Uncategorized

Writer-in-residence, Athen, tredje og sidste del


Onsdag

 Damen ovenover vores lejlighed har en tagterrasse. På den tagterrasse dyrker hun alverdens planter og blomster.

I dag skulle de beskæres, og der skulle gøres rent i beddet. Det foregik ved, at damen på femte tog en kost og møgede rundt i planterne, så de faldt ud over terrassens kant. Og ned på mig. Jeg sad nemlig nedenunder på vores altan, og da det var morgen, havde jeg ikke markisen rullet ud. Derfor fik jeg fem kilo visne blade og afklip i hovedet. Bogstavelig talt. Jeg råbte og skreg, og det anfægtede ikke damen, som blev ved. Jeg rullede markisen ud, i en fart, mens jeg skældte ud. Hun klippede og fejede og møgede videre.

 Så fejede jeg alt hendes lort op fra vores altan og gik op og satte det foran hendes dør.

 Jeg er muggen i dag – det er varmt, jeg længes hjem, folk på gaden er sure, manden på restauranten, hvor jeg spiste til middag, fik sin dag ødelagt, fordi jeg kun havde en €50-seddel. Så var han sur. Og hjemme har Emil haft det skidt igen.

Det er svært at være så langt væk hjemmefra i så lang tid, særligt når jeg ved, Camilla kæmper hårdt med Emil, som er træt og har haft små anfald de senere dage. Det gør os begge voldsomt bekymrede; jeg har haft mareridt om det. På den anden side er jeg her og det kan ikke laves om, og jeg skylder hende og alle at gøre det bedste jeg kan med min bog. Få den færdig.

Mandag rev jeg en dag ud af skrivekalenderen og tog over til Ægina med flyvebåden. Det er relativt let og bekvemt; ikke mærkeligt, at mange bruger øen som et udflugtssted.

Sidst jeg var her, var i 2000. Det er mange år siden. Men jeg husker havnebyen, bjergene, Afeatemplet og udsigten over til Agistri. Lejede en dødsfælde af en elendig, gammel scooter og kørte øen tynd. Det vidunderlige Afeatempel, et sent, dorisk mesterværk fra ca. 480 f. Kr., som ligger på en bakketop med udsigt over den attiske slette og Athen, kørte ned til Agia Marina, hvor alt er lukket og nedslidt og generelt nedslående, lige bortset fra udsigten over havet, som er spektakulært smuk.

 Hjem igen, snak med Camilla i telefonen, føler, det hele ramler, når hun fortæller om Emils nye anfald. Føler, det hele er blændværk og tomme tosserier at sidde her og være så fuldstændigt ensporet egoistisk, som man er, når man skriver på en roman. Der er ikke engang nogen garanti for, at den nogensinde bliver udgivet.

 Det er lige meget hvad Morten Hesseldahl så i øvrigt går og mener og mener.

 I det nuværende klima skal man enten a. være kendt fra tv eller b. besidde garanteret bestsellerstatus før et forlag gider udgive ens ting. Ingen tror på nogens forfatterskab, med mindre det er Jussi eller Sara Blædel; det er så forpulet sørgeligt. Jeg står uden forlag, uden egentlige kontakter og føler, jeg skal starte forfra, selv med tre bøger, masser af gode anmeldelser, et godt salg (til bibliotekerne, altså) og det store arbejdsstipendium bag mig. Når jeg skriver til folk, svarer de ikke. Jeg føler, at mine meritter i det mindste burde betyde, at folk ville tage mine henvendelser seriøst, men det gør det åbenbart ikke.

 Og det er med til at få hele øvelsen her til at synes endnu mere omsonst.

Men jeg knokler på. Jeg kan ikke andet. Og når jeg møder modgang, går jeg altid gennem de samme faser: Først giver jeg op. Så bliver jeg arrig. Så overkommer jeg modgangen. Det har jeg gjort før, jeg skal fandeme nok gøre det igen.

I går tirsdag en intens, vred og indædt arbejdsdag, hvor jeg fik skrevet et par kapitler, jeg følte bogen manglede. Den er nu på godt 91.000 ord, hvilket er ganske meget, men der er ikke et overflødigt ord i den. Jeg har læst den igennem, igen og igen, og kælet for detaljerne i den, så jeg nu nærmest ville kunne recitere hele balladen fra hukommelsen.

 Jeg var på Det Danske Institut for at printe samtlige næsten 300 sider af bogen. Det er først da, mængden egentlig går op for en; hvor meget man i virkeligheden har produceret. Og det hele er skrevet om indtil flere gange. Der ligger mange, mange timers arbejde i det her. Man bliver lidt stolt, især bliver jeg stolt over, at jeg ikke har givet op, som jeg ellers har haft stor lyst til.

Ikke desto mindre – det er sgu op ad bakke, det her.

I morgen tager jeg til Hydra. Jeg tager manuset med. Så vil jeg sidde på en klippe og pille videre i bogen.

