Morten privat

Sommeren og mine græske bøger


Hvad jeg læste i min sommer:

Letvægtsbøger med en vis tyngde, tunge bøger på begrænset plads. På iPad’en tog jeg Siddhartha af Hermann Hesse og The Magus af John Fowles med. I kufferten Reflections on a Marine Venus af Lawrence Durrell (foregår på Rhodos, og jeg skulle til Korfu, men jeg havde allerede læst Prospero’s Cell og aflagt besøg i det hvide hus i Kalami) og en lærd bog om sprogvidenskab.

Siddhartha og The Magus: Hvad en rigtig hippie ville læse, tænkte jeg. Alligevel har jeg haft dem til gode i alle disse år.

The Magus er en oplagt bog at læse, når man nu alligevel er på en græsk ø. Jeg læste den i 1977-udgaven, på engelsk, og jeg har mange meninger om den bog, nogle gode, andre mindre gode – som nogle sværger til den, afsværger andre den. Jeg er et sted midt i mellem. Synes, at kærlighedshistorien (hed hun Alison?) er lige så smukt skrevet som den er rablende usandsynlig. Slutningen, faktisk hele bogens grundlæggende præmis, irriterede mig en del. Hovedpersonen, til gengæld, irriterede mig kolossalt – jeg sad hele tiden og tænkte: Hvor er han forkælet, narcissistisk, hvor er hans problemer dog latterligt små, den ene tøs eller den anden; snothvalpen trænger til en gedigen stroppetur. Og følelsen af, at forfatteren er klogere end mig og leger med mig – den bryder jeg mig grundlæggende ikke om. Sidder tilbage med følelsen af, at der foregår noget i bogen, jeg ikke er intelligent nok til at fatte. Nogle bliver hooked på bogen. Andre – nå ja.

Reflections on a Marine Venus: Erindringer fra krigens sidste år, hvor Durrell endte på Rhodos som en slags embedsmand. Interessant, smukt skrevet, en anelse prætentiøst og samtidig med den her guttermandsagtige tone, som man også finder, når Heyerdahl mindes krigen. Krigen var det rene spas for renfærdige unge mænd med sunde interesser. Man ryger lidt pibe, vandrer lidt omkring og ser på tyske straffefanger og udbombede flyvepladser og har a jolly good time med vin, mad og lærde samtaler til ud på natten.

Siddhartha: Fik mig kortvarigt til at forstå dem, der mener, romanen er død, udtømt, som kunstform. I hvert fald rummer den roman over sine 150 sider stort set alt, en roman bør sige, og alt, der kan siges, bliver sagt, kort, lyrisk, præcist. De siger, Durrell var et mulehår fra en nobelpris. Hesse fik den. Det siger sådan set det meste om den bog. Et mesterværk efter min bedste vurdering og en stor nydelse af rendyrket bogkunst. Efter at have tænkt over det et par dage, konkluderede jeg, at Siddhartha ikke aflivede romanen som kunstform, men viser vejen. Så det.

Læste også P.O. Engquist: Livlægens Besøg. Alle ved, hvordan det gik Struensee, og alligevel er den fængslende, også for en, der som jeg har læst Ulrik Langens Christian den 7.-biografi fra sidste år og er stået af halvvejs gennem En Kongelig Affære, fordi de mumler på 2012-Østerbro-dansk.

Og ja, jeg ved godt, disse bøger er nærmest kanoniske værker, og nej, jeg har ikke læst nogen af dem før. Læste Livlægen på to dage, Siddhartha på to dage, The Magus to mig tre uger at komme igennem.

Ikke nogen dårlig bogsommer, der.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s