Morten privat · Rejsedagbøger

Korfu 6: Carl Hamilton henter sin søn. Måske.


Onsdag

I går lidt af en off-dag; Emil træt og uoplagt, jeg selv helt ødelagt. Lang indkøbstur, kort badetur til Kaminaki, kun to kilometer væk, men klart flere besøg værd.

I seng klokken ti og gik glip af semifinalen mellem Brasilien og Tyskland (1-7; det var vist ellers værd at se). Godt at vi har bil, men irriterende at skulle bruge tid på at køre. Vi handlede ind i AB i Gouvia, femten kilometer borte, og det er godt at få den slags overstået, men i dag er jeg vist nødt til at finde en computerbiks af en art, for mit nye kamera vil ikke lade; slet ikke, og det er også irriterende. Det er også irriterende at den polske storfamilie usurperer hele poolen med deres uvorne unger, og at de begynder dagen med en tudetur, der ingen ende synes at ville tage. Irriterende at det er overskyet i dag og at jeg har sovet mærkeligt; Camilla klager også over at have sovet skidt.

Det trækker op til regn og torden inde over de centrale dele af Korfu, og inden længe er Pantokrator helt draperet i sorte skyer, men regn kommer der intet af. Luftfugtigheden er høj, og man sveder, selv i gråvejr.

Mathias’ nye klassekammerat Rasmus ferierer med sin mor lige om hjørnet i Sunshine Village Club, og klokken tolv præcis står vi i receptionen og overdrager Mathias til dem. Han er ellevild af begejstring. Emil og jeg fortsætter til byen, hvor det er min plan at finde ud af, hvad det er, der plager mit nye kamera. Vi besøger tre forskellige computerbutikker på den store gennemfartsgade, der hedder Odos Palaiokastritsa, men ingen af dem kan hjælpe, omend de alle gerne vil. Emil køber sig til gengæld en computermus fra et særdeles hot mærke til gamere (for gamers, by gamers), og han er stjernelykkelig. Vi fejrer det med en milkshake og en kaffe på en bar.

Men ingen kabler til mit kamera, så vi kører ned forbi havnen, op forbi det nye venetianske fort, hvor der er marked hver dag, og parkerer bilen på en støvet og hed grusplads, hvor man tilsyneladende gerne må holde gratis, så længe man lyster. Her kan vi nemlig huske en lille elektronikforretning, og der går vi ind.

Butikken bemandes af en venlig, ung mand og hans venlige far, og den er pæn og ordentlig og meget, meget lille. Manden i butikken undersøger mit kamera, tjekker batteriet med et voltmeter, og diagnosticerer sig frem til, at det er opladningsfunktionen i kameraet, der er defekt, ikke mit kabel eller mit batteri. Så efter en del roden og regeren anskaffer jeg mig en universallader til kamerabatterier, og mit problem er løst.

Emil og jeg har hygget os sammen. Det er dejligt fra tid til anden at være sammen med kun den ene og at kunne give ham tid og ro til snak og vitser.

Vi henter Camilla, og sammen tager vi tre op til Vitamins for at spise en sen frokost. Den unge kvinde, der er her hver dag, roser ham. Jeg er 28, siger hun. Jeg har arbejdet her, siden jeg var 11. Og jeg har aldrig mødt så høflige, søde børn, og så gode til engelsk. Og hvad værre er, vi er sikre på, at hun mener det.

Mathias og Emil er i poolen sammen med den australske dreng Harry og hans storebror. Munden står ikke stille på Emil – han spørger, og han snakker, og han fortæller vitser; han elsker at få lejlighed til at øve sit engelske, og han er dygtig til det. Vi snakker om, hvor det kommer fra. Jeg har lært mig selv en vis åbenhed, men det er ikke min naturlige tilbøjelighed; hos Emil er det en vigtig del af ham. Mathias ligeså, men han er lidt mere reserveret, og alligevel griner han, så det klukker, nede i poolen. Hans hvide grin i det solbrune ansigt, og den der latter, som man burde fylde på sprayflaske og give til mennesker, der har ondt – han kan charme sig ind alle vegne, og han ved det, men også han skal have støtte ind i mellem. I dag har han leget med sin nye ven Rasmus hele eftermiddagen, og jeg er blevet krydsforhørt to gange af vagten ved Sunshine Vacation Apartment Spa & hvad det ellers hedder, og var nær aldrig blevet sluppet ind for at hente ham her halv seks. Vagten forstod ikke, hvad jeg mente, da jeg sagde, at jeg skulle hente min søn, som var hos en ven. Så jeg måtte parkere, gå hen til vagtskuret, tale med receptionen, cirka sådan her;

