Rejsedagbøger

Ortisei dag 2 og 3


24. 7. 2011. Ortisei.

Huset er bygget til alpeklima, og her ud mod haven op ad bjerget når tagskægget næsten ned til græsset, så jeg kan først fornemme regnen, når jeg lytter godt efter: En klukken, dryppen, rislen. Jeg ligger her i min seng under den toværelses dyne og håber på det bedste.

Det bliver en trist morgen. Jeg er som sædvanligt vågen før de andre, og jeg linder på gardinet og konstaterer, at det regner støt og stædigt. Skyerne hænger langt nede over bjergene. Det er søndag morgen, klokken nærmer sig ni, og jeg tager tøj på, fisker paraplyen ned og går ud i byen. Jeg vil gerne se, hvor vi er, se, om der virkelig ikke er nogle tilgængelige pizzeriaer, se, om jeg kan finde et sted at tjekke vejret.

Jeg går ned på torvet et par hundrede meter borte over den rivende flod i dalen.

Omkring mig en juvelerforretning, en cafe, en kunstudstilling, en kirke, et hotel, og det er hvad der er på torvet. Gågaden er lige sådan. Galleri, butik med træsnit, skobutik, cafe, sportsforretning og ikke en eneste restaurant. Den eneste, jeg kommer forbi, er lige som de andre vi har set – et gourmetpalads, der praler af fantastiske retter, hvilket den også hellere må, idet priserne er astronomiske.

Under paraplyen daler humøret; hvad er det for et sted, vi er havnet? Noget nager mig. Jeg kan ikke sætte fingeren på det.

Det er ikke al den alpekitsch. Ikke de mange butikker med udskårne træfigurer af brølende hjorte, muskelsvulmende bondeknægte, lidende helgener, madonnaer med kvabsede jesusbørn; en parade af smagløshed. Det er ikke de prangende altankasser med spraglede blomster.

Så slår det mig:

Her er kun gamle mennesker!

Det var det samme i går; og i dag bliver det særligt tydeligt. Alle, der går rundt her, er over 65, og de har penge og masser af tid; de har vandresko og kulfiberstave og knickers, og damerne har højt hår. Jeg er havnet på Costa del Sol, bare i alperne! Det er derfor, der ikke er nogen familievenlige restauranter i denne den dårlige smags alpine højborg!

Forklaret, men foruroliget går jeg videre gennem regnvejret. Jeg finder frem til turistbureauet. Et døgn uden internetforbindelse og uden chancer for at uploade til min blog gør mig rastløs, og desuden vil jeg gerne tjekke vejrudsigten. Inde bag skranken sidder den samme unge pige i tyrolerkjole, som ikke hjalp mig i går, og jeg henvender mig og siger, at jeg gerne vil købe et kvarter i deres internetcafe (2 €). Gerne, siger hun, hun skal bare lige bruge mit pas eller et andet Ausweis.

– Hvorfor dog det, siger jeg.
– Registrering, siger hun.

Jeg vender det hvide ud af lommerne; jeg har kun kontanter og mit dankort på mig. Det er desværre ikke nok. Sorry, sir. Nu er jeg ved at blive sur. Der er intet, hun kan gøre, forsikrer hun mig. Jeg gør det, man ellers ikke skal gøre, jeg vender mig bare om og traver ud, mens jeg sørger for at ryste på hovedet, så hun kan se det. Jeg er virkelig vrissen.

Jeg står der i regnen en søndag morgen i et mareridt af træsnit og altankasser, og skyerne driver lavt nede, og enhver udsigt til at komme i bjergene synes forsvundet. Gamle mennesker kigger på torterede helgener i butiksvinduer; cafeer åbner engang op ad dagen og serverer Strudel di Mele, restauranterne lovpriser tårnhøje priser, forbudsskilte forbyder adfærd, og regnen vælter ned og vikler hele byen ind i et spind af tristesse.

