Mine bøger · Morten privat

Korfu 2014, fjerde post, den fjerde


Fredag 4.7., morgen.

Venter på opkald fra banken. Afrodites nye hæveautomat har fået pest; den sagde pænt thank you efter at jeg havde forsøgt at hæve penge, den spyttede mit kort ud, men ingen penge. Prøvede igen, denne gang med mit Mastercard, og den sagde Thank You efter at vi havde diskuteret os gennem hele processen; hæve i Euro, konvertere til den og den kurs, beløb, kvittering, det hele. Den spyttede mit kort ud med et Thank You. Og satte i gang med alarmen, alarmen for indbrud, svindel, hvad ved jeg, så højt, at trommehinderne ramler sammen inde midt i hovedet. Vild forvirring – først tror jeg, det er en bilalarm, men damen fra supermarkedet kommer ud og ser på mig med vrede og mistro. Hun har begge pegefingre stoppet i ørene, for alarmen er høj til at kunne vække samtlige endnu sovende i det halve af Nissaki. Afrodite ringer til nogen og får alarmen til at stoppe, og jeg klager min nød – det var mig, der var ved at hæve penge, og jeg får ingen, og pludselig går maskinen amok. Men hun kan ikke gøre noget. Det er ikke hendes automat, det er bankens. Måske har jeg ikke flere penge på kortet, foreslår hun hjælpsomt. Gu fanden har jeg så, siger jeg (på engelsk), jeg har masser af penge. Hun trækker på skuldrene.

Så nu venter jeg på opkald fra banken.

Imens går Mathias alene til bageren. Han får ti euro med, og med

hovedet højt hævet trasker han af sted, det er en stor dag for ham. Og selvfølgelig klarer han det suverænt, selv om han stadig er usikker i at udtrykke sig på engelsk. Så peger han bare lidt, og så går det hele, som det skal. Han vender stolt tilbage med et brød og to croissanter. Han har endda undladt at tømme hele disken for kager.

I går: Bådudflugt til Paxos.

I dag: Så lidt som muligt.

Jeg ved, jeg er ude af skriveform, når jeg tænker i klicheer, og jeg prøver ellers at undgå dem mest muligt. Men okay: Før fanden fik sko på, var vi oppe i går morges. Bussen ville nemlig afgå kl. 7.35, og det med at stå op klokken 06.10 på en sommerferie er mig inderligt afskyeligt, men vi gjorde det, og vi stod klar allerede kvart over syv, og bussen kom med kun 50 minutters forsinkelse, fyldt med allerede frustrerede gæster, der var samlet op hele vejen fra Kassiopi og hertil, og det fortsatte; ved hvert stop langs kysten måtte chaufføren lytte til vrede mennesker, der nær havde givet op. Han slog ud med armene, hvad vil de have, han skal gøre? Han er forsinket, sådan er det.

Vi bliver sat af på havnen i Korfu By og bliver modtaget på fem sprog over en højttaler: Engelsk, fransk, tysk, russisk og polsk. Skibet hedder Cristina og er 30 meter langt og bygget til den slags udflugter, som vi skal på: To dæk, en bar og masser af hvide plaststole. Vi får os sat ude i stævnen lige ved ankerspillet, i hvis ramme er indsat en højttaler. Den brager løs med bouzoukimusik halvanden meter foran mit ansigt. Solen hamrer ned over dækket, og stolene fyldes op, i nogle tilfælde meget bogstaveligt talt, af engelske og russiske turister. Jeg lukker øjnene og tænker, at hvis den højttaler bliver ved med at spille bouzoukimusik fra nu og til kl. 19, når vi er tilbage, vil jeg enten springe i vandet og svømme hjem eller fremdrage min schweizerkniv, fjerne de fire skruer og komme til at snitte lidt i ledningen. Men den har jeg ikke med. Min kniv. Så må jeg svømme.

Cristinas fordæk med mange individer
Cristinas fordæk med mange individer

Musikken bliver afbrudt af en speakerstemme, en ældre kvinde, der på engelsk, tysk og fransk og med stor detaljerigdom sætter os ind i dagens program. Dernæst får vi historien på russisk. Så på polsk. Imens stævner det gode skib Cristina ud og sejler forbi kajerne, hvor krydstogtsskibene ligger til, og forbi Korfu By, og nu begynder det at ligne noget.

Korfu By er sådan et konglomerat af græsk, venetiansk og engelsk, at jeg ikke tror, der findes noget lignende. I hvert fald er den en af de smukkeste byer, jeg kender. Hverken græsk eller italiensk, men noget midt imellem, som det bedste taget fra forskellige kulturer og dermed blevet sin egen uforlignelige og uimiterbart Korfu Byske. Det er en sjælden og udsøgt forkælelse af hele kroppen at gå på de hede, slidte kalkstenfliser med sine sandalsåler på Liston under de elegante søjlegange, og jeg kan sidde her og glæde mig bare til den ene ting.

