Morten privat · Rejsedagbøger

Sjette korfiotiske sending: Slowly, slowly


Mandag, 7. juli

For første gang er varmen så intens, at man sidder i skyggen og bare kampsveder. Klokken fjorten målte vi 35 grader under det tætte vinbladstag på O Foros i Ano Perithia, og det kommer jeg tilbage til snarest. Nu, halv otte aften, sidder jeg og prøver at finde skygge på balkonen, forgæves.

Jeg tæller ned, til solen omsider dykker ned bag Pantokrator. Det kan ikke vare længe nu.

Kom nu, sol. Give me a break.

Takker guderne for den kolde hvidvin. Har været så meget i vandet, i poolen i dag, at jeg ikke magter mere, nu længes jeg kun efter det sartrosa tusmørke og temperaturer nådigt under 30 grader. Man længes efter varme hele vinteren. Og så er det næsten for meget, når det endelig er der.

Jeg tørrer min pande af med hånden, igen og igen, og hver gang er den lige drivende våd.

Men skyggerne kryber op over dalen under mig; villaerne på vestsiden er ude af solen nu, og solens skive bliver skåret over; den går ned, det lykkedes igen, og snart vil jeg længes efter at se den stå op.

Ano Perithia i dag.

Højt oppe og langt inde i bjergene på nordøst-Korfu, langt fra barene og t-shirtsene med Justin Bieber, i et øde og vildt landskab lige under Pantokrators strittende top. For bare halvtreds år siden var Høje Perithia, som navnet betyder, en hel minimetropol med omkring 1.000 indbyggere, som levede af landbrug, fåreavl og hvad man ellers går rundt og lever af i en by på den størrelse. Men så kom elektriciteten og turismen og den moderne verden, og man måtte konstatere, at det var længe siden, det sidste piratangreb havde fundet sted nede ved kysten, og så flyttede man. Som jeg har set det på Kalymnos, Ægina og mange andre steder i Grækenland, flyttede man bare væk fra byen og tog kun det vigtigste med. Byggede nye huse ved kysten og lod det gamle passe sig selv, indtil en gang i halvfjerdserne, hvor byen var komplet affolket og kun besøgt af vilde katte og romantisk indstillede magistre med staffelier og vandrestave og måske en kopi af John Fowles’ The Magus.

Stenhusene, af samme sten som bjergene, fik lov at stå, og tagene faldt sammen, trægulvene tørrede ind, dørene begyndte at hænge skævt på hængslerne. I det, der engang var stuer og køkkener, slog træer rødder.

Jeg tænker mig, at der har været nætter, hvor månen har været det eneste lys over en by af flere hundrede små og store stenhuse, torve, stræder og trapper.

Nu, i dag, bor der 6 mennesker i byen. De to af dem er et engelsk par, der med udsøgt perfektion har restaureret et af byens gamle huse, så det i dag er et eksklusivt pensionat for sværmeriske typer. Camilla og jeg har allerede drøftet hvornår det bliver os, der skal bo der et par nætter.

Den gamle købmandsforretning i Ano Perithia. Trappen er faldet sammen, etageadskillelsen hænger i de sidste frønnede trærester, og man kan stå og se op i værelserne ovenpå. I stuen en lille, lav dør, bag denne et butikslokale, hvor man ikke har fundet det besværet værd at tage butikkens disk med sig. Man kan trække pengeskuffen ud, og den knirker. I baglokalet en bageovn, hvorfra man har forsynet byens borgerskab med brød og kager.

Købmandsforretningen i Ano Perithia
Købmandsforretningen i Ano Perithia

Et hus er til salg. Det har engang været et smukt hus i tre etager med en statelig entre. Husets centrale struktur er af sten, og etageadskillelserne opført i massive bjælker og høvlede brædder, og det hele er her endnu, eller rettere, det meste er her endnu. Kælderen er en urskov. Trappen er som en knipling af soltørt træ, og gulvet ville falde sammen, hvis man satte en enkelt fod på det, så det gør man ikke. Pris: 45.000 euro.

Ano Perithia. Pantokrator og håndværkertilbud.
Ano Perithia. Pantokrator og håndværkertilbud.

Jeg er i gang i min fantasi. Murene af sandsten skal fikses op. Der er vindueshuller; de skal bevares, og der skal bygges nye vinduer hos en snedker, vinduer med skodder for. De skodder, der hænger her, kan nok ikke reddes. Nye tagspær og nyt tag af de her smukke gule tegl i halvbuesnit, som de stabler i lag, tre og fire oven på hinanden. Der kan de ligge i hundreder af år og bare blive smukkere at se på. Køkkenet skal bevares og bygges op, moderne og lækkert, omkring den lille bageovn, der er bygget ind i muren. Jeg kunne blive ved.

Torvet er triangulært, og på det står et elmetræ. Her er tre tavernaer, og den ene har et majestætisk nældetræ som sit naturlige tag og centrum: nældetræet eller lotustræet, celtis australis, hvis frugter skulle smage sødt og godt, og som Homer henviser til, når han taler om Lotusædernes Land; det er det her træ, og de her frugter, han mener.

