Morten privat · Rejsedagbøger

Korfu 2014 – første installation


Søndag 29.6.

Der er den her times tidsforskel, og klokken er hen ad 1 om eftermiddagen, lokal tid, og det hele er her endnu; det står på samme plads som sidste år.

Bugten er blå og kølvandene er hvide. Pantokrator ligger på siden og viser sin profil frem, bjerget ligner en omkuldvæltet moa fra Påskeøen med sin flade næse, tunge øjenbryn og mutte underlæbe.

Olivenskoven, der dækker skråningen ned mod havet, er støvet grøn og summer og sprutter af cikader. Dernede ligger det der hus med det gule tegltag og de tørre, lilla mure, grønne skodder, og jeg drømte om det hus sidste år, og nu gør jeg det igen.

Så soleklart søndag. Den eneste lyd er børnene, der plasker i poolen. Jeg sidder på balkonen i skyggen, og temperaturen er så nær det perfekte, som den vel kan komme. Det er ikke hedt, når man er ude af solen, kun en duftende, balsamisk varme, og brisen bærer tørret salvie og vild timian med sig.

Korfu By er ti kilometer borte i luftlinje på den anden side af bugten; selv byen ser doven og magelig ud, men det passer ikke, det ved jeg godt. Der er krydstogtsgæster og gudstjenester og børn, der spiller fodbold på Spianadapladsen, hvor de også fra tid til anden tager det hvide tøj på og fejrer de få, korte årtier, hvor Korfu var engelsk, med et slag cricket.

Stod op i går morges klokken seks med monstrøse tømmermænd. Jeg havde været ude med jobbet og spise og drikke, og skønt jeg tog forholdsvist tidligt hjem, var jeg så rigeligt beskænket, og de fem, seks timers søvn, jeg fik, gjorde ikke rigtig noget for at fjerne den fedtede film fra hjernebarken og den lurende hovedpine. Øsregn, også fredag aften under paraplyen i Thorvaldsensgade, hvor jeg ventede på bussen. Jeg nød regnen, den kølige plasken på asfalten, fordi jeg vidste, at døgnet efter ville jeg være dernede. Hernede, i det her salige klima og med tre uger. Stod der og nynnede, gjorde jeg, som en ouverture.

En sjældent problemfri rejsedag i går. To timer og tyve minutter i en halvt fyldt flyver fra Hamburg og udsigt over de hjerteløse bjerge i Albanien, hvor man godt kunne tænke sig at drage ind for at se, hvad der gemmer sig dernede.

Kun kortvarig panik, da det viste sig, at jeg havde booket lejebil fra søndag, ikke fra lørdag. Damen hos Hertz var træt, men effektiv; jeg fik lov at få bilen alligevel, what would you have done if I didn’t have one?

I would have taken a taxi, sagde jeg, for det var jo det, jeg ville have gjort. Men damen viftede med sin pegefinger:

Next time, take better care,  choose your dates better, og jeg fik nøglen til en bil, der har 900 kilometer på klokken – en Ford Fiesta. Den er ny og pæn, og jeg er ved at dø af skræk for at den får en ridse, og lad os bare være ærlige, chancerne er til stede.

Jeg kender vejen, det anfægter mig ikke at køre bil i Grækenland, man skal bare være bevidst om, at folk kun ugerne tænder lyset på bilerne; de kan jo godt se noget, der er gadelygter, come on, så hvorfor skulle man?

Vi ankommer i det sene tusmørke, og det første, jeg hører, er dværghornuglens sært elektroniske tuden – et kort, ensomt kald dybt inde mellem træerne i mørket. Et piv og en gråd, en firserlyd, en lyd uden for tiden, for sådan har den slags altid sagt.

Her er tilsynelade kun os endnu. Vi smider kufferterne ind, åbner den nærmeste, trækker badebukserne frem og er i poolen, mens de første flagermus kommer frem, og mens bugten gløder af lys hele vejen rundt.

Neden for lejligheden går vejen fra Dassia til Kassiopi og videre rundt. Mellem os og øens vestside er Pantokratormassivet, og nok kan man køre op over bjerget, men det er af serpentinveje og gennem bittesmå landsbyer, og det gør man ikke, hvis man vil frem engang i løbet af dette liv, så alle kører ad kystvejen. Fra kystvejen går en sti gennem en olivenlund ned til det, der er selve Nissaki – en klat huse ved havet og en taverna på en klippeknold ude i vandet. Hvis der er fem huse, er det højt sat, og det er, eller rettere var, Nissaki. I dag er byen vidt spredt op ad bjergsiden, men stadig er Nissaki grænseløs og flydende og udefinerbar, og her langs vejen glider småbyerne ud i et – Ipsos, Barbarti, Nissaki og så videre op til Kassiopi, en lang, ubrudt beboelse, men så spredt, at man hele tiden er i tvivl om hvorvidt der er tale om by eller ej.

Stien. Den er stejl og den er hård. Heldigvis, tænker vi, er den oplyst. Det er den ikke længere.

Hvor vi sidste år gik op og ned flere gange dagligt, også natligt, og kunne se det hele, er bystyrets budget til nye pærer tilsyneladende sluppet op, for hver anden lampe er død. Det er et problem klokken halv elleve, hvor natten er faldet på, kulsort og uigennemtrængelig, Vi kan intet se.

Mørket over stien er sine steder så absolut, at vi bogstaveligt talt ikke kan se vores egne fødder eller hvor de træder, og på en stejl og ujævn sti med sporadiske trappetrin er det lige en tak over kanten. Jeg fyrer kameraets blitz af og har nu en kollektion af billeder af grelt oplyste sten og trin.