Vi passerer fortet og lystbådehavnen med milliardæryachts; forbjerget med Mon Repos, hvor den engelske prins Phillip blev født, dengang han var græker og grækerne havde et kongehus.

Vi får det hele at vide på engelsk, fransk, tysk, russisk og polsk, igen i forbløffende detaljegrad, og iblandt får vi temaet fra Zorba the Greek. Jeg stiller mig helt ud i stævnen og fordyber mig i skummet fra boven.

Paxos er en ganske lille ø, og den har en endnu mindre følgesvend i det ioniske hav: Antipaxos. På vestsiden af Paxos skal Cristina besøge the famous blue caves, og jeg tænker, ja, alle har blue caves, det er et uomgængeligt turistgode og sædvanligvis meget fint med blå grotter med blåt vand, men så heller ikke mere.

På Paxos taber jeg mælet. Vi sejler vestom det nordligste punkt og ned langs den vestlige side af øen, hvor landskabet er så vildt, at der ingen byer og næsten ingen beboelse er. Kalkstensklipperne rejser sig fra havet, hundrede, to hundrede meter lodret op, måske mere, og her er der blå grotter, der er noget ved. Den første, vi ser, ligner blot et hul i klippevæggen, indtil vi ser, at der ligger en lystyacht ankret op ved dens indgang. En af de store. Altså rigtig store, med flere etager og besætning i uniformer. Den er blank og sort, yachten, og den er som en legetøjsbåd ved siden af klipperne, der hænger langt ud over den. Alle stimler sammen i stævnen af Cristina og finder kameraerne frem. Kaptajnen sagtner farten, og vi glider forbi den sorte satan af en milliardæryacht og ind i grotten. Helt ind i grotten. Lyset forsvinder, masten på fordækket rammer næsten grottens loft, skibet snegler sig ind. Over os hænger grottens tag, under os er havet lige netop som averteret – blåt. Lysende blåt og lokkende. I fem minutter ligger Cristina og vugger inde i bjerget, inden kaptajnen bakker ud, vi vender og fortsætter, forbi flere grotter, flere ubegribeligt smukke panoramaer. En især: Hvide bjergsider falder lodret ned i havet, og med et en strand, lige så hvid som den klippe, den er dannet af, og med den slags azurblåt vand, man kun ser, når de har haft i Photoshop. Her ligger denne korte, hvide strand under disse voldsomme klipper, og herfra går en trappe op ad bjergsiden til en villa på et forbjerg.

Et helt skib inde i en hel, blå grotte
Et helt skib inde i en hel, blå grotte

Vi damper videre til Antipaxos, 140 indbyggere, 3 kvadratkilometer, den mindste beboede ø i hele det ioniske øhav, men de laver vin her, og de fisker. Og nu skal vi svømme. Kaptajnen lader ankret gå ved en strand, hvis perfektion jeg ikke tror jeg har set noget sted i Europa, nogensinde. Den er forbløffende. Hvidt sand, vand som i en pool, lave kratklædte bjerge og gule sandstensklipper; det er fuldkommen guddommeligt smukt. Vi er heller ikke alene om det. Her ligger vel et dusin både, både private yachts og turbåde som vores.

Vi springer i fra rælingen, først jeg, så Mathias og til sidst Emil. Der er vel tre meter ned, og vandet er sine ti-femten dybt, og der er ingen tøven at spore hos os eller nogen andre. Bare i.

Men alt for kort, alt for kort tid. Inden længe tuder kaptajnen i hornet, og vi stimler sammen ved bådens agterende, hvor der opstår kø for at komme op. Her må vi tilbage til, og jeg tænker på en sejlbåd med os fire om bord, jeg tænker på solen, der går ned og på en nattesvømmetur i det her hav og med de der stjerner over os.

Gaios, byen på Paxos, og forbløffende priser i tavernaerne, som vel i aldeles høj grad lever af dagturisme, og det kan man se og mærke. Vi spiser – godt, det skal siges. Vi har heller intet fået siden klokken syv morgen, og nu er den hen ad tre. Tjeneren giver os sit kort, anpriser stedet som et meget bedre sted end Korfu, meget mere venligt, meget mere autentisk, meget mindre busy. Vi siger, vi bor i Nissaki. Han spørger, hvor meget det koster. Han bliver tavs, da han hører, hvor lidt vi egentlig giver; det kan han ikke matche. Camilla og jeg taler om, at vi har alt, hvad vi ønsker os, her i Nissaki. Og nok er der smukt i Gaios, næsten så smukt som på Hydra, men hvad ville det nytte, hvis man kun havde råd til en uge der mod tre uger her?

Men smukt. Gud bevare mig vel. Så smuk en indsejling til havnen, at man får tårer i øjnene.