Jeg tænker, at jeg har været her i mindre end et døgn, og hvis jeg ser bare endnu én blødende helgen eller Madonna eller korsfæstet Jesus skåret i træ, eller ét til skilt, hvor der står Parkering Forbudt eller Privat eller Gourmetrestaurant & Spa, så går jeg amok.

Hvad skal vi gøre? Hvis vi ikke kan komme op i bjergene for bare regnvejr, er der ved gud og alle hans helgener ingen grund til at hænge fastsømmet her. Så må vi hellere køre hjem.

Det er den bitreste søndag morgen.

Jeg finder et supermarked, hvor alt er udsolgt af frisk brød, og mælken næsten er løbet tør. Til gengæld er der speck i trillebørlæs. Jeg synes, at denne by er en veritabel mur af uvenlighed og kulde og regn og forbud og ting, der ikke kan lade sig gøre. Bilister i opvarmede kabiner nægter at stoppe og slippe fodgængere over og ud af regnen, alle er sig selv nok; der er tydeligvis tale om regler, vi er tilbage i den germanske kulturelle sfære.

Foran endnu en butik med religiøse eller bondenostalgiske træskulpturer står en seks meter høj bronzestatue af en romersk legionær. Den er ufatteligt grim, den står som et monument over denne bys (bogstaveligt talt) himmelråbende mangel på sans for det afdæmpede og raffinerede. Den ville nok kalde på min humoristiske sans, hvis det ikke var den bitreste søndag morgen. Nu synes jeg, den håner mig våde dansker under min paraply, der gerne ville vise min familie noget smukt, og i stedet er havnet i Smagløse Regelstadt under syndfloden.

Jeg går her og fortryder. Længes ned til søen, til min balkon, til Bar & Gelateria Tremosine, til Middelhavet og varmen og den gode smag. God, billig mad, varme og komfortabel lediggang. Alternativt vil jeg gerne hjem i stedet for at sidde i regnen og se på pæne blomster og træsnittede, skæggede helgener, der henrettes under stor pine. Jeg forestiller mig at have et blødende torturoffer hængende på min væg derhjemme, og jeg gyser.

Hjemme i lejligheden tilbereder jeg en omgang røræg, og vi spiser morgenmad. Jeg er muggen og har det skidt med det; det eneste, jeg kan finde på, er at vi tager svævebanen op til Seisser Alm og ser, hvad der sker. Om ikke andet kan man gå lidt rundt deroppe, tænker jeg.

Vi klæder børnene på i regntøj og gummistøvler, pakker lidt vand og chokolade, og så går vi ud af haven og ned til stationen, hvor svævebanen begynder. Klokken er tæt på 11.

Og et mirakel sker; et mirakel, jeg ikke tilskriver nogen træhelgen:

Det bliver en herlig dag.

Oppe på Seisser Alm i 2000 meters højde er der lige så vådt som i går, og vi kan næppe ane hverken Schlern eller Langkofel/Platkofel-massivet. Men der er faldet sne deroppe, så meget kan vi se, og det overrasker os. Der ligger et hvidt snedække over 2400-2500 meter. Luften er kold og frisk, og termometret ved den lille kiosk for enden af svævebanen viser fem grader.

Vi trasker af sted over regnvåde stier og gennem sæterlandskab. Bløde men stejle bakker klædt i græs med spredte alpehytter, køer med melankolsk klemtende klokker.

Luften og motionen gør noget ved os, og jeg føler mig langt mere glad end først på dagen. Drengene hopper i vandpytter.

Jeg går og suger landskabet ind; jeg havde vitterligt ikke troet, at vi skulle kunne komme herop i dag og få så meget ud af det. Det er koldt og vådt, men regnen stopper, og vi går os til varmen.

