Morten privat

Mortens Forbandelse


Tid til at være lidt mindre polemisk for en gangs skyld. Tid til at være ærlig.

Jeg skrev i sidste uge et debatindlæg i Politiken om hvor sur jeg er på de danske boghandlere.

Jeg synes, de forsømmer en chance for at finde en niche i markedet, som i stigende grad overtages af supermarkeder, som ikke har begreb skabt om at sælge bøger. Det er utrolig sørgeligt.

Selvfølgelig er jeg primært knotten, fordi boghandlerne af uransagelige årsager nægter at føre min nye roman, som er det bedste, jeg nogensinde har skrevet. Jeg er kun et menneske, og jeg bliver sur, såret og bister, når alt muligt crap om vampyrer og bekendende sportsidoler tilsyneladende kan sælge, mens mine kærligt fremavlede historier ikke får en chance. Hvis jeg lyder så-kan-det-også-være-ligemeget-nå-sur; så er det fordi jeg er det. Men primært er jeg bedrøvet.

Jeg er bedrøvet over alle kædebutikkerne, og det er efterhånden de fleste af de danske boghandlere.

Jeg er bedrøvet over, at det er umuligt at trænge gennem kendismuren, og at det skal være et krav for at blive læst.

Jeg er bedrøvet over, at bogsalget i vores land er overtaget af kæder med centrale indkøbere, som sover i sengetøj broderet med Excelark.

Bøger som vare, som produkt, er mig imod, for bøger er en kulturelt manifestation, der siger noget om vores liv, vores tid og vores vilkår. Bøger er ikke tomater på dåse. Men det skulle man tro, når man ser boghandlernes og supermarkedernes indkøbs- og formidlingspolitik. Der skal penge i kassen, og den overordnede samfundsmæssige funktion, litteraturformidlingen har, er mindre relevant.

Man skubber ansvaret fra sig. Boghandlerne mener, det er bibliotekernes opgave. Bibliotekerne ligger under for politiske krav og begrænsninger – nye medier, lukninger, nedskæringer. Politikerne mener, kulturen skal drives af markedskræfter, selvom folk vrimler ind på bibliotekerne. De skal lukkes, skal de. For kultur skal betale sig selv. Det gælder tilsyneladende også den nye regering, der så vidt jeg kan se er en form for nyliberalister bare med andre floskler, de flytter rundt på. Det er stadig økonomien, der er herre i vores hus. Der er noget galt her, der er noget galt, når fortællinger og magi forsvinder under bunker af regnskabelige udskrifter.

De gode bøger får mindre og mindre plads og ingen opmærksomhed. Og en udkantsforfatter får – gode bøger eller ej – næsten ingen plads i det store billede. Der er kun plads til kendisser og gamle kendinge. Ingen har tilsyneladende et bud på hvordan nye talenter skal finde en vej ind. Jeg kender masser af nye talenter, som kæmper som gale. Navne som Brian Ørnbøl, for eksempel. Og – i al uklædelig ubeskedenhed – mig selv. Jeg kan fandeme skrive solen sort, jeg kan skrive, så sveden driver ned ad ruderne, så køerne kommer hjem og kvinderne dåner. Men ingen ved det.

Det er det, min forlægger kalder Mortens Forbandelse – det er efterhånden et fast udtryk, der indgår i vores samtaler, og som er på vej til at blive et begreb.

Hvad det dækker over, er den mur af tavshed, mine bøger mødes med, og som frustrerer mig langt ud over det rimelige.

Det frustrerer mig, fordi mine bøger er gode.

Hvis jeg havde på fornemmelsen, at jeg skrev noget møg i kommercielt øjemed, ville det være en anden sag. Men jeg ved, mine bøger er fremragende. Det ved de få anmeldere, der har gidet åbne mine bøger, også. Jeg får konstant gode anmeldelser.