Yes.
I am here to pick up my son. He’s visiting a friend.
Yes. What you want?
To pick up my son.
He stay here?
No, his friend stays here.
So you pick – what?
I would like to get in. My son is here. I am going to pick him up.
I don’t understand.
I am here. To pick up. My son.
What room number he is in.
He is not in a room number.
Not in room number. I need a room number.
His friend is in room 320. I am going to pick him up.
Your friend is in room 320. You pick him up. And your son stays here?
No. My son. Is visiting. A friend. I pick up son. Not friend.
So it’s your son.
Yes. It is.
Yes.
You pick up son.
I pick up son.
All right. Thank you.

Hvorefter røret bliver lagt på. Og nu er vagten forvirret. Han ringer op igen. Mens hans taler med receptionisten på græsk, ser jeg ud over havet og over på de tørre albanske bjerge.

Det lykkedes mig at opsamle min yngste søn, som havde haft en herlig dag. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Så måtte jeg snorkle ind i mørket som Carl Hamilton og bortfjerne ham, men jeg fik da lov at køre ind, og det er trods alt lettere.

Hjemme griller vi fisk og pølser.

Aften, pool, russiske teenagere på Skype, idyl.
Aften, pool, russiske teenagere på Skype, idyl.

Den tykke russiske pige er på Skype. I al den tid, det tager os at få gang i grillkullene i den flade, vakkelvorne grill, i al den tid, det tager solen at gå ned, fiskene at blive sprøde og i al den tid, det tager os at dække bord, spise og fjerne sporene af vores fest, er hun på Skype med sin kæreste hjemme i Vladivostok. Hun sidder ned. Hun går rundt. Hele tiden, i alle tre timer, med billedet af kæresten som et levende ikon foran sig, og hun pludrer og fniser ind i den lysende skærm. Vi kan alle se ham. Han er mørkhåret og sidder lænet ind mod kameraet, og hun flytter ham rundt om poolen, igen og igen, han er på tv, han er der, men han er også alt for langt borte.

Hun kysser skærmen. Løfter den op til ansigtet og smasksnaver den. En kold plade af glas, og jeg tænker, at jeg er blevet gammel nok til ikke længere at forstå unge mennesker. Ikke at jeg ikke forstår kærlighed eller forelskelse. Vi har vel alle kysset et billede af den elskede. Men jeg har aldrig set de tider komme, hvor vi har flyttet vores kæreste rundt som et levende, live, billede, tusinder af kilometer borte, og hvor vi har haft ham som vores eneste virkelighed, mens det ioniske øhav steger i skønhed lige bag skærmen. Det har jeg ligegodt aldrig set komme.

Jeg synes, det er synd for hende, at hun hellere ville være et andet sted end her. Men hvad ved jeg.

Måske er det hele bedre for hende sådan her.

Torsdag, vi bruger dagen på at køre øen tynd i vores Ford Fiesta.

Vandet i Palaiokastritsa er berømt. Grotterne i Palaiokastitsa er omtalte vidt og bredt. De er blevet malet og tegnet lige så længe som der har været drømmere her.

Bugtene og vigene her er lige så smukke som de er overrendte. Stranden er tæt pakket med mennesker.  Vi lægger os samme sted som sidste år, nøjagtigt samme sted. Lige direkte på sandet ved Nikos’ taverna, og jeg svømmer ud for at snorkle.

