Mine bøger · Morten privat

Fra desperationens overdrev – tanker om at give op


I går, den 6. april, var der et stort opsat interview med mig i Aarhus Stiftstidende.

Her beretter jeg løst og fast om vejen til at skrive min nye roman. I den anledning har jeg set lidt tilbage, og jeg får lyst til at dele en bid fra min dagbog, som stammer fra den periode for to år siden. Den periode, hvor alt så sortest ud, som jeg fortæller om i artiklen.

Det er lørdag den 24. marts (2012), og jeg har været ude på et job.

I dag har jeg været i Horsens på krimimessen, og det har været rædselsfuldt. Normalt er den slags sjovt, men der er flere grunde til at det ikke virkede for mig i dag.

Jeg er normalt god til at tale med andre mennesker, også fremmede, men i dag kunne jeg ikke.

Krimimessen foregår i det gamle fængsel i Horsens. En gigantisk, uhyggelig bygning.

I år kom alle de danske forfattere, der kan kalde sig krimiforfattere, og der er tusindvis af mennesker til at høre på dem.

De er der alle sammen, alle dem, der er noget for tiden. Sara Blædel, Elsebeth Egholm, alle journalisterne. Jeg var der også, selvom min bog ikke rigtig er en krimi. Jeg skulle være blevet hjemme.

Jeg har sjældent følt mig så ydmyget. Jeg ved, at som forfatter betragtet er jeg lysår foran ganske mange – jeg skriver så meget bedre end de fleste. Men jeg er ikke spændende, ikke kendt. Så der kommer ingen, når jeg skal snakke om mine bøger.

Jeg skulle interviewes i gymnastiksalen, og lige før mig sad der en eller anden journalistdame, der havde skrevet en thriller. I salen sad over 100 mennesker og lyttede. Da hun var færdig, gik de alle sammen. Hver og en. Da der var to minutter til jeg skulle på scenen, sad der ikke et øje. Intervieweren, Liselotte, og jeg var de eneste i salen – overhovedet. Vi kunne have brugt tiden bedre, hvis vi havde fjernet stolene og spillet et slag badminton.

Efterhånden som vi sad der og snakkede med hinanden – det var jo derfor, vi var der, så det kunne vi lige så godt – dryssede der en fire, fem mennesker ind.  Det var det. Udenfor stod folk i kø for at komme ind alle de andre steder.

Hun var god, Liselotte. Havde læst min bog to gange, havde forstået nogle af de temaer, jeg havde skrevet ind i den, og jeg fornemmede, at vi kunne have talt længe om bogen. Sød og velforberedt; god snak.

Alle, der har læst min bog, synes den er god. Men hvad skal man gøre? Tage fat i Henrik Palles arrogante fipskæg og tvinge den ned i halsen på ham? Han vil ikke engang hilse på mig, selv om jeg præsenterer mig. Jeg har prøvet. Jeg er ikke fin nok, ikke nok Østerbro.

Jeg kunne heller ikke koncentrere mig, jeg var der ikke mentalt; jeg var et sted, der hedder Kaos, og der kan jeg hverken se, høre eller tænke.

Bagefter skulle jeg gå et andet sted hen, hvor en boghandler havde en stand, og der skulle jeg angiveligt signere bøger. Lige ved siden af mig stod Sara Blædel med sin røv på stiletter, og der var en kø på godt og vel halvtreds mennesker, der ville havde en signatur. Af hende. Ingen kom hen til mig – ingen.

Jo, en. En, der skulle låne den pen, der lå klar på bordet til mine autografer, som jeg aldrig fik skrevet nogen af. Eller rettere, han skulle ikke låne den. Han tog den bare og gav den til sin forfatter, som havde væsentligt mere at lave end jeg. Så der stod jeg, ved mit bord, uden pen og uden nogen, der skulle have en hilsen i en bog.

Talte med en boghandler, der aldrig havde hørt om mig eller mine bøger, men som var sød og lovede, at hun nok skulle læse noget af mig. Engang.

Når hun fik tid.

Efter fem minutter gav jeg op og tog hjem.

Som ny forfatter skal man åbenbart tåle den slags igen og igen. Men jeg tror ikke, jeg gider det mere. Jeg skriver, fordi jeg godt kan lide at skrive, men også fordi jeg har et håb om at mine historier når ud og rører folk, kommer til at betyde noget. Men jeg er ligegyldig; jeg har ikke medietække, ikke de rigtige forbindelser, ikke det rette køn, ikke det gode udseende. Det er sådanne parametre, der betyder noget i dag.

Jeg kan ikke længere se mig selv skrive flere bøger.

Lokkemaden er ikke bare selve processen, som jeg elsker; nej, det er også at få anerkendelse. Men hvis ingen læser mine bøger, er det hele i virkeligheden lige meget. Så er jeg bare en nar, der står og banker på for at komme ind i manegen, hvor de mindre talentfulde narre allerede har publikums gunst. De ser bare bedre ud end mig, og de var der først, og de kender de rigtige mennesker, så de kan komme i Politiken.

Jeg vidste, da jeg gik fra fængslet i dag, at jeg var færdig som forfatter. Jeg lyver, når jeg siger, at jeg bare skriver for sjov og for min egen fornøjelses skyld. Det er dødelig alvor. Men det er kun mig selv, der kan se meningen i min galskab. Rent statistisk må det betyde, at jeg gør et eller andet forkert, og så må jeg hellere holde op og blive normal.

Gik ud i forårssolen, hvor folk sad på skråningerne omkring fodboldbanerne. Tænkte på dengang, jeg blev færdig som ingeniør, og hvor vi holdt fest og spillede bold lige præcis på de samme baner, der hvor min læsekammerat Lone boede på Fælledvej i Horsens.

Tænkte, at jeg måske havde været lykkeligere dengang, uden alle disse ambitioner om at være en god og elsket forfatter. En fucking kunstner uden nogen der gider lytte.

Tænkte, at det alt sammen var pisseligemeget, når jeg ikke ved, om jeg stadig har dig efter på tirsdag.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at skrive noget igen.

Lige nu er jeg også hellere fri.”

Nå. Så gik der tre uger. I mellemtiden blev min søn opereret, og det gik godt, og jeg fik en mail fra Kunstfonden, og det gik også godt, og det første var suverænt det vigtigste, og det andet satte mig i gang igen.

Siden dengang har jeg faktisk skrevet noget. En hel bog.

Og den kommer så nu, den 25. april.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s