Debat

Den svære dialog eller hvad skade gør en ostemad?


Noget af det første, jeg oplevede som nydebuteret forfatter tilbage i 2009, var at jeg fik mine første stryg af en anmelder. Det skal alle vel igennem, og det er ikke altid lige let. Som forfatter er kunsten at kombinere en vis følsomhed og iagttagelsesevne med en vis hårdhudethed – for når man udgiver en bog, får man også reaktioner.

Nå, denne anmelder skrev, at han krummede tæer, når han læste mine dialoger (det har jeg heldigvis aldrig fået at vide siden; tværtimod). Det gjorde nas. Jeg tror nemlig, at noget af det, der gør en romanfortælling rigtig god, er dialogen, og det er noget, jeg altid gør meget ud af i mine historier.

Når det gælder kunsten at skrive dialog, mener jeg, at der er i hovedreglen tre ting, man skal overveje – tre stilistiske valg:

  1. Dialogmarkører – altså hvordan man indrammer sin dialog.
  2. Dialogstilen – skriver man direkte dialog, tænkt dialog eller fri indirekte dialog?
  3. Dialogrealisme – hvor tæt på egentligt dagligdags sprog bør man komme?

Og så er der ting, man skal undgå (synes jeg). Det er:

  1. Adverbielle konstruktioner som i: ”Kom her”, sagde han hæst.
  2. Fantasifulde synonymer for ordene ”siger” eller ”sagde”. Som i ”Kom her,” smårallede han.
  3. 100 % realistisk gengivet talesprog

Dialog og realisme

Grundlæggende set er dialog aldrig særlig realistisk. Vi er midt inde i et narrativt forløb, hvor en beretter eller en fortæller i forvejen har udvalgt de ting, han vil have, vi skal se for vores indre blik. Det er altid et fint afmålt udsnit af den fiktive ”virkelighed”, der omgiver personerne. Forfatteren – eller hans alter ego, fortæller/beretteren – viser os ikke alting, kun det, der skaber de rigtige billeder i læserens fantasi.

På samme måde er dialog også et destillat og et nænsomt udpluk af den ordveksling, der foregår mellem personer; ikke hvert et ord, der bliver sagt.

Det er ikke realisme; romankunst er sjældent realistisk, ikke engang i de genrer som foregiver stor realisme.

Det er altså ikke den virkelige verden, vi lytter til, når vi læser dialog. Vi får kun drypvist de replikker serveret, som forfatteren synes, vi skal have med for at drive historien fremad eller at tegne personerne.

Dialogens funktion er dobbelt: At tegne personer og at videregive information, der tjener til at flytte historien. Kunsten er at gøre begge dele på én gang.

Dialogmarkører
Den gængse måde at angive dialog er ved anførselstegn ”Ja” eller ved tankestreg: – Ja.

Anførselstegn kaldes også citationstegn, fordi de netop angiver et citat.

I min verden er der en kvalitativ forskel på citationstegn og tankestreger (som rettelig hedder citationstankestreger og har en anden typografisk længde end f.eks. bindestreger og egentlige tankestreger, men det er noget, man som forfatter trygt overlader til sætteren).

Jeg opfatter dialog skrevet med citationstegn ” som værende mere lyttet, mere citeret, og altså mere som et lydspor. Dialog markeret med citationstankestreg opfatter jeg som mere tænkt, mere sanset. Ikke at noget er bedre end noget andet; det har bare to forskellige stilistiske udtryk. I Mens Vi Venter har jeg to fortællere, Finn og Fergus, og jeg lader Finn bruge tankestregen i sin dialog og Fergus bruge citationstegn. Finn er mere indadvendt og reflekterende, Fergus mere handlende og ukompliceret. Så deres dialog skal se forskellig ud, fordi den lyder forskellig.

Så er der de tilfælde, hvor forfatteren slet ikke angiver, at der er tale om et udtalt citat.

Som i dette eksempel:

Poul sagde jeg gider ikke gå hjem allerede.

I mine øjne er det bare prætentiøst og forvirrende, med mindre forfatteren er en sand mester. Mærkedage af Jens Smærup Sørensen er skrevet med den type dialogmarkering, og det fungerer fantastisk – muligvis fordi bogen har så lidt dialog, og fordi det er skrevet så intenst hørt.

Realisme – lyttet, tænkt eller konstrueret

De færreste personer i romaner taler som levende mennesker.

På dansk (i det mindste) er der pokker til forskel på talt og skrevet sprog. Ofte virker det kunstigt og forgjort – og forkert, simpelthen – hvis man skriver folks snak af ordret. (At det er en god øvelse i at skrive dialog er en anden sag – ind på en cafe og frem med notesblokken, bare de ikke opdager noget).

