Mine bøger · Morten privat

Så købte han underbukser som det første


Jeg har lige fået Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium.

Hvad gør man, når man lige sådan får næsten en million kroner stillet til rådighed?

Fra det ene øjeblik til det næste? Jeg købte underbukser, gjorde jeg. Ikke til at sende til anmeldere. Til eget brug.

Jeg havde travlt den dag, brevet kom. Min kone havde en venindeaftale i Aarhus samme aften, og jeg skulle lige hjem fra arbejde først. Så jeg kørte i Kvickly.

Og købte underbukser.

Den første april i år ejede jeg præcis ét par benklæder, der ikke var huller i, og to T-shirts, der ikke var maling på. Ét par sko, der ikke lignede noget, nogen lige havde fisket op fra en container. Tre oldgamle pullovers og to knappeløse jakker. Seks par strømper, fire par underbukser uden uautoriseret udgang og en del flere med. Dertil kommer, at jeg hører til den slags mænd, der kan tage et nypresset Armanijakkesæt på (nu taler vi rent hypotetisk; det er aldrig sket i virkeligheden) og ti minutter efter se ud som om jeg har sovet i det. Jeg er ikke en dressman. Men jeg vil gerne have intakte underbukser. Det er et mindstekrav for en 44-årig mand.

Ergo: Det første, der røg ned i min kurv i Kvickly, var nye underbenklæder. Nederste lag, så at sige, i min behovspyramide.

Det næste var en flaske Cremant d’Alsace, rejer og røget laks. To buketter blomster til min kone.

På et tidspunkt tror jeg nok, jeg gik i stå midt i Kvickly. Med en indkøbskurv under armen, midt mellem frosne rundstykker og ekstrafine ærter. Lammet af frihed stod jeg og gloede ud i luften.

Indtil en Kvicklydame kom hen og spurgte, om jeg var ok, og om der var noget, jeg savnede.

Næ, svarede jeg, lige nu er der ikke noget, jeg savner. Jeg stod vist bare og faldt i staver.

Det skal man også have lov til, sagde hun.

I boblernes tegn

Dagene efter stod meget i boblernes tegn. Det skal jeg indrømme. Tre-fire dage i træk, hvor der ikke skulle være alt for længe mellem glassene med Cremant d’Alsace. Hele tiden denne svimlende fornemmelse, der ikke (kun) skyldtes bobler.

Men verden går ikke i stå af den grund. Jeg kørte på containerpladsen og i byggemarkedet som planlagt den weekend, konstruerede et højbed og gjorde i det hele taget som jeg plejer. Lørdag vandrede jeg en længere tur sammen med en god ven – og da vi holdt rast, hev jeg (hvad ellers) en flaske Cremant frem, og vi skålede med hinanden og med de midtjyske køer.

Der var tale om at gøre alt det, jeg ellers ville have gjort, på den normale måde. Men hele tiden med refrænet kørende rundt i baghovedet: Jeg fik det. De valgte mig. Det var ligegodt satans. Hvad nu?

Hvad så nu?

Den 22. maj er der reception i Kulturstyrelsens foyer. HC Andersens Boulevard 3, kl. 16 til 19, alle er velkomne. Håber, der kommer rigtig mange.

Det er første led i planen. Jeg skal ekviperes, så jeg kan fremstå uhullet og ulappet. Og så skal jeg drikke noget med bobler i den aften.

Derefter skal jeg til at overveje, hvordan jeg udnytter de næste tre år bedst muligt. Jeg skal lige finde formlen.

Men jeg skal ud i verden. Søge residencies i Italien, Frankrig, USA, alt hvad der findes. Jeg skal have lange perioder, hvor jeg graver mig ned i mine tekster. Ud at holde foredrag, med på litteraturfestivaller.

Frem for alt skrive. Skrive i min lænestol, på cafeer, på Hald, i græsset ved Tangkrogen, i søvne og i vildskab.

Panik udløst af transformation

Jeg plejer altid at sige, at det første, man skal gøre i en krisesituation, er at gå i panik. For så er det af vejen, og så kan man begynde at fokusere på løsninger i stedet. Det er værre, hvis panik er sidste fase. Hvis man først er rationel og siden finder ud af, at det ingen vegne fører hen, og så går i panik. Så skal det nok gå galt.

Jeg gik lidt nok lidt i panik de første dage efter brevet om det treårige stipendium kom. Og det er helt i tråd med min filosofi om håndtering af kriser.

