Mine bøger

Den Sidste Dag På Jorden


En beretning om en romans tilblivelse

Det begyndte med en japansk fiskekutter.

Den lå og vippede i bølgerne ud for Alaskas kyst. Forladt, uden maskinkraft, uden nogen om bord og uden de sædvanlige lokaliseringssignaler havde skibet krydset Stillehavet, hele vejen fra Japan., uden at nogen anede, at det var der.

Den rejse havde varet et år, fra den dag, hvor tsunamien ramte den japanske østkyst og til den amerikanske kystvagt opdagede fartøjet.

Da jeg så billederne af fartøjet, som lå der rustent og slidt og tappert og vippede i søerne, tænkte jeg, at det var en historie, jeg så. Og jeg tænkte, at jeg ville skrive den historie.

Det har jeg gjort nu.

To år
Fra første ide til færdig bog er en proces på to år, hvor jeg har skrevet om og skrevet om, rettet og redigeret til jeg var ved at miste både overblik og besindelse. Allerede i november 2012 troede jeg, at jeg var færdig. I det mindste havde jeg skrevet en historie, der havde både begyndelse, udvikling og afslutning. Men den virkede ikke rigtig, som den skulle. Jeg skrev slutningen i løbet af kun en uge på Hald, kort efter at min søn havde været igennem et mareridsagtigt sygdomsforløb med indlæggelse på intensiv på Skejby og en benhård genopvågning; vi var lige i starten af en fase, der skulle bringe ham tilbage på nogenlunde ret køl, og det sidste i verden, jeg ønskede, var at rejse væk en uge og skrive på min roman. Men min kone sparkede mig ud ad døren og sagde til mig: Gør det, det er det, du elsker, tag af sted, gør det, skriv. Så det gjorde jeg, og det gik nok for stærkt, for slutningen var for letkøbt, for meget farvet af min egen desperation og min egen drøm om et lettere liv.

Tiden gik, og jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg langt fra var færdig med den her historie. Så jeg skrev den om. Helt om, helt forfra – ny struktur, ny slutning, blandt andet med gode råd og vejledning fra forfatteren Camilla Christensen.

Resultatet er Den Sidste Dag På Jorden, og det er den sværeste bog, jeg nogensinde har skrevet. Sådan rent procesmæssigt, mener jeg. Måske også den tematisk mest krævende bog, jeg har skrevet – og den mest givende, den mest generøse.

Gammeldags non-crime fiction

Romanen handler – måske ikke så underligt – om død, undergang og genopstandelse. Alt det kan jeg sætte mig ned og selvpsykoanalysere en af dagene, når jeg får tid, men ikke endnu. Først skal bogen bare ud i verden.

Jeg lader verden gå under i historiens begyndelse – kun et containerskib overlever, og på dette containerskib sidder en enkelt mand og undrer sig over at være i live. Manden hedder Ish, og han er min hovedperson, min jeg-fortæller. Han driver ud i Atlanten på sit døde skib, og alle vegne ser han tegn på, at hans verden er gået under. Mågerne flyver ned og hakker i alle de lig, der ligger på havet. Tiden går, og Ish mister så småt grebet om virkeligheden; han tænker på de mennesker, han har kendt, og han kæmper for at overleve på skibet. Alt det praktiske: Vand, mad, hvor han mon er.

Der er altså ikke tale om hverken en erotisk roman, en selvbiografisk roman eller en krimi. Men der er heller ikke tale om en katastroferoman, snarere en roman om undergang, overlevelse og om at finde håbet midt i det håbløse. Der er tale om en metafysisk roman, hvor intet er, som det ser ud, og hvor sære ting kan ske i verden. Måske endda overnaturlige ting. Et centralt tema i bogen er, at tiden kan gå i båndsløjfe; at hele verden kan opleve et deja-vu, som måske i virkeligheden er, når tiden slår knuder på sig selv og gentager sig fra et bestemt punkt.

Og det lyder meget trist og tungt, og det er det ikke.

En historie, også om håb

For på den anden side af havet er der liv endnu. Der ligger et land, som skibet driver hen imod, og det er et land, katastroferne er gået udenom. Det hedder Danmark, og her kommer Ishs skib til kaj. Her skal jeg ikke afsløre mere. andet end at nævne, at han møder mennesker her, som har et formål med ham, og han ser, hvordan der måske er et sted også for ham i verden. Men først skal han gennemgå alverdens sære og farlige ting…

Han skal vises frem som et eksotisk dyr i et bur. Og møde en kvinde. Og tage ud at fiske i en bæk langt ude på Djursland, hvor han finder en øde hustomt inde i en skov. Her kommer han til at stå ansigt til ansigt med den måde, hvorpå tiden går i båndsalat…

Altså en filosofisk, poetisk, sømandskatastrofe-undergangs-og-genopstandelsesroman, fortalt i dramatisk præsens.

Utrendy dramatisk præsens

Som sådan er romanen umoderne. Det er en episk roman, hvor jeg-fortælleren ikke er lig med forfatterens jeg. Det er meget utrendy, måske endda så retro, at det er tæt på at være noget nyt. Hvad ved jeg. Den slags kan man ikke planlægge.

Nu må vi se, hvad de siger. Hvad I siger. Det, der sker i den fysiske verden, det kan være svært at styre. Det kan også være svært at styre det, der sker, når man sætter sig for at skrive en roman.

Og det japanske fiskerifartøj? Det blev skudt i sænk af den amerikanske marine. Det gik ned med sort røg vældende op af skorstenen.

Nu ligger det på havets bund et sted. Men dets historie lever videre, i stærkt ombearbejdet form, i Den Sidste Dag På Jorden.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s