Vi taler som regel med et væld af grammatiske og syntaktiske fejl i vores sprog. Vi taler i hovedsætninger. Vi bruger næsten aldrig delsætninger. Hvis vi gør, bruger vi parataktisk ordstilling, som i dette typiske politiker-speak: ”Vi må nedsætte et udvalg, der kan sige, hvad skal vi gøre.” Ikke ”Vi må nedsætte et udvalg, der kan sige, hvad vi skal gøre.” Dén nakker korrekturlæseren lige på stedet, hvis jeg som forfatter lader min politikerfigur sige som i det første citat. Selvom det desværre er sådan, de taler.

Folk bander og svovler og blander deres metaforer, så det er en fryd, men det fungerer bare sjældent på skrift. Jeg har i Mens Vi Venter plukket en enkelt sprogblomst, jeg ikke kunne lade stå ubrugt hen: ”Det har vi givet hinanden håndkantsslag på.”

Dén elskede jeg, da jeg hørte den i en autentisk samtale. Så den lod jeg stå, men ellers er det vanskeligt at bruge dagligsprog ukritisk. Der røg realismen – igen.

Jeg har intet problem med at lade mine personer bande som skraldemænd, så længe det 1. bidrager til persontegningen og 2. ikke er påtaget. Så kan de for min skyld lukke sprogets værste gloser ud samt nogle, jeg selv har fundet på og som er endnu værre. Det morer mig.

Hvad man skal lade være med:

En af mine lakmusprøver for om jeg vil købe en bog er dialog. Det er ret let. Jeg står nede i boghandleren og bliver lun på en bog. Så slår jeg op og leder efter dialogen (hvis der ikke er en dialog, har jeg et problem).

Hvis der står noget i retning af:

”Hvad laver du,” vrælede hun hidsigt
”Det rager ikke dig,” brølede han hæst

Så ryger den direkte tilbage på hylden.

Hvad er problemet her? Jo, for det første er selve replikkerne ret så flade. Det er nok derfor, forfatteren (som er mig, i dette tænkte eksempel) har følt det påkrævet at kvalificere præcis hvordan personerne siger det, de gør.

Det er efter min mening slatten skrivestil at bruge adverbielle konstruktioner i dialog. Jeg er næsten allergisk over for det, for det indikerer, at jeg har med en doven forfatter at gøre, som ikke helt tror på sine replikkers styrke og derfor bare må dænge dem til med i bedste fald unødvendige fyldord.

Og så er der de blomstrende synonymer med forskellige betydningsladninger for at sige. Dem skal man lade blive hjemme i skrivebordsskuffen og så nøjes med at skrive han sagde eller hun siger. Det er alt rigeligt, hvis replikkerne i sig selv er betydningsbærende og persontegnende, og det skal de være, hver og en. Ellers må de hjertens gerne udsættes for en dødelig salve med delete-tasten.

Eksempler på god dialog

Hvad er så god dialog? Ja, det er vel strengt taget en smagssag – og som ofte er det nemmere at definere det gode ved at vise det dårlige. Men jeg prøver nu alligevel.

Jeg elsker, når Stephen King lader sine personer sige ting, ingen mennesker ville sige i virkeligheden, med en fyndighed, der hører fiktionen til. Det er noget, han kan, når han er bedst.

Her et eksempel: ”You are hell. You are a monkey. And now you are my monkey.” (Fra Lisey’s Story)

Hvem siger sådan? Ingen i Gus’ hele, vide verden. Men alligevel virker det, fordi det er musikalsk og ret mærkeligt.

Jeg elsker også, når en forfatter med kirurgisk præcision skærer en person til med få, gennemarbejdede replikker – og det er der heldigvis rigtig mange danske forfattere, der er gode til. At få vendt vores knudrede sprog til noget klart og intenst.

Jeg vil slutte dette indlæg af med et sådan stykke dialogkunst. Det er (hvem ellers) Helle Helle, der skriver sådan her i Dette Burde Skrives I Nutid (s. 75):

– Vil du have en ostemad, sagde hun.
– Nej, tak.
– Er du på kur?
– Lidt.

Prøv at lægge mærke til, hvor meget de få, korte ord egentlig fortæller os om personerne (to kvinder). Det fortæller i bunkevis om et hav af temaer, og det tegner de to personer lynende klart – og morsomt. For hvordan er man lidt på kur?
Er det ikke som at være lidt gravid?

Og hvad skade er en ostemad til, med mindre man er ekstremt kropsfikseret? Tankerne og spørgsmålene står i kø bare ved at læse den her stump.

Men det er så eventyrlig menneskeklogt og uhyggelig godt set

Og det er dialog. Når det er bedst.

Dette indlæg er oprindeligt udgivet på Litteratursiden.dk 27. 1o. 2011. 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s