Mine bøger · Morten privat · Rejsedagbøger

Dagbog fra Athen – del 2


Fredag

På Exarchia-pladsen sidder der seks sorte mænd. Nogle af dem, der går rundt og prøver at sælge solbriller og ure. De sidder i skyggen og tager en pause. En hvidhåret, græsk dame, der bor i opgangen ved siden af cafeen, har været på torvet. Hun deler appelsiner ud til de seks mænd.  De takker og går i gang med at spise.

Så snart man bevæger sig fem minutters gang væk fra Plaka, er fattigdommen og nøden allestedsnærværende og påtrængende. Tiggere og hjemløse, javist, menneskeskæbner, men også kæmpestore bygninger, kontorhuse med mange etager langs de store veje, der står tomme og forladte. Jeg har hørt, at der er 30.000 ledige lejligheder i Athen, som er forladt, fordi folk ikke har råd til at bo der.

Det er allerede blevet lørdag. Dagene farer forbi mig. Men hvilke dage. Hvilke effektive, koncentrerede, dovne og milde dage.

Jeg sover til middag. Hver dag, sidst på eftermiddagen, når varmen er værst. Solen står lige ind i værelset, og jeg ruller markisen helt ned, og alligevel stiger temperaturen herinde til utrolige højder. Jeg ligger med blæseren kørende og sover, tungt og svedigt.

I går, fredag, stod jeg op i en af de her gyldne morgener. Jeg satte mig ned på det nordiske bibliotek og brugte tre intense timer på at sidde og arbejde med mit manus i deres fredsommelige og airconditionerede læsesal. Manuskriptet er nu oppe på 85.000 ord, og jeg har ikke den fjerneste ide om hvor meget jeg har fået tilføjet til det. Mine stålsatte planer om 3.000 ord dagligt er som forventeligt blevet til det rene, skære ingenting. Det handler om at slette, flytte, tilføje, hente noget over fra tidligere inkarnationer af manuset, klippe ud, skrive en sætning, der mangler her og et ord, der mangler der. Sådan nærmer jeg mig et færdigt produkt, en afrundet historie.

Det er en roman, der har været meget lang tid undervejs. Skrevet i de perioder, hvor jeg har kunnet tænke nogenlunde vandret, når Emil ikke har været indlagt eller der på andre måder har hersket kaos i mit liv. Derfor, tænker jeg, har den haft så mange mærkelige manifestationer.

Nu bliver det til en roman, der handler om overlevelse. Det er vel, tematisk set, forståeligt. Det er det, mine tanker har kredset om i de sidste to år – overlevelse for min søn, overlevelse af ens mentale sundhed, identitet, svære, svære ting og tunge temaer.

Jeg er sikker på, at der er mange, der vil synes, at jeg er blevet tosset, når den engang kommer ud. Skruptosset. Med mindre jeg har formået at gøre det let at nå til den tilstand, der hedder suspension of disbelief.

Mine to første, Tornmark og Mindset, havde klare krimi/thriller-elementer i sig, selv om det ikke var de vigtigste temaer i bøgerne. Men det betød en ting. Nemlig det, at da Mens Vi Venter kom ud, var læserne klar til at læse endnu en næsten-krimi fra min hånd. Det var det bare slet ikke. Det var nærmere en socialrealistisk roman om venskab, kærlighed, ensomhed og andre temaer, der har det med at komme igen i mine romaner. Jeg kan se det, for hvis man går ind på bibliotek.dk og slår bogen op, ser man også, hvad folk, der har lånt bogen, også har lånt. Det er krimi. Alt sammen.

Og fred med det. Bare de ikke tænker, at nu har han skrevet en ny krimi. Jeg synes nemlig aldrig, jeg har skrevet en krimi. Jeg har brugt elementer fra genren til at få min historie og mine ideer frem til scenekanten og måske også ud over den. Det er alt.

Min nye roman er en roman om overlevelse i en verden, der er ramt af katastrofer. Jeg har brugt meget tid på at tænke over katastrofen som ide, tanke, princip, hændelse. Vi lever i en tid, hvor katastrofer sker, og hvor vi lever med dem. Som regel er det ikke noget, vi kan gøre noget ved. Som regel har vi ingen skyld i det, sådan på det rent personlige plan. Hvis skyld er tsunamien i 2004? Hvis skyld er finanskrisen? Jordskælv, borgerkrig, hungersnød? Hvis skyld er det, at min søn er blevet syg? Nogens skyld, ingens skyld, alles skyld? Måske giver begrebet skyld slet ingen mening. Og hvad har vi tænkt os at gøre ved det, når vi lever i en verden, hvor den slags sker ud af det blå?

Jeg har haft lyst til at fortælle en historie om katastrofen som en allegori, en generisk hændelse og en ramme om det menneske, der er midt i. Min hovedperson er sømand, og han bor på et containerskib. En dag rammer en katastrofe, og han finder sig selv alene og fortabt ude på havet på sit skib. Men det er ikke en katastrofefortælling, det er en fortælling om at være midt i en apokalyptisk tid, og om hvordan man alligevel hårdnakket lever videre og gør det, man plejer.

Det er også en nærmest overnaturlig historie, en magisk-realistisk roman med elementer af det paranormale. Det er, hvad det er. Og det er med ikke ringe rysten i bukserne, at jeg gør den færdig.

I dag: Gråvejr, lummert. Første dag, hvor jeg kan sidde på altanen med markisen oppe hen ad klokken 5 om eftermiddagen, for solen er bag skydække. Det er okay, det gør mig ikke noget. Det kunne godt give sig til at regne.

Jeg tog på det arkæologiske museum i dag. Gik derop gennem de kvarterer, der i påfaldende grad ligner sig selv fra 1985: Omonia, Exarchia. Det er slidt, beskidt og fattigt. Men Exarchia er også et sted, hvor et ungt, kreativt og anarkistiskt miljø trives og klistrer plakater op over det hele med forbløffende ihærdighed. Der er cafeer, hvor folk faktisk kommer og sidder og er. Der kommer meget sjældent en turist. Her er også påfaldende grimt. Men jeg mærker ikke desto mindre en levende bys hjerteslag her.

Der var tale om research, da jeg var på museet i dag. Jeg gik primært efter at se udstillingen om den minoiske kultur på Santorini og udgravningerne fra Akrotiri, hvor der var en blomstrende bronzealdercivilisation. Den blev udslettet af det voldsomme vulkanudbrud, der også ødelagde de minoiske kulturbyer på Kreta i ca. 1600-1500 f.Kr.

En slags bronzealder-Pompeii. Jeg har vage planer om at tage til Santorini for at se stedet, men jeg ved ikke, om det giver noget, og det kommer til at tage et par af de kun syv dage, jeg har tilbage. Så det ved jeg ikke.

Det har relevans, fordi jeg også skriver om en katastrofe, der lægger en civilisation øde. De malede, de producerede smukke kunstgenstande, deres by gav indtryk af lykke og velstand, og bam! Så var det slut. Bare sådan. De havde nået at evakuere, og de kom aldrig igen.

Hvad tænkte de, op til vulkanudbruddet? Hvad gjorde de? Vidste de det? Det er de spørgsmål, jeg går og tumler med. De spørgsmål er, hvad min bog handler om. Bare overført til vores tid, hvor jeg i al ydmyghed gør kål på den moderne civilisation med et pennestrøg.

Det er ikke fordi, jeg synes civilisationen som sådan er en dårlig ide. Det er den måde, vi forvalter den.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s