Mine bøger · Morten privat

Social zombie


Krimimessen i Horsens åbner om et par timer, og jeg er med på programmet.

Det har jeg funderet en hel del over, fordi Mens Vi Venter netop ikke er en krimi – så hvad har jeg egentlig med krimimessen at skaffe?

En del, måske, for jeg kan se, at mange af de mennesker, der låner bogen på biblioteketerne, også tidligere har lånt bøger af Viveca Steen, Jussi og alle de andre krimi-/spændingsforfattere. Det har jeg et ambivalent forhold til, for min bog er jo netop en genrebryder, hvor der godt nok sker dramatiske ting, men hvor fokus er på menneskernes relationer, følelser, indre liv, sorg og venskab. I bogen arbejder jeg mod et stærkt og originalt lyrisk prosaudtryk, som jeg selv holder meget af. Jeg håber bare ikke, læsernes forventninger bliver skuffede, hvis de tror, jeg har skrevet en regulær krimi.

Mens Vi Venter er en roman, der rummer enkelte krimielementer, og en del af handlingen er henlagt til det gamle statsfængsel i Horsens. Dér er relevansen. Krimimessen er også bredt favnende: der er plads til Erwin Neutzky-Wulff og hans esoteriske romaner, der er plads til decideret gys. Og som min retorisk veloplagte kollega Anna Grue har skrevet om på Litteratursiden, så favner krimigenren efterhånden fantastisk bredt, og tematikken udelukker på ingen måde godt sprog og interessante menneskelige observationer.

Enhver afstandstagen til krimigenren alene på grund af de tematiske og genremæssige fællestræk er intet andet end enøjet akademisk snobberi, og det tør jeg godt sige højt, for jeg elsker selv lyrik, skriver lyrik, finpudser og dyrker mit sprog, er akademiker, har læst Italo Calvino, har læst franske diskursteoretikere, alt sådan noget. Men mit grundargument er altid dette: Hvis jeg skal gide at læse en roman, skal den først og sidst være spændende. Mord eller ej, det er ligemeget. Jeg taler ikke om spænding som noget med krudt og kugler eller vold og blod. Jeg taler om, at selve handlingen skal drive læseglæden.

Jeg føler mig fint i selskab med krimiforfattere. Mit projekt med Mens Vi Venter er bare at udforske andre ting end et krimiplot – at skrive en litterær roman, der også er fundamentalt spændende.

Det synes jeg er lykkedes over al forventning, når jeg selv skal sige det. Og jeg glæder mig til at komme ned og få snakket om bogen.

Men jeg bliver ikke til festen. Det kan jeg simpelthen ikke. I år kører jeg til Horsens, holder mit interview, går rundt i en time (max) og kører hjem til min familie igen. Der er en nedtælling i gang, en nedtælling til en begivenhed, der overskygger alt andet og som gør mig til en social zombie i disse dage.Derfor magter jeg ikke at være sammen med alt for mange nye mennesker, selv ikke til hvad der garanteret bliver årets bedste fest på Bygholm Parkhotel i aften – krimimessens gallamiddag.

Fordi.

På mandag skal vores søn indlægges – igen. Men denne gang er det fordi han skal opereres i hjernen. Det føles som om der er planlagt et trafikuheld for ham. Som om vi har fået datoen for en henrettelse. Hvordan vi fungerer fra time til time, fra dag til dag, er mig en gåde.

Vi tæller ned og tør ikke tænke på det.

Det skriver jeg om senere. Eller også gør jeg ikke.

Advertisements

3 thoughts on “Social zombie

  1. Hey Morten
    Jeg krydser fingre for sønnike. Bemærkningen gør blogindlægget noget tungere end forventet, og jeg tøver en smule med at kaste min tiltænkte kommentar. Men den kommer nu alligevel, min zombie-ven, for den er hverken kritisk eller kræver den store genreplik.

    Først studsede jeg over ordvalget i anden tekstblok, hvad har du med krimi’er “at skaffe?” Og det slog mig, at du må have ladet dig inspirere af det velklingende Borges-citat: “Dadlen og lovprisning har intet med kritik at skaffe.”, som Mathilde Walter Clark bruger i sin artikel om 9 anmelder-bud i onsdagens WA. Men det er jo ikke muligt, eftersom indlægget her ligger tidligere end både WA-artiklen og ikke midnst seminaret, hvor Clarks indlæg blev fyret af. Måske kommer det fra Kritik-essay’et?

    Dernæst blev jeg modigere af din litteraturdefinition, litteraturen skal være spændende, hvilket ikke nødvendigvis implicerer spinage og aciton, detektivarbejde osv. Det var godt sagt. Det får mig til at tænke på, hvor henne du placerer kravet om godt sprog i forhold til spænding?

    Må alt være vel!

    Thomas

  2. Kære Thomas,

    tak for svaret.

    Jeg har ikke fået skrevet på bloggen her siden, fordi alting har været vendt på hovedet, men kort fortalt er vores søn blevet opereret, det er gået mere end godt, og han er langt mere rask og frisk end jeg havde turdet tro på for blot to uger siden.

    Men lige et kort svar til dit indlæg, hvor du rejser et spørgsmål, jeg selv har grublet en del over, nemlig hvordan jeg ville vægte godt sprog i relation til spænding. Det er jo lidt et genrespørgsmål, som jeg ser det. Når jeg åbner en roman, har jeg en forventning til genren – der er indgået a priori en kontrakt mellem læseren (mig) og forfatteren. Jeg forventer primært at blive underholdt i et narrativt forløb, men også at få præsenteret uvante vinkler på menneskelivet og også hjertensgerne sproglig elegance; noget, jeg kan glæde mig over at læse i selve øjeblikket. Men det narrative kommer først – altså det medrivende og spændende. Jeg skal gide engagere mig i personernes skæbne, ellers står jeg af. Men som forfatter interesserer jeg mig også på en mere kølig og faglig måde for forfatterens tilgang til mediet, til selve det ler, han drejer krukken af, til teknikken.

    Læser jeg derimod digte eller kortprosa, er min forventning anderledes; kontrakten skrevet med andre paragraffer: Her vil jeg begejstres og engageres sprogligt.

    Lige nu er jeg selv som forfatter et sted på vej væk fra det stærkt narrativt orienterede og over i noget mere uvist – når jeg skriver, er det mere og mere blevet drivkraften at udforske nogle grænseområder i sproget. Det er vel også derfor, jeg har følt et behov for at tage nørdhatten på og skrive lyrik.

    Jeg er inviteret med til et stort oplæsningsarrangement på Godsbanen i Aarhus den 19. april, og her har jeg forestillet mig, at jeg i stedet for at læse brudstykker op fra mine romaner vil teste mit lyrikmateriale – det er en anelse skræmmende, skal jeg indrømme, for det er aldrig blevet luftet før, det materiale. Men jeg tror, det er nødvendigt; jeg selv kan sagtens sidde og synes, det er genialt, men det er det jo heldigvis ikke kun mig, der skal afgøre.

  3. Det vil jeg glæde mig til at høre. Lyrik og kortprosa er på mange måder en udforskning af hele vores tilgang til verden. Man vender erfaringer på hovedet ved at dekonstruere sprogets faste vendinger og opnår dermed nogle nye erfaringer. Nogle selvmodsigende erfaringer, måske? Der så igen leder videre til noget helt tredje. Eller peger tilbage – på noget førfortidigt (er det en særlig form for fremtid, monstro?)
    Som sagt: jeg glæder mig til den 19.april

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s