Rejsedagbøger

Tremosine dag 6: Om fitness og om vejrfænomener


Morgen.

Halv otte. Jeg er oppe som den første og mødes af den første decideret skyfrie himmel, vi har set endnu. Det lufter en smule, men solen er varm og vidunderlig oppe over Monte Baldo.

Lister mig til at lave kaffe så lydløst som muligt, men ungerne rører på sig.

Planerne for i dag: Der skal bades. Ungerne har fået lovning på, at de må være i poolen til klokken 5, og så må C. og jeg skiftes til at tage på småture. Jeg selv skal op og ned ad stien til den gamle havn igen. Af to grunde. For det første var jeg rystet over mig selv den anden dag – det var langt hårdere end jeg havde ventet det. For det andet skal jeg gøre noget for at holde blodsukkeret nede. Jeg er kommet af sted med alt for lidt insulin og må virkelig holde hus med det. Der er tre udveje, som kan kombineres til god effekt: 1. Spise så lidt kulhydrat som muligt. Svært i Italien, når man elsker brød og alle de gode pastaretter. Derfor rent kød- og grønsagsmad i går og kun yoghurt naturel med frugt til morgenmad. 2. Motionere hårdt og længe. 3. Drik lidt mere rødvin! Alt i alt ikke en dårlig cocktail. Jeg har foreløbig styr på glukoseniveauet, men jeg ved, jeg løber tør om et par dage. Så er vi i de høje alper for at vandre, og det udligner sig formentlig der.

Efter klokken 17 agter vi os til Limone. Camillas taknemmeligt lille shoppinggen vil ud og lege, og hun har set sig lun på nogle sko. Jeg for min del har set mig lun på at spise til aften i skumringen helt nede ved søen. Drengene har set sig lune på et par danske piger, som tilfældigvis også skal til Limone i aften.

I går aftes sluttede vi af med en isdessert til ungerne i baren ved den spektakulære terrasse. Dobbelt espresso til mig; lidt af en intern kamp med mig selv, for deres isdesserter og frosne drinks med hjemmelavet is (q. v. gin-og-tonic is) er forrygende. Efter restauranttid mødes folk her. Med 2000 indbyggere i hele kommunen og vel knap 400 indbyggere i selve Pieve er det ikke underligt, at man allerede efter nogle få dage begynder at kende flere ansigter. Tjeneren fra Miralago og kassedamen fra supermarkedet mødes, får en fyraftensøl eller en campari soda; relaterer dagens begivenheder fra fronten, alle turisternes idiosynkrasier får en tur i tørretumbleren, men de smiler og siger buona sera, når de får øje på én.

De andre står op så småt. Jeg vil ind og lave røræg. Og så skal jeg ud at gå. Og den skal ikke have for lidt.

Eftermiddag.

Jeg må indrømme, at vandreturen i mandags chokerede mig lidt – rettere, hvor ringe, jeg selv var til at gå opad. Det har naget mig lige siden, så i går bestemte jeg, at jeg ville prøve turen igen, denne gang alene og godt forberedt, med rigeligt vand og uden de tunge vandrestøvler. Det er mere end 10 år siden, jeg sidst har vandret i bjerge, og meget er sket siden da, ikke mindst en gang type-1 diabetes, men alligevel var jeg rystet over mig selv og min ringe form.
Måske har det noget at gøre med mental forberedelse. Måske bare stædighed. Men i hvert fald gik turen helt anderledes i dag. Jeg brugte 34 minutter om nedstigningen (mod en time i mandags), gav den også alt, hvad den kunne trække, med lange skridt og høj puls. Høj sol, og skråningen vender stik øst, så den får fuld blæselampe om formiddagen, mens Malcesine ligger i skygge endnu. Jeg går og tænker over, hvad jeg har læst i turistguiden fra kommunen – at der her under bjerget er fundet spor af neolitisk beboelse. Jeg tror det gerne. Cirka en fjerdedel nede fra toppen er der en dyb grotte, hvor man har indrettet et lille Madonnakapel. I grelt azurblå har man malet klippen, og midt i står en kitschet porcelænsfigur af Jomfru Maria ved indgangen til grotten. Et oplagt sted at slå sig ned som stenaldermand; beskyttet og med adgang til vand og mad nede ved søen. Også i dag rummer den slags grotter en urfascination, så selvfølgelig har moderne katolikker tanker om, at grotten er et helligt sted.