Vi når nu alligevel ned til vandet og spiser til aften hos Mitsos. Den gamle dame, der hele vinteren er blevet omtalt i Foldby som fru Mitsos og som har nået mytisk status, er der stadig, venlig, durkdreven og lige gammel, og hun husker os og børnene, men hun er træt og vil gerne hjem.

Det er vi også. Efter en halv time, hvor vi stikker til maden, som er lige så middelmådig som jeg husker den, kan børnene ikke mere. Der er udsolgt. Jeg tager nøglen til lejligheden og går op efter bilen, op gennem olivenskoven i det næsten stoflige mørke, og jeg ser min egen skygge mellem træerne og mærker abemennesket i mig rejse børster af skræk, og jeg siger til mig selv, at jeg er det største og styggeste i den her skov, og at en millioner år gammel rædselsreaktion ikke skal kue mig ned; jeg er et fornuftigt menneske, og jeg er desuden klar på at knalde dem en, hvad det så end der, der måtte komme efter mig og bide i mig. Det varer også kun et par sekunder, så er jeg ovenpå igen. Jeg står stille og lytter til cikaderne og uglen, der piber så hjerteskærende alene, som om den har mistet noget, den ikke kan huske hvad var.

Sover, på en måde, kæmper med lagnet, står op og tisser klokken halv seks og linder på vinduet på toilettet, hvor jeg ser bjergsiden i lysende morgensol. Himlen er euforisk og insisterende blå, men jeg går i seng igen, vil ikke, kan ikke stå op endnu, skal intet.

Camilla og jeg er oppe ved ottetiden. Den første morgen af mange. Som sidste år, hvor jeg sad, morgen efter morgen, og bare indåndede den der udsigt, den her luft, lyden af cikaderne.

Det hele er blåt omkring os. Så ufatteligt blåt og hvidt og lyst og blødt. Vi drikker kaffe og bare sidder der og ser.

Jeg er stadig træt efter fredagen og efter i går. Men ikke meget, ikke værre end småting.

Svært at forholde sig til, at vi skal være her så længe. Fjorten dage ville være for lidt, tænker jeg. Sådan skruer man hele tiden op og op for sine behov. Men mine behov er nu ikke til mere end lidt sol, lidt vand, lidt kulturlandskab, gode mennesker, ting at se, bøger at læse, min familie at være sammen med. Jeg behøver ikke så meget mere end det.

Vi tager bilen op til Afrodites marked. Hun er her endnu, og hun husker os, som var det i går og ikke sidste år. Hendes lille biks er proppet til randen med ting, og jeg er af med 50 euro, før vi er ude igen, og mellem abrikoserne i grøntafdelingen sidder et yndigt firben med store øjne og lader som ingenting. Emil påpeger det for Afrodite, og hendes mand, der kun taler græsk, tager Emil med uden for. Her plukker manden et strå og trækker frø og avner af. Af strået binder han en ferm lille løkke, og den lister han om halsen på firbenet. Strammer til, og firbenet er fanget. Manden tager varsomt om firbenet og slipper det løs i krattet uden for forretningen, og Emil er målløs. Det er satme tricks. Afrodite siger til en mand, at Mathias er hendes ganske særlige ven, og han indkasserer klap på skulderen og smil; very special friend.

Solen brænder, og vandet i bugten har lagt sig stille ned under dens pres. Vi tager til stranden og køber snorkelsæt og svømmefødder til drengene, for nu skal vi snorkle, og det har vi snakket længe om. Damen i butikken nede i Nissaki husker os; such polite boys, such beautiful boys, how can I not remember you, og opkræver mig 80 euro for to komplette sæt, the very best kind, pure silicone.

Vi snorkler ved klipperne, hvorfra vi sidste år hjemførte 4-5 kilo bjergkrystal. Emil tøver lidt, men får det lært, og så er der ingen ende på eventyret mellem klipperne i vandet, for her er småbitte fisk og store fisk, godt camoufleret og sky, men til at spotte og følge for den, der venter.

Emil finder sine vandben og bliver tryg ved svømmefødderne; Mathias kender det fra sidste år, og jeg kan sætte mig på klipperne og følge de to røde snorkler og de gule og de blå svømmefødder.

Solen bager, jeg er blevet rød og øm på skuldrene. Det er mange år siden, jeg ikke behøvede kere mig om solcreme. Min hud har ændret sig. Det irriterer mig, men det er bare en af den slags realiteter, der er derude.

Vi spiser til aften ved poolen. Spaghetti med tomatsovs, hjemmelavet, og græsk salat. VI får børnene op af poolen længe nok til, at de kan indtage et rudimentært måltid, så er de tilbage i vandet. Det er en perfekt aften, det er en fryd at følge farvernes skiften over bugten og bjergene, og mens vi spiser, bliver vandet i poolen som et spejl.

Bag spejlet fortsætter spejlet, men nu er det Det Ioniske Øhav.

Stjernerne kommer frem. Saturn og Mars, foran os, lige over vandet, stjernebilledet Vægten. Mælkevejen tager et sving og lander i Korfu By.

Det er nat nu. Hunde gør, uglen siger sin natuglelyd. Langs bugten skinner lysene ned og spejler sig i vandet.

I morgen: Vi kører til Kassiopi.

Der er noget ved Albanien, og vi har talt om det, og det trækker i os. Det er mystisk og fjernt. Lige på den anden side af strædet.

Det skal vi se nærmere på.

Snorkler med børn i Ionisk Øhav.
Snorkler med børn i Ionisk Øhav.
Reklamer

One thought on “Korfu 2014 – første installation

  1. Hej Morten
    Er netop hjemkommet fra 14 dage på Korfu.
    Glæder mig til at følge dine beskrivelser den kommende tid, om den ø som vi er kommet til at betragte som vores sommerhjem gennem de sidste 15 år.
    God ferie
    John Maul Sørensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s