Det virker måske ikke rimeligt at beskrive tildelingen af det treårige stipendium som en krise. Og jeg er dybt, dybt lykkelig, stolt og taknemmelig. Men jeg mener faktisk, at det er en krise – i én af ordets mange forstande.

Organisationsteoretikeren Venette definerer kriser som en transformation, hvorefter det bestående ikke længere kan bibeholdes. Altså en uventet, radikal forandring, der skubber til status quo og gør os forvirrede. Godt nok tales der mest om organisationers respons på kriser, men det er påfaldende lig de menneskers, der bebor organisationen.

Ordet krise har negative konnotationer, og jeg mener det selvfølgelig ikke sådan. Så lad os kalde det en situation, hvor ligevægtstilstanden ændres. Det giver et vist mål højdeskræk sådan pludselig at kunne flyve.

Nu har vedholdenhed aldrig været mit livs ledemotiv. Jo, jeg er gift med den samme kvinde som jeg har kendt i mere end tyve år. Jeg er en (tror jeg) god og stabil familiefar. Men på stort set alle andre fronter er mit liv præget af netop transformation. Jeg var i mine yngste dage alle mulige ting på én gang og intet helt og holdent trofast. Det er jeg vel stadig. Jeg interesser mig for alt muligt mellem himmel og jord, men der er ting, jeg intet ved om og ikke kan forstå. Jeg skifter interesser og fokus hele tiden.

På en måde er jeg glad for, at jeg debuterede sent i livet som forfatter. Jeg er sikker på, at hvis jeg, som min søster, havde debuteret og fået succes som teenager, ville jeg, som min søster, have forladt forfatterfaget for længe siden. Nu kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg har det med at holde op med at gå til surfing den dag, jeg omsider har sparet sammen til at købe en kitesurfer. At jeg mister interessen for veteranbiler, den dag, jeg køber en Austin Healey.

At jeg prøver noget, ser det virker, og smider det hen i et hjørne.

Sådan har det meste af mit liv været. Da jeg debuterede som forfatter som 41-årig, sagde jeg til mig selv: Det her er selve essensen af alt, du er, kan og drømmer om. Så nu holder du satme fast. Også når det bliver hårdt og svært og du mister troen.

Ellers går det med skriveriet som det gik med guitar, håndbold, illegalt destilleri af brændevin, løb, karate, faldskærmsudspring, vandpolo, korsang, dine mange og i alle retninger strittende uddannelser, dit evindeligt skiftende fokus. Nemlig lige lukt i glemmebogen og noget, du engang gjorde, noget, du omtaler i datid.

Det må ikke ske med mit forfatterskab. Dertil er det for vigtigt for mig.

At få tildelt det treårige arbejdsstipendium er det endegyldige bevis på, at det giver mening, det jeg gør. At jeg har set rigtigt. At jeg har valgt en vej, der giver mening. Og jeg er uanstændigt glad og oppe at køre over det.

Men det kaster én ud i en række vanskelige overvejelser. Hvis jeg var en 25-årig poet på et klubværelse ville jeg nok gøre, som min søster gjorde i sin tid: Skride fra det hele, tage ud at rejse, at opleve, søge ny inspiration og så se, hvilke frø, der har plantet sig i sindet siden hen.

Jeg er snart 45, jeg har forpligtelser, og nok er jeg forpligtet over for mit forfatterskab, men jeg er frem for alt forpligtet over for det, jeg kan se og røre og som ser på mig og spørger, hvad vi skal have til aftensmad.

Jeg er forpligtet over for min families velfærd, mine børns krav på at vokse op i tryghed. At vi ikke går på røven, kort sagt. At der er en indtægt også om tre år. Kort sagt, jeg er ikke klar til at kaste alt over bord og meddele familien, at nu drager jeg jorden rundt med rygsæk i to år for at udvikle mig som kunstner. I mine øjne er det det ultimative svigt, så det sker ikke. Som om jeg kunne undvære dem, i øvrigt.

Jeg er – oprigtig talt – heller ikke klar til at meddele mine børn, at vi må flytte i noget mindre, for far skal skrive. Al respekt for stipendiet, men vi taler om en beløbsstørrelse, der ville medføre en væsentlig reduktion i vores levestandard, hvis vi havde det som hovedindtægt i min familie. Det bød jeg gerne mig selv, alene. Men ikke mine børn. Så der skal suppleres.

