Mine bøger

Afrapportering: Hald


“Der følger to forpligtelser med tildelingen af et arbejdsophold:

  • en rapport (1-2 A4-side), som beskriver opholdet, hvad der er arbejdet med, og hvad opholdet har betydet, og
  • en bog. Ved udgivelsen af bogen, der er blevet arbejdet med på Hald, bedes et eksemplar sendt til Halds bibliotek.”

Således ordlyden på Hald Hovedgaards hjemmeside.

Bogen har jeg ikke klar endnu – så langt fra – og rapporter har jeg det med at glemme. Denne gang har jeg derfor gjort mit yderste for at huske det. Og at få den sendt. Det er hermed gjort, og den lyder som følger:

H.A.L.D. sommeren 2012

Der er de lange dage med stilhed på værelset. Der er stirren ind i skærmen på det hvide virtuelle papir og den langsomme acceleration ind i historien og ind i processen.

Der er kantareller i skovbunden og man skal passe på, hvor man træder, for ellers træder man dem ned. Hindbærkrat, syltetøj og fedtede fingre. Sensommer og edderkoppespind i græsset om morgenen, våde tæer af dugget græs, når man går ned til søen før solen damper vandet væk. Der er fårene på heden med lam og uld, der hænger i laser.

To timer ved tasterne, to timer i skoven, en helt fast rutine.

Efterhånden som ugen går, lærer man at inddrage andre skrivekroge end værelset. Man lærer, at en uge på Hald i hovedhuset ikke er at rejse sig fra sengen, gå hen til skrivebordet og skrive, til man falder bagover ned i sengen igen 14 timer senere. Man lærer at skrive i parken, ved søen, på terrasser og i havestole. Lænet op ad bøgetræer iagttagende magien på skærmen, hvor sætninger danner sig selv, og man fyldes af en inderlig og egocentrisk glæde, ikke fordi den sætning engang, måske, muligvis, bliver læst af nogen, hvis den undgår en redaktionel slagtekniv og ens egen kritiske omskrivning siden hen, men fordi den lige nu og her står og skinner, ny og perfekt på skærmen, og man tænker, fuck, hvor er jeg egentlig bare skidegod.

Der er også et hus befolket. Af koryfæer på væggene og i reolerne, alle med deres egen bid af Halds historie og med deres udåndede molekyler hængende et eller andet sted i tapetet. Befolket af, denne uge, fire udenlandske forfattere og tre andre danskere foruden mig. Te og kaffe i køkkenet, fælles improviseret mad rangerende fra primitivt til sublimt, spontan rødvin og påfaldende forskellige livshistorier med markante fællestræk; at stå i udkanten af livet og se de andre skabe sig tosset og at føle en pligt til at skrive om det, man ser, derinde i galehuset, der er livet.

Der er en park, der begynder at stritte ting op af: Telte og pløkker og borde og stole. Pludselig en morgen står der et rødstribet cirkustelt. Så en pavillon. Så en hvid pavillon mere.

Så er parken fyldt med mennesker, og så er Store Bogdag forbi, bare sådan uden videre.

Til sidst er der en afsked og et ønske om at ses igen, alle sammen på en gang, det sker aldrig, det ved vi godt, men det er der ingen, der kan få sig selv til at sige.

Jeg sætter mig selv og min Mac med næsten 20.000 nye ord på ind i min bil og kører hjemad, og jeg ser ikke engang i bakspejlet. Jeg ved, hvordan her ser ud. Jeg ved, jeg kommer igen.

Tak for denne gang, Hald. Tak til alle, der gør det her muligt.

Morten Leth Jacobsen, august 2012

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s