Mine bøger · Morten privat · Rejsedagbøger

Berlin, forfatterdagbog, første dag


I toget til Berlin.

Halv to, og vi er på vej gennem et fladt landskab, så grønt og lyst, at det næsten skærer i øjnene. Vi er langt ude på landet, og jeg tænker, at jeg aldrig har været på disse kanter før. Jeg ved knap nok hvad det hedder her. Mecklenburg-Vorpommern, tænker jeg, men det passer nok ikke. Foråret er et par uger længere fremme her, uden tvivl. Markerne bølger af højt græs og korn, så grønt og blødt som i en teletubbies-film. Vi passerer skove, hvor bøge og elmetræer lige nu har den der insisterende grønne lysende klang, som de får om foråret, før de bliver trætte og mørkegrønne senere hen. Når fuglene igen begynder at tie, fordi de har fået det, de kom efter. Toget holder sine 200 km/t, og turen er blød og bekvem. Jeg har købt mig en sandwich og en vand, og første klasse er fyldt til sidste plads, og alligevel er her stille og fredeligt. Folk læser avis og de lidt yngre spiller på deres telefoner.

Under en time til Berlin nu. Jeg er spændt. Et helt nyt sted at komme hen. Jeg spekulerer på, hvornår man mon kan begynde at fornemme byens tilstedeværelse. Med denne fart er vi vel mere end 100 km fra Berlin, og her og nu er her umådelig landligt omkring banen.  Der går minutter mellem at vi ser en gård eller et øde beliggende hus. Der er god plads her. Men snart bliver det sådan, at man næsten kan fornemme storbyen, nærmest i selve luften, man indånder. Der kommer en spænding i luften, en dirren af alle de mennesker, al den teknologi. Tre en halv millioner mennesker på et areal som Bornholms; det skal kunne mærkes. De afgiver ikke bare lort og CO2; de afgiver også en vis elektricitet.

Så snart jeg ankommer, brydes denne spænding, og jeg bliver selv en del af det sitrende hav af mennesker midt på steppen.

Jeg har fået skrevet. Lidt. En times tid, men det var til gengæld godt, det jeg fik lavet. En helt ny person til bogen. Jeg skriver om et miljø, jeg kender godt, og det føles ikke som at dykke ned i et sort hav, hvor der kun er muligheder, men som at videregive noget, jeg har tænkt tusind gange. Derfor kommer mange kapitler i denne bog til at skrive sig selv – der kommer garanteret disse perioder, hvor jeg alene føler, jeg tager diktat eller blot beskriver noget, jeg allerede har set mange gange. Og alligevel er der intet af det, jeg skriver om, jeg selv har oplevet. Det er gådefuldt at det føles sådan, men det gør det. Det er det, jeg elsker ved at skrive. Jeg skriver ikke, lige nu, med et mål for øje og fordi jeg engang om et års tid måske har en færdig bog. Jeg skriver for at opleve de ting, jeg har lagt på lager, blive til virkelighed i stærke farver, skrevet i monokrom sort og hvid på min skærm.

På vej til Berlin, tænker jeg. Det er mærkeligt, det skulle tage mig så lang tid at tage mig sammen til at rejse hertil. For tyve år siden var det nok det sidste sted i Europa, jeg kunne finde på at rejse hen; dengang havde vi – jeg i hvert fald – stadig billedet af Tyskland som et ubehageligt sted at opholde sig, og jeg tænker, mine brødres påvirkning, da jeg var dreng, har noget med det at gøre. De opfattede Vesttyskland som et koldt, semifascistoidt præstationssamfund. Tyske unge, der rejste ud, opførte sig som det herrefolk, de ikke må tænke at de var. Sådan var det. Mange danske unge ville heller ikke tages for tyskere, når vi rejste rundt i verden. Men med et blev alt tysk moderne. Vi har opdaget, hvor interessante byer som Hamburg i virkeligheden er. Hvor kosmopolitiske, hvor mangfoldige, selvom der er langt mellem de arkitektoniske og historiske snapse i de grå kaserneforstæder og de firkantede midtbyer med deres triste lynbyggerier. Noget har skullet gå stærkt, og først nu er man ved at finde ud af, at der også bor mennesker her.

