Mine bøger · Morten privat

Dagbog fra artist-in-residence, Athen 2013


Dagbog, september 2013 – Athen.

Jeg er færdig med at proppe trøjer i min kuffert.

Jeg har haft spisebordet dækket med tøj og sko, elektroniske dimser, kabler, undertøj, papirer. Alt det, jeg skal bruge de næste fjorten dage. Jeg skal til Athen i morgen, og jeg kan ikke helt begribe det. Jeg glæder mig ikke, jeg forventer intet, jeg har knap haft tid til at tænke over det. Jeg er bare en mand, der skal i seng om lidt. Så skal jeg stå op. Så skal jeg køre en tur med tog. Så skal jeg flyve. Så skal jeg lande i Grækenland og bo der i to uger. Jeg skal være artist-in-residence, som det hedder på engelsk, på Det Det Danske Institut i Athen, og der skal jeg skrive min bog færdig.

Det er sådan set det.

Et par hårde uger. Så hårde, at mine kolleger – og Camilla, for den sags skyld – har kommenteret mit udseende  og de har intet godt at sige. Jeg ligner lort. Jeg hader det. Jeg er træt, jeg kan ikke sove om natten, jeg vågner og tankerne er møllehjul, deres emner hårde sten; det er, så det fyger omkring i mit hoved med hårdt mod hårdt, stenmel i hjernevindingerne. Jeg trænger sådan til ro. Jeg fører hænderne op til mit ansigt, og jeg kan lugte trætheden fra mine porer. Det er ikke godt.

Jeg dagdrømmer i de her uger. Det har jeg altid været virkelig god til. Men i disse tider drømmer jeg om noget, jeg aldrig har drømt om før. Jeg drømmer om ro.

En kollega på jobbet sagde det i går. I mit næste liv vil jeg være yakoksehyrde i Tibet, sagde han. Der er ingen besværlige valg. Man behøver ikke engang vaske sig.

Jeg drømmer om det forfatterliv, jeg gerne ville have. Jeg drømmer om at leve i fred og om ingen pligter at have. At have en altan, hvor jeg kan sidde i solen eller i regnen, hver aften, hver nat, og læse og skrive. Derefter gå ind for at sove i ro og mørke, med vinduerne åbne ud mod natten. At gøre dette, dag efter dag.

I morgen sætter jeg mig i toget mod København. Så tager jeg mit manuskript ud til tredje del af min roman. Der starter jeg, allerede inden vi har passeret Viby J. Med print ved bordet, med min nye Macbook Air, og med fjorten, måske ligefrem femten, dage foran mig, kun mig, kun skrive.

Jeg agter at skrive bogen færdig, mens jeg er i Athen. Jeg har været der før, så jeg skal begrænse min trang til at fare rundt. Jeg skal arbejde, skrive, tænke. Hver eneste dag. Målet er, at jeg skal skrive 3.000 ord per dag. Det er ikke så meget. Når jeg er på Hald, kan jeg uden videre skrive 5.000 ord hver eneste dag, selv om jeg også bruger fire timer på at trave rundt i landskabet og se på får.

Simpel hovedregning: 3.000 ord per dag gange 14 dage – det er 42.000 ord. Ganske meget. Kan jeg nå 30.000 netto er det også godt. Så har jeg min bog. Og så ud med den. Ud af mit sind. Ud af mit hjerte.

Men jeg skal også andet end at skrive – jeg er elendig til disciplin og ved, at jeg ikke vil kunne evne det der otte-til-fjorten-crap alligevel. Så. Jeg vil:

Besøge det nye Akropolismuseum. Det skulle ligge lige ved den gade, hvor jeg skal bo.

Bade i poolen på mit hotel.

Få en drink i poolbaren på mit hotel, i morgen aften, inden jeg på søndag flytter ind i lejligheden, der ejes af Det Danske Institut

Spadsere i Plaka, i Anafiotika, spise på et torv og tage mig god tid, få kølig vin med dugperler på, tage noter med fyldepen.

Finde en god dag, måske en tidlig morgen, hvor jeg kan komme op på Akropolis uden at blive hundset med som en lemming. Jeg ved ikke, om man ofte hundser med lemminger. Men det var rimeligt om man gjorde. De er pisseirriterende.

