Rejsedagbøger

Ortisei dag 1


Grundet udfald i internetdækningen i Val Gardena kommer her, med et par dages forsinkelse, min dagblog fra lørdag:

23. juli 2011

Vågner til endnu et hæmningsløst regnvejr. Der smækkes med døre og der støvsuges. Det er hjemrejsedag for ganske mange af gæsterne. Børnene sover videre, mens vi pakker og regerer.

De får lige lov til at sige farvel for anden gang til pigerne, inden vi afleverer nøglen og får bilen pakket. Regnen stilner en smule af, og vi parkerer i Pieve (20 cent i timen) og får en gang morgenmad på Tremosine Bar & Gelateria. Indehaveren, Gemma, siger, at jeg taler godt italiensk. Jeg er smigret; forklarer, at jeg nok forstår væsentlig mere end jeg kan udtrykke. Det synes hun er helt normalt, og vi skilles som venner. Jeg har ellers altid opfattet hende som lettere sur, lettere forvirret, men hun ejer altså biksen her på toppen af klippen. Og hun arbejder som et svin; så meget har jeg da set. Hun driver en forretning, der næsten ikke kan mislykkes – hun har vel nok Gardasøens bedste udsigt som sit forretningslokale, og hun serverer Spritz og kaffe og fantasifulde isdesserter dagen lang foruden en sandwich og en toast til morgenmadshungrende turister. Hun har blødt lidt op ugen gennem, jeg tænker mig, at det er på grund af mit uforlignelige konversationstalent.

Seriøst. Her er en tanke. Jeg kender så mange, der altid og hvert år kommer hjem med dårlige oplevelser fra en ferie. Og de vender det altid mod landet, de har været i. De pakker det ind i undskyldninger om en såkaldt nationalkarakter, som alle indbyggere i det pågældende land tænkes at besidde. For eksempel er alle franskmænd ubehøvlede og snobbede, og alle italienere er dovne, finner går med kniv, listen er endeløs. Det er alt sammen noget vås. Jeg har rejst en del, og jeg skal virkelig, virkelig grave i min hukommelse for at finde bare en eneste gang, hvor jeg er blevet behandlet dårligt af nogen eller talt uhøfligt til. Forklaringen er så tudesimpel, at det burde være indlysende for enhver, men er det givetvis ikke: Det starter hos dig selv. Mød verden med åbenhed og med tillid, og du vil opleve tillid og åbenhed. Det lyder som konklusionen på et af disse feel-good foredrag, der er mange af i omløb; pakket med selvindlysende banaliteter, men denne banalitet er nu født af min egen erfaring: Snak med folk. Vis dem respekt. Viser de dig lidt mindre respekt og lidt mindre velvilje, end du kunne ønske dig, så giv dem endnu mere respekt; vis dig som den bedre part, og resultatet er stort set altid det samme: Du får en god oplevelse med dig hjem. Jeg har ikke oplevet en eneste snobbet franskmand på alle mine ture til Frankrig. Jeg møder altid kun venlige mennesker, og jeg er aldrig blevet snydt. Hvorfor? Fordi jeg er af den overbevisning, at folk ikke snyder andre. Fordi jeg ved, at vi spejler os i hinanden.

Klokken er elleve, da vi for sidste gang kører ned gennem Brasaslugten.

Et par timer, havde jeg forestillet mig det ville tage at komme til Ortisei. Et par timer. Det tager os næsten seks.

Først holder vi i kø stort set fra Limone til et godt stykke nord for Riva del Garda. De første 75 kilometer tager os to timer, og det er afsindigt enerverende. Trætte og sultne standser vi ved det første, det bedste pizzeria, midtvejs på landevejen mellem Riva og Trento. Vi diskuterer et øjeblik i bilen. Nogle er sultne, andre bare tørstige, skal vi køre videre eller gå ind her? Vi vælger at gå ind her, hvor vi nu engang er havnet.
Og hvem sidder der?
Den fynske familie.
Det er alligevel et sammentræf, der vil noget. Der er en vis gensynsglæde; det er sgu ligegodt for utroligt.