En halv time til Berlin Hauptbahnhof. Stadig disse grønne marker, denne blå himmel. Jeg hører Brahms’ 4. symfoni. Det passer godt til.

Vi er dybt inde i det gamle Østtyskland. Man ser det på husene nu. Der er landbobygninger af en særpræget og markant uskønhed, lutter pudsede flader og mørke vinduespartier uden sprosser. Der er også helt nye motorveje og viadukter, og der er stationsbygninger som ikke har ændret udseende siden de blev bygget i tyverne, bortset fra, at de sortmalede bogstaver har fået gule pletter, hvor pudset er faldet af.

Nu lyse skove med ranke graner, fyrretræer, birk, bøg. Her er meget fladt. Og meget smukt. Og påfaldende mennesketomt.

Det er aften, og jeg er i Berlin. Sådan for alvor. Og jeg havde vel været i mit nye hood i fem minutter, og allerede var jeg faldet helt og aldeles for stedet. Stedet er Bötzowstrasse i Prenzlauerberg, ikke langt fra Friedrichshain, nede for enden af gaden ligger den store Volkspark. Vi er i hjertet af det gamle Østberlin med brolagte gader med to rækker træer, der lige nu står i det spædeste, mest lysende flor; nabogaden er gnistrende lyserød af kirsebærblomster, flere end jeg nogensinde har set på en gang.

Min lejlighed er på 2. sal i Innenhof, altså i baggården, og her er ikke megen udsigt. Men, den er, vil jeg nødigt bytte med nogen anden. Karreen er blevet moderniseret i de senere årtier med nye vinduer, nyt puds og elevatortårne boltet udenpå. Jeg kan se mindst fire tagterrasser, alle helt nye, og en har fem smukke små cypresser i potter og et smedejernsgelænder. Nede fra gården lyder musik, latter, tallerkengny. Det er lørdag aften, og der er fest nede på gaden. Lige ved indgangen til nr. 28 er der en tapasbar, og enten har de det skægt hver lørdag eller også er der en særlig anledning, i hvert fald har de grillet og grinet hele eftermiddagen. Sikke et sted! Jeg er fuldkommen forgabt i denne gade. For hver tyve meter er der en øko-juicebar, en økoisbar, en cafe, et italiensk trattoria, en butik med kunst, en med blomster, en lokal købmand, og alle vegne er der mennesker. Alle cafeerne er fyldt op, og vejret er også prægtigt; da jeg steg ind i taxien ved Hauptbahnhof klokken lidt i tre var der 22-23 grader.

Jeg blev modtaget i lejligheden af Heike, som er min værtinde. Hun smiler og giver hånd, viser mig rundt. Og så er hun smuttet, og jeg er alene.

Lejligheden er lille, men er lige sat i stand, kan man se, og Heike har været en tur i Ikea og købt alt – alt – der. Køkken, hvidevarer, lamper, gryder og andet gods, alt. Der er nye vinduer og døre, og i hele opgangen har nogen boltet helt nye altaner fast udenpå, og her sidder jeg nu og lytter til det leben, der er nede i stueetagen. Ikke støj. Bare liv og skramlen og latter.

Jeg tog lejligheden i øjesyn, hvilket tog tre minutter, da den kun er på 35 kvadratmeter og minimalistisk, om end hyggelig. Så tænkte jeg, at jeg måtte ud i solen og ud at skaffe mig det fornødne: Shampoo, tandpasta, aftensmad, morgenmad, nogle stearinlys, te, kaffe, alt for at gøre mit ophold her bekvemt. Jeg spadserede ned ad gaden til den store Greifswalder Strasse, der går ned til Alexanderplatz, og ledte efter et supermarked. Jeg havde set, at der lå en art kiosk på det modsatte hjørne, men jeg tænkte, at der måtte være et supermarked her omkring; og med mindre alle her lever af spelt og grønne juicer, og det gør de måske, er der vel et sådant. Nede på Greifswalder Strasse lå en Lidl, men den sprang jeg over. Sådan en handler jeg også i hjemme. Og når jeg kommer til Korfu til sommer, ved jeg, at øens største supermarked også er en Lidl. Jeg fortsatte ned mod Alexanderplatz. Greifswalder Strasse er enorm, bred og lige – og påfaldende øde. Tæt på Alexplatz er der store, ensformige boligkarreer, der ikke er nær så hyggelige og trendy som her, hvor jeg bor. Enorme hoteller er skudt op, og over det hele troner Fernsehturm. Jeg nåede frem til Alexanderplatz, som mennesker, der har set Fassbänders serie, har et nostalgisk forhold til. Det har jeg ikke. Den er stor og flad og temmelig ucharmerende, men der er godt nok mange mennesker. Den diversitet, Berlin altid har stået for, ser man her. Her er alt. Flere tusinde mennesker i solskinnet og omkring springvandet, mennesker, der bare står der, andre der optræder med trommer og sækkepiber og politiske budskaber – et prægtigt teater med menneskedyret som trækplaster og tilskuer på en og samme gang.