Hvor gammel stien er, tør jeg slet ikke gisne om. Tremosine er mindst 1000 år gammel som by, igen ifølge turistbrochuren, stammer fra tiden før incastellimentobevægelsen i middelalderen. Det var her, italienerne rykkede fra små landlige bebyggelser og spredte gårde ind til borge og bag mure; det var urolige og farlige tider.

Jeg står og sveder nede ved søen. Den lyser grønt under en skyfri himmel, og bølgerne er høje, mindst en meters penge. De slår mod stensætningen.

Så nulstiller jeg uret og begiver mig opad. Først hen over vejen, så op ad en stejl trappe til man når den egentlige sti. Jeg finder ind i en god rytme, jeg sveder, jeg må stoppe og få vejret fra tid til anden, men jeg knokler på, kan lide det. Jeg trøster mig med det gode gamle engelske fitness-bonmot: Fitness is not about speed, it’s about recovery time.

Min recovery time er fin. Jeg gisper efter vejret i tyve sekunder, et halvt minut, når jeg står stille, så flader pulsen ud og mit åndedræt finder sit leje. Jeg når toppen af stien efter 46 minutter og kan ikke forstå, hvorfor det var så svært den anden dag. Mental forberedelse? I hvert fald er jeg våd af sved og har gummiben, men har det i øvrigt fint, da jeg sætter mig i baren på toppen og bestiller en cola – med sukker – og en espresso – med sukker.

Måske er det noget pjat. Men mandighed sidder til dels i fysikken, og min har alle dage været god. Den har været bedre, bevares. Men jeg er ganske tilfreds med mig selv alligevel. 7-800 højdemeter på under halvanden time uden at ende som død er vel okay.

Stærkt lugtende traver jeg hjemad og støder til Camilla og børnene ved poolen. Jeg tager en kold dusch og hopper i vandet. Men ungerne har ikke tid til at lege; de er så perfekt matchet med de to søde piger fra Fyn, at man til tider føler sig en anelse uden for. Camilla går ned til byen, og jeg sludrer med pigernes far. Søde forældre, som vi snakker godt med; det er dejligt med nogen, man kan tale med så let og frit.

Jeg lægger mig og læser lidt, træt, men ikke så træt. Jeg når kun at rage mig en gedigen solskoldning på lårene til. Ungerne har fundet ud af at løbe ned i pizzeriaet ved poolen og købe chipsposer, så det gør de. I et væk, alle fire. Pigernes morfar og mormor vil gerne betale, men det synes jeg ikke, de skal hele tiden, så jeg går med ned og er skaffedyr. En cola, en øl, fire poser chips, 11 euro. Milde moster.

Solen bager ned, det er den varmeste dag hidtil. Bjergene træder krystalklart frem under den dybblå himmel, det er vidunderligt.

Mine lår gør ondt. Ikke inden i. Uden på. Jeg er knaldrød, og det svider.

Jeg smører mig ind i aloe vera-salve, som køler momentant. Camilla kommer tilbage, og vi får en beskeden frokost på balkonen. To dage tilbage, tænker jeg.

Jeg starter bilen og kører op i bjergene, op til Vesio. Set hernede fra ligner Vesio et billede fra Tibet. En bjergkam kronet af ældgamle huse, bag disse et fjernt bjergmassiv. Jeg har erfaret, at bjerget hedder Tremalzo og er godt 1800 meter højt; altså ingen kæmpe, men den præsenterer sig som en forrevet mur af klippe højt oppe i solskinnet. Når man kommer på den anden side af Vesio, åbner der sig et uventet panorama. Her ligger Val di Bondo, som vel har en eller anden snedig geologisk forklaring, men som alligevel forekommer gådefuld og hemmelighedsfuld. Bondo-dalen er fuldkommen flad. Jeg mener helt flad, som i Danmark-flad.