 Hvis jeg ikke får mere lort i hovedet inden da.

 Torsdag

Hydra: 36 grader i skyggen, ikke så underligt, at man går og sveder, sidder og sveder. Jeg har vel drukket tre liter vand hidtil, og det er kun lige knap eftermiddag.

 Tog metroen til Piraeus fra Thissio-stationen lidt over syv. Gik ned ad Apostolou Pavlou-gaden, som er en bilfri zone mellem Pnyx og den gamle agora. Akropolis stadig blændende oplyst, selv om solen så småt var ved at stå op. En fred uden lige, her midt i en af Europas største byer, det er alligevel forbløffende.

Med Flying Dolphin nr. XXIX fra Piraeus, terminal 8, klokken 08.00 præcis. De er fascinerende, disse hydrofoilåde, med en hastighed på op til 36 knob, samme fart som Molslinien, men her sidder man som i et fly og tæt nede ved havoverfladen.

Øst om Ægina og til Poros, hvor færgen lægger til midt i byen. Man sejler langsomt forbi tavernaer og promenerende morgenmennesker, også det i sig selv en fascinerende begivenhed. Næste stop, Hydra.

Og hvor er her smukt, og hvor er her tørt og varmt. Øen selv er knastør og stort set øde trods en anselig størrelse, ca. 55 km2. Øde, fordi der ingen veje er og ingen andre bebyggelser end lige Hydra By og et par klatter huse langs kysten, såsom Mandraki med en befolkning på omkring 40 sjæle. Hydra By ligger i et perfekt amfiteater omkring havnen, og de praler af, at det er den smukkeste by i Grækenland, og uden at have samme sammenligningsgrundlag som dem, der påstår det, er jeg nok tilbøjelig til at give dem ret. Det er blændende, uforskammet skønt at skue. Husene er hvide og grå, drevet af samme sten som øen selv, og de breder sig op ad bjergsiden fra den formidable, naturlige havn. Her er ingen kørende trafik, siger de, og det passer ikke, for kommunen ejer et par skraldebiler og en traktor. Men i øvrigt ingenting. Ingen biler, ingen scootere eller motorcykler; den slags er ganske enkelt forbudt, og det er prægtigt. Det er heller ikke nødvendigt, for uanset hvor man skal hen, kan man gå. Jeg ser det meste af byen på en times tid, og det er den rene, skære postkortidyl, hvor man end vender og drejer sig hen.

Jeg starter nu mit besøg med at sidde og vegetere over en omgang english breakfast, mens jeg bare stirrer på livet omkring mig. Alle varer – og ganske mange turister – transporteres rundt på øen på ryggen af muldyr eller små heste, enkelte ægte æsler er her også. Det er lastdyr, og de er ikke til pynt eller kæl. Deres ejere trækker tre, fire af dem af sted fra havnen i en række, læsset med sække med grøntsager, sukker, kaffe, dunke med vand, hvad der end måtte være behov for. Mændene med trækdyrene er selv pragteksemplarer; her ser man overskæg, gør man!

Overskæg, smøg i kæften, slidt tøj.

I havnen ligger lystfartøjer på række, og små vandtaxier fragter folk til afsidesliggende strande, de sejler i pendulfart.

Jeg vandrer til Mandraki, en tur på godt tyve minutter ad øens vist nok eneste vej. Den følger kysten og her går man og ser over på Peloponnes’ bjerge og ned i det akvamarinblå vand. I Mandraki ligger et lettere bedaget hotelkompleks, som jeg siden tjekker på internettet, og folk har ikke meget godt at sige om stedet. Men det ligger smukt, og jeg sætter mig og glor ud på vandet i skyggen med en kold fadøl. Så bader jeg, inden jeg trasker tilbage til Hydra By. Sveden løber fra mig; middagsheden har taget fat for alvor.

Klokken bliver to, og al aktivitet på havnen indstilles. Jeg mener al. Alle trækker væk fra solen, væk fra varmen, ind under de kæmpestore solsejl, restauratørerne har spændt ud over det meste af kajområdet. Her sidder jeg så og tager mig god tid til min frokost; jeg har ikke travlt, skal ingenting, mærker det sløve og sunde tempo, alting synes at foregå i her.

Leonard Cohen købte efter sigende sit hus i ca. 1960 her i byen for 1.500 dollars. I dag koster sådanne huse op imod en million euro. Ærgerligt. Hvis de stadig stod i 1.500 dollars, købte jeg et lige på stedet. Her er vidunderligt. Det er det græske paradis, man altid går og drømmer om, inden man skal på ferie, og her er det, lige i fjæset på en.

Sidder og tænker på min bog. Den er færdig nu. Jeg kan altid pille i detaljer, finpudse og rette til, men det kan man blive ved med, og på et tidspunkt skal det have en ende.