Her fandt jeg mit supermarked. Og hvilket et. Galleria, et af byens største magasiner, og jeg nåede ikke længere til gourmetmarkedet i stuen. Milde moses. Vin, ost, grønsager, pasta, brød, charcuteri; jeg kunne have købt mig til personlig konkurs derinde så let som ingenting, og jeg har endda ikke været i KaDeWe endnu. Det er ikke Harrods, men det er  tæt på.

Jeg var så opstemt af en tur i vinafdelingen, at jeg var nødt til at sætte mig i champagnebaren. Pigen, der passede baren, var sød og smilede og snakkede, og jeg fik et glas Taittinger Brut Reserve, perfekt serveret, perfekt tempereret og lige hvad jeg trængte til. Hver dråbe som at slikke dug af en fuldmoden kornmark. Halvvejs høj af bobler handlede jeg videre: Lidt juice, pasta, pancetta, parmesan, aftensmaden hjemme.

Og så traskede jeg hjem. Satte mig ved Märchenbrunnen i Volkspark Friederichshain og nød solen sammen med alle de andre, der også sad der. Det er lørdag, og der var masser af mennesker i parken. Studerende, der sad og læste med bare tæer. Mænd, der løb. Unger på skateboard. Pensionister på vej hjem fra indkøb. Det her sted passer mig særdeles godt. Det er som Øgaderne i Århus i en ideel verden, hvor der faktisk var et virkeligt gadeliv. Det er der her. Jeg elsker det allerede.

Jeg droppede ind i en økologisk isbar lige om hjørnet, og hvilken fryd at købe en isvaffel, sætte sig ud på en gul plasticstol i selskab med femten, tyve andre kunder ude i samme ærinde, og bare lade solen varme ansigtet igennem. Træerne langs fortovet, brostenene, fædrene på cykler med deres unger. Unger, unger overalt, det er herligt. Og så gik jeg i Lidl efter shampoo, tandpasta og salt. Og skumbad.

Fordi lejligheden har et karbad. Dagens klimaks. Jeg har ikke været i et karbad i årevis, har ikke haft lejlighed til det, den slags bliver mere og mere sjældent. Her er et, og det er nyt, og det er varmt. Jeg øsede skumbad i til skummet nåede halvvejs til loftet, og så sænkede jeg mit svedige og trætte legeme ned. I guder. Det var altså ret godt.

Nu sidder jeg så, nyvasket og træt og solmættet, på den her altan i anden sals højde og ser ned i gården. Den er grøn, grøn af vaser og slyngplanter og krukker, og nogen har anrettet bænke i dertil velegnede hjørner. I den modsatte ende af gården har en italiensk restaurant sine baglokaler, og jeg kan høre skramlen dernedefra og fra tid til anden fornemme stegt hvidløg og varm olivenolie. Køkkenpersonalet kommer ud og stopper ting ned i skraldebøtterne. Oven over dem har nogen anlagt endnu en terrasse med rododendron i potter, en brun bænk og en grøn vandkande. Her er meget lidt plads. Og rigtig meget vilje til at gøre pladsen venlig og rar.

Jeg tror, jeg kommer til at tilbringe mine aftener her på denne altan.

I aften skal jeg ikke skrive, tror jeg. Jeg skal lande. Jeg skal lytte til lydene og dufte til duftene, og så skal jeg sove. Længe, på min udtrækssofa fra Ikea.

Mens fuglene fløjter og tjenerne skramler og nogen griner et sted i stueetagen.

 

 

Reklamer

One thought on “Berlin, forfatterdagbog, første dag

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s