvide hus. Her er en taverna, som i høj grad lever af sit navn og sin berømmelse, men som også lever af at servere god mad i de lidt højere luftlag. Priserne er også fulgt med, dog uden at være sindsoprivende.

Her er problemet bare det, at vinden nu presser søerne så højt, at vi, selv med assistance, ikke kan få båden fortøjet ordentligt. Den hugger og stamper og slår mod bådebroen. Jeg prøver at omfortøje den. Jeg bliver enig med mig selv om, at den bedste løsning vil være at sejle ud igen og at få ankret smidt længere borte, så båden kan ligge lidt ude fra broen. Båden hopper en meter op og ned i bølgerne. Jeg træder op på fordækket i samme øjeblik, som en sø tager den, og jeg ender i vandet mellem båd og bådebro. Det er lige dele ydmygende og irriterende. Jeg klatrer op agter ad badestigen. Min t-shirt klæber til mig. Jeg holder bådens motor i gang, bak og frem, indtil resten af truppen er kommet om bord, og vi kan komme væk fra molen.

Således tager vi afsked for denne gang med Durrells berømte hvide hus.

Ud for Kalami ligger en kutter fra den græske kystvagt. Den cirkler, ind og ud mellem turisternes små motorjoller og de større, organiserede turbåde, hvor mængden af turister truer med at sprænge rælingen. Jeg husker på, hvad vores udlejer har sagt. Hvis I bliver stoppet, så ligger der sikkerhedsudstyr her, der er forsikringspapirer og veste og nødblus og fløjte og meget andet, jeg ikke kan huske, der. Vis dem det, så er alt i orden.

Men kystvagten er ikke ude efter os. For her ligger et albansk fiskefartøj og er ved at hale net ind. Kystvagten cirkler om denne båd, tæt og truende. Albanien er knap tre kilometer borte, men det er en skarpt bevogtet grænse. Hvorfor fiskefartøjet er kommet helt over til den græske kyst, det ved vi ikke, men kystvagten er over dem hvert øjeblik, de er her.

Kysten rejser sig i svimlende højder, fra hvide lagdelte klipper nede i vandkanten over grønne olivenlunde med spredte villaer i hvid og gul og orange til høje, golde klipper langt oppe. Jeg peger huse ud for mig selv. Jeg kunne tænke mig det der lille hvide hus på klippen med de tre dobbelte døre med grønne skodder for. Jeg kunne tænke mig den store villa længere henne med en pool med tre ruder i, så man kan se gennem vandet og ud på vandet. Den der, så højt oppe på den yderste fjeldtop, den kunne jeg sådan set også godt leve med.

Havet, vandet, solen, de gode mennesker, tomaterne og vinstokkene og det tørre græs. De dybe olivenskove på terrasserne af hvide kalksten og de ranke cypresser.

Jeg kunne tænke mig det hele, at det hele var mit.

Vi kravler op til huset efter endt søgang. Jeg sidder en kort tid på balkonen, så går jeg i seng. Sover tungt i næsten to timer, før vi skal videre i programmet. Pizza og VM-finale hos Midnight Pizza & Bar, og vi har reserveret bord. Her er fyldt til sidste plads, folk råber og hujer; en engelsk familie lige bag os er så anti-tyske, at det grænser til det perverst krigeriske. Tyskerne er lede. Tyskerne er aggressive og voldelige, Schürrle (Shirley, som faderen ynder at sige indtil flere gange) har det i sig, det der udefinerbare tyske grimme noget, det er noget med hans frisure, man ser det straks, bare se hans øjne. Argentinerne fældes usportsligt, men falder graciøst, og der skriges ad enhver teutonsk dræbertackling, der burde udløse det røde kort, hver eneste en af dem, og Schweinsteiger er en tøsedreng, der bløder med vilje fra ansigtet, når han vil have sympati fra dommeren. Det er ikke rigtig rart at høre på. Jeg er glad for, at vi ikke er der, da kampen bliver afgjort. Da er vi gået.

Tyskerne vinder. Til sidst. Camilla og Mathias gik hjem efter 1. halvleg. Emil og jeg efter 2.

Vi tvang os selv til at holde os vågne til den forlængede spilletid var forbi, og tyskerne fik scoret.
Vi sad, os to, side om side på de hårde pindestole under den hårde neonloftslampe og håbede sådan, at nogen ville score inden alt for længe. En eller anden. Et hvilket som helst hold.

Så vi kunne komme i seng.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s