Hjemturen bliver vild. Det er blæst kraftigt op, og skibet hugger sig gennem modsø og modvind. Vi finder pladser på øverste dæk helt forrest, og vi får kaskader af skumsprøjt over os. Der er syv sømil mellem Paxos og Korfus sydlige spids; herfra yderligere syv-otte sømil i lige linje til Korfu By, og det tager Cristina små tre timer at tilbagelægge distancen. Rundt omkring på de hvide plaststole falder folk i søvn, udmattede af dagen. Camilla sætter sig til at sove, og drengene sover ubekvemt, men dybt, på hver sin fastboltede havestol.

Vi er hjemme ved halv ni-tiden; fedtede af salt, mørbankede, dødtrætte. Vi er i seng klokken ti, alle som en.

Emil med saltvandshår på Paxos
Emil med saltvandshår på Paxos

To udflugter i dag, fredag. Først kørte jeg, rasende og frustreret, til Ipsos, otte kilometer væk for at se, om jeg kunne hæve penge. Tre samtaler med Sydbank i dag, alle uden konklusion. Der var formentlig tale om en fejl ved den der fordømte hæveautomat, men jeg skal holde øje med min konto og ringe i næste uge, og ved jeg godt, at jeg kun kan hæve op til 2000 kr. dagligt (ja, jeg ved det), og ved jeg godt, at jeg kun kan hæve i alt 20.000 kr. pr. løbende måned, når jeg er i udlandet (nej, det vidste jeg ikke, og det er ikke aktuelt), og det gør de meget ud af at fortælle (undtagen til mig, og det er ikke aktuelt), og hvis jeg har etc. må jeg jo næste gang sørge for at have to hævekort med (det har jeg), og det gør de meget ud af at fortælle for at man ikke skal stå i sådanne problemer (men mit eneste problem er, at den skide hæveautomat ikke gav nogen penge, ikke), og det må jeg se at huske, ikke at det er nogen hjælp NU (så sandt), men til NÆSTE GANG.

I Ipsos hæver jeg penge. Det er rart. Jeg trækker vejret lidt roligere. Måske var det bare den der automat, der var gakket.

Ipsos er en lang strandpromenadeby, hvor der er ENGLISH BREAKFAST og BELLA NAPOLI og primært et yngre klientel i stråhat og shorts. Jeg passerer en natklub, som er hvid og tillukket som en af de der yachts, der ligger ude i vandet. På skiltet ved vejen står FREE LADIES AFTER 1 AM, og det ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal tolke.

Jeg fejrer, at jeg har kunnet hæve penge uden alarmer og kundeservicemedarbejdere, med en iskold fadøl på en bar med udsigt over det glitrende, blå hav og Albaniens bjerge og et par nede på stenstranden, der først er gået ned til stranden midt i middagssolen og dernede har rejst sig et form for halvt telt, så de kan krybe i læ for middagssolen, og jeg kan ikke altid forstå andre mennesker.

Kalami, til gengæld, det kan jeg udmærket forstå.

Vi tager bilen hertil for at snorkle.

Kalami er en af disse uforskammet smukke landsbyer i flabet smukke bugte, man nærmest vælter sig i på nordøstsiden af Korfu. Her bygger rige mennesker enorme villaer, og den største tilhører Rothschild-familien, dem med bankerne og vinen og alt det der, kolossalt velhavende mennesker, der holder sig i baggrunden.

Kalami er særligt kendt for det hvide hus, hvor Lawrence Durrell boede og skrev. Huset er dels et museum over ham og hans familie, som gjorde Korfu berømt, dels en taverna og et guest house. Prospero’s Cell hedder bogen, og den er en af de bedste rejsebeskrivelser, jeg har læst, og jeg har læst mange. Har den med på iPad’en, hvis jeg kommer i nød.

Vi snorkler, neden for det hvide hus. Jeg ligger under vandet og tænker, at tiden er et sært fænomen. Durrell skriver om, at de lejer en båd, en kaique, som de kan bruge, når de skal til Korfu By et par gange om ugen for at sidde og være litterære med de lærde typer derovre; ellers bor de så langt ude på landet, at folk stadig går i folkedragt, og det er, hvad, 1939 og omegn. Det er basalt grænsende til det primitive, men de svømmer og dykker i havet, og Durrell nedskriver de myter og sagn, han hører om.

I dag ligger der sejlbåde og yachts samme sted.

Men i vandkanten kan man se, at der har været en sti fra hus til hus, og mellem stenene står en lygtepæl i støbejern, og man ser, at den engang har været elegant og har skinnet ned i vandet en sommerdag for måske halvtreds år siden. Nu står den der med sine volutter og forsiringer og ruster stille og roligt.

Hvor lampeglasset engang sad, hænger en hvid ledning ud og ender ingen steder.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s