Mine bøger · Morten privat

En bog – mellem tilblivelse og tilintetblivelse


Mit nyeste manus er antaget til udgivelse. Det er godt, det er glædeligt, det var fandeme på tide.

Det har været en lang og sej og tung vej at gå. Her kommer et par indtryk, jeg har noteret ned undervejs: 

Tirsdag. 

S. har taget anstød af min bog. Sendte den til ham i går aftes, og allerede i morges meldte han tilbage. De første fyrre sider, skam dig.

Historie, personer, sprog, stil, opbygning, alt er noget skrammel; han er ret fortørnet over teksten. Ikke at han skulle læse den, fornemmer jeg, men fortørnet over dens eksistens i verden.

Han begriber ikke, at jeg har skrevet tre romaner før denne: Hvad gjorde du da? Ikke det her, i hvert fald.

Jeg er ked af det, rystet, forstår ikke, så skidt er det heller ikke, og han er jo knap kommet i gang. Alligevel docerer han: Litteratur handler om dit og dat, læs dem og dem (som jeg har læst), forklar mig dit, lad være med dat.

Jeg forlader kontoret ved 2-tiden; kan ikke samle mig efter den svada. Jeg går en tur i Riis Skov. Stierne er dækket af våde blade, og jeg går mig til varmen. Tænker, om jeg skal give helt op med det her skriveri, måske var det det bedste, i hvert fald det letteste, at gøre.

Jeg skriver ikke for at fornærme folk; jeg skriver for at glæde dem.

På stien: Gennemgår de sædvanlige faser:

  1. Giver op.
  2. Bliver gal.
  3. Begynder forfra.

Sender i dag bogen til et mindre forlag, som jeg har haft i kikkerten i nogen tid, måske mere villige til at læse det hele før de farer i blækhuset og er arrigt akademiske.

Læner mig tilbage og venter.

Imens skriver jeg videre. Går i gang med manus på en ny historie. Blod, sved og splat; trænger til katarsis efter alt dette eksistentialistiske containerskibshejs.

Hans Hauge tager livet af fiktionen

Søndag.

Læser i dag Hans Hauges kronik i Politiken. Han skriver om Lars Norén og Knausgaard; Det er den sande, den virkelige litteratur, hvor der ikke er skudt en fortolkende og anonym fortæller ind mellem forfatter og stof. Det hylder han. Han påstår, at den pt allestedsnærværende Yahya Hassan først blev rigtig forfatter, da han stiftede bekendtskab med Knausgaard og hans selvudleverende, selvprojicerende projekt. Den narrative fiktion er død. Hedder det i kronikken.

Jeg kommer i tanke om mig selv, da jeg var 9 eller 10 år. Da (jeg var nok en sær dreng) gik jeg en overgang og fantaserede om at skrive bøger om mig selv. Jeg forestillede mig, hvordan man skulle skrive en bog, der tog enhver detalje med: Hvordan håndtaget på hver en dør ser ud, hvordan man tager om det, hvordan man åbner det. Jeg forestillede mig – uden at have de ord at sætte på – at man skrev en bog, der ægte og helt reflekterede alle gerninger, alle tanker, et helt levet liv fra ende til anden. Jeg indså vel også allerede dengang, at det var en kropumulig ide; at det ville være som at fremstille et 3D-atlas over verden i skala 1:1; grundlæggende omsonst, idet der allerede findes en version 1.0 af verden med alle de detaljer, man kan ønske sig.

Fiktionen (og det er mig, der siger det, ikke Hauge) har den rolle at den spejler verden og giver os en følelse af, at vi ikke er alene om at tænke skævt om den. Det er muligvis hverken et moderne eller originalt eller for en litterat særlig dybt tænkt billede af fiktionen, men det er det, jeg tror på.

Enhver tekst er en tolkning, en udeladelse eller en hel serie af udeladelser; Knausgaards eller Noréns tekster er som sådan ikke mere ægte eller virkelige end Greven af Monte Christo eller Anders And & Co. Der er måske ikke skudt en synlig fortæller ind mellem hændelse og læser, men der er med garanti skudt en fortolker, udvælger, redaktør derind – en præ-læser, der vælger til og fra og tænker; dette er i tråd med – noget. Og dermed er det, vi læser, en tolkning af en sansning, som i sin tolkede og redigerede form ikke længere er virkelig, men fiktiv. Jeg kan ikke se, at det kan være anderledes.

Fortællingen er et overstået kapitel i fiktionens historie, hedder det i kronikken.

Det vil jeg nu godt nok se, før jeg tror det.

Dagene går, jeg venter.

Tålmodighed er en død.

Mail fra P:

”Kære Morten

Min redaktør har læst dit manuskript, og jeg er selv godt i gang med det.

Vi er begge meget begejstrede for det, og synes det er en fremragende roman.”

De vil mødes i morgen og snakke.

Mærker pulsen ryge i vejret. Endelig!

I morgen på Lynfabrikken.

Møde med P, kaffe på Lynfabrikken.

Aftaler kontrakt, snakker. Meget glad. Udgivelse i Tyskland er en reel mulighed. Lydbog, e-bog, trykt bog. Deadline for manus bliver i slutningen af januar; skal finde et sted at sidde en uges tid i starten af januar og skrive de sidste ting om. Afventer nu kommentarer fra redaktøren.

28. november: Kontrakter sendt i underskrevet stand. Udgivelse: Ultimo marts.

Møde tirsdag med redaktør og forlægger; processen ruller!

 Arbejdstitel: Den Sidste Dag På Jorden.

Det lykkedes. De næste måneder kommer til at gå med redigering, omskrivning, korrektur, forberedelser til PR, grafik, sats… og så kommer dommen. Lige nu er der lang tid til. Men jeg glæder mig allerede. Og er allerede nervøs.

Enten tror de, jeg har drukket af natpotten. Eller også elsker de den. Der er vist kun de to muligheder.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s