Morten privat · Rejsedagbøger

Ottende korfuske etape: Polske terrorceller og hundrede baner i poolen.


Fredag 11. 7.

Lidt mere end en uge tilbage, og dagene flyver forbi os. Dagen i dag er gået med at stå op, vente på at køre Mathias op til Sunshine Hotel Vacation Villas Resort Wellness Retreat Clubs klokken tolv, køre til Korfu By, være i byen, køre hjem, vente på at hente Mathias i Corfu Sunset View Apartments Spa Hotel klokken halv seks, spise til aften, putte børn, sidde her på balkonen klokken halv elleve aften.
Fuldmåne.
Vi nåede at få ti minutter med klar himmel og blændende fuld måne over det ioniske hav, før skydækket kom.

I morges: Gråvejr og regnvåde veje, cikaderne tier; de bryder sig ikke om meget andet end fuld sol.
Jeg tjekker vejrudsigten med en vis bekymring. De melder om vekslende skydække og mulighed for regn, så langt vejrudsigterne rækker. Hm.

Selv havet dernede har anlagt en bekymret mine. Det er mørkt og gråt at se på.
En dag som skabt til at køre og ordne logistiske opgaver. Gråvejr er så prosaisk, det får alting til at se ud som den inkarnerede almindelighed, selv græske øer.

Vi vågner klokken ni og konstaterer, at alt er vådt. Gråt.
Camilla og jeg sætter os ud til poolen under to parasoller og ser skyerne blive til, drive hen over os og forsvinde.

Mathias drømmer om at svømme i poolen i regnvejr. Det prøvede vi sidste år. Nu får han chancen igen.

I Korfu By i dag med Emil og Camilla, uden ærinde, bare for at kigge på markedet. Markedet er ganske lille, og det ligger tæt op ad murene på det nye venetianske fort, som dominerer byens vestlige del. Her er en velsignelse af sære fisk, de fleste af dem lokale. Jeg kigger, men jeg synes ikke, jeg finder nogen af dem, man møder under vandet på en snorkletur. Jeg har spekuleret på, om de fisk, man ser, mon kunne gøre det ud for et måltid.

I havnen ligger i dag tre gigantiske krydstogtskibe, og byen er godt fyldt op. Den er ikke større end at de mange turister kan ses overalt. Nu hvor vi har været her flere gange, begynder man at føle sig hjemme i byen. Den er sådan set overskuelig nok, den er bare labyrintisk, og her er endda en jødisk ghetto med et par hundrede beboere, midt i det hele. Som i Rom.
Emil er blevet så stor siden sidste år. Han er, og han ligner, en teenager nu. Han er en verdensmand på en restaurant. Han er også en dreng, når han passerer en computerbutik med spil og gadgets.

Vi spiser frokost på pladsen ved rådhuset, det gamle teater. Her er så smukt. Gyderne, der fører ned til Spianadapladsen, er smalle, husene er i fem, seks etager, deres mure skaller puds af i maleriske flager, og deres vinduer prydes af grønne skodder. Balkoner og tørresnore, potteplanter og sanitære installationer monteret i plastrør uden på bygningerne. Holdt sammen af tape og ståltråd, transporterende husholdningens spildevand, som ingen havde tænkt på, da husene blev bygget for to, tre hundrede år siden.

I vinduerne er der gardiner, og der er altankasser med bougainvillea og struttende trompetblomster.

Hjemme; svimmel af kørsel, af bjergveje og den årvågenhed, der følger med at føre et motorkøretøj på græske veje. Alt kan ske, og det gør det. Man undgiver, man klemmer sig ind i buskadset, når en bus skal forbi, man ser bilen foran blinke til højre for så at dreje til venstre, man ser en motorcyklist i klipklapper og shorts og tohundredeoghalvtreds kilo Yamaha blæse indenom, udenom, alt kan ske, og det gør det.