Vi traver af sted over smalle asfalterede veje. Jeg har sat kursen mod Kompatsch, en bunke hoteller tæt på Schlern og tæt på svævebanen op fra Seiss. Det tager os mere end to timer at gå så langt, men det er fantastisk. Vi vader, og vi bliver trætte og sultne, og Emil og jeg går og taler om, hvor godt det bliver at få noget varm suppe. Og en espresso. Det vil han gerne have, bare med masser af mælk og sukker. Så det aftaler vi. Og sådan bliver det. I Kompatsch er vi ømme, trætte, våde og kolde, men vi bruger alligevel mere end en halv time i butikken, hvor der er vandresko, ski, cykler, kort, bøger, og alt det turistcrap, der altid er: Lerkrus med låg, glaskupler med sne, tyrolerhatte, der kan jodle, når man trykker på en knap.

Der er også bjergkrystal og fossile ammonitter, der er endda så-selv Edelweiss, og der står, at man får det bedste resultat, hvis man fryser potten i 24 timer, før man vander.

Der er en restaurant, hvor interiøret er i lyst fyrretræ som i går. Vi bestiller suppe og noget kartoffel-kødbiks til mig, som smager herligt. Emil får sin macchiato og mener, det er god gå-benzin.

Camilla køber sig et par nye vandresko. De gamle, fra 1999, hænger i laser, sålerne er ved at smuldre bort, og det er sikkert derfor, hun havde så store vanskeligheder med turen ned i går.

Vi mærker alle turen nu. På vejen tilbage lægger vi os i græsset, som næsten er tørt, og mærker de få solstrejf, der kommer. Alle har ondt et eller andet sted. Vi har gået i næsten fem timer, da vi nærmer os bjergstationen, hvor svævebanen kører ned til Ortisei igen. Der er 150 højdemeter op, og vi kommer til et hotel, hvor en stolelift kører, selvom det er sommer. Jeg husker den fra i går, den ender lige oppe ved vores endemål. Det koster 10 euro for os alle fire, og Camilla er mere end skeptisk, men Emil og jeg er enige, det er det, vi skal. Jeg kører op med Mathias. Det er en skøn svævetur op, og vi snakker om, at det er lige som at flyve helt rigtigt.

Vi stiger på tovbanen ned til Ortisei hen ad klokken 5. Vi har været væk i 6 timer, og har vel effektivt gået i de fire, men børnene er sjovt nok stadig ikke kørt trætte. De leger med hunden, og vi sludrer med værtinden, som ved meget og taler perfekt engelsk og i det hele taget er sød og venlig og hjælpsom.

Vi tager os en kop espresso foran lejligheden i den grønne, våde have med udsigt op til toppen af svævebanen, Mont Seuc, 750 meter oppe. Jeg synes, dagen startede skidt. Men den blev fantastisk, og det er min families fortjeneste; drengene holder dampen oppe og er virkeligt seje.

Jeg taler med vores værtinde, som jeg i tankerne tog afsked med i morges. Hun synes, vi er gjort af solidt stof. Det er ikke mange, der holder sig så optimistiske som jer i det her vejr, siger hun. De fleste ville blive sure og tvære. Det gælder om at vende situationen til det positive, siger hun, for vejret kan man ikke gøre meget ved. Jeg nikker bare.

Og så skal vi i poolen. Guddødemig, om ikke drengene vil i poolen. Den ligger nede ved floden og er fælles for mange af hotellerne og pensionaterne; den er gratis, inkluderet i prisen. Klokken er halv seks, før jeg og ungerne får os nosset sammen, og poolen viser sig at være mindst lige så god som de fleste danske badelande.

Det går op for mig, hvor de unge mennesker, der må være i denne by, opholder sig. De er her. Her er ingen over 65. Her er mange børn, og man skal have badehætte på. Hvor meget det hjælper, når folk er forkølede og har koldbrand, ved jeg ikke, men badehætte skal man have på. Det dækker for de flestes tilfælde helt op imod 50 % af håret; resten hænger ud under hætten, selv mit korte gør det også.