En dag, når jeg har skrevet nok, vil jeg tage metroen til Piræus. Der skal jeg købe en billet til færgen til Aegina eller Poros eller Hydra eller Spetses og der skal jeg sejle hjem igen om aftenen. Stå der på hækken på færgen, mens vi sejler mod Piræus igen. Mens solen går ned over sorte bjerge, rødt vand, grøn himmel, mens varmen siver op af brostenene under ens fødder, når man går hen mod metrostationen i Piræus og skal hjem til værelset og skrive en hel nat igennem.

Og måske, viser det sig, skal jeg noget helt andet. Men her i aften skal jeg pakke, og det er meget mærkeligt, for jeg er slet ikke klar til at tage af sted. Jeg er bare en mand, der propper trøjer ned i en kuffert.

Lørdag

Landet i Athen, sidder i Metroen. Planmæssig rejse uden de store udsving bortset fra en horde af mennesker, der skulle gennem security i CPH og fem åbne skranker til hvad jeg tro var flere tusinde afrejsegæster. Korte lunter og stress på, og jeg som havde håbet at kunne bruge en times tid i lufthavnen på at se på butikker og på at sætte mig et dyrt, godt sted og få en bid. I stedet måtte jeg gribe den første, den bedste sandwich og en cola, og jeg havde vel i alt fem minutters ventetid ved gaten. Sov i flyet, en halv time, godt. Skrev en time, ca. 1000 ord, endnu bedre.

Indflyvning ned langs den thessaliske kyst, Ossa-bjerget som en pyramide i den sene aftens modlys, dens top kaster skygge over havet. Så fløj vi ud over Piræus og Salamis, hvor containerskibene ligger ved anker, side om side, som de også gjorde det i 2000, da vi sejlede over til Ægina. Samme ø som en perfekt formet græsk drøm, og jeg genkender Agia Marinas kystlinje og bjergtoppen, hvor det hvide Afaiatempel ligger. Alt sammen badet i solnedgangslys. Svinger ind over kysten, og jeg kan se, nu i strålende aftensol, bjergene og vigene helt ud til Kap Sunion, bilder mig ind, at jeg ser templet langt borte på sit forbjerg.

Nu Metro ind til Athen. Solen er gået ned, den farver himlen lilla bag bjergene. Metroen følger motorvejen ind mod byen; Ikea, Holiday Inn, Ericsson, her kunne man være hvor som helst i verden. Vi standser ved stationer langt fra byen, Koropi, Pallini, Halandri. Her stiger få mennesker på; mest unge, der vel skal ind til byen en lørdag aften.

Min lørdag aften, som den ser ud i mine tanker: Ind på hotellet. Finde et sted at få noget at spise, gerne på hotellet. En drink ved poolbaren, tænker jeg. I morgen vil jeg sove, sove. Indtil de sparker mig ud. Det trænger jeg til.

Gå gennem gaderne en lun sommeraften, trækkende sin kuffert efter sig; mennesker alle vegne, ingen biler lige her omkring. Jeg stiger op fra metroen, og der står hun, Akropolis, badet i projektørlys mod sommernattens himmel; allerede på vej op fra stationen tager jeg et par dybe indåndinger, for jeg ved, at jeg nu skal møde Athen, når Athen er bedst, og hun skuffer ikke. Der er et leben af den anden verden. Men det er roligt og venligt. Hotellet er præcis så luksuriøst som jeg havde ventet det. Smart, professionelt, afdæmpet, men naturligvis i marmor og messing, så det skinner. Tager karbad, for jeg er svedig og træt efter rejsen, og jeg debatterer med mig selv, og til sidst siger jeg lad gå og tager en øl fra minibaren. 7 euro for en dåse. Jeg tæller sammen. Det ville koste mig i omegnen af 300 euro at lege Tøm Minibaren på dette værelse.

Nyvasket går jeg op på tagterrassen, hvor der er en elegant bar og restaurant. Priserne er også elegante, og jeg spiser og drikker for 60 euro, ene mand, to retter, ét glas vin, vand og en cocktail til sidst. Maden er fin nok, vinen er god nok, cocktailen er stor og god, og selve restauranten ligger på taget af hotellet, og tjenerne er sagtmodige og opmærksomme. Men det bedste er udsigten. Fra mit bord kan jeg se hele sydflanken af Akropolis. Propylæerne og Parthenon, badet i lysshow, der hele tiden skifter. Det er umådelig smukt. Natten er lun og jeg har ikke travlt, jeg sidder bare og stirrer på Akropolis. På de doriske søjler og hullet, hvor templet blev sprængt i luften i 1600-tallet, og min fantasi fylder hullerne ud.

