Uncategorized

Tre klummer


Jeg har lige skrevet klummer til Jydske Vestkysten. Det har jeg gjort de sidste seks år, og derfor får jeg sjældent publiceret dem på bloggen her.

Men her kommer denne måneds sending:

Dommedag. Igen. Helt ærligt.
Der er mange, der i disse år går rundt med en følelse af dommedag hængende over hovedet, og jeg må da også indrømme, at jeg efterhånden går til tv-nyhederne med en vis rysten i bukserne. Det er som om fænomener griber mere ind i hinanden, end de har gjort tidligere. Når den potentielle retning, en tropisk storm tager eller ikke tager, influerer direkte på renter og priser i Danmark, så viser det to ting: At verden hænger sammen i langt højere grad end vi plejede at tro. Og at den balance, alting er i, er skrøbelig. Balancen kan tippe hurtigere end vi kan forestille os det, og den kan såmænd også tippe tilbage til noget mere positivt. Men tit tænker jeg også på om alene den måde vi taler om tingene på, kan bære et medansvar. Folk går i panik, og medierne beretter om panikken, og så går folk i mere panik i et rædselsvækkende loop. En undersøgelse for nyligt har vist, at mediernes måde at omtale alle de lurende katastrofer på kan medføre depression – ikke bare sådan forbigående øv-følelse, men regulær depression. Det vælter et vist ansvar over på medierne, forekommer det mig. En anden samtidig undersøgelse har vist, at læsere har en tendens til at føle mistro, når medierne præsenterer historier med en positiv vinkel. Vi vægrer os ved at tro, at noget går godt, og hvis tv-nyhederne præsenterer en sød og rørende historie om dunede dyrebørn eller en ukendt velgører, der donerer en million til nogen, så gider vi ikke spilde vores dyrebare tv-tid på den slags. Vi har de medier, vi fortjener. Og de fortæller os, at dommedag står for døren. Det er de nødt til. For ellers tror vi ikke på dem.

Vi har vunnet, seiren er vår
Jeg overværede for nyligt hvordan titusindvis af nordmænd gik på gaden for at synge en gammel hippiesang om blomster og kærlighed og tolerance, alt sådan noget, der for længst er gået af mode. De gjorde det for at vise trods over for den uhyggelige, blege, manipulerende massemorder, der for tiden sidder til doms i Oslo. Nordmændene minder så meget om os danskere, men de har et moralsk mod og en anstændighed, jeg tvivler på, vi ville kunne mønstre. De har en statsminister, der tør bruge umoderne ord som kærlighed, håb og solidaritet, og de har en kongefamilie, der bruger sin status til at blande sig i sådan noget som miljø, menneskerettigheder og finkultur. Massemorderen har sat Norge på prøve, og Norge har svaret med ære, anstand og medmenneskelighed og dermed vist en forbenet verden et eksempel til efterfølgelse. Hans ord om at han godt forstår den smerte, han har forvoldt, klinger hult og er blot en sociopats måde at prøve at sige de rigtige ord, så han kan styre situationen – og ingen tror på ham. Det er hans ultimative fornedrelse. Det er rigtigt at gøre retssagen offentlig, og det er rigtigt at give ham taletid. Enhver kan jo se den lille, paniske manipulator, der fejler. Og et stolt og næstekærligt land, der sejrer. Et humanistisk land, der på god, gammeldags pædagogmaner sætter sig ned og siger, Anders, hvad er lige dit problem? Netop det spørgsmål klæder forbryderen og psykopaten af til skindet – den ultimative straf. Andre havde slæbt ham ud i en baggård og skudt ham en kugle for panden til ingen nytte. Norge er langt klogere end det. Norge er et smukt land, fordi det er et blødt land. Og fordi det insisterer på blødhed, er det så forbandet hårdt at byde det modstand.

Bibelkarate
Jeg har fået fortalt, hvordan min bedstefar, jordens mildeste mand, engang blev konfronteret med Jehovas Vidner på trappestenen. De klandrede ham for at han ikke opdrog sine børn i en sand kristen tro. Det tog han pænt. Han var socialdemokrat. Så anklagede de ham for at være en dårlig far. Det skulle de aldrig have gjort. Han sendte dem ned af trappen med et læsterligt los i røven, han, som aldrig havde løftet sin hånd mod nogen. Det har jeg den største sympati for. Nuvel. Der er ting, jeg fortryder i mit liv. Som helt ung mand, nys indskreven på teologistudiet og allerede i tvivl, overnattede jeg hos en bekendt. Overnattede er måske så meget sagt. Drak natten lang i venners lag er vel nærmere målet. Men altså, næste morgen ringede det på, og tilfældigvis var det mig, der åbnede, og jeg var øjeblikkeligt involveret i en omgang bibelkarate med et par, der havde gule sedler siddende i bogen med stort B; citater, de kunne ramme mig i nyrerne med, vers, de kunne cirkelsparke mig i smasken med. Men jeg var ung, stridbar og belæst, så jeg parerede og fintede og fik mine egne stød sat ind. Og så satte jeg trumf på. Jeg sagde, at vi havde travlt (jeg tror, jeg sagde, vi skulle i kirke), men at det var spændende at tale med dem. Jeg inviterede dem inden for en hvilken som helst aften. Her i huset, sagde jeg, var vi åndeligt interesserede. Så de skulle bare komme en anden dag. Jeg brød mig ikke synderligt meget om Jehovas Vidner. Jeg brød mig heller ikke meget om den, jeg overnattede hos. Jeg syntes, det var en frydefuld konspiration, jeg der fik sat op – de forventningsfulde Vidner med deres gule karatesedler, den intetanende (og meget sekulære) familie, der pludselig ville få besøg. Jeg indrømmer det. Det var en grim ting at gøre. En ukristen ting. Men sjov.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s