Det er en steghed dag i bjergene, og her er både snoge og giftslanger, skorpioner og skarpe sten; Grækenland er et skarpt, kantet og stikkende land, og måske derfor er skønheden des mere lammende, når man møder den. Det gør man her i disse bjerge, disse tørre skråninger og denne hammer af en sol. Men jeg kan tænke mig, at når mørket falder på heroppe, så bliver luften som flydende honning.

Vi er kørt herop for at se stedet, men primært for at besøge Foros, den ene  af de tre tavernaer på torvet. Her regerer Thomas Siriotis, hvis lille taverna har været omtalt i alverdens medier; og den engelske tv-kok Rick Stein har været her flere gange, lavet tv herfra og været ved at gå omkuld over madens kvalitet.

I dag er her kun os, en sort kat, Thomas og hans femårige barnebarn, som går rundt alene i den forladte by i heden og keder sig.

Foros gemmer sig under løvtaget fra et par oldgamle elme, og selve tavernaen optager det meste af et hus, hvis generelle stand ikke er meget bedre end det, jeg skal købe mig ganske snart til 45.000 euro. På gruset i skyggen fra den jernhårde sol står borde og stole af pindebrænde. Thomas’ kone står i køkkenet. Han selv sidder og tegner små kort på sin stol ved indgangsdøren. Thomas er en venlig, vejrbidt mand omkring de tres. Vi bænker os længst inde i skyggen. Her er næsten køligt. Termometret, der hænger ved døren, viser tæt på 35 grader.

Inde i huset er stueetagen optaget af tavernalokalet. Sodsværtede, hvidkalkede mure, vakkelvorne borde, en bardisk og en århundredgammel trappe op til første sal; her toilet, køkken og intet andet. Vi er som trådt 150 år tilbage i tiden.

Vi bestiller. Dolmas, brød, lokal hvidvin, og så den ret, som nogle mennesker valfarter hertil efter: Urter og grøntsager fra bjergene, stegt på panden i en ubestemmelig sovs, til det hele får en ubestemmelig kulør og konsistens, næsten som dansk brunkål. Det er mig for sært, men Camilla elsker det; Thomas siger, at folk elsker det eller hader det. Det er vintermad, fattigmandskost, men det er sundt og godt, og selv jeg kan smage, hvor vellavet det er. Hans dolmades, vinblade med ris, serveres med en tyk citronsauce og er ganske enkelt formidable. Hvad jeg ellers har fået af dolmades til dato blegner – det her smager af de bjerge, hvor maden og urterne kommer fra, og sanseorgiet kulminerer med de lammesteaks, jeg får til hovedret. De er ganske enkelt guddommelige. Det er lokalt kød, fra lam, der er vokset op i bjergene her, og jeg bilder mig ind, at det hele går op i en helhed, hvor man ikke længere kan skelne smag, duft, luft, varme og synsindtryk fra hinanden. Det hele hører sammen, og det er vel derfor, så mange priser køkkenet her hos Thomas.

Camilla og Mathias hos O Foros, på bænken, på det bløde tæppe under elmetræet.
Camilla og Mathias hos O Foros, på bænken, på det bløde tæppe under elmetræet.

Vi sludrer lidt; han bor nede i Loutses, nogle kilometer væk. Han har sine egne geder og kalkuner, 140 høns, en have med grøntsager og urter, hvorfra han henter mest muligt til sin restaurant. Han har to hunde, to schæfere. Tidligere i år havde han syv hunde. Han tager gadehunde til sig, feder dem op og giver dem til venner og bekendte. Angående restauranten siger han, at han nægter busselskaber og den slags. Dem magter han ikke. For så skal han gå på kompromis med råvarer, tilberedning, service. Det er sgu ikke derfor, han har restaurant – for at få omsætning. Enhver idiot kan få omsætning. Han har restaurant, fordi han elsker at lave mad, servere mad og hygge om sine gæster. På en normal dag, siger han, laver de måske den samme ret seks eller syv gange. Intet på frost, intet gemt fra dag til dag. Det, der ikke bliver spist, får hønsene eller den lille sorte kat, der har taget Thomas til sig som sit sted at bo. Alt skal være lokalt, økologisk og autentisk, og livet skal være let, siger Thomas. Slowly, slowly.

Vi får honningkage med is til dessert. Slowly.

Mathias, Thomas og Emil i døren til O Foros, Ano Perithia.
Mathias, Thomas og Emil i døren til O Foros, Ano Perithia.

Hjemme tager Mathias og jeg til stranden ved Mitsos’ taverna for at svømme.

Griller lam over trækul ved poolen, igen, bader igen mens det bliver mørkt.

For første gang er der lys i poolen ved nattetid.

En familie, vi tror, de er russere, er ankommet. De har to unge mennesker med sig. Den ene er en kraftig, blond pige. Hun sidder ved den ene ende af poolen med sin smartphone og taler med dem, hun sikkert hellere ville sammen med. Ved den anden ende sidder hendes bror. Han taler i smartphone med dem, han hellere ville være sammen med. De gør det i timevis. Deres ansigter oplyses af skærmene, de stirrer på.

Måske, siger Camilla, taler de med hinanden.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s