Der er stor pool (indendørs), dampbad, vandrutsjebane og en udendørs, opvarmet pool med bobleeffekt. Gratis. Men tidsbegrænset efter et indviklet system, hvilket jeg bruger til min fordel. For jeg kommer til at tænke på, at supermarkedet lukker klokken nitten. En halv time i poolen, så løber vi hjem, henter Camilla, løber ned ad bjerget igen, krydser floden og når supermarkedet ti minutter i 7.

Handler ind i en tilstand af tæt på panik.

Vi går hjem med vores indkøb, passerer den romerske legionær i bronze, og Emil mener, den mindst må koste et par tusind euro at få med hjem. Jeg fortæller ham, at jeg skal have mindst et par tusind euro for at tage den med hjem.

Jeg ved ikke, hvem der har puttet nye batterier i Mathias. Han skal ud og lege bjergbestiger med sin nye tyrolervandrestok, så han knokler op og ned af de grønne bakker under svævebanen. De er stejle, men det anfægter ham ikke, han løber og ned.

Vi laver mad i køkkenet, og under middagen kommer trætheden alligevel frem.

Vi har haft en god dag. Børnene har ikke mærket noget til min nedtrykte tilstand til morgen, og jeg tror, de har fået oplevelser med sig, som de ikke sådan lige glemmer.

Jeg synes, de har været stærke og seje i dag, og jeg er stolt af dem. Tester man dem, viser de sig at have ressourcer, der langt overstiger deres egne forventninger. De ved slet ikke, hvor stærke de er. De kan blive ved og ved.

I morgen håber jeg, vejret arter sig.

For så skal vi ud på den helt store.

25. juli 2011

Jeg vågner i vores dobbeltseng med toværelsesdyne og ligger og lytter. Camilla er gået ud efter brød og mælk. Vi har fundet mørklægningsgardinerne, jeg kan næsten ikke vågne.

Jeg lytter, og det risler ikke, drypper ikke. Jeg rager ud og får kontaktlinser i øjnene, og uden for kan jeg se, at skydækket ligger højt. Der er faldet ny sne på bjergene, men der er blå himmel i spredte klatter i det grå. Det ser ud til, at det kan lade sig gøre at komme højt op og gå en lang, solid tur.

I min bog om bjergvandring i Dolomitterne med børn står der, at turen rundt om Langkofel varer ca. tre timer og er let og behagelig med børn. Det forlader jeg mig på. Jeg har selv været deroppe, for tredive år siden eller deromkring, og jeg kan huske, at det ikke var skidenemt, men jeg nærer blind tillid til Rudolf og Siegrun Weiss og deres venlige bog.

Jeg har bogen ved siden af mig nu, og jeg citerer, frit oversat fra tysk:

“Rundt om Langkofel. Vandretur med mange attraktioner.
Fra 6 år, 3 timer og femten minutter. En vandretur er intet problem for børn.”

Og så videre. En slentretur i grønne enge. Jeg tænker selv tilbage på min egen tur for så mange år siden, husker turen op i gondolbane, husker de vilde og stejle bjergvægge, husker, at vi gik bundet sammen med tov. Som de eneste.

Vi gik over klippe, kan jeg huske, og der lå klatter af gammel vintersne her og der, som vi skulle gennem. Jeg husker, at udsigten ned over Seisser Alm mange hundrede meter nede var afsindig smuk.

Rudolf og Siegrun Weiss er af den opfattelse, at denne vandretur er et grineflip for spædbørn.

Jeg fladlandsdansker er af en anden opfattelse. Jeg går undervejs og tænker, at Herr Weiss ligner en af dem, vi møder på vejen. Senet og sej og med lange sokker, tyroler-chick i zip-off bukser, psykopathat og funktionel jakke. Nøddebrun og mager drøner herr Weiss op ad isede bjergsider, fem, seks hundrede højdemeter op, og han synes, det er herlig spas. Han har en hvilepuls på 40 og et BMI på 18. Han kan indånde ren kulilte og alligevel tage to hundrede englehop, mens han fantaserer vådt om de Madonnatræsnit, han skal hjem og lave.

