Uncategorized

Estelle


Det strejfede mig da, om jeg for alvor var blevet tosset. Et par gange.

Men jeg kunne ikke løsrive mig. Ikke helt endnu. 

Jeg har tilbragt en stor del af min søndag på den yderste bølgebryder på Aarhus Havn, helt ude for enden af den nye containerterminal, ved miljøhavnen. Det er et besynderligt ørkenlandskab herude. Bag bølgebryderen, som er mere end tre kilometer lang, kører de jord og brokker ud og indvinder land, og det land, der gror frem, er primært grus, sand og murbrokker. Her er små ursuppesøer, hvor havvand og regnvand samler sig. Her vokser vilde og hårdføre planter lavt over jorden. Bølgebryderen er bygget af kæmpestore granitblokke. Man bliver træt i benene af at forcere hundreder af meter balancerende på toppen af stenene. Og man bliver øm bagi af at sidde på dem i timevis og se ud over havet gennem sin kikkert.

Jeg havde gjort mig så magelig som jeg kunne. Jeg havde te med i en termokande. Mine bedste sko og en varm jakke.

 Og der, yderst på bølgebryderen, satte jeg mig til at vente. På et containerskib.

Sagen er den, at jeg har fået containerskibe på hjernen. Jeg er i færd med at skrive en bog, hvor et sådant skib spiller en rolle. Det gik fint i starten, og det går fint stadig, men der er flere og flere huller i manuset. Jeg ved ganske enkelt ikke nok om containerskibe. I starten vidste jeg tæt på ingenting. Nu ved jeg lidt mere.

Derfor researcher jeg. For første gang har jeg sat mig for, helt målbevidst og ivrigt, at vide alt om det emne, jeg skal skrive om. Normalt opfatter jeg research som lidt af en pestilens, ikke kun i min egen skriveproces, men også i forhold til det, research gør ved litteratur. Nemlig kun ganske lidt godt. Jeg er hverken forsker eller journalist; jeg er digter, jeg finder på noget, hvor jeg ikke ved noget.

Men i dette tilfælde har jeg måttet kapitulere. Jeg har læst Skibsteknik 1 og 2, som bruges på skibsføreruddannelsen, jeg har læst utallige blogs og artikler om shipping og især om livet på et containerskib, og jeg ved en god del mere end jeg gjorde for få måneder siden. Men det er ikke nok. Og nu har jeg fået de her skibe på hjernen sådan for alvor.

Om et par uger rejser jeg til Hamburg for at tilbringe en uge på det (håber jeg) gode skib Bianca Rambow. Som betalende gæst og som del af hverdagen på skibets rute fra Hamburg til Bremerhaven, Oslo, Fredrikstad, Göteborg og retur.

Jeg skal ikke lave andet end at skrive, spørge, sove og gå rundt på skibet og tage billeder. Indsnuse atmosfæren. Er det kedeligt og hårdt, og ikke romantisk og spændende, så er det kun fint. Det er den type research, jeg godt kan lide. Jeg kommer forhåbentlig hjem fra den rejse med adskillige tusinde nyttige ord i mit nye manus, måske endda med en historie med den kolorit, jeg stræber efter.

Jeg gør mig så mageligt til rette på bølgebryderen som jeg kan. Fra tid til anden sejler en sejlbåd eller en robåd tæt forbi, og man vinker til hinanden. Hvorfor, tænker jeg, får folk altid en trang til at vinke, når der er vand mellem dem? Man kan ikke lade være. Man er adskilt af vand. Og så vinker man. Hej, hej. Det er hyggeligt. Men det er også lidt mystisk.

Så kommer det. Langt ude ved Sletterhage kan jeg med et se en gigantisk konstruktion, der rager op. Den var der ikke før lidt siden. Jeg studerer den i min kikkert. Den ligner en skyskraber, der er skudt op af havet.

Da den er fem, seks kilometer ude, stopper den. Og nu kan jeg se, hvor stor den egentlig er. Det er et containerskib, men af helt andre proportioner end de skaldede 134 meter i længden, Bianca Rambow måler. Det her er Estelle Mærsk, 396 meter lang og med en kapacitet på 15.500 TEU – tyve-fods ækvivalenter. Med andre ord kan skibet der laste det, der svarer til 15.500 tyvefodscontainere. Bianca er på 860 TEU. Til sammenligning.

Lodsbåden fra Aarhus Havn sejler ud til skibet, som det ligger der og venter, og det samme gør to slæbebåde, der skal gelejde kæmpen ind til containerterminalen. Den ene lodsbåd ligner en gummiand i et badekar under bogstaverne MAERSK LINE langs siden. For nedsat kraft sejler Estelle Maersk lige forbi mig, hvor jeg står på bølgebryderen med min kikkert. Måske nogle få hundrede meter borte. Jeg studerer skibet, suger detaljerne ind.

Adstadigt, roligt, næsten sindigt sejler det forbi mig. I halen af Estelle hænger den ene slæbebåd i en trosse; den ligner en ælling, der følger efter sin mor, lille og trofast følger den Estelles brede røv af et agterspejl.

Jeg tager billeder, jeg studerer skibet, samtlige 396 meter af det. Tæller containerne på dækket og ved, at der står lige så mange under dæk. Estelle Mærsk er søsterskib til Emma Mærsk, og de er – med deres medsøstre –verdens største containerskibe. Bygget i Odense.

Jeg synes, de er fantastiske, disse skibe. Jeg glæder mig som en vild abe til at sejle, til at gå rundt og observere, skrive, notere, spørge, mærke atmosfæren og at få den med i min næste bog.

Det gør mig ikke noget at være en smule tosset. Ikke i et sådant selskab.

Image

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s