Så giver jeg gerne det ekstra for et måltid. Faktisk tror jeg ikke, jeg nogensinde i mit liv har givet så mange penge for et restaurantbesøg, når det bare er mig solo. Så er det også på tide, og hvilken bedre anledning?

Nu i seng.

Søndag

Jeg er rykket ind i min nye lejlighed, på samme tid som hovedpersonen i min roman opdager, han er et helt nyt sted. Så dette føles om at skrive det samme en gang til.

Det med at vågne op og være et nyt sted, alt er nyt, alt er på uvante steder.

Så skidt med det. Romanen er vigtigere. Jeg fik skrevet lidt her i eftermiddag, inden varmen og trætheden overmandede mig og fik mig lagt ned på sengen med blæseren kørende.

Sov ellers dejligt i nat efter mit restaurantbesøg. Herlig morgenmad på hotellet. Så, klokken 9, hen efter nøglen i Hotel Filippos, og straks herop i lejligheden, som var tom og øde og forladt; de sidste fra sidste hold er rejst i går. Oldfruen må have været her på et eller andet tidspunkt for at gøre rent, for her er rent og pænt. Simpelt, men funktionelt.

Rundt om Akropolis i den stigende hede. Op til Filopappos, rundt og se ruiner deroppe, jeg ikke anede fandtes, ruiner af demer, oldtidens bydele. Pnyx! Hvorfor har jeg aldrig været her før? Det er betagende! Og man har det i den grad for sig selv. Man står midt i en by med fire millioner indbyggere, på en klippeknold, og der er ingen mennesker i syne. Der er kun heden og det tørre græs og den der fænomenale udsigt over hele den kolossale by.

Videre, rundt, Monastiraki, den grimme Ermou-gade, de charmende stejle stræder i Plaka. Frokost: Salat, pasta, lidt vin. Desperat forfatter savner sin notesbog og skriver en stump dialog bag på en kvittering for 1 Frappé.

Tjeneren på Tou Psarras kommer hen: Where are you from? Arjm fråm Dænmargh, lyder det fra mig, og jeg tænker uvilkårligt, at hvis der har siddet andre, der har kunnet høre mig, kunne de spotte proveniensen lige med det samme. Ah, viking, siger han. Welbekommen! Jeg måber og siger tak. Men det er et trick, han kan. Han kører den finte på alle. Han kan sige brokker på de første fyrre sprog. En familie på tre sætter sig. Where are you from, spørger han. Wy are frøm Swøden, lyder svaret. Ah! Danke Schön, siger tjeneren. Det kan smutte for selv den bedste.

Den svenske familie ser på hinanden og fniser, da han er uden for ørevidde.

Mandag

Mandag, allerede.

Jeg har tilbragt en stor del af dagen på altanen. Jeg har skrevet og skrevet, og jeg er ved at være godt ør i hovedet. Men jeg er slet ikke skrevet ud for i dag. Og tænk, der er fjorten dage – næsten – endnu!

Denne altan. Den må jeg hellere lige mene noget om. Den er smal og lang og deles af to værelser, nr. 1 (mig) og nr. 2 (Thomas, som jeg kun lige har sagt goddag til, og intet andet).

Hvis jeg læner mig til højre, kan jeg se templet for Athena Nike på Akropolis. Jeg vender nemlig den vej. Over altanen hænger markiser i en stejl vinkel ned til selve rækværket, og den spærrer for udsynet op og hen, men den skærmer for eftermiddagssolen. Jeg kan ikke regne ud, hvordan man ruller den op. Jeg hiver i stangen, drejer rundt, men den rokker sig ikke.

Der er liv på gaden. Den hedder Parthenonos, og den går op mod Dionisiou Areoupagitou-gaden, der løber langs Akropolis’ sydside. Der er måske to hundrede meter derop. Så står man midt i det hele, midt i det antikke græske, og gaden med det lange navn, som jeg ikke gider skrive igen, er en gågade. Her er vidunderligt fredeligt og smukt om morgenen og her er et vrimmel af mennesker om aftenen. Promenadeplads. Elsker det.

Der er ikke meget trafik i gaden. Ikke som jeg havde forventet det. Der er en masse unger, der render og leger. Hunde, der gør. Hele tiden summende storby og fra tid til anden en motorcykel, der larmer forbi.