Der vader han af sted og fantaserer om, at der må være et marked for en bog om at tage børn med i Dolomitterne. Han noterer sine egne tider ned og tager udgangspunkt i dem. Og skriver en bog, som jeg køber over Amazon.

Vi kører op gennem byerne; Santa Cristina, Wolkenstein og op til Sella-passet. Jeg holder ind til siden fra tid til anden, når herr Weiss i sin Alfa Romeo er ved at sprænge milten af raseri over en dansker i en Scenic, som kun kører firs i hårnålesvingene.

Herr Weiss blæser forbi i en sky af testosteron med mobiltelefonen oppe ved øret, når jeg endelig finder en vigeplads. En kilometer senere holder vi, kofanger ved kofanger, fordi der kører en gummiged i sindigt tempo op over bjerget.

Oppe i passet, i 2200 meters højde, går gondolbanen op til kløften mellem Langkofel og Platkofel, eller på italiensk, Sasso Lungo og Sasso Piatto.

Vi giver ordet til Herr Weiss:

“Langkofel dominerer Gardenadalen. At vandre rundt om denne udtryksfulde bjergklump er intet problem for børn, idet den første attraktion, gondolbanen, går helt op til Langkofelkarret i 2700 meters højde.”

Intet problem?

To mænd guider os. Jeg har Mathias med mig i min gondol, og vi bliver intenst anvist pladser. Da gondolen runder det store, vandrette trækhjul, forstår jeg hvorfor. Det går hurtigt. Jeg springer ind i den lille, hvide gondol, og de to mænd nærmest smider Mathias ind til mig. Her står vi og kan se Camilla og Emil få samme tur efter os. Gondolen er lille, og der er huller i metalgulvet. Der er kun lige plads til mig, vores rygsæk og Mathias.

Han er så sej, den lille. Han er måske urolig ved det. Vi driver af sted, opad i vores lille glasfiberkokon, over vilde og rå klipper, og hele tiden går det op mod bjergstationen, hvor vi kan se, der ligger sne. Ikke bare et lille pulver, men ægte, dyb sne.

Mathias synes, det er skægt. Han vil bytte plads, så han kan se opad, og vi ser klippesiden glide forbi, ikke to meter fra os. Ingen marmotter. Kun deres huler.

Til gengæld er der dyb sne; istapper på tårnene, som kablerne bumper henover.

Jeg kan mærke, at Mathias er lidt beklemt ved det, men han føler sig tryg hos mig. Han siger, at Marie (Lenas datter) sikkert ville synes, det var forfærdeligt. Jeg siger, at Marie sikkert ville elske det, fordi hun godt kan lide vilde ting. Nå ja, siger han, det er også rigtigt.

Oppe gør en mand fagter til mig. Vi skal vende os mod døren. Der er to mand til at hive folk ud af gondolerne. I modsætning til større baner er der ingen forsinkelse på, gondolen fortsætter i samme fart rundt om sit hjul og ned igen, så man må se at få røven med sig. De flår Mathias ud og griber mig, da jeg springer af.

Få øjeblikke efter flår de resten af familien ud.

Så er vi her. Der ligger dyb sne, luften er kold og frisk, og under tagskægget på bjergstationen hænger lange istapper. Klippesiden er våd af smeltende sne. Vi er pludselig havnet i vinterkulden her i kløften mellem de to umenneskelige bjerge.

Emil har haft det skidt undervejs; flyvesyge, siger han. Der går lidt, før han er klar.

Jeg tænker, at det er skidt, at ingen af os voksne har en stav at gå med. Vi har ikke villet købe vandrestave; de er stjernedyre. 25-30 € per styk; det er vanvid.

