Mine bøger · Morten privat

Fortsat kunstnerisk virke


”Statens Kunstfond har den glæde at meddele dig…”

Sådan starter brevet, rigtig mange forfattere håber at få på et tidspunkt i deres karriere. Brevet om, at man har fået det forjættede treårige arbejdsstipendium fra Litteraturudvalget.

En kort meddelelse og så en passus om at der snart vil blive sat en røvfuld penge ind på ens konto, og om man gerne vil komme til reception for at blive fejret. Sådan et brev har jeg fået.

Kort sagt, jeg har fået Kunstfondens treårige arbejdsstipendium til fortsat kunstnerisk virke, som det hedder.

Brevet dumpede ind i min mailbox for tre uger siden, og jeg har skullet sidde på nyheden siden da og måtte først offentliggøre den 9. maj iflg. ovennævnte brev. Siden fulgte en uges forsinkelse grundet noget serverbiks hos Kulturstyrelsen. Tre uger siden.

Det var næsten ikke til at bære. Det med at vente.

Imens steg mit blodtryk til alarmerende højder, især da forfatterkolleger begyndte at skrive på Facebook om deres afslag, og jeg intet måtte melde ud.

Den er hård at sidde på, den nyhed – man har lyst til at hejse den op i en flagstang og råbe se her, jeg sagde det jo!

Den slags nyheder hører hjemme i de højeste luftlag.

Det årlige afsl… – nej, hov?

Meddelelsen kom i arbejdstiden på reklamebureauet. I en pause mellem et møde med en kunde og en frokost med samme kunde, og jeg skulle bare lige tjekke min mail. Og der lå en besked om at jeg havde vundet seks hundrede millioner euro i et kroatisk lotteri og en mail fra Kunstfonden. Jeg tænkte, nå, øv. Der kommer det så. Det årlige afslag. Pis.

Jeg var ellers lige begyndt at tro på det, efter min forlægger på anmodning havde sendt Udvalget tre stk. Mens Vi Venter. Jeg tænkte, så ved de da, at jeg eksisterer, i det mindste.

Ved nærmere eftersyn kunne jeg dog se, at mailen indeholdt to PDF-filer. En med et sagsnummer. Og en med titlen INVITATION. Jeg tænkte, hvad dælen skal det sige?

Det var ikke et afslag. I stedet en besked, jeg aldrig for alvor havde turdet tro på.

Det var som at få et elektrisk stød, sådan føltes det. Jeg havde lidt svært ved at fokusere og ved at læse den egentlige ordlyd. Ordene vrimlede rundt på skærmen, men essensen var ikke til at tage fejl af.

Jeg måtte op at stå fra min stol, ud at trave rundt i kontoret, tilbage igen for at kontrollere, at der stod mit navn på brevet. Det gjorde der.

En gang til. Ud at trave, ned at sidde, se på brevet, ringe til min kone, som begyndte at græde. Ringe til min forlægger, som begyndte at græde. Jeg selv kneb ikke en tåre. Dertil var det for uvirkeligt.

Så måtte jeg ned til Åen og spise frokost med bureauets kunde, men jeg havde meget svært ved at koncentrere mig om det, der blev sagt. Hele tiden kørte tankerne rundt i hovedet på mig som sokker i en tørretumbler: Hvad med jobbet? San Cataldo. Ringe til banken. Hald Hovedgaard. Skattevæsenet. Residencies i udlandet. Skal til reception den 22. (hertil refererer filen med titlen INVITATION);  det betyder tog, børnepasning, hotel, nyt tøj, de her sko kan jeg sgu ikke stille op i. Ringe til mine forældre. Har jeg et PR-foto? Skal jeg få et taget? Hvad koster den slags? Og hvem giver fanden i hvad noget koster, når man lige har fået 855.000 kr?

Samtidig var der klausulen –  jeg måtte ikke sige noget til nogen. I hvert fald ikke via officielle kanaler. Selvfølgelig vidste familien og de nærmeste det inden for tyve minutter. Men ingen pressemeddelelser, ingen Facebook. Ingen megafon, når man har brug for en.

Æd mine underbukser

Og hvad tænkte jeg så på, mens jeg flyttede min linguine carbonara rundt på tallerkenen og drak danskvand med citrus?

Først og fremmest var der – under forvirringen – den rene, rå glæde: Lysten til at løbe ud på gaden i bar røv og lave helikopteren, helst tage toget til København og streake rundt på Rådhuspladsen, mens jeg råbte: Se her! Se hvor det dingler! Woohoo! Jeg er kongen! Jeg er (tænk helikopter her) et – whoop – fucking – whoop – geni!

Det er derfor godt nok, at der er gået tre uger siden brevet, så jeg har kunnet besinde mig. Det med helikopteren er under min værdighed. Ligesom det med at opsøge en anmelder, møge tildelingsbrevet op i ansigtet på ham og spørge, kan du læse, spasmojade? Hvem er så klogest, dig eller Kunstfondens Litteraturudvalg? Eller at sende ham, der sådan hadede min debutroman, et par godt brugte underbenklæder og en tube remoulade og ønske bon appetit. Kunne være sjovt. Men.

Den slags duer ikke, får en til at føle sig lav og ussel. Det ville heller ikke være repræsentativt, for jeg har faktisk kun fået én rigtig dårlig anmeldelse, og det var af min debut. Siden har kritikken været god.

