Mine bøger · Morten privat

To år efter, plus, minus, du ved, det treårige.


Om få måneder er det to år siden, jeg fik det treårige arbejdsstipendium fra kunstfonden, fra Peter Rønnov, Ida Jessen og Trisse Gejl. Hvordan det gik til, vil jeg formentlig aldrig helt forstå.

Da jeg mødtes med de tre til receptionen i Kunststyrelsen på H. C. Andersens Boulevard i København i maj 2012, var det første gang, jeg mødte nogen af dem. Overhovedet.

Ved Bogmessen i Forum i 2011 stod jeg oppe på galleriet og så ned i People’s Press’ stand, hvor jeg havde lagt min jakke og taske. Der kom Trisse Gejl, hun skulle noget, hun gik igen. Jeg så ned på hende ovenfra og tænkte, den kvinde der, hun er et sted, jeg aldrig når. Sikken magt, hun har. Sikken karisma. Og se, hvor almindelig, tilgængelig, hun egentlig ser ud.

Men jeg havde ikke modet til at gå hen til hende og sige goddag. Hvor skulle det mod komme fra? Jeg havde udgivet tre romaner, ingen havde hørt om. Jeg havde fået min debut i 2009, en brøkdel af et sekund tidligere, hvis man ser det i det store perspektiv; jeg havde ikke fået den kommercielle succes, mit forlag havde forudsagt. Ingen anede hvem jeg var.

Jeg optrådte på et par scener på Bogforum og talte med gode, venlige, søde, engagerede folk om bøger, mine, deres. Jeg taler her om Miki Mistrati og om Abelone Koppel.

Jeg tog hjem igen.

I april 2012 fik jeg brev, at tremandsudvalget havde valgt mig til at modtage det treårige arbejdsstipendium. Det har jeg skrevet om andetsteds.

Og om hvor glad, jeg blev.

Nuvel.

Hvert år, når forårsuddelingen finder sted, ser jeg forfatterkolleger, der bliver arrige på facebook. Som jeg selv har været det. Jeg oplister her lige de argumenter, jeg også selv har kastet omkring mig:

  1. Det gælder om at være gode venner med udvalgsmedlemmerne.
  2. At være ven med dem er vigtigere end at være en god kunstner.
  3. De tre i udvalget kan kun lide deres personlige venner.
  4. Hvis man brokker sig, er man udelukket fra udvalgets nåde.
  5. Hvis man ikke bor på Østerbro, er man chanceløs.
  6. Kvalitet er et vidt begreb, men det defineres af de tre, som kun kan lide det sære og det minimalistiske.
  7. Man skal have fået før, hvis man skal have noget.

Jeg forstår godt mine kollegers frustration, når der kommer et afslag. Jeg kan bare sige, at jeg er lige nøjagtig sådan en, der aldrig burde få et legat eller et stipendium, hvis man skulle tro på de gængse kriterier.

Men jeg fik det.

Ved receptionen mødte jeg de tre medlemmer af udvalget, og det, der står tilbage; det, de sagde, var:

  1. Før de læste min bog, anede de ikke, hvem jeg var. Som i: Havde aldrig hørt mit navn nævnt. Noget sted.
  2. Bogen var god, den greb dem.
  3. Fordi bogen var god, checkede de min baggrund.
  4. De fandt ud af, at jeg havde skældt ud og brokket mig, bl.a. i Information, over tremandsudvalgets måde at gøre alting på. Hårdt, bittert skældt dem ud.
  5. De konstaterede, at jeg var jyde, ikke uddannet på forfatterskolen, ikke kendt, ikke udkommet på et større forlag, ikke ven med nogen, ikke bosat på Østerbro, ikke trendy, ikke ung, ikke lektor på et universitet eller højskolefryns, men blot en almindelig mand, der skrev bøger. Som ikke handlede om ham selv.
  6. De syntes, jeg var god til at skrive, og at min bog var gribende og glimrende.
  7. De blev enige om, at jeg skulle have det store, også selv om jeg aldrig havde fået noget stipendium eller legat før.

End of story.

Jeg fik det af en eneste grund: Jeg havde skrevet en roman, udvalget kunne lide, og som viste talent og potentiale, og de så frem til min næste roman.

Ikke mine ord. Deres.

At tremandsudvalget i 2012 overhovedet anede, at jeg eksisterede, var en overraskelse for mig (det gjorde de heller ikke, før jeg søgte). At de valgte mig til det treårige, var et chok.

Det handler alene om kvalitet. Som defineret af dem, der har pladserne i udvalget.

Alene. Kun. Og udelukkende. Slut, prut, finalisme. Lad mig sige det sådan her:

Du kan sidde på en smugkro i Thyborøn og drikke snaps med sødmælk og hedde Karl-Åge og være femogfirs og mangle begge ben og hade hele verden og have domme for unævnelige ugerninger involverende små børn, eventuelt også nuttede dyr, du kan aldrig have været uden for kommunen, undtagen når du skulle smugle smøger og sprut, men hvis du kan skrive, så det rører dem, der sidder i udvalget, har du lige så gode chancer som dem, der lever af pandaspyt og speltflakes og som sidder og kæmmer deres skæg ved Søerne med stort S midt i København med deres to børn, som formentlig hedder Alexandrina og Nebudkanezar, og som sidder i en Christianiacykel med dagens høst af tørrede tranebær i en brun papirpose, som de gumler af, bærrene, ikke posen, det ville være gakket at æde en pose, men det er jo københavnere, og posen kan være fremstillet af økologisk mug, mens du følsomt noterer dine litterære tanker ned på moleskinepapir, og dine chancer for et legat er lige så store som Karl-Åges er det.

Jeg kan garantere for det.

Og da jeg så endelig mødte Trisse, og fik lov at sludre med hende på Hald, var hun hverken en Østerbrolitteraturdrage eller en bøgernes Wernher von Braun, omend hun er en højt skattet og dygtig forfatter. Næ. Hun er en venlig og intenst engageret kvinde på min egen alder. Hun elsker bøger.

Sådan var Ida Jessen også. Og Peter Rønnov. Ikke en kvinde, men du ved, hvad jeg mener.

Det er to år siden.

Meget er sket. Meget er produceret her hos mig, i Jylland, mellem trailerture til genbrugspladsen og sorger og smerter og dagligdag. Jeg har skrevet en helvedes masse. En lille bitte smule af det vil blive udgivet her til marts.

Om få måneder udkommer den roman, jeg har skrevet i løbet af de første to år af mit arbejdsstipendiat. Den hedder Den Sidste Dag På Jorden.

Jeg håber, Trisse, Ida og Peter får tid til at læse, når den kommer. For de har en stor del af æren.

 

 

 

 

 

Advertisements

2 thoughts on “To år efter, plus, minus, du ved, det treårige.

  1. Hvor er det en superfed kommentar, du skriver her. Du er om nogen en mand, der ser sine tidligere fejlslutninger i øjnene, lægger arm med dem, kommer videre. Du nuancerer debatten, tak!

  2. Jeg hører til dem der aldrig har hørt om dig, Morten, men ovenstående indlæg, som jeg læser via et link på facebook, får dig, i mine øjne, til at hæve dig langt over mængden.
    Jeg skal helt sikkert udforske det du skriver noget mere!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s