Uncategorized

Plot eller not? Nogle betragtninger i form af et fupeventyr


Jeg har gjort mig mange tanker om det at skrive efter et skema eller efter et plot. Det er der nogle forfattere, der sværger til; andre slår syv kors for sig, når det handler om at tilrettelægge en historie, inden man skriver den. At skrive efter plot har sin svagheder, og det har sine styrker, har jeg tænkt. Nu er jeg færdig med at tænke, og jeg har skrevet mine tanker ned i følgende lille historie.

Den er i øvrigt skrevet aldeles uden – ja, uden plot.

Det stygge dyr Plot. Et eventyr.

Bump! Bang!

Krash, knas, kvas, lød det inde i den mørke og dybe skov.

Hvad er det, der siger sådan, spørger du? Det lyder mægtig farligt.

Jo, nu skal du høre historien om det store dyr, der hed Plot. Er du klar?

Inde i den mørke og dybe skov var der noget, der kom trampende.

Noget stort og tungt og meget, meget stærkt. Det rev træerne op med rode, og det trampede buske flade med sine store fødder. Det prustede og gryntede og møgede alt ned, der stod i vejen for det.

Hvis du nu var lidt modig og lod være med at gemme dig, så kunne du måske få øje på det, der kom masende gennem træerne og buskene. Det var et stort bæst med seks tykke ben, og for enden af de tykke ben havde den fødder så store som din onkels folkevogn, hvis du kan se det for dig.

Væsenet havde også arme, men det var arme ligesom på en blæksprutte, hvis du kan se det for dig. Den brugte armene til at rive træer op med rode og proppe dem ind i dens kæmpestore mund, der sad lige oven på dens hoved, lidt ligesom en skraldespand, hvis du kan se det for dig.

Mens den åd, sagde den en underlig dyb og gryntende og smaskende lyd, lidt ligesom hvis der var en hel gymnastiksal fuld af grise, der var ved at æde noget rigtig ulækker morgenmad. Hvis du kan forestille dig det, og det kan du sikkert godt.

Det stygge dyr Plot kom vadende gennem skoven. Og den åd alt på sin vej, træer, sten og buske. Også huse og biler og lygtepæle og pølsevogne med alt indholdet lige fra agurk til æblemost.

Når Plot havde bestemt sig for, at den skulle fra det ene sted til det andet, så var der intet, der kunne få den til at skifte mening.

Lad os sige, at den skulle ovre fra Brugsen og hen til der, hvor din farmor bor. Så ville den gå den lige vej. Og den ville være ligeglad med, hvad der stod i vejen. Når den var fremme, ville du kunne se, at den havde pløjet sig gennem alting og lavet et bredt, lige spor tværs gennem huse, skove, marker, fabrikker og måske gennem din skole, hvis du var heldig.

Plot var ligesom en mejetærsker, hvor der ikke sad nogen oppe i styrehuset til at køre uden om de ting, der stod i vejen. Hvis du kan se det for dig.

Sådan gik Plot den lige vej fra det ene sted til det andet, mens den åd alting.

En dag skete der noget mærkeligt. Eller, mærkeligt, det var det vel ikke. Det er bare sådan noget, man skriver, når der skal til at ske noget.

Plot mødte et andet dyr, som hed Plotnot.

Plotnot lavede også et spor, men det spor så helt anderledes ud. I stedet for at gå lige gennem landskabet og gennem huse og marker og alt det der, så lignede Plotnots spor mere et krøllet garnnøgle. Det gik hid og did og rundt og rundt og op og ned. Plotnot var ikke sådan et dyr, der maste sig vej gennem alt muligt for at komme frem til målet. Ja, faktisk vidste den dårligt nok, hvor den skulle hen. Den syntes bare, det var sjovt at gå. Så den nærmest hoppede derudad som en seksbenet kænguru. Hvis du altså kan se det for dig. Til gengæld var den tit nødt til at gå rigtig meget i ring for at komme derhen, hvor den endte med at ende til sidst. Plotnot var meget tit meget forvirret, men den havde det skægt.

”Hvad er du for én,” spurgte Plot.

”Jeg er ligesom dig, bare helt anderledes,” sagde Plotnot.

”Jeg synes, du slingrer noget af sted,” sagde Plot.

”Jeg går bare den vej, jeg synes er sjovest,” sagde Plotnot.
”Det lyder altså ret hippieagtigt,” sagde Plot.

”Synes du det? Tja. Jeg synes, det lyder alt for Anders Fogh-agtigt, at man bare går ligeud efter næsen og efter en plan. Hvad nu, hvis der sker noget spændende undervejs?”
”Hvad mener du med spændende,” sagde Plot.
”Sådan lige som livet,” sagde Plotnot. ”Lidt her og lidt der og lidt planløst. Det er altså sjovest på den måde.”
”Tjoh,” sagde Plot. ”Men sig mig, farer du ikke vild hele tiden?”
Det tænkte Plotnot lidt over. Jo, det måtte han jo indrømme. ”Men ham, der skriver mig, det er altså sådan, han bedst kan lide det. Han er også af den planløse type. Kan godt lide at sove længe og sidde og skrive i de bare underbukser. Hvad med dig?”
”Jo altså, ” sagde Plot. ”Ham, der skriver mig, han kan bedst lide at have alting lagt i skema. Fra A til B, sådan er han. Han er journalist, at du ved det. For ham er jeg et arbejde.”
”Nå,” sagde Plotnot. ”Min skriver for sjov og helst om natten under påvirkning af kaffe og rødvin. Der kan man bare se.”

De to dyr stod og så lidt på hinanden.

”Skal vi lægge arm,” spurgte Plot.
”Det tror jeg ikke,” sagde Plotnot. ”Hvad med at vi ser hvem der kan binde den flotteste krans af markens og engens blomstervæld?”
”Næppe,” sagde Plot.

Så de to dyr stod der og så på hinanden lidt mere. De kunne ikke blive enige om hvem der var stærkest.

Til sidst gik de op på rådhuset og indgik i et homoseksuelt registreret partnerskab og levede lykkeligt til deres dages ende, og deres forfattere blev enige om at lidt fra den ene og lidt fra den anden, det var nok alligevel det bedste.

Sådan var historien om Plot og Plotnot.

Så vidt jeg kan huske.

(Dette indlæg er bragt i Dansk Forfatterforenings medlemsblad, december 2011)

 

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s