Og jeg skriver ikke snævert. Jeg skriver bredt. Jeg brænder for at fortælle en god historie, og jeg tror på, at et godt sprog, humor og overraskende metaforer i sproget giver læseren en ekstra glæde.

Jeg skriver ikke for at blive kendt (selvom det kunne være en hjælp, sådan som mediernes præferencer er skruet sammen).
Jeg skriver ikke for at bekræfte mig selv som fritænkende boheme.
Jeg skriver ikke for at blive rig (så skal man være mere fantast end jeg er, trods alt).

Jeg skriver ikke, fordi jeg selv synes jeg er et geni (dem er der trods alt langt imellem – nogle få hundrede pr. århundrede er vel kvoten, uanset hvad folk ellers måtte mene om sig selv).

Jeg skriver fordi:

  • Sproget brænder i mig.
  • Jeg ser verden på en måde, jeg gerne vil dele
  • Jeg ved, jeg er god, og det, man er god til, har man en pligt til at gøre helt og fuldt
  • Jeg elsker at fortælle og formidle

Det er derfor, det er så irriterende altid at løbe panden mod en mur, ikke at blive læst og taget alvorligt.

Jeg har analyseret situationen, og jeg tror det handler om følgende:

  1. jeg er ikke kendt, som i dameblads/tv-kendt/kendt fordi han har kvajet sig/kendt fordi han er forhenværende. Jeg er i den grad nuværende.
  2. jeg er ikke udpræget fotogen. Ikke at jeg som sådan er frastødende at se på; der er bare nogle mennesker, der er bedre live, og sådan er jeg.
  3. jeg har ikke en spændende personlig historie. Jeg er en familiefar i fyrrerne, jeg bor i en mellemstor provinsby, jeg har husdyr og går rundt og spartler, jeg skriver ren fiktion uden forbindelse til mit eget liv og uden at vide meget andet end hvordan man tryller med sproget. Jeg er altså ekstraordinært ordinær.
  4. jeg færdes ikke i de rigtige kredse ofte nok (i.e. mit postnummer starter med mere end 2).
  5.  mit forlag kan ikke bruge sekscifrede beløb på markedsføring, fordi det satser på kvalitet, og kvalitet tjener ikke penge.

Det er min kendisfaktor, der er for lav. Anmelderne får en stak bøger ind til anmeldelse og vælger naturligt nok dem, de kender, frem for dem, de aldrig har hørt om. Deres tid er knap, og anmeldelsen skal også have nyhedsværdi. Det har Sara Blædels nye; det har min nye ikke.

Mine bøger fejler ellers ikke noget.

Jeg skriver hverken højpandet utilgængeligt eller latterligt banalt.

Jeg stiler efter at skrive min egen idealbog. Mit ideal er at skrive den bog, jeg selv ville tage ned af hylden, bære hen til kassen og betale for, på beløbet.

Min egen idealbog er som følger:

