Mine bøger · Morten privat

Korfu 2014 – 2


Mandag 30., morgen

Har som sædvanligt ikke kunnet sove i varmen; der er valget mellem at svede i lagenet eller at lytte til airconditionanlægget, der støjer som en russisk kampvognsdivision, og jeg er oppe før syv.

Pantokrator er klædt i skyer til morgen, og bordet er vådt. Muligvis regn i nat.

Vejrudsigten melder om pletvist skyet i dag og temperaturer op til 29 grader, så dagen er måske særligt velegnet til en udflugt.

Som sædvanlig skriver jeg dagbog som en gal; jeg kan ikke lade være. Til hvem, hvorfor? Formentlig til mig selv et sted i fremtiden, hvor jeg genoplever dagene her gennem mine ord, men sådan en rejse her er jo ikke noget særligt, set på afstand. Det er bare en familie på Korfu.

På den anden side, så.

Det har taget mig lang tid at finde ud af, hvad jeg er god til. Jeg har prøvet alt muligt, har villet alt muligt, har altid været bedst til at dagdrømme, der er jeg i særklasse.

Tag nu min revisor. Han er god til tal og regler. Jeg selv mister lysten til at leve, når jeg hører om obligationer og renter og fradrag – men jeg er glad for, at han er god til den slags. Nogle er gode til at bygge ting i træ, så de er lige og i vater og ikke skvatter sammen. Nogle kan få penge til at yngle ved at købe og sælge og ved at være smarte – det forstår jeg mig heller ikke på. I det hele taget er det sådan, at jeg kan tænke tilbage på stort set alt, jeg har gjort i mit liv, og nu forstå det gennem et særligt filter. Da jeg var dreng, ville jeg på håndboldlandsholdet, selv om mit talent var yderst begrænset. Jeg var nemlig god til at drømme mig ind på landsholdet og fortælle historier til mig selv om mig selv på landsholdet. Det er bare et eksempel. Jeg har også villet være musiker, flyveleder, vinavler og læge, bare for at nævne nogle få ting. Jeg ville ikke være håndboldstjerne, fordi jeg elskede at spille håndbold. Jeg ville være håndboldstjerne, fordi jeg elskede at fortælle historien om at spille håndbold, og der er en vis forskel. Jeg har altid trådt et skridt tilbage fra virkeligheden, fordi jeg hellere vil digte om virkeligheden end at være med i den. Det gælder snart sagt alt, jeg har gjort nogensinde. Det var dengang, jeg opdagede det, at jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage at blive forfatter.

Derfor sidder jeg på en græsk ø og fortæller om det til mig selv. Ikke at jeg ikke er til stede. Jeg er bare meget stærkere til stede, når jeg noterer tanker og sansninger ned, det er bare det.

Alle sover endnu. Det er en fryd at rejse med drengene. De er naturligt nok ved at eksplodere af utålmodighed, før vi skal af sted, men undervejs er de kvikke og lette at have med at gøre, og det har de sådan set altid været.

Ethvert fag, enhver aktivitet, fortjener sin poet. Det er måske store ord, men jeg tror på det. Man burde sende en digter ud i rummet, ned på havets bund, ned i en vulkan, ud i regnskoven, ind i regeringskontorer og bestyrelseslokaler, hvor vigtige ting besluttes, og der burde være en, der kunne berette derfra i et sprog, vi kan relatere følelsesmæssigt til. Det mener jeg. Mit lod i livet er at være den, der kan skrive om alverdens kedelige ting som kraner og enzymer og gøre det interessant og til at forstå. Det er mit talent, min evne – at finde det spændende i det ordinære. Det er sådan set også det, jeg gør i mine bøger.

Når jeg ser på den mængde, jeg har skrevet under vores ferierejser, er det ganske kolossalt. Flere tusinde ord om dagen er ikke en usædvanlig ration. Når jeg skriver, ser jeg, så forstår jeg.

På denne dag, sidste år, styrtede jeg på scooter oppe i bjergene. Jeg kan se arrene endnu på højre hånd og højre underben. I år er det min absolutte intention, at intet skal gå galt. Hver eneste ferie har en dag, hvor alt går i fisk. Jeg ved ikke hvorfor, det er sådan. Det gode ved at være her er, at vi kender det hele. Det gør selvfølgelig også, at følelsen af eventyr er mindre, i hvert fald for mig. Derfor har vi bilen, for der er steder på øen, jeg ikke har set og gerne vil se, og bevægelsesfriheden er af afgørende betydning. Dog har Afrodite fået installeret en hæveautomat, så man nu kan skaffe kontanter her i Nissaki; det var et problem sidste år, for de fleste forretningsdrivende tager nok mod kort, men de vil meget hellere tage imod kontanter. Jeg har således medbragt en mindre formue i kontanter, over 2.000 euro. George skal have de 1650 en af dagene.