Nu kunne vi godt bruge dem. For vi kommer ud på hvad der kun kan betegnes som virkelig klatring.

Vi er i små 2700 meters højde, og herfra går det nedover mellem de to bjergtinder. Stien er uhyggeligt stejl, og der ligger dyb sne, som allerede nu er pakket til is af de mange, der har gået her før os i dag. Vi tager hænderne til hjælp, men det kræver, at man sætter dem på bjergvæggen, hvor der enten ligger klar is eller dyb sne. Så vi begynder at fryse.

Det er os voksne, der har det sværest. Børnene har deres stave, som er dem til god hjælp. Vi går i en lang række af vandrere ned over, og C. og jeg er stort set de eneste uden vandrestave. Vi kurer på røven, går baglæns, kravler ned; det er afsindigt hårdt. Under os ser vi en parade af vandrere, der selv med stave kæmper i det sindssyge føre. Det er koldt, det er stejlt, og det er farligt.

Det tager os en time at komme ned over det øverste, stejle stykke med is og sne. Langsomt bliver den glatte klippe under fødderne til løse sten, som man sagtens kan glide i, men det er alligevel lettere terræn.

Jeg husker slet ikke, at det var så stejlt, så vildt. Over os rejser sig lodrette bjergsider; de højeste tinder på Langkofel er 3200 meter, og det går vitterligt lodret op mod spir og tårne mod den blå himmel. Jeg ser et jetfly trække streger over himlen, og den ser ud, som om den er langt nede. Måske er vi bare højt oppe.

Vi er nede af den første, vanvittige skråning. Den havde ikke været noget problem uden is og sne. Men is og sne var der.

Efter to timer kommer vi til den første bjerghytte. Her vrimler det med vandrere i alle aldre og i flere racer; der er nogle, der har taget deres hunde med. Vi ser en mand med to mikroskopiske hunde i en rygsæk, og vi spørger hinanden hvorfor.

Jeg har egentlig kundgjort, at det er for tidligt til mad, men de serverer en pasta med tomatsovs, så savlen driver, og vi er sultne, mig og drengene. Så det er det, vi får. Her under de vilde klippesider, på de hvide banker af småsten, sidder der vel to hundrede mennesker, nogle på vej op, andre på vej ned, og spiser frokost.

Disse alpehytter er altid rare at være i. Alle er her i samme ærinde. Alle er klar over, at dette er en redningsstation lige så meget som det er et spisested. Maden er basal, næringsrig og velkommen. Kaffen er ekstra god, fordi man er kold og træt. Det er i hvert fald lige noget for mig.

Videre.

Stien bliver lettere, men stadig udfordrende. Den går som en altan rundt om bjerget, snart ned, snart op. Vi passerer et hold køer med store klokker om halsen, som uanfægtet har stillet sig midt på stien og ugerne flytter sig, selv med et klap i røven.

En stejl stigning, og vi er oppe på toppen af et fremspring, lige under Langkofel, med en umådelig udsigt over Seisser Alm. Landskabet veksler bestandigt. Nu går vi ind i en skov, der har sat sig til at vokse i et landskab af gigantiske klippeblokke; tydeligvis kastet bort af bjerget, der rejser sig i al sin mest titaniske pragt nu. Nordsiden af Langkofel er ikke bare lodret, den er næsten uden fremspring eller sprækker; som en silo står den, en bar og glat fjeldside, tusind meter lodret op lige over os. Det er vildt, det er fantastisk, det er lige hvad jeg havde forestillet mig.

Mathias går forrest. Vi har gået i over fire timer, nærmer os de fem, og jeg vader fremad og undrer mig over, hvad det er for en energi, han besidder. Han finder vejen for os, og samtidig går han og synger og nynner og fløjter for sig selv. Hvorfor er han ikke træt? Det er jeg. Jeg kæmper op ad de stejle stigninger, der kommer nu. Hele tiden skal man have hænderne til hjælp, når man skal forcere et klippefremspring, der måske er en meter højt, og der er en skråning på et par hundrede meter ned til venstre, så man må hellere lade være med at skvatte.