Efter en lang frokostpause går jeg hen for at bade lidt mere. Ved havneindsejlingen, til venstre, når man står på kajen og ser ud over vandet, er der prægtigt at bade. Her er klipper, der går lige ned i vandet, som er dybt og knaldende klart og blåt. Man har støbt betonplatforme, så her er rart at brede håndklædet ud og bare ligge. Der er badestiger ned i vandet, og efterhånden som den værste middagshede forsvinder, kommer folk ned for at bade. Jeg svømmer, kravler op, hopper i på hovedet, hænger bare i vandet, i en times tid eller mere.

Så dasker jeg lidt mere rundt i byen, som er oplagt bare at daske i.

Da jeg sejler ud af havnen i en gnistrende rød og orange ægæisk solnedgang, er det med en klump i halsen. Jeg vil tilbage hertil. Og det skal være snart. På kajen i Hydra ligger nu en del af mit hjerte. Det må jeg tilbage og finde igen.

Sent hjemme. Dødtræt, men går op ad Apostolou Pavlou i måneskin. Området her hedder Thissio, som stationen, og jeg har aldrig været her før om aftenen. Det fortryder jeg. Her er forrygende. Ikke bare smukt, med den stjerneklare himmel og halvmånen i den lune nat, her er også et herligt leben.

Der er levende lys på alle bordene i alle barerne, og folk sidder med ryggen til Akropolis og bare ser på dem, der går forbi. Ulig jeg selv er det ungt, trendy og upper-class. Jeg sætter mig nu alligevel og får mig en margarita. Ser op på Akropolis. Ser op på månen. Trækker vejret og er bare til.

Lørdag

 Min sidste hele dag i Athen. Jeg pakker, jeg vejer min kuffert, det går lige.

I går en lang arbejdsdag på altanen. De sidste finjusteringer af teksten; jeg tror, jeg arbejdede med den i fem, seks timer i går. Jeg elsker den her fase, hvor jeg kan give mig til at kæle for detaljerne og søge at fremhæve den symmetri, jeg godt kan lide at indbygge i en tekst. Symmetri, forstået på den måde, at det, hun siger på side 11, det kommer igen i en varieret form og med ny betydning på side 213. Den slags symmetri. Det er med til at give bogen sammenhængskraft på kryds og tværs, mener jeg i hvert fald.

Sluttede af med at gå ned til Thissio igen. Tidlig morgen og sen aften er det mit yndlingsområde i Athen. Fandt et godt bord på en restaurant, hvis decor er meget lidt græsk, men sådan er det her.

Ovre i Plaka er det mest turistorienterede tavernaer med bouzoukimusik og greek salad, her er det lounges med moderne loungemusik, levende lys på bordene i orange glas, og et ungt, kosmopolitisk klientel, der bare sidder og hænger, som man nu gør i en lounge. People-watching er hoveddisciplinen her. Jeg får de bedste lammekoteletter, jeg nogensinde har fået, og en kande rødvin til, og tjeneren er munter og vil gerne snakke.

Nu er jeg urimelig ved Plaka. Der er smukke gamle huse, og der er også autentiske steder, som f.eks. Brettos’ bar med den hjemmelavede ouzo på 46 % i tønder på væggen og den noget kantede vært, som elsker at få en ophedet diskussion med sine gæster om vin, ouzo, likør, alt det, han er ekspert i.

Har dasket rundt i gyderne ved Monastiraki i dag; det er et stort loppemarked, og man kan få ustyrlige mængder skrammel. Men her er også antikforretninger med bjerge af spændende, skægge, pudseløjerlige og regulært underlige ting, lige fra toiletmøbler til halvpornografiske græske film fra halvfjerdserne på DVD. Her er alt. Jeg finder et bogantikvariat, hvor der er stablet fra gulv til loft med smukke, gamle bøger, de fleste på græsk; også her har boghåndværket engang været eminent.

Jeg finder et italiensk kort over Korfu, tegnet i 1696 af Coronelli, som var kartograf for den samme, venetianske admiral, som kom til at sprænge Akropolis i luften. Coronelli er i øvrigt berømt for sin globusser, som han bl.a. fremstillede til Louis 14. i Frankrig, men hans kort er også forbløffende smukke i deres håndværk. Jeg får mit for 15 euro. Originalen, hvis jeg kan finde den, kan indbringe samme beløb ganget med 1.000, oplyser antikvaren mig om.

I morgen rejser jeg hjem.

Så: Hvordan har det så været, alt i alt, at være writer-in-residence i Athen?

Med et ord: Fantastisk.

Med flere ord: Produktivt, fascinerende, ensomt, varmt, cool, helbredsbefordrende, skriverkarlsansporende, inspirationsfremkaldende indtil det punkt, hvor jeg har måttet sige stop så, ikke mere, jeg kan ikke nå det hele, smukt, grimt, folkeligt, kunstigt, venligt, afvisende. Roligt, selvisk.

Fremfor alt: Bogfærdiggørelsesfremtryllende.

Og det var sådan set det, der var meningen.

Lone på instituttet sagde; du kan bare søge igen, jo.

Det må jeg nok hellere.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s