Inde i en ring af bjerge ligger en slette så frodig, at det eneste, der bryder alt det grønne, er den kridhvide vej, der er lagt på et leje af lysende dolomit. Her dyrker de majs; her midt i bjergene er der bølgende marker af mandshøje majsstængler med strittende skæg fra kolberne. For enden af dalen er der en mur.

Det er Tremalzo-massivet. Jeg kører gennem majsmarkerne og ind i en skov, der mest af alt minder om en norsk fjeldskov, bortset fra klipperne, som næsten er så hvide som kridt. Men de er hårde, sedimentbjergarter, dolomit. Jeg tager et stykke med hjem. Det glinser svagt i lyset, når man vender det i hånden.

Vejen bliver smallere ind gennem skoven. Den følger en flod, der vælder frem over et flodleje, der næsten er selvlysende hvidt i solen. Jeg parkerer, da jeg ikke tør køre længere, og går et par hundrede meter op i skoven. Jeg er lige ved foden af bjerget. Det er så vildt! Forrevet, råt og brutalt rejser det sig lodret op i serier af skarpe tinder, langt mere skræmmende end selv væggene langs vores side af Gardasøen. Dette er en naturperle, og den ligger femten minutters kørsel fra vores hotel.

Her er markerede vandrestier og små picnic-områder, hvor folk har slået sig ned; de få, der har fundet herop. Her må være vidunderligt at vandre og cykle.

Jeg gør holdt lidt oppe ad bjerget, hvor et vandfald vælter ud under stien. Små orange sommerfugle flakser omkring. En anden variant er helt sort, og et par af dem sætter sig på mine ben, mens jeg står stille. De føles bløde og rare.

Jeg drikker en tår af fossen. Vandet er koldt og sødt; i det hele taget er landskabet her en sær blanding af det ekstremt umenneskelige og det milde og venlige. Den grønne skov og det fossende vand. De lodrette tinder og lyden af en klippeblok, der tumler ned med knaldhårde bankelyde et sted inde i alt det grønne.

Jeg ser på uret og vender om, på en gang ærgerlig og taknemmelig.

Hjemme bader jeg med ungerne endnu en tid, og så sætter jeg mig på balkonen og ser afslutningen af dagens etape i Tour de France, Galibier. Andy Schleck vinder suverænt og ligner en endelig vinder af løbet. Contador ligner mig i mandags.

I bagende sol og de højeste temperaturer på turen kører vi ned ad bjerget mod Limone. Her en sær ting; Jeg har nu kørt turen op og ned ad Brasa-slugten adskillige gange, og den er ufatteligt smuk og vild hver gang. Men jeg vænner mig aldrig til den. Den er så smal, og der er så megen trafik, at det er med ængstelse, man runder ethvert blindt hjørne, hængende ud over klippesiden et par hundrede meter oppe i vejret.

Vi bakker, holder ind, passerer andre biler, rækker ud og klapper sidespejlene ind. Den er hård, den vej. Og de kører stærkere og stærkere, jo senere på dagen det bliver. Jeg må op og klodse bremserne flere gange, når en lokalpatriot, der kender vejen, kommer drønende op over bjerget.

Over Limone hænger med et tunge, tunge skyer. Vi ser på hinanden og undrer os over, hvor de er kommet fra. Men den er god nok, der er storm og uvejr på vej. Folk i de smalle gader ser op mod himlen, og damerne i butikkerne piller deres lædervarer ned fra husmurene med lange metalstænger. Vinden pisker søen til vildskab, og skyerne hænger regnvejrstunge ned mellem bjergene. Da det bryder løs, kryber vi sammen under en passage ned mod havnen, hvor der er læ. Og mens vi sidder der og får varmen hos hinanden, kommer hele den fynske familie forbi.

De peger os i retning af en restaurant, de har været på før, og som de omtaler som Restaurant Nokia. Den er god, forsikrer de os, og ikke for dyr. Begge dele viser sig at holde stik i restauranten, som ikke hedder Nokia, men Albergo Noce. Elegant lokale i et elegant hotel, udsigt over regnen på søen.