Forbi et vandfald med iskoldt, frisk vand fra tinderne på Langkofel, forbi den mest bedårende lille sø. Den er ikke større end et havebassin, men den er særlig, fordi der i øvrigt ingen søer er i landskabet her. Midt i søen ligger en hvid klippeblok, og på klippeblokken vokser et tykt forvredent fyrretræ, som krøller sig op mod himlen. Det ligner et japansk tempeltableau, men er ren naturkraft.

Vi møder en tysk familie, som vi har set et par gange i dagens løb. De har en lille dreng med, som klager sig bestandigt. Han kan ikke mere, han er træt, han vil hjem og så videre.

Jeg viser faren mit kort i forholdet 1.25 000. En centimeter på kortet er altså 250 meter, og han bliver optimistisk; så kan det kun tage lidt under en time at nå til parkeringspladsen. Jeg er ikke nær så kæk. Jeg kan se, at den vej, vi har tilbagelagt hidtil, intet syner på kortet, men har taget os fem timer. De har stave med sig; købt i Aldi, siger konen. Til ingen penge. Her koster én stav op mod 30 €.

Vi traver op mod den sidste bjerghytte på vejen, Rifugio Emilio Comici, i 2150 meters højde. Her er jeg så træt, at jeg næsten ikke kan slæbe mig op over det sidste stykke.

Cola og kaffe; let regn, dyb udmattelse. Over os klippevæggen.

De øde, stationære stolelifte, den kække tjener i forklæde, bevidstheden om, at vi snart må være fremme ved udgangspunktet.
Et skilt annoncerer, at der er 40 minutter til parkeringspladsen. Bjergsiderne går op og ned, og mine ben gør ondt på uvante steder.

På det sidste stykke går vi en tid ved siden af nogle amerikanske turister. De har alt grejet, og de vader af sted. Mens de passerer os, overhører jeg brudstykker af deres samtale.

Dette er sandt: De taler om at surfe. De kommer fra Californien, og de taler om bodysurfing kontra alternative surfing-metoder. De taler om alle de gode steder.

En pige med lange ben klikker med sine vandrestave, drøner forbi os, lige under et af Europas mest imposante bjergmassiver, og udtaler følgende, og jeg citerer:

I need a beach vacation.

Noget er råddent i den vestlige verden. Det fornemmer jeg klart og tydeligt. Når folk på én dyr ferie allerede går og planlægger den næste, dyre ferie, så bestiller vi for lidt. Der kommer lidt Poul Schlüter op i mig her, men også lidt Gert Petersen: Det går ikke, at vi kun tænker på at more os. Vi skal også arbejde for fællesskabet. Hold kæft, hvor jeg går der og bliver fornuftig at høre på.

Vi når frem til Stenbyen, som vi har talt om hele turen. Det er et område, hvor gigantiske blokke er rullet ned fra bjerget og har dannet et vildnis af skarpe klipper. Stien her er vild, og børnene leder efter bjergkrystal.

Jeg selv går afsides og får mig en god gammeldags skidetur, siddende på et naturligt das af hvid dolomit, som jeg finder. Det har sin egen charme.

Efter seks en halv time når vi parkeringspladsen, for min del mere død end levende. Jeg ser vores bil. Der er hundrede meter. Der er halvtreds meter. Der er tredive meter. Jeg finder nøglerne frem og udløser centrallåsen.
Der er femten meter, ti, fem, en, jeg åbner bagsmækken og smider min rygsæk ind, ligeglad.

Vi starter bilen, og det første, vi diskuterer, er hvornår vi skal i poolen.