(Dog vil jeg mene, at det er menneskeligt nok at blive følelsesmæssigt ramt af en dårlig anmeldelse, især af ens debutroman. Det svarer til, at man stolt peger ned i barnevognen til sin nyfødte lyserøde nuttegris, og folk, siger, ja, jo, I er glade for hende. Men køn, det er hun godt nok ikke. Hun bliver aldrig gift. Det må I gøre bedre næste gang.)

Ro på. Værdighed, ikke helikopter, ikke noget med underbukser i det hele taget, sagde jeg til mig selv.

På nippet til at eksplodere


I timerne og dagene efter havde jeg meget svært ved at finde ro.

Min hjerne føltes som den der beholder af akrylplast, de har på TV, og hvor kulørte kugler fiser rundt, inden de trækker lottonumrene.

Der var frygten for, at de ville ringe og sige, beklager, makker, det var forresten en fejl. Der står godt nok Morten Leth Jacobsen på brevet, men det er i virkeligheden stilet til (indsæt her en hvilken som helst anden dansk forfatter). Så du kan godt pille grinet af. Afbestil dine drømme. Pas dit job og bliv barberet, din midaldrende boheme-wannabe.

En frygt, der irrationelt voksede, efterhånden som dagene gik, og jeg ikke måtte melde noget ud, og pengene stadig ikke stod på min konto. Jeg læste brevet fra Kunststyrelsen fire, fem gange dagligt. Jeg skulle bare lige tjekke.

Det ændrede ikke ordlyd. Det gør breve sjældent. Det ved jeg godt. Så skør er jeg heller ikke.

Bente Klarsyn

Efterhånden indfinder der sig en vis ro. Et vist klarsyn, der manglede de første uger.

Nu går jeg og tænker på de anmeldere, læsere og bibliotekarer, jeg har mødt, som har kunnet se kvaliteterne i mine bøger og som har kunnet få sig selv til at sige det til mig. Jeg er så glad for alt det pæne, jeg har hørt og for at vide, at der er læsere derude, der har haft glæde af mine bøger. Det er simpelthen ren lattergas i ens forbrændingskammer.

Jeg går rundt med følelsen af at have nået et mål, jeg aldrig sådan for alvor havde turdet håbe på at nå. Den svimlende udsigt til et landskab af muligheder.

Følelsen af at det nytter at kæmpe, selvom selve kampen til tider er defineret ved afgrundsdyb tvivl og hastigt eroderende selvtillid.

Følelsen af at det forpligter som ind i helvede at få det treårige stipendium – at der skal leveres, og at det skal være bragende godt. Der er ganske vist ingen formelle præstationskrav, kun at man skal være kunstnerisk aktiv i perioden. En sådan passus kan tolkes særdeles bredt (og bliver det), men selvfølgelig skal jeg skrive som død og kritte – det er jo hele pointen. Det gør jeg sådan set allerede, men mon ikke jeg har et gear til et eller andet sted.

Det forpligter

Med brevet dumper der en stak forpligtelser ind i ens postkasse.

Over for litteraturudvalget. Der er nogen, der tror på ens evner og som lægger en check. Så skal man edderhyleme også præstere tilsvarende.

Over for Maria, min forlægger, som har troet på mig og sat min tro på mig selv i tørdok og lappet og kalfatret den, efterhånden som den forventede succes udeblev og spanterne begyndte at knage; uden hende ingen bog, som jeg skrev i efterordet til Mens Vi Venter, og det er rigtigt.

Over for min søde kone, som for længe siden sagde, at der til dato aldrig har været noget, jeg har sat mig for, som jeg ikke også er lykkedes med. Som græd i telefonen og sagde, det er det her, du har kæmpet sådan for.

For de sene nattetimer og lange dage i regn og ophøjet, majestætisk ensomhed på Hald, hvor jeg har skiftevis troet og kæmpet og håbet og været i tvivl og bare vidst, at det var godt, det fungerede, og gid nogen dog gad læse det. Rander af tekoppen på mine noter, regnen på ovenlysvinduet over skrivebordet i Kapellejligheden, fårene på heden, glæden ved at ramme en sætning lige i røven, så den springer ud af fingrene og står der og ikke kan gøres bedre.

Over for magien, når ordene flyder og af sig selv hopper op på skærmen og lever og insisterer på at tage bo der og på papir. Over for kærligheden til det magiske håndværk, det er at skrive.

Men først og sidst bare følelsen af glæde. Dyb og inderlig glæde og taknemmelighed.

Pressemeddelelsen fra Kulturstyrelsen bliver sendt ud i dag. Så får jeg at se, hvem de andre stipendiater er. Og jeg får også motivationen at se – for den kender jeg ikke ordlyden af endnu.

Endelig slipper det ud, endelig.

Jeg var også lige ved at eksplodere.


Advertisements

4 thoughts on “Fortsat kunstnerisk virke

  1. Tillykke. Din glæde smitter helt ud til mit skrivebord 🙂 Jeg så dig læse op på Godsbanen i forbindelse med Aarhus læser højt, som jeg stod bag. Du var klart en af de bedste oplevelser for mig. Tak for det.

    1. tusind tak! Det glæder mig – især da jeg læste op af uudgivne tekster; det var lidt grænseoverskridende for mig. Men heldigvis blev det taget godt imod.

      Håber jeg kan få dem udgivet en dag,
      KH Morten

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s