Det foreløbigt bedste måltid. Jeg bestiller antipasto fra søen, Camilla et udvalg af skinke og pølse. Min forret er carpaccio af en mig ukendt fiskeart, arrangeret på skiver af tomat, hvilket lyder sært, men smager himmelsk. Dertil en stor kammuslingeskal, hvori de havde arrangeret rejer, blækspruttearme og blækspruttekrop i hvidløgsolie. Himmelsk, igen.

Børnene, de trætte unger, hænger ind over bordet, men gnasker sig langsomt gennem en gang carbonara (Mathias) og tagliatelle al ragú (Emil). De finder heldigvis ud af at rende ud på pladsen foran restauranten, da regnen stopper, lige så pludseligt som den kom. De sludrer med en dansk familie med små børn, og jeg sidder inde ved min plads bagest i restauranten og betragter dem. De står ved siden af hinanden, en brun og en hvid, og konverserer den unge mor med de to små lyshårede piger, og drengene er opmærksomme, smiler, snakker og holder øjenkontakt som en helt naturlig ting. Jeg bliver så stolt af dem. Mathias sagde til moren: ”Dav. Jeg hedder Mathias.” Og så har han tilføjet for en ordens skyld: ”Jeg er fra Danmark.”

Jeg får spaghetti alle vongole, små hjertemuslinger, der knaser lidt af sand, men smager prægtigt. Camilla kæmper sig gennem en omgang Fettucine Fungi Porcini, som er lige så god.

Nu kan vi heller ikke trække den længere. Ingen kaffe, tak, børnene er ved at segne, og solen er brudt frem og maler med sin nedgangspalet på bjergsiden over Malcesine.

Jeg husker pludselig på Thorkild Hansens memoirer fra sine Pariserår og hans og Jeans rejse til Gardasøen, hvor de lejede en sejlbåd, Hansen som en erfaren sejler fra Furesøen, hans rige parisiske mentor for en gangs skyld som den ukyndige passager. En pludselig storm, en dramatisk redning i sidste øjeblik, sikkert gjort ekstra dramatisk gennem den unge Hansens sensitive optik, men den overraskende storm, den forstår jeg godt. Den hører åbenbart Gardasøen til. Mildt, vildt, mildt, i en uforudsigelig tango.

OP gennem Brasaslugten igen. Bakke, standse, lytte, dytte.

Der er illumineret ved den barskeste og smukkeste del af slugten, der hvor der er (endnu) et Madonnakapel. Der står hun, Ave Maria, siger børnene. Lige som i Asterix, siger Emil, hvor Brutus kalder sin far for Ave Cæsar. Det er nok det samme. Ave betyder far. Eller mor. Jeg forklarer, og tingene falder på plads. Men hun hedder nu nok stadig Jomfru Ave Maria i morgen.

Jeg er imponeret over Emils sprogsans. Han læser alle skilte og prøver at få dem til at give mening. Hvis de ikke giver mening, siger han det. Præcis sådan. ”Far. Der står pandebrodt der. Helt ærligt. Det giver altså ingen mening.” Jeg forklarer, at der står Pane. Brot. Og at det betyder brød på italiensk og brød på tysk. ”Brødbrød,” siger han. Så giver det mening.

Dessert i Bar & Gelateria Tremosine. Det er koldt igen, men stjernerne stråler, og langs søens bred et langt lysende bånd af varme orange gadelys, helt ned til Sirmione og Peschiera i syd.
En hel dag tilbage. En aften tilbage, hvor vi kan stå på balkonen ved Miralago og se søen langt under os.

Ungerne sover. Der er absolut ingen hjemme. De er komplet udmattede af sol, leg, pool og de der oplevelser, de gamle altid slæber dem af sted til. Det er, som den slags skal være. De sover, som om deres kroppe og deres hjerner har fået taget al strømmen, og det er vel egentlig heller ikke helt forkert.

Vi har aftalt, at det ikke skal blive så sent i morgen. Ungerne bliver for trætte. Det er vi enige om.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s