De kører videre, men først efter at pigerne ytrer et ønske om, at vi måske kører forkert og i sidste ende ender på det hotel, hvor de skal bo og vandre i alperne de næste dage. Det kan vi trods alt ikke love.

Køreturen er opslidende. Jeg er træt efter i går, efter at være kommet for sent i seng og lidt for meget rødvin, tidligt op, knokle op og ned ad trapperne med bagage i øsregn og siden bare holde i kø og kø og kø.

Vi drejer fra motorvejen nord for Bolzano og sender en tanke til alle de mange bilister, der skal fortsætte nordover på en mildest talt sindssyg rejsedag. Jeg håber og beder til, at det forhold, at vi kører hjem tirsdag, vil give os lidt lettere betingelser. Jeg frygter allerede Hamborg.

Ortisei, og det pisregner igen. Selv tyroleridyllen virker en anelse forkølet under de drivende, forrevne regnskyer. Jeg finder relativt let Via Vidalong, men hotellet kan jeg ikke finde. Country House Dolomiti. Her er et problem: Mine rejsemails ligger i min Gmail. Den kræver netforbindelse. Det har jeg ikke. Jeg roder med min iPhone, men der sker intet, og regnen vælter ned, og vejene er stejle og snoede. I over en time kører vi rundt i den skide by og kan ikke finde vores hotel. Via Vidalong er kort og antallet af huse og hoteller overskueligt, men der findes ikke noget Country House Dolomiti. Træt og sur finder jeg ved et lykketræf byens turistbureau. Jeg har smidt bilen med familien i et eller andet tilfældigt sted og går på lykke og fromme rundt i regnen; det er sen eftermiddag, det er lørdag, og her er gråt og lukket. Men turistbureauet er åbent. Jeg går ind, og der sidder tre piger i tyrolerdress bag skranker og smiler pænt, men jeg er vrissen og tvær, og pigen forklarer mig, hvor jeg skal køre hen for at finde Via Vidalong. Der har jeg været, siger jeg, tre gange op og ned, og det findes ikke, det der forbandede Country House. Jo, siger hun, Country Club San Durich findes skam, lige præcis dér. Hun prikker i kortet, som er af en sådan detaljeringsgrad, at en globus ville have været lige så nyttig. Jeg synes ikke, det hed sådan i min korrespondance.

Gram i hu kører jeg for fjerde gang op ad Via Vidalong, og denne gang ser jeg det. Et hjemmelavet gult skilt på en gitterlåge, der står halvt åbent. Der står: Country Club S. Durich. Under ordet Club har nogen med sort skrevet ordet House. Man kan åbenbart selv vælge, hvad det sådan skal hedde.

Jeg kører ind og parkerer. Her er ingen. Huset er stort og tyrolsk og ligger i en frodig have, og der, hvor vi parkerer, står en gigantisk hest i en lille fold og skeler skeptisk ind i regnen. Jeg går rundt om huset, banker på, der sker intet. Til sidst stiller jeg mig hen og spørger hesten, om det er her, vi skal bo. Den svarer ikke. Den er stadig skeptisk.

Jeg spotter en ældre kvinde oppe på en balkon og råber hende an. Det er hende. Dette er stedet. Det har taget halvanden time, siden vi kom ind i byen, men nu er vi her.

Lejligheden er pudseløjerlig. Der er to store soveværelser og et køkken/alrum, et badeværelse og egen indgang fra haven. Ved siden af haven, og nærmest hen over hustaget, sejler røde gondoler; det er svævebanen op til Seisser Alm.

Her er aparte møbler i en blanding af nyt og gammelt; puder og billeder og ting og sager. Tunge bjælker under loftet og pudsede vægge i varianter af citrongult; jeg ved ikke om jeg vil kalde det smagfuldt. I et sommerhuskatalog ville de kalde det ”personlig indretning”.

