Uncategorized

Op til Hald


Det er aftenen før jeg skal på skriveophold på Hald, og jeg er underligt rastløs, nervøs. Jeg er på vej til mit tredje ophold derude, og jeg synes jeg kan genkende nogle af følelserne fra tidligere.

Dem vil jeg prøve at beskrive.

Sidst jeg var på Hald, for lidt over et år siden, kunne jeg mærke mit hjerte begynde at pumpe hårdere, da jeg drejede ned ad Ravnsbjergvej og kunne se Hald Hovedgaards røde, lange murstensbygning ligge der og putte sig mellem de bløde bakker ved søen. Jeg kan huske, at det overraskede mig – at jeg pludselig følte mig som en atlet på vej til et stort stævne. Den der følelse af, at det er nu, det gælder – det er nu, du skal præstere. Og tvivlen: Kan man mon, når det virkelig tæller?

Et skriveophold på Hald er ikke en konkurrence. Der er ingen, der måler noget. Det er den ultimative forfatterfrihed, forfatterdrømmen ført ud i sin absurde entydighed. Du skriver, går ture, sover, spiser, drikker te, kaffe eller rødvin, og det er det. I en uge eller to. Du er alene med din tekst. Alene med dig selv og dine tanker. Det er vidunderligt. Det er også nøgent. Og det er også hårdt.

Hvis din tekst og dit projekt og din forfatterdrøm bare er tåbelige luftkasteller, så skal du nok komme til at mærke det. Det er vel det, man er lidt nervøs for, dagen inden afgangen til Hald.

De sidste par gange er der sket det, at jeg har travet lidt rundt i lokalet de første timer, det første halve døgn, efter min ankomst.

Der er praktiske ting at tage hensyn til. Jeg er sådan indrettet, at jeg ikke kan skrive eller skabe, hvis der er rod og kaos omkring mig. Hvis jeg nu havde en muse boende i mig, så var hun en tynd og interessant sylfide, der stillede krav. Hun ville være opsat på ro, regelmæssighed og renlighed. Der skulle være mælk i køleskabet, der skulle være støvsuget, der skulle være rent sengetøj på.

Der skulle ikke mangle basale ting. Hun ville blokere indfaldsvejene, hvis der manglede toiletpapir. Hun ville stille sig op på skrivebordet, hvor de uspidsede, knækkede blyanter lå, og hun ville trille dem frem og tilbage med fødderne, så de sagde en irriterende, uspidset lyd, indtil jeg fik dem fikset. Havde jeg en muse, var hun sådan en temperamentsfuld, skarp strigle med masser af irriterende meninger. Min muse er det litterære modsvar til Bente Klarlund.

Jeg er sådan set glad for, at hun ikke findes, at hun bare er en metafor. Jeg gider ikke de der muser, reelle eller imaginære. Metaforer er okay; det er svært at udtrykke sig verbalt uden dem. Men muser, på den anden side, de er noget pjat. Der er alligevel kun mig, min fantasi, mine fingre og de taster, de træffer. Det er skrivejobbet i sin egentlige essens.

Så, selv uden muse tager det mig et vist tidsrum at blive klar. Jeg skal have en kande te. Jeg skal sidde godt. Jeg skal tage de mentale svømmebriller på, og så kan jeg skrive.

Jeg misunder de af mine kolleger, for hvem det er et job at skrive, et job, der starter, når børnene er sendt i skole, og som varer, til de kommer hjem. Tænk at kunne leve sådan.

For mig er det at skrive lidt som livet er for en maratonløber. Man løber ikke maratonløb hver dag. Man gør det fra tid til anden og når tiden er til det. Man frygter det lidt, inden man skal i gang.

Men alt, man i øvrigt gør, er en forberedelse dertil.

Når man så har tiden til det – når man får lov – så giver man den max æde. Så ordner man alt omkring sig i en sådan grad, at man ved, at man kan præstere. Så skriver jeg uden at tænke over det 4-5.000 ord om dagen. Ord, jeg også når at redigere i og reflektere over. Giv mig ro og fred, og jeg skriver som død og helvede, mens jeg egentlig sidder der og ser ganske fredelig ud i mine sokker og natbukser.

Sådan er mit forfatterliv. At få lov til at skrive uden forstyrrelser er mit ultimative fix. Gerne i gamle bukser og sutsko, gerne ubarberet og mættet af luft og natur omkring Hald. Gerne på en diæt af te, pasta og nattero. Sove-længe-ro.

Men altid, inden man skal af sted, tænker man: Kan jeg gøre det igen? Kan jeg finde roen til at skabe noget, jeg selv synes er fedt? Hvad skal jeg stille op, hvis jeg ikke kan?

Jeg har kunnet de sidste par gange. Da har jeg gjort halvfærdige romaner helfærdige.

Denne gang skal jeg springe ind midt i en skrive-og-tænke-proces. Skrive kapitler i en bog, hvis egentlige form jeg ikke kan se endnu.

Spændende.

Jeg tror nok, jeg er verdensmester i skrivemaraton. To timer og fem minutter ad gangen. Gennemført, gennemtænkt, visualiseret hvert eneste skridt.

Så en pause. Restitution. Elektrolytter.

Og så spæner vi igen.

Det er sådan, jeg skriver. Og ingen steder mere intenst og ægte end på Hald.

Jeg har pakket, jeg er klar.

I morgen starter kulminationen på mit skriveår.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s