Uncategorized

En af de svære, del 2


At skrive en blog som min er lidt som at stille sig nøgen an på gågaden; man behøver ikke blotte sig, ingen siger man skal, men man gør det alligevel, og alle kan se, hvad man egentlig skjuler. Jeg har det med at skrive hvad jeg føler og oplever, primært fordi det er den bedste måde jeg kender at få fortalt hvad der sker. Jeg er bedre i skrift end i tale.

Siden sidst er der sket markante forbedringer med vores dreng. Han er godt nok indlagt på børnepsykiatrisk i Risskov. Det lyder voldsomt – og det er det da også. Men nu er vi nede på forholdsvis kontrollerbare ting, en OCD, der er under kontrol og ikke længere er panisk og invaliderende. Den er blevet et objekt, vi kan tale om og kan undertvinge. Alt sammen sket på ganske få dage. Vores søn er sig selv igen, og det er det mest vigtige. Han har sine små rituelle handlinger, som vi skal have ham vænnet fra, men det er alt sammen nærmest en mirakuløs forvandling fra sidste uge. Han er omgivet af dygtige mennesker, der vil ham det godt, så det skal nok gå.

Mest af alt skriver jeg i aften, fordi jeg gerne vil sige tak til utallige mennesker, der har været omkring os på det sidste.

Det er jo ikke kun Emil, der har haft det hårdt. Det har hans lillebror også, og han er blevet passet og plejet af masser af mennesker. Klassekammeraters forældre, vores venner, familie, alle mulige har villet tage sig af ham. Det har været en kolossal hjælp. Et eksempel: På fredag skal han til aften- og sove/natarrangement i gymnastikklubben. Det har været aftalt længe. Hans instruktør har hørt ad omveje etc., og instruktøren har af egen drift indforskrevet en frivillig voksen alene til at være sammen med Mathias på fredag, bare i tilfælde af at Mathias bliver ked af det og kræver lidt omsorg. Det er fandengaleme stort gjort, og jeg er meget rørt over denne gestus fra en mand, jeg aldrig har mødt.

Mathias’ venners forældre hjælper til og tager ham med hjem og sørger for, at han har det sjovt og rart. Jeg synes, der findes fantastiske mennesker i verden, og det ser man, når det kniber.

Vores venner og vores familie har bare været der – med alt lige fra besøg og madpakker til telefonopkald og ønsker om støtte. Jeg får vist aldrig sagt helt nok tak. Det betyder alt. Alt fra gode ønsker på facebook til hjælp i det daglige: tak til jer alle sammen.

I dag havde vi samtale med den psykolog, der følger Emil. Hun sagde så mange pæne ting om ham: Han var stærk, han var klog, han var i kontakt med sig selv, empatisk og så videre – det skal nok gå. Det kommer til at gå op og ned, men det kommer til at gå, det vidste hun bare. Jeg sidder og bliver fyldt af stolthed over min seje lille søn. Jeg vil altid elske ham uanset hvad, men jeg ved godt, at han er stærk og god og har en vilje af stål, og det er der også andre, der kan se. Han har haft det svært, og det har knækket noget i ham, men det skal vi få lappet sammen igen.

På fredag, måske allerede i morgen torsdag, kommer han hjem. Han har været væk i fjorten dage, og han kan ikke huske hele sidste uge. Den er væk for ham. Jeg kan næsten ikke rumme den forandring, der er sket med ham – fra normal til vild og væk og tilbage til normal igen.

Nu står der tilbage at få lidt ro på vores lille familie igen. Vi tager nok væk en uges tid alle fire. Så skal vi overveje ny skole til Emil og så i øvrigt bare finde ro sammen alle mand.

I den kommende weekend har jeg et par arrangementer. Jeg skal holde forfatterworkshop på biblioteket i Hinnerup lørdag. Jeg skal holde forfattersøndag på Løves Bogcafe søndag. Det er noget, jeg glæder mig til, men også noget, jeg ikke har kunnet tænke på før nu.

Jeg skal tilbage til jobbet og give det den opmærksomhed, det kræver. Jeg skal også til Hald om to-tre uger for at skrive på den bog, jeg har fået blæst ud af hovedet de sidste fjorten dage. Livet går videre.

Jeg har ondt over det hele. Det er meget mærkeligt. Jeg er træt på en måde, der har sat sig i kroppen. Jeg har været ved at slå folk ned, været rasende, været ked af det, men jeg har aldrig givet op. Nu har jeg bare ondt forskellige steder i navnlig større muskelgrupper.

Vi er ikke ude af det her endnu, for der kommer uger og måneder, hvor vi skal slås med vores søns OCD, hvor mild den end er blevet. Han skal gerne helt ud af det. Og vi skal endnu en gang klinke skårene efter endnu en forbandet hård tid. Men vi klarer det, fordi vi holder sammen, alle mand. Fordi vi har et sundhedsvæsen, der er befolket af mennesker, der faktisk gerne vil hjælpe andre for enhver pris. Fordi vi har så gode venner og så kærlig en familie.

Vi klarer det. Tak, alle sammen.

Reklamer

One thought on “En af de svære, del 2

  1. Jeg sidder faktisk her en fredag aften med tårerne trillende ned ad kinderne. Jeg har fulgt Camillas blog og kom derved forbi her, til dine fortællinger om Emil. Jeg har slet ingen ord for, hvordan det må være at gennemleve det, I gør som familie.
    Men jeg sidder med følelsen af, at hvor er han dog heldig Emil, at han har lige netop jer som forældre. Det lyser ud af dine ord (og Camillas) at I elsker jeres dreng så fantastisk og til enhver tid er klar til at kæmpe.

    Jeg ønsker jer fortsat alt godt, og jeg er sikker på, I får jeres elskede drenge – og hinanden – igennem det her. Mange hilsner Hulemor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s