Han er også endnu, og hans kone, og hans mor og hans to børn. Han er lige sympatisk. I år vil de holde ferie, siger de, for første gang i syv år. De har haft for travlt med at lave børn. Så det bliver noget med en uge til Bahamas eller noget. Lige neden for poolen holder hans lastbil, som han brugte til at køre rundt og give koncerter sidste år; jeg gad egentlig godt opleve hans band live. George Trifonas and The Rebellions.

Hvad mere?

Vi har den her Albanienstur, vi gerne vil på. Jeg vil gerne besøge Theotoki, vingården inde midt på øen.

Vi skal mindst en tur til Korfu By, hvis vi ellers kan finde et sted at parkere; ellers tager vi bussen derind. Det er både nemt og bekvemt og tager sammt tid som bilen.

Jeg vil gerne en tur ned sydpå på øen; se de sydlige egne. Der er for eksempel den her saltvandssø inde bag en landtange, hvor sandet ser guddommeligt ud. Der er også Agios Giorgios på vestkysten, hvor strandene skulle være noget ganske særligt. Vi skal snorkle noget mere. Drengene elsker det.
Pantokrator; har lovet at vi besøger Ano Peritihia, den forladte by langt inde i bjergene, hvor der paradoksalt nok er fire restauranter. En af disse skulle være en af de bedste på øen i det hele taget, men jeg skal lige have overbragt det faktum, at de ikke serverer pizza.

Strinilias, A La Palaia eller hvad det var, den restaurant hed; fantastisk sted, Camilla har til gode.

Drømmer også om en tur til Paxos, hvor der skulle være ustyrligt smukt.

Drømmer også om en tur ind i min roman; den, jeg arbejder på lige nu. Den har ligget stille i over et år, men jeg ved, at jeg bare går og samler til lager. En af dagene går jeg amok på den. Men jeg ved også, hvorfor jeg tøver. Det er fordi, jeg i den vil fyre så meget stof af, som jeg kun får den ene chance til at fyre af. Alt det, jeg oplevede i mit sidste job skal med. Jeg overvejer at gå planken helt ud med den og ikke lægge skjul på, at den er semiselvbiografisk. Det er også det, der sælger for tiden – det med at nogen beretter fra virkeligheden, selv om jeg ikke tror en skid på virkelighed i bøger. Det er, uanset hvad, en tekst, og en tekst er ikke virkeligheden.

Men hvis jeg gør det, skal det være udført til perfektion, og der skal ikke være noget tilbage, som jeg mangler at sige. Det hele skal med.

Farverne på aftenhimlen
Farverne på aftenhimlen

At elske sin kunst så meget, at man giver afkald på almindelig menneskelig anstændighed. Det skal bogen handle om. Det er ikke så lidt, og derfor går jeg lidt og tager tilløb. For når den her bog kommer, skal den satanedme sparke så meget røv, at jeg en gang for alle kan lukke kajen på alle dem, der ikke fatter, hvad det er, mit forfatterskab går ud på. Det er ideen.

Jeg har min moleskinebog med, og i den vil jeg prøve at tilrettelægge bogen, mens vi er her på Korfu. Det er også noget nyt, men jeg tror, det er nødvendigt; ellers bliver det noget rod.

Dagen næsten gået, og gået hurtigt. Det er som regel fordi den er gået godt.

Mathias kom ned til poolen lidt over halv ni, mens jeg sad med min kikkert og ventede på Splendour of the Seas. Jeg har sære hobbies. To af dem er opblomstret med app-teknologien. Den ene er at sidde i min have og følge fly på Planefinder-appen. Sidste sommer fløj Japan Airlines og All Nippon Airlines begge fra Paris til Tokyo, lige efter hinanden, og det passede altid med, at de passerede over mit hus ved 21-tiden, måske med ti minutters mellemrum. De store Boeing 777 ER stod altid helt rene og hvide mod den blå himmel. I år har de lagt ruterne om til min store ærgelse.

Den anden hobby er at følge skibene på havet. Det er en udsøgt fornøjelse i sig selv at anvende Marinetraffic-appen og at kunne se hvilke krydstogtskibe, der er på vej til Korfu. I dag altså Splendour of the Seas, som lægger til ovre ved Korfus lange krydstogtsmole præcis på slaget 9.

Vi tager bilen til Kassiopi lige før middag.