Jeg får tyve minutter på en luftmadras i poolen, inden jeg skal hente Mathias. Jeg falder så småt i søvn med ansigtet nede i lugtende plast, og solen er kommet igennem og varmer min ryg. I dag er det ikke hedt.

Pizza til aften oppe ved Afrodites supermarked. Gode pizzaer. Søde mennesker. Afrodites søn er bartender, og i baren er der to tv-skærme, der viser sport.

Mathias sætter sig ind i baren til Afrodites søn. Over ham viser tv’et motorcykelløb. Stereoanlægget spiller funky musik.

Jeg ser ham gennem vinduet. Han sidder på barstolen, hjemmevant, med sin grønne kasket på hovedet. Han følger med på skærmen over baren. Han gynger i kroppen til musikken. Han er i sit es. Han siger til mig, at når han bliver atten, køber han sådan en bar. Så skal han have sig nogle drinks.

Emil sludrer med bartenderen. Det viser sig, at det var ham, der fangede et firben til Emil den første dag. Emil lærer græske ord: Fournos, ovn. Han lærer, fordi han spørger.

Vores tjener, den unge kvinde i korte shorts og lange malede fingernegle siger, sweet boys, so nice and friendly.
We do our best, siger jeg.
For selvfølgelig er det ingen tilfældighed. Man kan opdrage sine børn til et vist punkt, og deres egen tilbøjelighed vil tage over, men vi har gjort det godt. Det har vi sgu. De unger er gode og venlige og kan begå sig. Jeg prøver ikke engang at prale. Det er bare sådan.

Emil, verdensmand, bestiller drinks til sig selv og Mathias. But no alcohol, siger han. Bartenderen nikker alvorligt og går til opgaven med ildhu; han shaker og mikser og hælder frugtsaft og bær og knust is op, og til sidst smager han selv på varene for at tjekke, om det nu er i orden. De får en drink hver, bjerget op over is og med sugerør og bær; det eneste vi mangler, er Richard Ragnwald og Hinnerup Pigegarde og fyrværkeri og en gylden karet, så er det hele i orden. Ungerne elsker det.

Jeg selv bestiller en Mai Tai. Den er god, den er stærk. 
Vi reserverer bord til søndag. VM-finale, pizza og øl, det er godt.

Søde, gode mennesker. Det møder vi alle vegne her. Gode, gode mennesker. Jeg elsker dette land.

Lørdag.

Tricket er svært at finde, men løsningen er der. Når klokken er halv syv aften, som nu, hænger solen lige over bjerget vest for mig. Balkonen er vinklet præcis sådan, at lyset falder ind i hele dens længde. Man finder altså skygge længst inde, længst til venstre i balkonens længde. På den anden side varmer solen éns krop, og det er en varme, der er til at holde ud, den giver liv, den varme.

Så jeg monterer min bløde bredskyggede camino-hat på sned, skyggen til højre, og nu kan jeg sidde i næsten fuld sol og alligevel skrive.

Jeg er lykkelig for, at solen er her. Ikke blot i al almindelighed, men især i dag.

I morges, første kølige morgen. I går aftes efter pizza, første kølige nat, og vi havde cardigans og sweatere på.

Jeg studerer vejrudsigten time for time og håber det bedste. Hele formiddagen tæt skydække, først hen ad middag opklaring så småt, men selv nu kan man mærke et dyk i temperaturen, når der kommer et vindpust. Når solen er på – så sveder man. Koldt er det jo ikke. Men den køligste dag til dato her, måske et maksimum på 27-28 grader i skyggen.

Sov til halv ti. Mathias var oppe i nat klokken halv fire, kunne ikke sove, så han satte sig til at spise sine kakaoknas med sødmælk, for han var sulten, han, som knap har spist en kvart portion af hvad som helst, vi har sat foran ham i to uger, han, som netop i går aftes tilintetgjorde en hel pizza til vores glæde. Han kvitterer med at sove til halv elleve.

