Morten privat · Rejsedagbøger

Om mumier, helgener og tissemandsattrapper af oliventræ: Korfu 2014, 5. post


Lørdag.

Emil snakker i poolen – Spyros er kommet med sin familie. Han er bror til George og er manden, vi har korresponderet med gennem foråret om tid, sted og så videre; han, som sagde i telefonen, da jeg sad oppe på Hald i april, at vi bare kunne komme, vi var venner af stedet, intet depositum mellem venner. Spyros er forsikringsmand og taler fornemt engelsk og – hører jeg – et smukt italiensk. Som med de fleste grækere, jeg har mødt de sidste par år, kommer ordet krise ind i samtalen i tredje eller fjerde sætning. Han arbejder til kl. 10 om aftenen de fleste af ugens dage, og derfor har han ikke tid til at komme her, men han fikser alle reservationerne, når han nu alligevel sidder på kontor. All those new taxes. 

Han har sin kone og lille datter med, og hele familien samles ved poolen; deres og vores. Emil elsker at tale engelsk, og Spyros svarer gerne.

Jeg tror, han savner nogen at lege med og at tale med, Emil. Ud over os, altså.

I dag er der skruet ned for farverne. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Stod op og troede, det var overskyet, men der lå måske et tyndt lag dis over himlen, det var alt. Men nok til at himlen var mere grå end blå, havet mere metal end azur.

Vi tager bilen ind til byen, og det sære er, at man kører på disse landeveje ude på landet, som man har vænnet sig til, og med et er man inde i en by, der kunne være Nice eller Rom eller Athen med alt, hvad det vil sige af kaotisk trafik og sære eksistenser.

Så en mand i en elektrisk scooter af den slags, man giver til dårligt gående, sådan en, der kan køre otte kilometer i timen. En af dem med tag. Og han havde gjort noget ud af det. Han havde, formentlig egenhændigt, installeret solceller på hele taget af scooteren, og disse celler drev så et ambitiøst stereoanlæg med to store højttalere bagi scooteren. Indersiden af kabinen var behængt med ikoner af assorterede helgener. Under instrumentbordet hang cd-spilleren og GPS’en og noget, der lignede en politiradio; manden selv var vissen og lille og tydeligt ude af stand til gå, men køre med anstand i sneglefart op ad Liston, det kunne han.

Liston, i det hele taget, er et sted til people watching. Et studie i laid-back middelhavselegance, en arkade og en park, kølige søjlegange og cafeer med durkdrevne tjenere og lokale bohemer, og sidste år forsynede tjeneren sig selv med drikkepenge oven i de eksorbitante barpriser, så i år får han ingenting; alt i alt har han fået et fornuftigt beløb.

I morges anduvede endnu et kolossalt cruise ship Korfu By, og man kan sidde og se, mens de defilerer forbi med røde klistermærker på skjorten/kjolen/t-shirten: nummeret på deres bus, går jeg ud fra, idet man ikke længere tiltaler folk med numeralier, og det er noget rod, når tre hundrede mennesker hedder nr. 4.

Åh, jeg elsker Korfu By, og det er i dag fjerde, femte gang, jeg er der. Jeg elsker den, fordi den er så smuk, og fordi den bevarer sin skønhed, svæver i sin skønhed, majestætisk svajende på et hav af lir. Jeg elsker byen på trods af lir, nej, jeg elsker også byen for dens lir. For lir er der masser af.

Jeg har nys været i Athen, og i Plaka er der tapetseret med souvenirbutikker, der sælger græske souvenirs, som jeg ikke begriber, nogen mennesker vil købe, endsige bruge deres liv på at fremstille. Plaka er ét. Korfu By noget andet. Det er meget værre her.

Her er en sand labyrint af gyder og stræder, og hver og en meter er besat med butikker, der sælger alt fra det allestedsnærværende kumquat-vin til caps og t-shirts med Justin Bieber i bar overkrop til penisattrapper af oliventræ med en øloplukker monteret yderst i glans, og jeg ville ønske, det var noget, jeg fandt på, men det er sandt.

