Mine bøger · Rejsedagbøger

Forfatterdagbog, Berlin, fjerde dag: På cykel ned ad landingsbanen


Runway 09E, Berlin Tempelhof.

Jeg letter ikke, men næsten.

Man kan cykle her, og det anede jeg ikke – på den lukkede Tempelhof Lufthavns baner.

I 2008 lukkede man denne lufthavn, der engang var en af Europas største. For utidssvarende, for dyr at holde ved lige.

Og hvad gør man så, når man lige pludselig står med et areal på størrelse med en mellemstor dansk provinsby, hvor der kun er landingsbaner og græs? Man slår portene op og siger kom indenfor og leg.

På de to baner er der nu løbende, cyklende, skatende og allehånde andet godtfolk, og der er naturligvis særlig afmærkede områder for dem, der har taget havegrillen med og gør en picnic ud af det.

Hele terminalbygningen i dens gigantiske og monumentaltyske magt og vælde står der endnu, og der er vist planer om at lave det hele om til et konferencecentrum. Senatet har også skumle planer om at udstykke hele arealet, hvilket ville være sørgeligt. Det er en fuldstændig besynderlig og berusende

Her ser man mig på Tempelhof, midt ude på landingsbanen. Ved min pegefinger aner man terminalbygningen. Den er stor. Det er også langt væk.
Her ser man mig på Tempelhof, midt ude på landingsbanen. Ved min pegefinger aner man terminalbygningen. Den er stor. Det er også langt væk.

oplevelse at cykle ned ad en fuldt funktionsdygtig landingsbane med radartårne og alt det øvrige udstyr. Og det er en på mange måder typisk tysk måde at løse et problem med en flyveplads i overskud: Lav det hele til en park og lad lærkerne yngle og ungerne skate. Sympatisch, pragmatisch, gut.

Jeg har måttet tjekke efter på google earth, igen, og jeg har vel cyklet et sted mellem 25 og 30 km fra kl 8 i morges og frem til middag.

Og alt det for en lampe.

Se, som nævnt er min lejligheds interiør købt wholesale i Ikea, også den lille rispapirs-sengelampe, jeg har. Hvor pæren gik ud i aftes. Og som jeg prøvede at skifte. Og som jeg ikke kunne regne ud, hvordan man skiftede. Og som revnede i papiret og dermed var gået i helt og aldeles i stykker.

Andre var vel enten rendt fra skaden eller havde lagt en ti-euro-seddel og en besked til udlejeren, og så kunne hun i øvrigt selv futte i Ikea og købe en ny. Men jeg følte mig nødsaget til at udbedre skaden, og da jeg alligevel lå vågen klokken seks, fuldt og aldeles oplyst af en million watt solskin fra vinduerne, tænkte jeg, at jeg hellere måtte finde den lokale Ikea. Nede syd for Tempelhof. En god cykeltur gennem byen. En tur, der endte med at være fire timer, fordi jeg også skulle have kaffe og også fjumre rundt i Tempelhof-Lufthavnen og også have en colapause i Adalbertstrasse og en frokost nede på hjørnet.

Men hvilken fryd det er at cykle i Berlin! Det er den ideelle cykelby. Den er flad, trafikken er civiliseret, og der er cykelsti stort set alle vegne. Og jeg arbejder. Det gør jeg faktisk. Jeg skrev en masse i går, og nu er jeg i det gænge, hvor jeg kan sidde over en kop kaffe og pludselig blive opmærksom på, at der er gået tyve minutter, hvor jeg mentalt har været et helt andet sted. Inde i min historie. Har vendt og drejet noget, der er blevet sagt af en person, eller noget, der skal til at ske.

Det betyder, at jeg når jeg så sætter mig, så kommer det væltende. Det er det gode gear, jeg er i.

Og mens jeg cyklede, lykkelig inspiration. Ikke til min bog, denne gang.

I nat tager jeg madrassen af foldeudsofaen og hiver den ud i entreen. Den kan vist lige være der. Så lukker jeg dørene. Og så bliver der mørkt.

Og så kan jeg sove.

Ikea. En stor en, endda.
Ikea. En stor en, endda.
Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s