Her, de første dage af ferien, handler det om gensyn. Kassiopi er et oldgammelt fiskerleje, som ligger ved en perfekt halvcirkelformet naturhavn. I oldtiden var byen et helt naturligt stop på rejser fra Rom til Athen og videre til Mellemøsten, så i den klassiske guldalder har her boet stenrige romerske handelsfolk, der har ageret værter for endnu rigere romerske patriciere og medlemmer af senatorstanden på vej til og fra. Vi ved, at Nero har besøgt byen, og det siges, at Seneca havde en villa her, så det passer måske sammen på den måde. I det hele taget har Korfu altid spillet en rolle i storpolitikken – før slaget ved Actium lidt længere nede ad kysten ved det, der i dag er Lefkas, ankrede Octavianus hele sin flåde op i læ af fortet i Korfu By, og så sejlede han ud og tævede Antonius og Kleopatra, og så blev han til Augustus.

I dag er Kassiopi ganske lille, som den sikkert altid har været, men den er vokset i kraft af turismen. Nede ved havnen ligger Porto-restauranten, som drives af en familie, og vi har været her flere gange, og krofatter kan naturligvis huske os. Vi spørger til hans søn, som sidste år var en opløben trettenårig, der gik til hånde. Han gror som ukrudt, siger restauratøren, men han er her ikke; nye regler om børnearbejde. Børn må ikke gå til hånde i deres forældres restaurant, før de er femten, ellers er bøden på 10.000 euro.

Restauranten ligger lige ved havnen under et gigantisk træ af en for mig ubestemmelig

Kassiopi ligger lige ved strædet over til Albanien, og man kan se de høje boligblokke ovre i Sarandë. En dagstur derover med guidet tur til oldtidsbyen Butrint (must-see, siger de) vil løbe op i tres euro per snude, og den parkerer vi lige foreløbigt; det er alligevel en mindre formue for os fire.

I stedet køber vi fire billetter til en guidet tur til Paxos og Antipaxos, de to små satellitøer syd for Korfu. Torsdag morgen.

Hos Porto får jeg en frisk og smukt grillet dorade; en af Middelhavets bedste spisefisk, og her var den så sprød og saftig, at jeg sjældent har smagt så god fisk noget sted. Dertil en kande kold, lokal hvidvin. Dertil havnen og de mange turister i sære kostymer.

Inden fisken har vi snorklet ved den ene af de tre småbitte strande, der er på klippeknuden tæt ved Kassiopi. De er stenede og ubekvemme, som strande betragtet, men de er formidable til formålet. Vi hænger på ti, femten meter vand og svæver over en klippebund med sære formationer, dybe kløfter, cirkulære huller og hele tiden det her turkisfarvede lys. Fisk i stimevis og fisk for sig selv, og et lille sardinlignende væsen kommer helt tæt på glasset i mine dykkerbriller, men fange den kan jeg ikke. Et usynligt slag med halen, og den er en halv meter væk.

Et forunderligt syn at se drengene på dybt vand. De gør lige som man skal. De hænger i vandoverfladen og trækker vejret roligt gennem snorklen.

Mens vi kører hjem, forsvinder de skyer, der har hængt over øen hele dagen. De har ikke gjort os noget, og nu kommer varmen for alvor igennem.

En doven eftermiddag. Jeg mærker trætheden sætte sig igennem med eftertryk nu. Alt for lidt i alt for mange dage, alt det stress hjemmefra, der fordamper ud gennem musklerne og lammer en af træthed. Det er hele pointen med det her, men det irriterer mig, at man, hvert eneste år, skal helt derud, hvor man ikke kan slæbe sig af sted, før man kan få lov at slappe af. Jeg får tit at vide, at jeg er flittig. Det er jeg ikke. Jeg er luddoven. Men jeg slapper nu en gang bedst af, når værket så at sige er fuldbragt.

Gider ikke lave aftensmad. Vi går ned til stranden, til Eleni. Her bliver vi igen modtaget som længe savnede familiemedlemmer af både fatter og mutter; hun med de mest fantastiske lysende blå øjne, han med sit flotte overskæg. Børnene får lovning på en tur i køkkenet igen – hverken hun eller de har glemt, hvordan de sidste år fik lov til at hjælpe til med at pakke lammekød ind med sovs og grøntsager til næste dags måltider, og hvordan hun kostede med dem, og hvordan Emils øjne strålede, og det er ikke engang en kliche, ikke en overdrivelse, de strålede.

Mathias er udmattet og spiser intet. Han går nede ved stranden og kaster sten i vandet fra Mitsos’ lille bådebro. På kokkens opfordring tager jeg imod tilbuddet om dagens ret – langtidsstegt lammebov med kartofler og sovs, og det er nok det bedste måltid, jeg har fået på nogen ferie i meget, meget lang tid. Basal bondekost, og ustyrlig godt. Emil får kylling i karry med ris; han skovler til gengæld ind.

Dessert på huset – en art appelsintærte, som også smager guddommeligt, og så er der for øvrigt udsolgt hos alle. Vi klatrer op ad stien gennem olivenlunden i tusmørket og tæller: Seksten lamper mangler pærer. De er simpelt hen blevet fjernet.

I morgen er det tirsdag, vi har bryllupsdag.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s