Lige under vandoverfladen finder man et helt anden verden end den, der er oppe i den atmosfæriske luft. Sollyset sender spyd af hvidt ned gennem det blå, blå, usigeligt og evindeligt og polykrome og bare blå vand, så blåt, som om farven blå var en realitet som ild, som skyer, som løv.

Jeg svømmer ud til de fjerneste klipper. Små spraglede læbefisk flintrer omkring, så lysende blå, røde og gyldne som juveler på finner.

Under mig ti, femten, tyve meter azurblåt vand med solstolper.

Det er magisk, som at svæve, og vandet er så klart, som jeg vel aldrig har set vand være før. Jeg forfølger en stor fisk, blander mig i en stime af små, dykker ned, så dybt jeg kan komme.

Frokost hos Nikos; tjeneren/ejeren er en af de største mænd, jeg har set, og han sveder heftigt gennem sin tynde skjorte. Stakkels mand, og så i det vejr.

Turen udvikler sig til en ekspedition. Vi kører fra Palaiokastritsa op gennem Lakones og til Angelokastro, den byzantinske borg, der ligger på toppen af en næsten lodret klippesyl, 300 meter over havet. Hvor længe stedet har været brugt som forsvarsværk er der ingen, der helt ved – men i klippegrunden lige foran det lille kapel på den øverste tinde er hugget syv grave i sarkofagform, og det er muligvis af arkaisk oprindelse. Stien op til fortet er vild og stejl, men barmhjertigt kort. Solen hamrer os godt flade, før vi er helt oppe, men udsigten er formidabel ned over de mange bugte og vige ved Palaiokastritsa og de stejle klipper, der rejser sig fra havet. Langt under os er havet fuldkommen uforskammet, perfektionistisk blåt i alle toner af blå, fra lysende turkis til dyb akvamarin; sproget rummer ikke tilstrækkeligt med navne for blåt til at dække.

Vi fortsætter ad serpentinveje til Agios Georgios, som er tre kilometer sandstrand, men det skuffer os en anelse, i hvert fald Camilla og mig. Vandet er plumret og mælkehvidt, og sandstranden er som at opholde sig i en grusgrav; særlig rent er her heller ikke. Der ligger gamle dæk og assorteret affald på skrænten, der forbinder vejen og stranden, og vi er her under en time. Børnene leger. De har fundet en art bæk, mangrove, saltvandssø, malariasump, jeg ved ikke helt, hvad det er, men det er et vandløb af en slags, som fører ind i sivene. Her bygger de kanaler og dæmninger, og Emil har fundet et nyt kald i livet, siger han, han skal være landskabsarkitekt og forme landskaberne omkring sig.

Så er alt i verden som et lærred, siger han.

Hjem gennem små landsbyer, fortryllende landskaber inde i bjergene, op til den store vej gennem Troumbetas og Skripero, hvor jeg kørte en tidlig morgen på scooter for fire år siden på vej til en dag i Athen. Drengene bliver køresyge, og vi stopper for at tanke op med vand og en pose chips. Mathias fortæller, at det kurerer køresyge, og at han derfor altid fremover skal forsynes på den måde, når vi er ude at køre. Det skal han ikke, kan vi meddele ham.

Pasta med tomatsovs. Dyb, dyb træthed.

Men åbner vinen fra Antipaxos. Sjælden og svær at få fat i, og uden sammenligning den bedste vin, jeg har fået af græsk oprindelse.

Nu her, lige en situationsrapport.

Det er næsten køligt, her klokken 23. Månen er tæt ved fuld, men den er dækket af skyer, der har trukket op hele aftenen.

De lover regn og storm her i nat.

Det rusker allerede, og jeg oplever for første gang i et par uger, hvad det vil sige at fryse.

Luften, vinden, dufter af regn og kulde. Det er noget, vi danskere kender til. Det føles helt hjemligt.

Nu, klokken 23.11, regner det. Tunge regndråber, der føles, som om de mener det. Jeg nyder køligheden. Den kærtegner mig.

Vi går i seng. Med skodder og vinduer åbne ud mod den sorte nat og regnen, der kommer.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s