Det er grimt, det er irriterende, det er pågående, men hvis man hæver blikket, ser man hvor smuk byen er. Den er som en drøm af en middelhavsby med solstegte huse, elegante og høje, med skodder i blegt grønt og blåt og under dig disse slidte marmorfliser, der er en kropslig nydelse helt for sig selv. Derfor er byen UNESCO-verdensarv, og en dag er der kun arven tilbage, og souvenirbutikkerne med deres lort er borte, eller, det kan man da håbe på.

Jeg finder samme bar som jeg sad på sidste år, med det snedige navn Eataly. Her bestiller jeg en flaske hvidvin og sidder der og glor, mens de andre går i butikker. Tjeneren, som også er af den durkdrevne type, viser mig to vine. En til 70 euro, en til 40. Jeg vil helst have den til 40. Men den er altså også god.

Vi besøger Spyridon-kirken og stiller os i kø. Inde bag ikonvæggen ligger han nemlig, selveste Spyridon, som døde helt tilbage i 340’erne og i sin egenskab af biskop af Larnaca på Cypern deltog i det skelsættende kirkekoncil i Nikea i 325. Det er altså en herre, der har været med helt tilbage hvor den kristendom, vi kender, blev til; mens Romerriget stadig var en administrativ realitet, mens Konstantin den Store stadig herskede og regerede; det er ubegribeligt længe siden.

Spyridon døde, da tiden var inde, og han blev til en mumie, og ad uransaglige veje endte han på Korfu efter Konstantinopel faldt til tyrkerne, og her har han ligget og udvirket mirakler lige siden. Jeg erfarer, at hans sølvkiste er udstyret med en bund af træ i fodenden, så at sige, så man nedefra kan afmontere og udskifte biskoppens røde tøfler, når de er kysset i laser en gang hvert tredivte år eller så. I 1716 myldrede tyrkerne ind over øen, steg i land lige hernede ved Ipsos, og de blev jaget på flugt, lidt af den stygge prøjsiske general Schulenburg og hans tropper, men mest af det helsebringende syn af Spyridon med en fakkel, der kom til syne for tyrken, som derpå blev slagen af rædsel og flygtede over havet. Han har forjaget pesten fra øen, og han har udvirket talløse mirakler, og man skulle tro, det var fortid og overtro, men det er i allerhøjeste grad nu og her.

Durrell digter om Spyridon; men vi har set ham – eller rettere, Mathias har. Vi stod nemlig i kø i dag, da de åbnede kapellet bag ikonostasen. Jeg selv kom ind i kapellet, som er ganske lille, men smukt bemalet, og her stod sølvkisten med selveste Spyridon i. Jeg lagde hænderne på kisten og mærkede efter, mens folk stod i kø bag mig. Jeg mærkede kun sliddet fra utallige hænder og læber, røgen fra røgelseskarrene under loftet, den tavse kvinde ved siden af mig med begge hænder på helgenens låg.

Bag mig stod Mathias i kø. Da det blev hans tur, kom en præst ind i kapellet, messede lidt og lindede så på låget, så Mathias stod der ansigt til ansigt med Spyridon, der her 1.744 år efter sin fødsel er både meget lille og meget vissen. Han mangler desuden en hånd; den har de i Rom, for enhver skal have sit, og Spyridon er så hellig, at han er hævet over ethvert skel mellem græsk-ortodoks og romersk-katolsk; i sin tid fandtes den slags distinktioner slet ikke. Spyridon er hellig for begge kirker.

Han så sådan her ud, sagde Mathias, lagde hovedet om på siden og skar en grimasse: helt tør som en rosin.

Og så, sagde Mathias, var der en dame, der begyndte at græde. Meget.

Lørdag aften, og vores første uge i ensomhed synes at være omme, for det vrimler ind med nye gæster. En australsk familie i poolen bliver hjerteligt modtaget af Emil, som snakker; som aftenen går, kommer der flere biler op ad den stejle tilkørsel til komplekset.

Månen er halv over bugten. Lysene gløder herfra og hele vejen rundt.

Jeg sidder på balkonen. Jeg har ondt i det ene øre. Jeg drikker en rosé fra Theotoki; Korfus bedste vinhus, når de selv skal sige det. Mørket falder på, uglen tuder, børnene sover, Spyridon ligger i sin sølvkiste, alt er på sin plads.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s