Nu, her på andendagen, begynder jeg at kunne se, at det her er som en landsby. Husene er i fem, seks, syv etager; bortset fra beliggenheden er de ikke noget særligt, men folk synes at kende hinanden og at gide tale sammen. Der er ingen officielle mødesteder, ingen cafeer eller restauranter. Alligevel render børnene og leger. To piger cykler om kap, skiftes til at løbe. De tilhører den familie, der ejer butikken lige overfor, hvor de sælger det sædvanlige græske turistjunk. Kopier af klassiske statuer, vaser, den slags. Det ser man overalt. Jeg begriber ikke, at man kan køre en forretning på de varer.

I dag var jeg oppe klokken syv. En lang nat i kamp med lagen og varme og ventilator, jeg var vågen klokken to, fem og så endelig klokken syv. Men sikke en morgen at stå op til. Jeg lavede kaffe og sad på altanen. Ro og fred, storbyens summende liv langt borte.

Til aften spiste jeg pasta på Diva, som er en snask, der ligger længere nede i en af de dele af byen, hvor få turister kommer, men hvor rigtige mennesker bor. Det er et pizzeria. Jeg var der alene sammen med et ældre amerikansk ægtepar, som næsten var ved at gå, da jeg kom. Den unge tjener spurgte dem, om alt var okay. Better than average, sagde damen og smilte. Og hvis jeg nogensinde har hørt en fornærmelse pakket så pænt ind, så kan jeg heldigvis ikke huske det.

Tjeneren vendte ryggen til dem og sendte en grimasse til sin kollega, der netop var ved at tjekke noget på sin telefon.

Bedste bruschette jeg længe har fået. Og en suveræn penne quattro formaggio. Alle tror, det er så let at koge pasta. Det er det ikke. Det kræver en vis følsomhed, og det mener jeg helt oprigtigt. Ellers er det bare smat. Denne pasta var kogt til perfektion, en sjældenhed uden for Italien – og uden for mit eget køkken, når jeg selv skal sige det.

Jeg fortalte den unge tjener, at jeg havde spist to dage før på Divani Palace, og at deres dyre pasta ikke kunne stå mål med den her. Han var ikke overrasket. Alle roser os for vores pasta, sagde han. I fyrre år har vi ligget her og lavet pasta og pizza, og folk elsker det. Men han takkede. Og spurgte, hvor jeg kom fra, hvem jeg var.

Han viste mig sin telefon. Han fulgte enhver liga i Europa. Live. Den aften spillede Sønderjyske mod Randers. Og stillingen var 0-0.

Jeg kommer igen, sagde jeg til ham.

Og vi gav hinanden hånden.

Tirsdag

Jeg har svært ved at tage mig sammen til at skrive dagbog. Primært fordi jeg er så langt inde i min bog, at den fysiske verden omkring mig skrumper ind og tager en klar andenplads. Hvilket måske lyder underligt, når jeg sidder i Athen og kan se op på Akropolis fra min altan.

Men sådan er det. Og det er godt, for det var hele formålet.

I dag vågnede jeg ved otte-tiden ved at nogen rumsterede. Det var oldfruen, Anna, en lille, smilende kvinde, der har sin gang her. Hun har også en halv hylde i køleskabet, hvor ting er markeret med gule sedler hvorpå der står ANNA med græske bogstaver.

Hun er effektiv og hun stryger og vasker. Hun taler stort set kun græsk, og hun taler til mig på et familiært græsk, og jeg fatter ingenting. Men så er der tegnsprog. Hun viser mig, hvordan man betjener den store, tunge markise, som jeg ikke har kunnet rokke ud af flækken i to døgn. Der er nogle låsemekanismer, og så glider den fint og villigt op og afslører en vidunderlig udsigt. Jeg kan se Filopapposhøjen, jeg kan se Athene Nike-templet. Jeg kan se hustage hele vejen ud mod havet, hvis jeg står på tæer. Jeg kan se lejlighederne på den anden side af gaden i samme højde som vores.

Da klokken bliver 9, går jeg de to hundrede meter hen til Akropolismuseet – det nye, vel at mærke.

Den brede gade langs Akropolis, hvis navn tager et kvarter at udtale – den hedder Leoforos Dionysiou Areopagitou – jeg kalder den bare marmorgaden, for det er hvad den er brolagt med – er et drømmesyn i de tidlige morgentimer. Her er næsten ingen. Langs gaden ligger smukke palæer, der huser ambassader og vigtige ting, jeg ikke kan afkode, men klart vigtige.