I dag er planen, at der ingen plan er. Vi skal intet, vil intet. Og netop disse dage fungerer således, at man står op, så går man ud til poolen, så ligger man der lidt, så bliver man træt af det, og så ser man på klokken, og den er halv syv om aftenen.

Ikke helt. Der er sket ting i dag også. Småting. Men også store ting.

Drengene er gået amok med at svømme. Selv om de har svømmet og snorklet i timer hver dag, har de i korte perioder holdt tal på antallet af baner, de har svømmet. Mathias 60-et eller andet, Emil 40-et eller andet. De sætter sig som mål, at de vil svømme 100 baner (i alt) før dagen er omme. En bane er, har jeg cirka skridtet af, 14 meter. De kommer deropad ret hurtigt. Vi vædder: 10 euro til dem, hvis de har nået 125 baner, før dagen er omme.

Emil brystsvømning, Mathias crawl. De gør det. Men det koster: Emil presser sig selv for hårdt og må have en pause i skyggen, en halv time med ingenting.
Imens kører jeg en tur.

Op ad kysten: alle de små byer, alle de små vige og bugte og stejle, smalle veje op til landsbyerne. Jeg drejer af ved Vigla og kører et par kilometer op. Her stopper jeg i et sving, hvor der under et skyggende træ står to metalbænke. Under mig ser jeg Kouloura og Kalami og de geometrisk perfekte næs, der afgrænser lokaliteterne.

Kouloura med det der afsindigt hvide kapel yderst på klippeskæret, næsset med oliventræer på terrasser af hvide kalksten. Kalami. En næsten næsvis skønhed, se, hvad jeg kan. Næsset ved Kalami og Durrells hvide hus er halvcirkelformet og rejser sig nøjagtigt lodret fra havet, men ikke for langt, næ nej, ikke vise sig for overdrevent, bare vise det smukke i sin reneste form, så langt fra blær, som man kan komme. På næsset oliventræer, men også klynger af pinjetræer, grønne obelisker, mere mørke i tonen end de sølvtonede oliventræer. Mellem næssene stråler vandet i blåt og turkis og lysegrønt, og solen glitrer forfinet i vandet.

Jeg står i det tørre græs under træet og tænker, om det er muligt at være ulykkelig her, men selvfølgelig er det muligt, alt er muligt, især at være ulykkelig og at længes.
Men man er sgu et fjols, hvis man skulle sidde her i en af villaerne heroppe og se ud over det her og længes efter noget andet. Så var man et kæmpefjols. Det er bare altid en mulighed for enhver, det med at være et fjols.
Leje båd. Vi tager til stranden i Nissaki og booker os en båd til i morgen. Jeg hopper i fra bådebroen, og drengene fisker med deres net og fanger ingenting.
Den polske terrorcelle er taget hjem. I flere dage har vi heppet på dem uden at vide noget: Lørdag er jeres dag! I skal hjem til Katowice! Eller det! Men hjem!
Det er ikke pænt af os. Men det er to familier, brødre eller søstre, det ved vi ikke, med tre ganske små piger, og de er da søde, men de græder og græder og græder, og mødrene skælder og sludrer og skælder, og fædrene står lænet op ad gelænderet rundt om poolen iført shorts og kolde øl.
Emil mimer den ene mor. Hun er så langsom, siger han, som han aldrig har set nogen være. Hun skulle stige op i bruseren ved poolen. Skylle sig. Han løfter hendes ene ben. Sætter det ind i kredsen af lodrette sten omkring afløbet. Det andet ben. Han tænder for hendes vand. Han skrubber hendes hår. Alt foregår i slowmotion. Han stiger ud af badet igen. Hun er bare ufatteligt langsom. Det irriterer ham grusomt, og vi ler; hans pantomime er rammende.

Her er også et ældre italiensk ægtepar. De var her også sidste år. De har været her siden 1991. Han mangler tre fingre på den ene hånd, og det er praktisk, for lige i hullet kan han lægge sin iPhone, hvorpå han læser, ser tv, ser film, alt. Han taler kun italiensk. Men den anden dag, da den polske terrorcelle var på tur, svømmede vi side om side i poolen. Han så på mig. Så pegede han op mod himlen og sagde et ord, der lød som ahhhPeace.
Tranquilitá, sagde jeg.
AaahHmmm, sagde han. Og nikkede glad.