Jeg er lige nu fanget i et dilemma mellem at være kunstner og at være konventionel familiefar.

Jeg er også en forsigtig type. Jeg vil egentlig gerne vide, hvad jeg skal om tre år, når stipendiet udløber.

File negle i Bhutan

Jeg tror, jeg vælger en helgardering. At beholde kontakten til mit job og det sted, jeg arbejder, stadig at have travlt, være stresset – det er også sådan, jeg skriver bedst. Jeg får intet ud af at sidde og file negle i en tempelforgård i Bhutan, i hvert fald ikke når vi skal til at tælle antal originale ord skrevet pr. dag.

Jeg får intet ud af at tage til Hald og sidde der og vente på at jeg finder på noget. Når jeg tager til Hald, er det når jeg hamrer af sted i et projekt med røgen i skyer fra dækkene. Når historien råber og skriger og vil have opmærksomhed. Så tager jeg væk og er i mit skrivefrirum, og derefter trænger jeg til en ordentlig dosis busser, biler, køer, møder, deadlines, græsslåning, højbedsbygning, fodbold, godnatlæsning, tøjvask, vinduespudsning, madlavning, byggemarkeder, apoteker og discountsupermarkeder.

Men nu: Jeg skal malke stipendiet for alt, det kan give af arbejdsophold af kortere og længere varighed, af muligheder for at leve forfatterlivet, for at få ro til at dykke ned i mit aktuelle skriveprojekt, som det er nu, og det, der kommer, og det der kommer efter det.

Jeg har masser af projekter. Nu kan jeg bare få dem realiseret. Det er dét, stipendiet betyder.

Advertisements

7 thoughts on “Så købte han underbukser som det første

  1. Tillykke med det nye udstyr!
    Angående den ‘flyvske karakter’ så må det nødvendigvis dreje sig om at man leder efter en mulig hylde OG samler inspiration til kommende fortællinger, ikke? 🙂

  2. og så skrev du HALD…. vores elskede Hald – Jeg er dybt taknemmelig på dine vegne, Morten, og håber du får dine 6 uger hvert år, fra og med i dag – og alle de andre steder man kan være skrivende – undtagen Bhutan… Hjerteligt tillykke med det treårige – du fortjener det, og jeg er sikker på, du forstår at forvalte det, uanset tvivl!

  3. Hej Morten
    Sikke du har fået en masse energi efter legatet. Du har ikke fået 855.000 kr, du har fået 855.000 liter energi! God skrivelse på litteratursiden by the way, selvom jeg synes den skulle have været ude et andet sted.

    Jeg kan godt forstå, du beholder jobbet. Der skal jo også være noget at leve af efter stipendiet og det er måske ikke altid let at få job bagefter. I og for sig ville det også være at gå ned i løn (forestiller jeg mig?). 285.000 kr før skat er ikke den sindssyge løn. Sådan er forfatterlivet vel! Men hvordan kan du få mere tid for pengene (mere tid til at skrive), hvis du ikke trapper bare en smule ned? For ordenes skyld!?

    Det er ikke første gang jeg forsøger at ønske dig tillykke. Jeg bliver blokeret hele tiden af en gammel wordpress-konto. Håber det lykkes denne gang.

    TILLYKKE!!! Mand!

    1. Tusind tak for ordene og for lykønskningen!

      Indlægget er faktisk skrevet som en kronik i Politiken, men de har ikke engang svaret på min henvendelse, så derfor bestemte mig for at lægge den på Litteratursiden i stedet.

      Jeg vil helt sikkert trappe ned – jeg skal bare lige finde formen. Det bliver noget med længere skriveophold i udlandet og den slags.

      Tak igen!

      KH Morten

      1. Jeg synes nok, at teksten havde mere fylde og energi, end de plejer at have på litteratursiden. Og så har jeg på fornemmelsen, at du ikke skal være så ked af, at de ikke svarede. De er formegentlig bange for at vække debatten fra efteråret 2011 med Grøndahl og tordenskjolds soldater ti live igen.

  4. Og byt the way… det bliver spændende at læse om her på bloggen, der i den grad jo er vækket til live!

    Hvad skal vi lave Mens vi venter på, at du fanger det nærmeste tog? Måske man skulle tage sig sammen og læse din belønnede genre-litteraturs-roman af høj kvalitet!;-)

    hasta luego

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s