På den anden side af gaden begynder Akropolisklippen sin bratte stigning. Der er ruiner og hegn og grønne træer. Man går nedad mod øst, og solen er lige stået op bag Hymettosbjerget og bader alting i flydende guld.

Her er smukt, og her er stille. Jeg er vild med det; jeg elsker det.

Jeg besøger Akropolismuseet.

Normalt siger folk om museer, at hold da op, jeg kunne bruge en hel DAG på et eneste rum!

Sådan har jeg det slet ikke. Jeg er der sjældent mere end et par timer. Også her.

Det nye museum åbnede for få år siden og er en arkitektonisk genistreg. Det er bygget ovenpå et boligkvarter fra antikken, som blev udgravet for årtier tilbage. Men museet, som er kæmpestort, er bygget på betonpiller og hænger og svæver over udgravningerne. Og de fleste gulve – også belægningerne udenfor – er af glas. Man går fem, ti, femten over antikkens gader og ser lige ned i rum og brønde og gader.

Inde i museet er der ro og plads. Der er selvfølgelig bunker af ting. Men de har plads, og man har ofret begavede tanker på hver eneste tings placering. Resultatet er, at man føler, at der er ganske få og udsøgte objekter. De har alle sammen rum omkring sig.

Jeg har været på siger og skriver to museer af samme kvalitet. Neues Museum i Berlin og det her. Det er en æstetisk oplevelse i sig selv bare at være i bygningen.

Hele øverste etage er i sig selv nok at give andre museer i verden mindreværdskomplekser.

Øverste etage er Parthenon-etagen. Her har man pillet friser og metoper og hvad det hedder, ned fra Parthenon og stillet dem op. Men inden man stillede dem op, har man bygget et rum til dem. Et rum med vægge af glas, hvorfra man ser hele Akropolis i blændende, lammende majestæt et par hundrede meter borte.

Øverste etage er opført som en moderne fortolkning af Parthenon. Der er et centralt rum, kranset af søjler af blankt stål, og her er udstillet friserne fra Parthenon. Alt er i målestoksforhold. Der er 17 søjler den ene vej, otte den anden, hvis man tæller hjørnesøjlerne to gange. Jeg anede det ikke. Og alt er i rette mål. 69,5 gange 30,9 meter. Indkapslet i et rum bygget dertil virker dimensionerne fantastiske. Jeg vidste det ikke, og da det går op for mig, at det er sådan, museet er udformet, bliver jeg fuldkommen paf. Jeg sætter mig og bare glor.

Hele øverste etage, som sagt, er af glas. Man ser hele Athen herfra. Jeg har sjældent, vel aldrig, følt mig sådan overvældet af noget arkitektonisk. Jeg fatter hele pointen, og den rammer mig som et lynnedslag, og jeg bliver så lykkelig over at sådan noget som det her eksisterer. Det er så smukt.

Jeg spiser morgenmad på museets cafe. Den har en tagterrasse, der vender ud mod Akropolis. Her sidder man under et indstilleligt halvtag og har hele Akropolisklippen foran sig, og her er masser af plads og god tid, og maden er god, og kaffen er fortræffelig.

To timer. Så går jeg igen. Jeg er et rigere menneske af den tur. Jeg skal nok komme igen, mange gange, mens jeg er her.

Skriver videre hjemme på værelset. Snakker med Sara, som er kunstner.

Jeg har skrevet som en vild, langt mere end normalt, og det hænder, at jeg ser op fra min skærm og opdager, til min overraskelse, at jeg er i Athen.

Klokken to går jeg ud igen. Det er fænomenalt varmt, langt over 30 grader i skyggen. Alt ligger øde i byen. Jeg finder en taverna oppe i Anafiotika, hvor jeg bestiller kold hvidvin, vand og oliven. Her sidder jeg og skriver halvanden time eller sådan. Intensivt, fokuseret. Mit manuskript i skarp træning.

Jeg har udsigt over en stor del af Athen, og også her er der fred og ro. Mutter sidder og skændes med naboerne, fatter serverer, han er gammel og mager og lugter af sved, og deres vin er kold og jeg må sidde der og skrive uden at de synes, det er underligt.

Mand. Det er fedt, det her.

Det her writer-in-residence-ting; det kunne jeg godt gå hen og blive forfalden til.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s