Klokken nærmer sig fem, og der er ophold i regnen og et solstrejf her og der. Jeg aner de tinder, jeg gerne vil op i nærheden af, Langkofel ikke mindst. Vi tager en kvik beslutning, hiver vandregearet på og går ud gennem havelågen og ud på de grønne enge direkte under svævebanen. Manden i billetlugen advarer os; de stopper driften klokken 18. Vandreturen ned tager to timer, og der er vådt. Vi klør bare på. Hopper på svævebanen og bliver trukket op over grønne marker og dybe skove, mens Ortisei forsvinder længere og længere nede. Jeg tror, børnene synes, det er skægt, men de er helt oppe at køre af uforløst energi efter så lang tid i bil.

Seisser Alm, og det er mere end tredive år siden, jeg sidst har været her. Solen er brudt igennem, og landskabet er blødt og grønt, kranset hele vejen rundt af vilde bjergtinder. Schlern, Platkofel, Langkofel. Det er afsindigt smukt. Drengene ænser det ikke. De hopper og løber på stien ned fra svævebanestationen. Der er en gård med kaniner og æsler og sågar et par lamaer foruden nogle tykke ponyer, hvoraf en ser ud som om den har bagenden fra en zebra og forenden fra en normal hest, og det får dem alligevel til at vågne op. Vi går nedad gennem skov og langs dybe slugter, 750 meter ned, faktisk. Den sidste del af turen er stejl og føret er fedtet; det er ikke altid lige sjovt. Man glider og kan ikke stå for godt fast, og stien er smal og stejl med dybe skrænter ned gennem skoven til den ene, snart den anden side. Det tager os et par timer at nå ned til Ortisei igen, våde og trætte alle mand. Det regner igen, og det tager fart; da vi går ud for at spise halv ni, er der tale om decideret skybrud.

Våde, trætte og sultne står vi midt i Ortisei og ser os omkring. Her kommer der hver vinter tusindvis, måske titusindvis af velbeslåede skiturister for at slå sig løs i et skieldorado. Her kommer hver sommer andre tusinder af turister for at vandre. Jeg tænker på, hvad de mon gør for at holde sig selv i live, mens de er her. For de kan umuligt gå ud at spise. Her er ikke en eneste ærlig restaurant, som vi kan få øje på. Et par barer, nogle forretninger, der sælger speck og brød og vandresko, men ingen restauranter. Vi finder en til sidst, og om det er en ærlig restaurant, vil jeg ikke dømme om, men dyr, det er den denondestejleme. Her er lagt yderligere 40 % på priserne på standardrepertoiret i forhold til Limone, som vi syntes var dyr nok endda. En pizza til 12 euro, eksempelvis: det er hårrejsende.

Pølser og pommes frites til børnene, en udmærket spaghetti pomodoro til mig (den billigste ret på kortet, 9 euro, men god), og en kartoffelsuppe til Camilla. Børnene udmattede, men alligevel i humør til at fjoge og grine. På et tidspunkt sidder de begge og hænger op ad mig, og jeg må indrømme, at jeg nyder deres hengivenhed. Grappa og espresso til mig, tiramisu og is til de andre, og vi vader hjemad, opad, i stride stråler af iskold regn. Jeg er bekymret; hvis det regner sådan i morgen, kan vi ikke komme i bjergene, og det var i og for sig hele pointen.

Jeg tror, børnene er ligeglade, men hele ideen er at de her skal have en på opleveren med noget, som er nyt og anderledes og uvant for dem. De skal opleve at blive trætte oppe i højderne, at vandre, at holde rast med chokolade og kiks og en svimlende udsigt. De skal ikke bare i poolen, fandeme nej. Jeg nægter at sidde de næste to-tre dage ved en indendørs pool, så vil jeg hellere hjem.

Jeg er træt. Det har været en af den slags dage på en ferie, hvor tingene ikke rigtig vil flaske sig. Bortset fra de første 30 minutter af vores vandretur har det været en kamp i dag.

Oh, well. Jeg vil i seng nu. Jeg skal se, om Camilla og jeg kan finde ud af at sove under én dyne. Den er godt nok lige så stor som en toværelses lejlighed, men mon ikke, der opstår dueller i nattens løb om overherredømmet; vi tenderer begge mod en vis dyneimperialisme.

Det regner endnu. Det pisser ned.

Giv mig styrke.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s