Amalias mand. Han er ejerens mand; Amalia, Georges og Spyros’ far. Han siger ikke meget, måske fordi han kun taler græsk, men han er her hver dag fra morgen til aften.

Jeg forsøger at holde rede i deres motoriserede flåde, men jeg kan ikke.

Der er:

Georges to motorcykler inde i garagen, hvor alt hænger i pinlig, kirurgisk orden. Der er den sorte BWM med sidevogn, veteran, lækker og pudset. Der er den røde Harley, også den antik, smækker og poleret til dybrød glød. Begge er Georges. Faren har en gammel Vespa, som jamrer så pinefuldt, når han kører den ned ad indkørslen på skrigende bremser.
Faren har dertil en oldgammel Datsun pickup, som han bruger til at flytte ting rundt på. Et par havestole. En sæk med haveaffald. Det hele skal flyttes, jo. Den er orange, og den har garanteret fået en tur med spraydåsen på et tidspunkt, og det har ikke gjort den kønnere, men det kamouflerer rust og buler så nogenlunde.
De råder også over en helt ny, vulgær, kæmpestor Nissan pickup i sølvgrå. Dertil råder George over bandets lastvogn, som er fyldt til randen med grej og gear til deres koncerter.
Og det er kun, hvad jeg har set.

Amalias mand har også fået sig en løvblæser. Det ved jeg, fordi han elsker at gå rundt med den her om aftenen. Den lyder som en knappenål stukket ind i kødet mellem to tænder og hevet frem og tilbage, frem og tilbage, hvinende mod emaljen.

Men den kan flytte noget vissent løv, og det er der meget af, og det ved jeg, for jeg har lavet en undersøgelse.

Et oliventræ er stedsegrønt, og det smider en procentdel af sit løv hver dag. Jeg lå og studerede det.

Oliventræer sætter blade i par. Man kan selv konstatere det, hvis man tager en olivengren og tæller. Parrene sidder forskudt om den akse, der er selve grenen. Et par sidder måske forskudt 180 grader i forhold til det næste, og derfor giver det et så kaotisk udtryk, men der er orden derinde.

Jeg tæller mig frem til, at hvert tyvende bladpar er vissent. Men det er ikke helt ensartet, for der er klynger af visne blade, og der er hele grene uden visne blade overhovedet. Jeg vil anslå, at et blad af 40 på et oliventræ er vissent til enhver given tid. De visne blade falder ned og dækker fliserne. Der er ikke ret mange af dem, fra dag til dag. Men en mand med smag for gadgets og køretøjer skal have sådan en.

Så det har han.

Så den bruger han.

Vi griller lam, købt hos slagteren i Ipsos, og samme slagters gode pølser. Det tager en allerhelvedes tid at få ild i den der fordømte grill, men det er hyggeligt nok, mens det varer, for solen går ned i et orgie af rødt og rosa og orange; måske et resultat af morgenens mange skyer. Bjergene på øen gløder i nuancer fra hvidt til lilla. Hver farve skarpt tegnet, hver kurve af en bjergtop markeret som med skalpel mod himlen. Hvis jeg nu var revisor, ville jeg tænke på kurven over C20-indekset. En kurve op og ned, under kurven er der sort, over kurven er der lyserødt og sværmerisk. Men jeg er ikke revisor, og jeg ved intet om indices af nogen art, men jeg ved noget om bjerge og om himlen, om måner og ugler, og det passer mig fint sådan.

I morgen: Lejet båd. Sejltur op til Kassiopi. Alle de små, lækre bugte, vi skal ind i.
Jeg ved, jeg ikke kommer til at sejle båden meget. Drengene vil til, og det skal de komme.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s