  1. tyk. Det er rigtigt, at man kan skrive alting og hele verden ind i et haiku. Jeg elsker forfattere, der kan skrive kort og kirurgpræcist. Men der er også kvaliteter i mængde, hvis det ellers er godt skrevet. Jeg elsker at fordybe mig i en lang, lang bog med utallige raffinementer, svinkeærinder og farver, kulører, smage, dufte. Bøger, man kan bo i og leve i. Den slags bøger, hvor man føler efter, hvor mange sider, der er tilbage, og ærgrer sig over at der ikke er flere.
  2. musikalsk. Der skal være musik i sproget. Rytme, klangfarve, grundtoneart, overraskende finesser og temaer, der vender tilbage vendt op og ned og forfra og bagfra. Det er derfor, jeg elsker en forfatter som Murakami; at læse ham er som at høre Bachs Goldbergvariationer eller Sjostakovitjs præludier og fugaer for soloklaver. Skønt at være vidne til og dybt, dybt. Med tråde trukket fra start til ende, som man kan more sig med at finde. Uden at det giver mening i en syllogistisk forstand; det er også en del af ideen, at vi skal acceptere uden at fortolke sønder og sammen. Murakami handler om den æstetiske oplevelse det er at læse; ren læsefryd med fortolkningen parkeret på en knage ude i gangen, hvor den kan hænge og skamme sig.
  3. spændende. Jeg har læst stakkevis af ikke-spændende, men smukt skrevne bøger, og jeg står altid af et eller andet sted mellem side 10 og slutningen. Eksempler er legio: Monica Alis In The Kitchen. Italo Calvinos Hvis En Vinternat. Pascal Merciers Nattog til Lissabon. Jonathan Lethem. De skriver rasende godt, bevares. Men det er ikke spændende; det har kun interesse som metalitterære projekter, rendyrket dekonstrueret postmodernistisk referencelir. Der er ingen drive i historien – hvis der da er en historie. Så ender de – måske ufortjent – i flyttekassen med Abortede Læseprojekter. I hvert fald hos mig.
  4. Ikke-banal. Jeg har prøvet at læse Ken Follett. Jeg afskyr det. Jeg afskyr forfattere som Wilbur Smith og dem er nok af – jovist er de underholdende, disse herrer, men der er en underliggende strøm af konservatisme og tro på hvidt overherredømme og som et standardelement (når handlingen går lidt i stå og man ikke vil tabe læseren) sanselig og dampende erotik mellem lydefrit smukke mennesker – argh, jeg dør. Og det vil jeg foretrække frem for et liv, hvor alle bøger er skrevet af Wilbur Smith. Det er pinligt. Og det er fremfor alt tordnende banalt. Dan Browns bøger er, med en parafrase over Salman Rushdies mening om Rosens Navn, ikke bøger, men computerspil. Det er banalt. Underholdende med en forstillet visdom og indsigt, som ikke er reel. Derfor trist.
  5. svimlende. Tag mig op, løft mig og vis mig noget, jeg ikke har set før. Så er jeg ligeglad med, at det er løgn. Det må hellere være løgn end kedeligt. Forse non e vero, ma e ben trovato.
    Store, fede historiske romaner. Små perlende noveller med skæve vinkler på livet. Minimalisme, maksimalisme, bare det for helvede er ikke-banalt, ikke-kedeligt, ikke-fortænkt. Så er jeg på. Jeg henter den slags i god sci-fi, i magisk realisme, i de bedste krimier, i lyrik, i alt, der er skrevet med hjerteblod.

Sådan stræber jeg efter at skrive, og jeg bliver bedre og bedre til det hele tiden.

Min største frygt er at forblive miskendt. Som nævnt –ikke fordi jeg længes efter at blive kendt. Gud fri mig vel. ikke for at blive rig. Jeg er rig på så mange andre områder.

Men fordi jeg ikke vil være forgæves.

Advertisements

One thought on “Mortens Forbandelse

  1. Jeg har lige læst “Mens vi venter” og kan ud fra den bog godt give dig ret i dine betragtninger.
    Det er kendisfaktoren og genkendelsen der sælger – ikke kvaliteten.

    Men omvendt er der to samfundsmekanismer der taler til din og de andre ukendte forfatteres fordel

    1) De kendte forfattere vil med tiden dø, eller holde op med at skrive
    2) Folket vil læse bøger
    3) Forlagene bliver nødt til at finde nogle nye forfattere, de kan gøre til kendisser.

    Med andre ord er der en naturlig udvikling i kulturen der gør, at gode forfattere engang imellem opnår kendisstatus.

    For det er trods alt de færreste forfattere der bliver berømt på deres første bog. Bare se på Jussi Adler-Olsen. Det var da først med krimiserierne om Afdeling Q at han blev en kendisfaktor. Før det havde han skrevet 4-5 andre bøger, som først blev fremhævede efter hans berømmelse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s