Mathias har vadet hele dagen, frisk som en sveske, været glad og set lyst på alting, og nu bryder han sammen, fordi jeg siger, at jeg ikke tror, vi skal i nogen pool i dag. Vi er for trætte, etc. Så begynder han at græde, og det kan jeg ikke bære, at nogen skal græde på vores sidste feriedag, ikke når de har gjort det så fantastisk.

Det tager mig to sekunder at fortryde. Og jeg lover, at vi skal i poolen.

Hvorpå han falder i søvn.

Her er smukt, i Gardendadalen. Her er også mange mennesker, og mindst dobbelt så mange skulpturer af træ.

I Wolkenstein dirigeres vi af politiet; her er så intens trafik, at der skal en øvre magt til at få os til at gøre som det nu er bedst. Brogede blomster hænger ud over altankasser; jeg sidder og tænker på, om der mon findes et regelsæt, en lokalplan, der pålægger indbyggere at dyrke hortensia i deres altankasser for at holde på formerne?

Vi stavrer ud af bilen; ømme i ikke-eksisterende muskler i fjerne afkroge af ben og ryg og mave.

Et kvarter efter er jeg på vej ned til poolen med to drenge, som ikke ser ud som om de har gået seks timer i vildt og krævende bjergterræn i dag. De hopper og løber ned ad vejen til floden.

Vi bader en times tid i den lækre offentlige badeanstalt; jeg får endda lov til at sidde i dampbadet, som virkelig er delikat. Det er et indelukke af matteret glas midt i svømmebadet. Bænke, gulv og benoplægningsplatformene er dækket af spraglet glasmosaik, og der er sart indirekte belysning. Jeg sidder og lader dampvarmen løsne mine pinte muskler.

Det her svømmehalløj er mange gange lækrere end for eksempel Marina Fiskenæs. Men livredderne er strikse, og man skal have badehætte på og opføre sig ordentligt. Den germanske kultursfære, som nævnt; autoriteter pisser man ikke på; de er samfundets tinde, enhver ungersvends vådeste drøm, selvom han kun kan gå rundt i klipklapper og badeshorts.

Jeg fatter ikke, hvad der sker med ungerne efter badet. Nu skulle man tro, de var særligt trætte. Men nej. De griner og pjatter hele vejen hjem, og da vi er hjemme, griner de og pjatter med hunden, der bor her.

Den er også sød, godmodig og langpelset og vild med børn.

Vi laver en slags aftensmad og sidder og hænger, mens drengene fniser og pjatter.

Nu sover de.
Jeg sidder og tænker på, at vi skal køre hjem i morgen formiddag. Jeg kan kun håbe, at trafikken kommer til at glide, at vi måske når hjem engang i morgen nat.

Jeg har ikke styr på, hvor langt der er hjem. 1300 kilometer, noget i den stil. Det kan gå glat, det kan gå langsomt. Der er hele Tyskland at nedkæmpe. Det kan gå, som det gik herned; hvor man syntes at flyve i lange passager. Nu må vi se.

Jeg tænker, at det har været en god ferie. Jeg elsker at være sammen med ungerne på den måde; i år har der været den ekstra dimension, som jeg nok skal vænne mig til, at de finder venskaber og bliver småforelskede og synes, at det er det, der var det bedste. Emil har så sent som her til aften sagt, at han savner Mathilde.

Men vi har oplevet intenst og stærkt og har udfordret os selv, især i de sidste par dage.

Jeg vil gerne gøre det her igen. Frem for alt vil jeg gerne rejse med mine børn; de mestrer stort set enhver situation og er langt stærkere, end de selv ved. Jeg elsker dem meget, meget højt.

En ferie er en banal ting, ligesom en blog om en ferie er en banal ting. Jeg skriver for at huske, for at kunne se klart bagefter. Og hvis andre end jeg kan få lidt glæde af disse noter, er det kun en glæde for mig.

Tak for denne feriegang.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s